Netanyahu fortsætter overraskende forsøg på at vinde arabiske vælgere
Man kunne fristes til at tro, det var 1. april. Men den er god nok. Benjamin Netanyahu er i fuld gang med at kapre stemmer blandt de israelske arabere, som udgør cirka 20 procent af befolkningen, og som ved de seneste valg har været gode til at komme ud og stemme på valgdagen.
Netanyahu er ellers kendt for at tale meget nedladende om de arabiske israelere og har advaret kraftigt mod at stemme på partier, der kunne tænkes at få støtte fra »de antizionistiske« arabere. En støtte, han nu selv rækker ud efter.
I dag besøger han Nazaret, hvor befolkningen primært er arabisk. Her skal han holde et pressemøde med borgmesteren, som har udtrykt støtte til Netanyahu. Han har også udtrykt støtte til et helt nyt medlem af Likud (Netanyahus parti), nemlig en arabisk skolelærer fra Nazaret.
De repræsenterer den del af det arabiske samfund, som gerne vil have mere politisk indflydelse. Og som ser Likud som en god vej til denne indflydelse.
Men da Netanyahu ankom til Nazaret, var det under stor tumult, da mange var på gaden for at vise deres modstand mod ham.
At han nu bejler til netop dette segment, er et udtryk for i hvert fald to ting. At Netanyahu føler sig presset og frygter at miste magten. Og at der nærmest ikke findes grænser for, hvem der kan søge samarbejde med hvem i israelsk politik. Utænkelige alliancer kan opstå, hvis det gavner begge parter. Om det bliver tilfældet her, er langtfra sikkert. Men Netanyahu må tro på det, eftersom han bruger så meget tid på at besøge arabiske byer, som han har gjort de seneste uger.