Som Sar-El-volontør i hæren oplevede Kaj Moslev Israels vilje til at leve

I både 2018 og 2019 var 77-årige Kaj Moslev volontør i den israelske hær. Ud over at pakke tunge medicintasker mødte han en virkelighed, han har læst og hørt om, siden har var dreng

»Når man tænker på det jødiske folks historie, og hvad de har været igennem – lige fra fødslen og frem til Holocaust – og så ser, hvad det er blevet til i dag, ja, så kan man ikke andet end at beundre dem.«

Sådan lyder svaret fra 77-årige Kaj Moslev, da jeg spørger ham, hvorfor han er optaget af Israel. Jeg har inviteret mig selv forbi til kaffe i hjemmet i Rækker Mølle for at høre om hans oplevelser som volontør i den israelske hær, IDF (Israel Defense Forces). Men inden vi kommer så langt, fortæller han mig, at hans beundring for det jødiske folk og dets kamp for overlevelse begyndte tidligt. 

Kaj Moslev var en lille dreng, da staten Israel blev oprettet i 1948, og op gennem 50’erne fortalte hans far ham om folkets historie og den nye jødiske stat, som var truet på eksistensen fra første dag. Og på samme måde som mange i dag kan huske, hvor de var 11. september 2001, kan Kaj huske, hvor han var, da Seksdageskrigen brød ud i 1967. 

Selvom der er langt fra Rækker Mølle og Kajs stue med den flotte udsigt over markerne til menneskemylderet i Jerusalem, følger han stadig med i den politiske situation. Hver uge får han den internationale udgave af Jerusalem Post, som bliver læst grundigt. For Israel og det jødiske folk fascinerer ham stadig. 

Den første tur til Israel 

Med interessen fulgte naturligvis også et ønske om at besøge landet. Det var dog først efter en del år, at Kaj fik sit ønske opfyldt. Han og hans kone, Anni, som døde i 2013, og deres tre børn har boet i Nigeria i mange år som missionærer, og blandt andet derfor måtte turen til Israel vente.

»I 1995 blev Anni spurgt, om hun ville med til Israel med nogle venner. På det tidspunkt var jeg efterskolelærer, og turen lå lige oven i elevernes eksamener. Så hun tog afsted uden mig,« fortæller Kaj, der selvfølgelig var lidt misundelig på sin kone.

»Hun kom hjem fra turen og fortalte om alle sine oplevelser i otte dage i streg. Og jeg var bare lutter øren. Og jeg tænkte ’der må komme et tidspunkt, hvor vi kan komme derned sammen’.«

Det tidspunkt kom i 2006, hvor Kaj var gået på pension. Han og Anni tog til Jerusalem i fire måneder, hvor de boede og arbejdede som volontører på et plejehjem, der primært husede russiske jøder. Et besøg på Beit Norwegia skulle vise sig at få stor betydning, fortæller han: »Her så jeg en flok nordmænd, som havde militæruniform på, og jeg spurgte dem, hvordan det kunne være.«

Det viste sig, at nordmændene var med i volontørprogrammet Sar-El, som hører under IDF. Det er et program, hvor man bor på en af landets mange baser og hjælper med forskellige opgaver. Det fangede Kajs interesse. 

»Tanken rumsterede længe, men det var først nogle år efter Annis død, at en af mine naboer sagde til mig: ’Nu har du snakket så meget om Sar-El. Og du bliver jo ikke ligefrem yngre. Skulle du ikke se at få gjort noget ved det?’«

Med 25 kilo medicin på ryggen

I både 2018 og 2019 var Kaj så afsted på et treugers ophold som volontør i Sar-El. Begge gange var han en del af et team, der skulle pakke tasker med medicin, som soldaterne har med, når de er ude i felten.

Der er tale om en vigtig opgave, for hvis ikke medicinen er pakket ordentligt, kan det få konsekvenser for de soldater, der kan få akut brug for den. 

Ifølge Kaj krævede det da også stor koncentration, når man var på arbejde: »Sådan en taske skal pakkes meget nøje. Når man får at vide, at ’den her forbinding skal ligge oppe i højre hjørne i lomme nr. 7’, så er det altså i præcis den lomme. Og hvis man får at vide, at der under den forbinding skal ligge en ampul, så skal den bare ligge der. Og hvis man efter at have pakket 150 tasker står og har en forbinding til overs, så må man gennemgå alle taskerne igen, for at finde ud af, hvor den mangler.«

En færdigpakket taske vejer op mod 25 kilo. Og det kræves, at volontørerne selv er i stand til af bære den på ryggen.

Miniuddannelse i livet som israeler 

Det er med andre ord ikke for sjov, at Sar-El-volontører fra mange forskellige lande bruger tre uger på en israelsk militærbase. De er der for at hjælpe staten Israel med vigtige opgaver. Det er aldrig såkaldt væbnede opgaver – men nogle kan godt blive sat til at pakke ammunition. Andre hjælper med for eksempel madlavning og rengøring.

Kaj understreger, af IDF er en helt central del af livet som israeler. De fleste har aftjent flere års værnepligt, og alle ved, at uden et stærkt militær ville Israel være i store problemer.

I løbet af de to gange tre uger lærte Kaj meget om livet som israeler. Både gennem samtaler med soldaterne i den fælles spisesal og gennem de mange obligatoriske foredrag, der var sat på programmet om aftenen. Her fik volontørerne en miniuddannelse i sprog, kultur, historie og samfundsforhold. Dog var der ting, man ikke diskuterede på basen: religion og politik.

For Kaj er det ikke udelukkende beundringen og fascinationen over det jødiske folks utrolige historie, der fik ham til at trække den grønne IDF-trøje over hovedet. Da han en dag blev spurgt af en soldat, hvorfor han var kommet for at hjælpe, svarede han: »Jeg er her som kristen, fordi jeg på en måde er i familie med jer. Det er jo her, min tro kommer fra.« 

Jeg beder ham uddybe, hvad han mener med det: »Gud har ikke forkastet det jødiske folk,« svarer han. »Det jødiske folk er rødderne for vores tro. Sådan ser jeg det.«

Omfavner livet, ikke døden

I 2019 blev Israel udsat for mange raketangreb fra Gaza, og noget usædvanligt var nogle af dem rettet mod Tel Aviv. Kaj befandt sig på en base lidt uden for den israelske storby, da en raket ramte en omfartsvej. Den dag blev foredragene og de mange avisartikler, han har læst, pludselig dødsenslevende.

Han tog en snak med sin leder, en ung pige, som var i gang med sine to års værnepligt. »Når vi hører om den slags derhjemme gennem nyhederne, så drikker vi stille og roligt vores aftenkaffe uden at tænke videre over det.« fortalte han hende.                 

Hendes svar kom bag på ham: »Ja, Kaj, det gør I. Men det gør vi også. Mine bedsteforældre bor i en kibbutz få kilometer fra Gaza. Skulle de flygte nu? Nej. De har været med til at bygge den op fra bunden. Vi kan ikke stoppe med at leve.«

Samtalen gav Kaj et indblik i den modstandsdygtighed og livsvilje, som kendetegner det jødiske folk. Her stod en ung pige og forklarede en 77-årig, hvad det vil sige at leve med en konstant trussel.

»Men giver det ikke en frygt?« spurgte han videre. »Du skal være klar over, at vi knytter os til livet. Ikke til døden. Hvis der sker et knivoverfald, bliver der straks ryddet op. Blodet bliver fjernet, så det ikke kan ses. Vi taler ikke om martyrer – i modsætning til i den arabiske verden, hvor man hylder martyrer,« lød svaret.

En Holocaustoverlever tilbage hos sit folk

Viljen til at både overleve og leve kendetegner både unge og gamle. For eksempel en canadisk jøde, som Kaj Moslev sad og snakkede med en aften. »Pludselig smøger han sit ærme op og viser mig sin arm. Hvad er det? spørger jeg. ’Jeg har været i koncentrationslejr. I Dachau’ svarede han.«

Igen var det som en raket, der ramte og afslørede en virkelighed, som vi danskere primært har oplevet gennem bøger, artikler og film. Her sad en mand med et nummer tatoveret af nazister i Dachau. Og han forklarede Kaj, hvorfor han havde meldt sig som Sar-El-volontør: »Det giver mig indhold i livet, at jeg nu er tilbage hos mit folk og kan hjælpe dem.« 

Historien fortsætter

Kaj Moslev håber at kunne rejse til Israel med Sar-El og hjælpe på en base igen. Han ville have været afsted i 2020, men det satte coronavirussen en stopper for. Nu er håbet, at han kan komme afsted i 2021.

Ikke kun fordi han ønsker at gøre en forskel og hjælpe Israel. Men også fordi det har gjort en forskel for ham at se, høre og mærke den historie, hans far fortalte ham for mange år siden – og som langtfra er slut endnu.