Kort nyt - med de seneste coronatal

De seneste coronatal fra Israel

Det går stadig hastigt fremad med Israels vaccinationsprogram. To millioner borgere har nu fået det første stik, mens 170.000 har fået andet stik. I næste uge begynder man at vaccinere folk i fyrrerne.

530.000 israelere har været smittet med corona siden udbruddet for cirka et år siden. Lige nu er næsten 80.000 smittet, heraf 1.100 med alvorlige symptomer. I alt 3.869 israelere er døde med sygdommen.

Regeringen arbejder på at udstede såkaldte ”grønne pas” til dem, der har fået vaccinen. Passet vil give adgang til for eksempel at være en del af større forsamlinger, end det ellers er tilladt.

Israel er fortsat under en omfattende nedlukning. Den udløber i næste uge, men det forventes, at den forlænges med mindst en uge yderligere. De daglige smittetal er nemlig fortsat høje og ligger omkring 9.000.

 

Netanyahus bejleri til arabiske vælgere kan give pote

Som vi skrev om tidligere på ugen, forsøger Benjamin Netanyahu at overbevise nogle af de arabiske israelere om, at de skal stemme på ham ved valget 23. marts.

Og selvom rigtig mange arabere er imod Netanyahu, fordi han hidtil har haft en meget anti-arabisk retorik ifm. valg, ja så er der nogle, som rent faktisk overvejer at stemme på hans parti, Likud.

I en meningsmåling, som er offentliggjort torsdag, står Likud til at få 32 mandater – fire mere end i en måling foretaget af samme analyseinstitut en uge tidligere. Angiveligt kommer to ud af de fire mandater fra arabiske vælgere.

 

Nazitegn på kendt synagoge

En af de største synagoger i byen Montreal, Shaar Hashomayim, blev i denne uge udsat for antisemitisk hærværk. På synagogens døre var der spraymalet nazitegn (swastika).

En vagt hjalp politiet til at arrestere den formodede gerningsmand. Synagogen er især kendt for at have begravet sangeren Leonard Cohen.

I maj blev en anden synagoge i Montreal udsat for hærværk, da dens toraruller blev ødelagt.