»Vi fortsætter, fordi det er vores eneste håb«

Lis og Micki bor i en kibbutz fem kilometer fra grænsen til Libanon. Efter 7. oktober blev de evakueret, men er siden vendt tilbage for at hjælpe til. I december fortalte de deres egen og kibbutzens historie til Kirsten Østerby, som tidligere har besøgt dem sammen med nogle af Ordet og Israels seniorvolontører

I kibbutz Matzuva i det nordlige Israel tæt på den libanesiske grænse bor Lis og Micki. Lis er så pæredansk, som man nu kan være, når man har boet i Israel siden 1980. Her mødte hun Micki – og resten er historie, som man siger. Jeg mødte Lis og Micki, da jeg sammen med efterårets seniorhold var på besøg hos dem og oplevede deres meget store gæstfrihed.

På grund af krigen i Gaza er alle de israelere, der bor tæt på Libanons grænse, evakueret, så Lis og Micki må egentlig ikke være i deres hjem. Men de er taget hjem for at se til det hele. Og »man sover jo bedst i sin egen seng«, som Lis siger, da jeg ringer til dem for at høre deres fortælling.

Micki har været i kibbutzen i en længere periode, da jeg taler med dem. For selvom der er krig, er der selvfølgelig stadig ting, der skal ordnes i kibbutzen, og det hjælper han med. Lis har været rundt hos de tre børn – to døtre og en søn – og deres familier for at hjælpe.

Historien om kibbutz Matzuva

Micki fortæller den spændende historie om kibbutzens oprettelse, som hans forældre var involveret i tilbage i 1940. Den allerførste koloni i dette område af Israel hedder Hanita og ligger få kilometer nord for Matzuva. Tilbage i 1930’erne, hvor hele området var en del af det britiske mandat Palæstina, var jorden ejet af rige arabiske jordejere, der ofte boede andre steder, for eksempel i Beirut i Libanon. For at få fodfæste i denne del af landet, købte The Jewish National Fund jord her, og nye unge immigranter blev sendt ud for at etablere kolonier på disse steder. Det første, man gjorde, var altid at bygge et vagttårn og et hegn. Inde bag hegnet blev der slået telte op, og de var beboernes hjem i den første tid.

Med til at etablere denne første primitive bosættelse, Hanita, var to unge jøder fra Tyskland. Den ene var kommet til området i 1936 sammen med sine to søstre. Deres forældre syntes, at de var blevet for gamle til at rejse nogen steder, så de blev i Tyskland. Da de tog afsked, var det sidste gang, de tre søstre så deres forældre, som senere blev dræbt i nazisternes koncentrationslejre.

Den anden af Hanitas to unge medstiftere kom først til området i maj 1939, også fra Tyskland, hvor han var blevet uddannet inden for landbrug. Selv på dette tidspunkt fandtes der gårde i Tyskland, som var oprettet af jødiske organisationer med henblik på at uddanne unge i landbrug, inden de rejste til Palæstina. Her i 1939 havde briterne lukket for al jødisk indvandring til Palæstina-området, på trods af at der netop nu var så desperat brug for et sted at flygte hen fra nazisternes stadige voldsommere forfølgelser. Den unge mand måtte derfor forsøge at komme illegalt ind i Israel, og det lykkedes med en af de illegale både. Båden sejlede så tæt på kysten som muligt, blev sat på grund, og så svømmede og kæmpede passagerne sig gennem bølgerne op på stranden, hvor lokale jøder tog imod dem. De sørgede for, at de nyankomne hurtigt blev fordelt i kolonier i området og således hurtigt »forsvandt« i det jødiske samfund uden at blive opdaget af de britiske myndigheder. Denne unge mand kom til kolonien Hanita og mødte den unge tyske kvinde.                       »Det var mine forældre,« fortæller Micki. Også Mickis far mistede sine forældre i Holocaust, så Micki er vokset op uden bedsteforældre og uden at kende de nærmere omstændigheder omkring deres død.

»Med udgangspunkt i Hanita blev kibbutzen Matzuva grundlagt. Det var et hårdt slæb. Der var ingen ordentlige veje, så al transport foregik på æselryg. Og alt måtte fragtes til området. Det eneste, der var der i forvejen, var sten og klipper. Men det lykkedes, og langsomt voksede kibbutzen,« fortæller Micki.

I FN’s forslag til en delingsplan for det britiske Palæstina-mandat kom kibbutzen til at ligge i et område, der skulle gives til araberne. Men i forbindelse med Uafhængighedskrigen i 1948, hvor de arabiske naboer angreb den nyoprettede stat Israel, blev hele området indtaget af Israel, og kibbutzen kunne blive, hvor den var.

Her voksede Micki op i en tid, hvor man var fælles om alt, og hvor der stadig fandtes børnehuse, som var børnenes primære hjem. Børnehusene fandtes ikke længere, da Lis flyttede ind i kibbutzen, og de selv fik børn. Og det var hun glad for. Hendes børn skulle vokse op hjemme hos hende, ikke i et børnehus.

I begyndelsen af nullerne ophørte kibbutzen helt med at være bygget på fælleseje, og man ejer nu sit ejet hus og beholder den løn, man får for sit arbejde, uanset om det er i kibbutzen eller udenfor.

Lis har i mange år arbejdet som sygeplejerske på et nærtliggende hospital og er først for nylig gået på pension. Micki har gennem alle årene været beskæftiget i kibbutzen. I dag dyrker de blandt andet masser af bananer, mango, granatæbler og avokado. De tidligere så berømte israelske appelsiner er ikke længere rentable for kibbutzen.

En ny tilværelse efter 7. oktober

Lørdag den 7. oktober 2023 var Lis og Micki ikke i Israel. De havde været på en dejlig ferierejse til Norge og skulle bare gøre et kort stop i Danmark for at besøge Lis’ familie, inden de skulle hjem til Matzuva. Men sådan kom det ikke til at gå.

På grund af terrorangrebet og den efterfølgende krig i Gaza var det svært at få et fly tilbage, og deres børn syntes, at de skulle blive i trygge Danmark. Det gjorde de også de første uger, men de kunne ikke finde ro i det. »Vores hjerte og tanker var i Israel,« fortæller de. Efter en ihærdig indsats af Lis lykkedes det at finde fly til Israel, og de kunne komme hjem. Hjem til et land i krig. Og til en familie, der ligesom alle familier i Israel er påvirket af krigen.

Lis og Mickis to døtre og deres familier bor også i kibbutz Matzuva og er evakueret ligesom de andre indbyggere. I en periode boede de i Ordet og Israels seniorbolig i Jerusalem, men nu bor de i henholdsvis Cæsarea og Haifa.

Det dansk-israelske par fortæller, at deres døtre står med en svær opgave. For som forældre til små børn skal de både håndtere deres egen bekymring og frygt og samtidig være opmuntrende og støttende over for børnene, der i den første tid var hjemme hele dagen, fordi skoler og børnehaver var lukket – blandt andet fordi så mange lærere er indkaldt til hæren. Der er nu åbnet delvist op igen, og børnene har fået noget, der minder lidt mere om en hverdag.

Lis og Mickis søn er indkaldt til hæren, og hans kone er alene med deres to små børn. De bor i Rehovot lidt syd for Tel Aviv, hvor der jævnligt er luftalarmer. Lis har været meget hos svigerdatteren for at hjælpe, og hun fortæller, at børnene er påvirkede af alarmerne. »Tror du, der kommer alarmer i dag, bedstemor?« spørger de med bekymring i stemmen.

Micki hjælper mest til i kibbutzen. »De udenlandske arbejdere, der plejer at arbejde her, er taget væk, men der er selvfølgelig stadig en masse at gøre. Lige nu er det bananer og avokadoer, der skal plukkes,« fortæller han

Behov for hjælp og håb om bedre tider

Som det er tilfældet for rigtig mange andre israelere, er der særligt én gruppe mennesker, som fylder meget i deres sind. »Vi tænker med stor bekymring på gidslerne i Gaza. Og på, hvad de må gennemgå,« siger Lis.

Parret tænker til gengæld ikke meget på sig selv i den nuværende situation. De er mest optaget af, hvad de kan gøre, og hvordan de kan hjælpe. »Vi forsætter, fordi det er vores eneste håb,«, siger de samstemmende. »Det er en kamp for overlevelse. Og vi har ikke noget valg. Krigen er her, uanset om vi vil det eller ej.«

I Matzuva mærker man krigen i form af sporadiske raketter fra Hizbollah i Libanon. De fleste raketter affyres med retning mod Kiryat Shmona, som ligger et stykke derfra. Men for nylig blev en mand dræbt af en raket tæt på kibbutzen.

»Vores håb er, at Hizbollah vil trække sig tilbage til floden Litani. Hvis de gør det, tør vi tro på fred,« siger Micki.

Lis og Micki skal tilbage til deres forskellige opgaver. Selvom der er krig, har Lis fundet tid til at koge klejner. På tidspunktet for min samtale med dem er israelerne nemlig midt i fejringen af hanukka, hvor man spiser ting kogt i olie for at mindes olie-miraklet med den syv-armede lysestage i templet. »Så klejner passer både til hanukka og jul,« som Lis så rigtigt siger.

Men inden vi lægger på, har Micki en sidste ting, som det er vigtigt for ham at få sagt: »Tusind tak for jeres støtte til Israel, både i fredstid og nu, hvor vi er i krig. Det betyder meget for os!«

Med denne gode sætning siger vi farvel og på godt gensyn i Israel.