Døde gidsler og store demonstrationer: Få overblikket
Det har været en meget, meget dramatisk uge i Israel.
Lørdag sidst på dagen fandt israelske soldater ligene af seks gidsler: Hersh Goldberg-Polin, 23, Eden Yerushalmi, 24, Ori Danino, 25, Alex Lobanov, 32, Carmel Gat, 40, og Almog Sarusi, 27.
Senere viste det sig, at de var blevet henrettet af Hamas – sandsynligvis 2-3 døgn før de blev fundet. De havde alle skudhuller i hovedet.
Den forfærdelige nyhed har for alvor øget presset på Netanyahu og hans regering. Søndag aften var der over hele Israel demonstrationer, som havde til hensigt at presse regeringen til at strække sig længere i forsøget på at indgå en våbenhvileaftale med Hamas, som vil føre til løsladelse af de resterende gidsler.
Vi har tidligere skrevet om, at især Netanyahus krav om fortsat militær kontrol med grænsen mellem Egypten og Gaza (den såkaldte Philadelphi-rute) lader til at være en stor knast i forhandlingerne.
Op mod 500.000 på gaden
Dem, der har organiseret søndagens demonstrationer, vurderer, at der i Tel Aviv var cirka 300.000 på gaden, og at 200.000 var på gaden andre steder i Israel. Firmaet Crowd Solutions mener, at der var 280.000 i Tel Aviv. De mange mennesker i Tel Aviv deltog i en march, hvor de bar seks kister, der skulle symbolisere de seks lig, som blev fundet i Gaza.
Der blev holdt mange taler – blandt andet af en mor til et af de (formodes det) levende gidsler i Gaza. »Historiebøgerne vil ikke have nok sider til at beskrive den katastrofe, Netanyahu har bragt over os. Jeres tid er ovre. Jeg, Einav Zanguaker, en likudnik (en, der har stemt på Netanyahus parti, Likud, red.) siger, at nu er det slut,« sagde hun.
Landsdækkende strejke
Mandag fortsatte den kraftige reaktion. Her strejker tusindvis af israelere i protest mod regeringens håndtering af gidsel-situationen. Strejken berører lufthavnen Ben Gurion, hvor der til formiddag ikke afgår nogen fly (ud over 7, som fik lov at flyve til USA). Også børnehaver og skoler er påvirket. De fleste busser holder stille, og det samme gør sporvognene i Tel Aviv. Supermarkedskæden BIG er lukket. Det er dog forskelligt fra kommune til kommune, hvem der strejker.
Med i strejken er den store fagbevægelse Histadrut. Også Israel Business Forum, som repræsenterer mange private firmaer, strejker
En foreløbig kulmination
Dagen i dag er med andre ord et udtryk for, hvilken tilstand Israel befinder sig. Det er et land præget af en enorm vrede mod regeringen. Det er en befolkning, hvor mange lever i sorg. Og det er en befolkning i stor splittelse.
En splittelse mellem dem, som identificerer sig med de mange hundrede tusinder, der var på gaden søndag aften. Og på den anden side dem, der mener, at regeringen gør det rigtige ved ikke at bukke under for presset og indgå en (ifølge dem) dårlig aftale for Israel. Fx en aftale, hvor Israel går med til at slippe kontrollen med den vigtige Philadelphi-rute, hvor Hamas i årevis har smuglet våben ind. Hos dem er der ikke altid den store sympati med gidslernes pårørende. Nogle af dem er nemlig vrede over, at de pårørende lægger så stort pres på regeringen – fordi de mener, at de dermed går Hamas’ ærinde.
På den anden side mener mange af dem, var på gaden i går, at Israel bør indvilge i at forlade grænsen. Et af argumenterne lyder, at Israel let vil kunne generobre kontrollen senere, hvis det viser sig at være nødvendigt. Men at gidslerne skal reddes nu og her – før det er for sent.
Samtidig forholder det sig sådan, at Israel faktisk har accepteret flere af de aftaleforslag, USA har præsenteret. For eksempel den seneste såkaldt ”brobygnings-aftale”. Det er uklart, hvordan denne aftale helt præcis forholder sig til spørgsmålet om Egypten-Gaza-grænsen. Hos de mange demonstranter er der ikke desto mindre en overbevisning om, at Netanyahu godt kunne have fået en acceptabel aftale igennem og dermed reddet flere gidsler. Fire af de seks, der blev henrettet af Hamas i weekenden, stod til at blive løsladt i første fase af våbenhvileaftalen.
Under et møde i sikkerhedskabinettet i weekenden stemte ministrene (de mest højtstående ministre er medlem af kabinettet) om, hvorvidt man skal stå fast på kravet vedrørende Philadelphi-ruten. 8 mod 1 (forsvarsminister Gallant) stemte for at stå fast. Netanyahu sagde angiveligt på mødet, at det vil være farligt at give efter for Hamas’ krav, fordi de henretter gidsler. ”Det vil være en belønning og vil sende et farligt signal,« skulle han have sagt.
Status på gidslerne
Få dage før fundet af de seks gidsler – nemlig tirsdag den 27. august – var der ellers en god nyhed, da israelske soldater fandt den 52-årige Farhan al-Qadi i live. Kort efter fandt man liget af en soldat, der blev dræbt 7. oktober og slæbt med til Gaza. Fundet af ham druknede lidt i nyheden om befrielsen af al-Qadi. Og om lørdagen fandt man så de seks.
Det betyder, at status på de oprindeligt 251 gidsler ser sådan ud:
- 105 blev løsladt i en aftale med Hamas i november 2023.
- 8 er blevet befriet af israelske soldater
- 4 blev løsladt af Hamas kort efter 7. oktober
- 37 døde gidsler er blevet fundet af israelske soldater i Gaza – heriblandt tre, som på tragisk vis blev skudt af israelske soldater, der ikke genkendte dem som gidsler.
- 97 gidsler er stadig i Gaza. Af dem har Israel bekræftet, at mindst 33 er døde.
- Derudover har Hamas fire gidsler, som blev taget før 7. oktober. Ligene af to soldater, som blev dræbt i 2014, samt to civile, der selv krydsede grænsen til Gaza.
Selvmordsbomber og dræbte betjente på Vestbredden
Udover det er der et par andre store overskrifter, som skal med her.
Israel er i færd med en meget omfattende antiterror-operation på Vestbredden. Her bekæmper man palæstinensiske terrorceller, blandt andet fra Hamas.
Søndag kostede det tre israelske betjente livet. De blev skudt af en palæstinensisk mand, som senere blev dræbt under flugten. Han havde tilknytning til Fatah og var tidligere vagt for Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, oplyste IDF. Han skød angiveligt de tre betjente fra sin bil. Det skete i den sydlige del af Vestbredden.
Dagen før havde to terrorister detoneret to bilbomber – også i den sydlige del af Vestbredden. De to terrorister blev begge dræbt i eksplosionen, men heldigvis kostede angrebet ikke andre liv. Tre soldater blev såret, men ikke livstruende. Hamas har siden taget skylden for angrebet. Det sker på et tidspunkt, hvor Hamas-lederen Khaled Mashal har opfordret til en bølge af selvmordsangreb i stil med dem, man så under den anden intifada i begyndelsen af nullerne.
I den nordlige del af Vestbredden – hvor operationen primært foregår – blev en israelsk soldat dræbt i en skududveksling med Hamas-terrorister i byen Jenin.