Opsamling på forhandlingerne: Kan Israel og Hamas blive enige?

Torsdag den 15. august blev forhandlingerne om en våbenhvile og løsladelse af gidsler genstartet i Doha. Hamas mødte ikke op, men er blevet orienteret af mæglerne, som primært er Egypten, Qatar og USA.

Udgangspunktet er et udspil fra USA, som udenrigsminister Blinken har omtalt som et ”forslag, der bygger bro” over de uenigheder, der er mellem Israel og Hamas. Blinken har sagt, at Netanyahu har accepteret forslaget, og at det nu er op til Hamas at gøre det samme. De foreløbige udmeldinger fra terrorgruppen peger i retning af, at de ikke er tilfredse med betingelserne.

I modsætning til tidligere aftaleforslag er indholdet af dette forslag ikke blevet offentliggjort. Men det, der sandsynligvis især forhandles om, handler om de fire krav, som Netanyahu kom med i begyndelsen af juli. Det gjorde han, lige efter at Hamas tilsyneladende udviste fornyet åbenhed for en aftale, der ikke inkluderede et tydeligt krav til Israel om at afslutte krigen helt.

Fordi Netanyahu valgte at komme med de fire krav netop på dette sensitive tidspunkt, hvor Hamas nærmede sig en aftale, var der mange – især blandt de pårørende til gidslerne – som anklagede ham for at ville sabotere forhandlingerne. De fire krav kunne let skræmme Hamas væk, lige netop som de faktisk udviste lidt vilje til kompromis, mente kritikerne.

Den vigtige grænse mellem Gaza og Egypten

De fire krav fra Netanyahu var og er:

• At Israel bevarer militær kontrol med hele grænsestrækningen mellem Gaza og Egypten (kaldet Philadelphi-ruten), inkl. Rafah-grænseovergangen. Det skyldes primært, at Hamas i årevis har smuglet våben ind til Gaza ad denne vej. Især via de mange tunneller, som Israel har fundet de seneste måneder.
• ”En mekanisme”, som skal forhindre terrorister i at kunne bevæge sig fra det sydlige til det nordlige Gaza. Israel kontrollerer lige nu Netzarim-korridoren, som går på tværs af Gaza lidt syd for Gaza By, og på den måde kontrollerer de adgangen mellem syd og nord.
• At så mange levende gidsler som muligt skal løslades i den første ud af de tre faser, aftalen indeholder. Der har længere været talt om løsladelse af 33 gidsler i den første fase: kvinder, børn, ældre og sårede.
• At Israel kan fortsætte med at bekæmpe Hamas, indtil de er helt bekæmpet.

Hvorvidt Netanyahus mål med kravene er at skræmme Hamas væk fra aftalen eller nærmere at skaffe så god en aftale som muligt, er svært at sige.

Men det virker så godt som sikkert, at Hamas ikke vil acceptere en aftale, der fuldt ud opfylder Netanyahus krav. Onsdag kom de med en udtalelse, hvor de slog fast, at de kun vil acceptere en aftale, der indebærer fuld israelsk tilbagetrækning fra Gaza. Så er der overhovedet håb for en aftale og løsladelse af de stakkels gidsler?

Det kommer måske an på, hvad man tror mest på. Det, som Netanyahu ifølge Blinken har sagt under deres seneste møde? Eller det, som Netanyahu angiveligt har sagt under andre møder? For de seneste dage er der kommet tilsyneladende modstridende meldinger:

Netanyahu har angiveligt sagt til en gruppe pårørende til gidsler og dræbte israelske soldater, at Israels hær ikke kommer til at trække sig fra hverken Egypten-Gaza-grænsen eller Netzarim-korridoren.

Samtidig blev Blinken i denne uge spurgt til Netanyahus krav. Her svarede han, at »aftalen er meget tydelig med hensyn til skemaet og stederne for IDF’s tilbagetrækning fra Gaza, og det har Israel sagt ja til. Jeg kan ikke sige noget om, hvad han er citeret for at sige, jeg kan kun sige, hvad han selv har sagt til mig,« lød det fra udenrigsministeren.

Det er ikke første gang, man får det indtryk, at Netanyahu (og hans forhandlingsteam) har sagt noget til USA og de øvrige mæglere under forhandlingerne, og at Netanyahu efterfølgende har sagt noget tilsyneladende modsatrettet i andre sammenhænge. Denne tvetydighed skyldes måske en af Netanyahus store hovedpiner, som er hans nationalreligiøse støttepartier, der ikke ønsker en våbenhvileaftale. De har truet med at trække støtten, hvis der indgås en aftale. Rygterne går dog på, at de muligvis »kun« vil forlade regeringen, men ikke vælte den. Spørgsmålet er, om Netanyahu tør tage den chance. Han har over de seneste år i stigende grad fået et ry for at prioritere sine egne politiske interesser over statens interesser.

Rafah-grænseovergangen mellem Egypten og Gaza. Israel ønsker at bevare kontrol med overgangen samt hele den 14 km lange strækning mellem Egypten og Gaza. (Foto: Wikimedia)

God grund til at stå fast på grænse-krav

Den israelske kontrol med grænsen mellem Egypten og Gaza er måske det mest omtalte af de fire krav.  Der er ingen tvivl om, at det har været ekstremt vigtigt for Israel at få kontrol med den cirka 14 km lange strækning. Her har man fundet og ødelagt adskillige tunneller. En af dem var så bred, at biler kunne køre igennem. Og det er her, Hamas i årevis har oprustet ved at smugle terrorister, våben og andre materialer, der bruges til at føre krig mod Israel. Det har ført til en stor svækkelse af Hamas, at den forsyningsrute nu er lukket.

Så er det for høj en pris for Israel, hvis de skal opgive denne kontrol for at få gidslerne løsladt? Det er der tilsyneladende uenighed om i Israel.

I en lederartikel på Jerusalem Posts hjemmeside argumenteres der for, at Netanyahu faktisk har god grund til at kræve en permanent militær kontrol med grænseovergangen. Avisen mener altså ikke, at der her er tale om et forsøg fra premierministeren på at sabotere forhandlingerne.

I artiklen henviser de til 1. september 2005, kort efter at Israel havde rømmet Gaza og tvunget cirka 8.000 israelere til at forlade deres hjem. Her valgte den daværende premierminister, Ariel Sharon, at overlade kontrollen med grænsestrækningen til Egypten. I lederen mindes der om, at »nogle medlemmer af sikkerhedsstyrkerne argumenterede for, at Israel skulle holde fast i korridoren for at forhindre våbensmugling«, men at Sharon mente, at israelske soldater på grænsen ville være et let mål for terrorister, og at det ville skade Israel internationale omdømme, hvis ikke de rømmede Gaza helt.

»Den beslutning viste sig at være katastrofal,« konkluderes det i lederartiklen – for smuglingen af terrorister og våben over grænsen er Hamas’ »livline«.

Og hvis man gentager den fejl, så vil det føre til, at Hamas på længere sigt kan opruste til krig igen. Artiklen konkluderer, at »uden en militær tilstedeværelse langs grænsen, vil Gaza ende med igen at blive en morderisk fæstning«. Og derfor er det ifølge skribenterne en rigtig beslutning af Netanyahu at stå fast på sit krav.

Det forlyder, at Netanyahu i samtalen med de pårørende til gidsler og soldater, som blev nævnt tidligere her i artiklen, sagde, at hvis han skal vælge mellem enten kontrol med Egypten-Gaza-grænsen eller en aftale med Hamas, så vil han vælge grænsen, fordi det er »en strategisk nødvendighed«.

I en anden lederartikel kommer chefredaktør på The Times of Israel, David Horovitz, også ind på emnet. Han skriver, at mens grænsekontrollen altså af Netanyahu ses som en strategisk nødvendighed, så »skulle man tro, at Netanyahu også så løsladelsen af det stadigt faldende antal af levende gidsler som et strategisk mål«. Og det samme burde gælde kampen mod Hizbollah. En aftale med Hamas vil nemlig betyde, at Israel i højere grad kan fokusere sine kræfter på kampen mod terrorister i Libanon, som ses som en langt større trussel nu og her.

Horovitz konkluderer dog, at det i sidste ende mest af alt er Hamas og Yahya Sinwar, der er skyld i den manglende aftale, fordi de »ikke bekymrer sig for det palæstinensiske folk«, men udelukkende er orienteret mod deres overordnede mål, nemlig at udslette Israel.

Forhandlingerne er sat til at fortsætte i Cairo sidst på ugen.