Sendt hjem til Israel

Det er mange år siden, at Bibelens ord om Israel kom ind i hjertet på Leif Toft. Han var en ung mand, der næsten lige havde oplevet en meget radikal omvendelse.

»Jeg boede langt ude på landet og sad der ved køkkenbordet og læste i Bibelen. Jeg tror, det var i Romerbrevet. Og som jeg sad der og læste, kunne jeg se, at der var noget med Israel – at Gud ikke var færdig med Israel,« fortæller han.

Ikke så længe efter kom han på bibelskole i Børkop, og de skulle på tur til Israel.

»En dag stod jeg nede ved Grædemuren med muren i ryggen og kiggede på alle de mennesker, der stod foran mig og bad. Jesus havde jo kaldet dem til frihed, og så stod de der uden at kende ham. Der besluttede jeg, at jeg en dag måtte tilbage.«

Så da han mødte Hanne, som han har fejret sølvbryllup med for flere år siden, fortalte han hende, at han en dag ville tage hende med til Israel. Det betød nu ikke så meget for hende på det tidspunkt, men der gik ikke lang tid, før hun også blev »omvendt«, som Leif udtrykker det.

Gennem en prædiken åbnede Gud Hannes øjne og hjerte for Israels plads i hans frelsesplan.

Inden længe søgte de ansættelse i Ordet og Israel, der som noget helt nyt sendte et ægtepar, der også havde en lille datter, til Israel for at arbejde i det socialt-diakonale arbejde. Det var i 1992.

For Hanne og Leif blev det til næsten fem gode og rige år, men tiden nærmede sig, hvor deres ældste datter skulle begynde i skole.

De var egentlig klar til at blive i Israel, men så ikke skriften på væggen, som viste dem, at de skulle blive.

De havde derfor fred i at rejse tilbage til Danmark efter først nogle år i Jerusalem og til sidst en periode i Tiberias.

Tingene lagde sig til rette

Årene gik. Hanne og Leif købte hus og havde i mange år faste jobs begge to. Deres tre døtre blev efterhånden voksne og begyndte at flytte hjemmefra. Men kærligheden til Israel var stadig levende i deres hverdag.

En dag så de, at Ordet og Israel søgte »et par« til en stilling i Jerusalem. Der var ikke angivet, at det skulle være et ungt par. Det satte tankerne i gang hos Hanne og Leif, der på det tidspunkt begge havde rundet de halvtreds. De talte om det, men så døde det lidt hen igen.

Efter et internt kursus for kursus- og rejseledere i Det Danske Hus i Poriya kom Hanne til at tale med en kvinde i deres menighed i Silkeborg. Hanne fortalte begejstret om den skønne uge i Israel, hvortil kvinden spurgte Hanne: »Skal du så ikke være dér, når du er så begejstret, og ikke her i Silkeborg?«

Så kom tankerne igen. De havde en samtale med Ordet og Israels daværende landssekretær, Torben Mathiesen, og egentlig tænkte Hanne og Leif, at det skulle være i Det Danske Hus i Poriya. Men da det ikke var en mulighed, lukkede Leif ned for alle tanker om at skulle tilbage til Israel. Og selvom Hanne ikke havde det sådan, fortæller Leif, at de alligevel gik ud og købte deres første fjernsyn og nogle nye skabe.

Efter en tid kom Torben Mathiesen igen. Han ville gerne have et lille møde. Her fortalte han Hanne og Leif, at der var en mulighed for en stilling i Jerusalem. Hanne og Leif kiggede på hinanden og var begge klar over, at de passede meget bedre ind her end i Poriya.

Tanken om at skulle tilbage til Israel lå jo lige under overfladen. De var begge to ansat i vikariater, der snart ville løbe ud, og deres tre piger var voksne … og så tog det pludselig fart. Hanne og Leif tænkte godt nok mange gange, at »det her går ikke«. Men det gjorde det, og i januar 2017 flyttede ægteparret Toft til Jerusalem.

En travl hverdag

Som ledere af Ordet og Israels socialt-diakonale arbejde går hverdagen med mange praktiske og administrative ting. Hanne skriver mails, søger om visum og laver aftaler med mange mennesker og volontørsteder. Der skal betales regninger og holdes styr på regnskaberne. Det gælder for arbejdet med både de unge volontører i Yad va Lev og Face Israel og seniorvolontørerne. Hverdagen i huset skal fungere.

Leif »render sådan lidt rundt«, som han siger med en typisk jysk underdrivelse. I skrivende stund handler det om at sælge bil, have samtaler med advokat, besøge volontørstederne og tage med volontørerne rundt. Det er vigtigt at være synlig i arbejdet.

Et stort privilegium

»Det føles lidt vildt indimellem,« fortæller Leif. »Det er et kæmpe privilegium at være her. Næsten surrealistisk. Vi må indimellem nive os selv i armen.

Som det blev sagt til vores udsendelsesfest, skulle vi ”hjemsendes til Israel”. Og det er sådan, det er. Vi føler os hjemme i Jerusalem.

Når vi står her – midt i al den historie – og kigger ud over byen, så kan vi ikke lade være med at tænke på alt det, der er foregået her. Der har også været dejlige gensyn med mennesker og det har været fantastisk overraskende at se, hvor stor vækst der har været i mængden af messianske jøder i de år, vi har været væk.

På en konference, vi deltog i for nylig, havde vi forventet nogle hundrede messianske jøder, men der var nok omkring 1.000 mennesker.                 

Men der er da også negative ting. Trafikken er stadig helt vanvittig, og det er utroligt, at der ikke sker flere ulykker. Det er også irriterende, når man har bestilt et nyt komfur, og det bare ikke kommer. Men vi elsker folket og kulturen her. Det har sin egen charme.«

Så længe Gud vil have os her

»Vi har oplevet, at det var et kald for os at tage afsted. Det var ikke bare en pludselig ide. Kaldet blev bekræftet flere gange. Vi er slet ikke i tvivl om, at det er her, vi skal være. Det har vi tryghed og ro i.

Derfor bliver vi i Israel, lige så længe Gud vil have os her. Vi får nok visum for et år ad gangen. Og så længe vores tre piger har det godt der, hvor de er, og vi selv har det godt, så bliver vi her.«