Troen på Jesus var Ilanahs følgesvend i hæren

I en ung alder har Ilanah Loewenthal prøvet lidt af hvert. En barndom i Brasilien, en ungdom i Israel og to år i hæren – altsammen med troen på Jesus som fast fundament

I en lejlighed på Hillel Street i det centrale Jerusalem bor 23-årige Ilanah Loewenthal med sin mand, Barak, som hun blev gift med i foråret 2021. De er netop kommet hjem fra deres bryllupsrejse til Caribien, da jeg kort før sommerferien taler med hende via Skype.

Ilanah flyttede til Israel fra Brasilien med sin familie i 2007. Begge hendes forældre er jøder, og især faren havde et brændende ønske om at foretage aliyah, som det hedder, når jøder immigrerer til Israel. Familien er også messiansk. Det betyder kort og godt, at de er jøder, der tror på Jesus som Messias. Og med bopæl i Israel fik de mulighed for at komme i en messiansk menighed.

Familien bosatte sig i den lille by Karmiel mellem Haifa og Genesaret Sø. »For mig var det let at flytte. Jeg var kun ni år og lærte lynhurtigt at tale hebraisk. Det var noget andet for mine tre ældre søskende, der havde mange venner i Brasilien,« fortæller Ilanah om familiens store skifte. »Og i dag er det vigtigt for mig at bo i Israel. Det er her, jeg hører til.«

Senere flyttede Ilanah til Yad Hashmona lidt uden for Jerusalem. Byen er især kendt for at have rigtig mange messianske borgere. Her mødte hun Barak, som hun altså nu er gift med. Og faktisk er Barak grunden til, at jeg er kommet i kontakt med Ilanah. Han er nemlig søn af Anat Goldberg, som er Ordet og Israels bogholder i Jerusalem.

Vigtig forberedelse til værnepligt

Det er især Ilanahs tid i den israelske hær, IDF (Israel Defense Forces) og hendes liv som messiansk jøde, jeg er interesseret i at høre om. Og lidt om, hvordan de to ting spiller sammen.

Som de fleste andre israelske statsborgere har hun tilbragt nogle år i IDF, og det har været med til at gøre hende til den, hun er i dag. Fra hun var 18, til hun var 20, var hun en del af en enhed, der skulle overvåge grænsen mellem Libanon og Israel. Det foregik i et stort rum med en masse skærme. »Jeg kan huske, at jeg glædede mig rigtig meget til at komme i hæren. Og arbejdet ved den nordlige grænse var vildt spændende,« fortæller hun.

Jeg spørger hende, hvordan det var at være messiansk jøde i IDF, og hun forklarer, at hun forinden var på et to måneder langt discipelskabskursus, der skulle klæde hende på til de efterfølgende to år. »Jeg ved ikke, hvor jeg havde været uden den forberedelse,« siger hun og slår fast, at »det er hårdt at være i hæren som troende, for man mister fællesskabet med andre troende, og det kan være svært at få tid til at læse i Bibelen.« I Ilanahs enhed var der også en ortodoks jøde, og selvom hun ikke troede på Jesus, så kunne de støtte hinanden fordi de begge ønskede at prioritere tid til bøn og læsning – som regel en halv time om morgenen.

Arbejdet var hårdt, og man var sammen med sin enhed de fleste af døgnets timer, husker hun. Ti dage i træk og så fri i fire dage. »De blev som en familie for mig«, forklarer Ilanah om forholdet til de andre i enheden, der kun bestod af piger. De fleste kom fra sekulære familier, men kendte selvfølgelig rigtig meget til den ortodokse tro og livsstil. Derfor var mange nysgerrige efter at høre, hvad det vil sige at være messiansk. »De stillede mange spørgsmål, og dem, jeg ikke kunne svare på, måtte jeg undersøge. Så det gav også anledning til, at jeg selv kunne blive klogere,« fortæller hun.

En messiansk bevægelse i positiv udvikling

Efter sin tid i hæren var Ilanah fem måneder i New Zealand, hvor hun arbejdede på et sted ved navn Zula Lodge. Det drives af messianske jøder, og her tilbydes israelske backpackere et par dages gratis kost og logi. Også her fik hun rig lejlighed til at fortælle om sin tro.

Familiens første par år i Israel var imidlertid præget af en vis forsigtighed.

»Da vi kom til Israel, sagde min mor, at vi ikke skulle tale for højt om vores tro, når vi var i skole. Vi skulle holde lav profil, for vi ville ikke risikere at blive sendt ud af Israel, fordi nogle måske troede, at vi var missionærer. Da vi skulle søge om tilladelse til at rejse til Israel, bad mine forældre Gud om, at myndighederne ikke vil spørge til deres tro. For hvis de blev spurgt, ville de ikke lyve. Og vi havde hørt om andre familier, som ikke fik lov at rejse til Israel, fordi de troede på Jesus.«

Der gik faktisk fire år, før Ilanah som 13-årig turde fortælle sine venner, hvad hun troede på.

Hun har aldrig selv oplevet forfølgelse eller chikane af nogen art, men fortæller, at der især i Jerusalem findes personer, der ikke bryder sig om messianske jøder. Hun nævner blandt andet en episode for et par år siden, hvor en gruppe ultraortodokse jøder chikanerede folk på vej til lovsangskoncert i Jerusalem. Hun nævner også, at One for Israels videoer, hvor jøder fortæller om deres møde med Jesus, kan provokere nogle.

Langt de fleste steder i landet er der dog ikke nogen problemer. Og ifølge Ilanah oplever den messianske bevægelse stor fremgang i disse år.

»Jeg har arbejdet for den messianske organisation Netivah, som blandt andet arbejder blandt unge og soldater. For nogle år siden var der 150 unge på vores lejre. Nu er der 400. Og der kommer også flere og flere soldater til kurserne.«

Ifølge Ilanah vokser bevægelsen, både fordi messianske jøder foretager aliyah som hendes egen familie, og fordi sekulære israelere møder Jesus.

Lærerige år

I dag arbejder Ilanah i et advokatfirma, og Barak arbejder som sikkerhedsvagt for premierminister Naftali Bennett. Efter årene i IDF er de glade for igen at være en del af det messianske fællesskab i menigheden »Messianic Congregation in Jerusalem«.

Ilanah mener, at tiden i hæren har været med til at modne hende. »I IDF kan opgaverne og situationen skifte på et splitsekund. Så man lærer at være omstillingsparat, og at gå frimodigt til enhver opgave. Derfor er det også min oplevelse, at unge israelere generelt er mere modne end unge andre steder fra. Fordi vi har været i hæren og har haft ansvarsfulde opgaver i en ung alder.«

Det unge par er nu godt i gang med hverdagen efter deres bryllupsrejse. De var i Caribien i maj – i den periode, hvor Israel og Hamas udkæmpede endnu en krig. Det var svært for dem begge at følge med på så lang afstand, fortæller Ilanah.

»Det føltes nærmest, som om vi forrådte vores land, fordi vi ikke var der til at hjælpe. Og vi var jo afsted for at have det sjovt. Det var en svær uge, og vi bad for landet og soldaternes sikkerhed.«

Diskuterer ikke politik

I forbindelse med krigen mellem Hamas og Israel var der – som så ofte – mange, der kritiserede Israel. Ilanah fortæller, at det gør ondt, når Israel udsættes for uberettiget kritik fra folk, der ikke ved noget om forholdene. Der er mange følelser på spil, og hun forklarer, at hun gør alt for, at vreden ikke får overtaget.

Også internt i Israel kan der være stor uenighed og ophidsede diskussioner – for eksempel om politik. Da jeg spørger Ilanah til hendes eget politiske ståsted, får jeg ikke meget ud af hende. »Jeg forsøger at holde mig neutral, når det gælder politik. Det ender altid med, at folk kommer op og skændes. Det er måske også derfor, at mange messianske jøder ikke taler så meget om politik.«

Hun forklarer mig, at der blandt messianske jøder nok er en tendens til ikke at diskutere politik. Ikke fordi folk er ligeglade, men fordi man er klar over, at det kan skabe splid. »Jeg har mange messianske venner, og vi taler aldrig om politik. I hæren var det helt anderledes,« lyder det fra den nu tidligere soldat.

Denne forskel er blot en af rigtig mange i et broget israelsk samfund. Ilanahs historie vidner om, at alle disse forskelle ikke ændrer på, at israelerne i høj grad står sammen som nation og møder hinanden på tværs af kultur og religion.

Og selvom hendes liv kan lyde bemærkelsesværdigt – i hvert fald sammenlignet med de fleste danskere på 23 år –  så slår det mig, at Ilanah i bund og grund er en helt almindelig israeler: med et meget nært forhold til sit fædreland, med lærerige erfaringer, der har styrket hendes personlighed – og med en tro på, at Gud er med hende, uanset hvad fremtiden bringer.