Messiansk jøde, mor og medarbejder – mød Anat

Jeg er kørt en lille halv time ud af Jerusalem, mod Tel Aviv, for at besøge Anat Goldberg, som er ansat i Ordet og Israel som sekretær en dag om ugen. Hun står for regnskab, forsikringer og kontakt til bank, revisor og advokat – og en hel, hel masse andet. »Hvad står der på den her kvittering?«, »hvordan fungerer reglerne for det og det i Israel?«, »hvorfor fejrer messianske jøder ikke jul?« Jo, Anat er bestemt en uundværlig ressourceperson – og så er hun mindst lige så god som os andre til at spise af de lakridser, der af og til finder vej til kontoret.

Anat bor i Yad HaShmona: en smuk lille by, der ligger på et højdedrag i Judæas bakker, omgivet af dybe, skovklædte dale. Her bor hun sammen med sin mand, Uri, og den yngste af familiens tre børn, datteren Noa på 12 år. Sønnerne Barak og Yaniv, på 21 og 19 år, er begge i militæret. Yad HaShmona er en moshav; det vil sige knap så fællesejet som en kibbutz, men dog mere end en almindelig landsby. Hver familie har sit eget hus og egne jobs, men de ejer i fællesskab et hotel og Den Bibelske Have, som ligger i byen.

Det helt særlige for denne lille by er – ud over dens smukke beliggenhed – at her kun bor messianske jøder. »Det er et helt unikt sted. Der er ingen andre steder som dette på hele jorden! Det er et fantastisk sted for børn at vokse op,« fortæller Anat med tydelig taknemmelighed, mens jeg beundrer den fredfyldte lille landsby. Her bor omkring halvtreds familier, og de kender alle navnene på hinanden.

Israel og Italien

Anats egen opvækst så ganske anderledes ud. Hun er født i Israel i en ateistisk, russisk familie, men flyttede med sine forældre til Italien, da hun var tre år gammel.

»Jeg følte mig aldrig som italiener,« fortæller Anat. »Jeg følte, at jeg hørte til i Israel, jeg længtes altid tilbage. Så da jeg blev 19 og afsluttede gymnasiet, rejste jeg med det samme.«

Anat flyttede ind hos sine bedsteforældre i Haifa og gik på Ulpan for at lære hebraisk. »Og min bedstemor, hun er troende. Hun begyndte at dele vidnesbyrd med mig – men på russisk! Og jeg talte ikke russisk, så det var ret svært,« ler Anat. Hun begyndte at følges med sine bedsteforældre i deres menighed og at læse i sin Bibel. Hun blev grebet af Bibelens beretninger om Israel, af, hvad der er sket med jøderne gennem århundreders forfølgelser, og af, at landet Israel nu eksisterer igen. »Det talte til mig,« forklarer hun eftertænksomt, »så jeg kom til tro da jeg var 20 år gammel, og begyndte at komme i en menighed i Jerusalem, hvor jeg også mødte min mand. Vi blev gift – og så flyttede vi til Italien!«

»Hvorfor flyttede I til Italien?« er jeg nødt til at spørge. »Det var på grund af ham,« svarer Anat leende. »For mig var det udelukket at rejse tilbage, men han ville gerne opleve Italien. Barak, vores ældste, var tre år gammel, og for mig var det som at se min egen historie gentage sig. Han kom heller aldrig til at føle sig hjemme i Italien. Der var det her kald i ham: Jeg må tilbage til Israel! – som var det samme kald, jeg havde som barn. Og som jeg tror, er fra Gud.«

Familien boede i Italien i otte år og flyttede tilbage i 2009 – efter en familiesammenkomst i Israel endte de simpelthen med bare at blive. »Og børnene så sig aldrig tilbage. Det er svært at forklare. Men vi er glade for, at vi er, hvor vi er. Livet har mere mening for os her i Israel. Ikke at det er sådan generelt, men for os er det sådan. For os er det hjemme,« fortæller Anat.

En messiansk familie

Og hjemme for familien er denne messianske enklave i Judæas bakkede landskab – og har været det, siden de vendte tilbage til Israel. »Vi sendte vores børn i en sekulær skole. Der er også en messiansk privatskole i Jerusalem, hvor de gik det første år, da vi kom hertil fra Italien. Det var en blød landing, så at sige,« forklarer Anat. »Børnene har mulighed for at blive stærke i deres egen tro her i Yad HaShmona – og for at udvikle deres personlighed og sikkerhed i deres tro. Så de behøver ikke at gå på en skole for troende børn. De har et stærkt troende fællesskab her. På den måde kan man være stærkere udenfor.«

»Jeg lever i en boble. Jeg bor her, og jeg arbejder i messianske organisationer og kommer i menigheden. Det eneste sted, hvor jeg møder ikke-troende, er i supermarkedet!« Hun ler let af sig selv og fortsætter: »Vi er kaldet til at være vidner, altid, alle steder. Bibelen taler om, at vi er lemmer på den samme krop, så måske er jeg en finger eller en arm. Vi har hvert vores kald. Jeg er kaldet til at være bogholderen; det skal nogen også være.«

Anat fortæller, at selvom israelere kender mere til messianske jøder nu end for 20-30 år siden, så vil mange stadig sige, at de er forrædere. »Men vi ser os selv som jøder, der tror på Jesus Messias. Det er at fuldende sin jødedom. Det er vores identitet. Hvis du tænker på disciplene og Paulus, så holdt de jo heller ikke op med at være jøder, da de begyndte at tro på Jesus. Vi er jøder ligesom dem,« smiler Anat og fortæller, hvordan familien holder sabbat, læser Torah-afsnittene ligesom i synagogerne og spiser matzabrød i påsken, fordi det står i Bibelen.

Mor til soldater

Anats to sønner aftjener nu deres værnepligt. Barak har været i militæret i godt to år, mens Yaniv for nylig er begyndt. Begge er i en enhed ved grænsen til Gaza, som er et område, der præger nyhedsoverskrifterne i både israelske og udenlandske medier i dagene omkring mit besøg hos Anat – og har gjort det lige siden.

»Som ung mor i Italien var jeg rædselsslagen ved tanken om, at hvis vi vendte tilbage til Israel, skulle jeg sende mine børn i hæren. Men lad mig sige det sådan her,« fortsætter Anat: ”Alle her sender deres børn i hæren. Det er noget helt almindeligt. Og når det er noget, andre deler med dig, så er det nemmere at bære. For det andet, så ved jeg, at det er det rette at gøre. Man kan ikke bare sende andre til at tage sig af den opgave og så nyde frugterne af det. Men det er ikke let. Hvis man kommer til at tænke for meget over, hvad der sker ved Gaza, så er det hårdt at tænke på, at ens søn er der. Hvor der er en fjende, der virkelig ønsker at slå dem ihjel. Det er ikke en let tanke.« Anats stemme er stille, indtrængende, og hendes blik er alvorligt. Der er intet let over dette. Men det er ærligt og oprigtigt, som Anat altid er.

»I Italien sagde folk til mig, at når de så en soldat, så de en trussel. Når jeg ser en soldat, ser jeg beskyttelse. Det er den store forskel. Vores militær er til for at forsvare Israel. Derfor værdsætter vi selvfølgelig vore soldater – de er alle nogens børn. Rundtom i verden forstår man ikke den trussel, Israel står overfor. Det er en uafbrudt trussel fra nord og syd, fra alle vores grænser. Den israelske hær er en meget moralsk hær. Vi elsker liv, vi ønsker aldrig at slå ihjel. Vi ønsker bare at forsvare vores land.« Anat smiler sørgmodigt.

Abrahams Gud

»Kort tid efter at vi var kommet til Israel, oplevede Barak et terrorangreb. Han kom ikke noget til, men han sad i en bus inde på busstationen i Jerusalem, da en bombe sprang derinde. Så vi har oplevet truslen i Israel tæt på.

Da vi boede i Italien og børnene var små, tænkte jeg ofte på, om det var rigtigt for os at vende tilbage til Israel. I sammenligning var Italien så trygt. Men vores kald til at leve i Israel var større end vores bekvemmeligheder i Italien. Vi kendte til truslerne og faren, og vi vidste, at vi ville opleve økonomiske udfordringer, ligesom alle andre i det her land. Så vi var nødt til at tage et skridt i tro. Og aldrig, ikke engang efter terrorangrebet, så vi os tilbage.

Jeg tænker ofte på Abraham. Han vidste, at Herren ville sørge for ham, og vi vidste, at den samme Herre ville sørge for os. Også i dag ved jeg, at mine sønner er i Guds hånd, også når de er i militæret. Og det giver mig tryghed som mor.”

Den fredfyldte lille landsby, der danner rammen om familiens liv, står i skarp kontrast til den uundgåelige virkelighed, der samtidig fylder. Og som er virkeligheden for enhver israeler.

Danske kollegaer

Anats hverdag har dog også et dansk præg. Hun har været ansat i Ordet og Israel siden 2010, så hun har mødt sin del af danskere, og jeg spørger hende, hvad vi egentlig er for nogle.

»Okay – danskerne!« Hun læner sig ivrigt frem i stolen. »Danskere er virkelig rare mennesker, alle sammen, virkelig dejlige mennesker – det skal du skrive!« Jeg adlyder. »De er høflige, utrolig venlige og meget nede på jorden.« Hun tænker sig om et øjeblik og smiler; »de kan godt lide at bage deres eget brød og generelt lave mad fra bunden af. Hvilket er lækkert! Og så er en frokost meget let for danskere – det her kunne sagtens være en frokost.« Hun slår ud med hånden mod den israelske salat, tunsalat, hytteost, brød, chips og kaffe, som hun har budt mig på som en lille formiddagssnack.

»Jeg kender faktisk ikke meget til det egentlige Yad va Lev-arbejde,« forklarer Anat, »men tal taler for sig selv. Og det, jeg ser, er en organisation, der er i Israel for at gøre godt. Selvfølgelig også for at lære om Israel og give det videre til de unge. Og jeg ser den mængde penge, der bliver brugt på det her! Det forundrer mig! I stedet for at få bidrag fra staten, skal I betale skat og maling og løn og dit og dat. Det er det, jeg ser: en meget stærk indsats for at holde arbejdet kørende. Og jeg håber, den nye generation vil bakke op, og derfor er jeg også helt vild med det arbejde, I har i Poriya. For efter, hvad jeg hører, så er der i Danmark, ligesom i resten af Europa, en voksende modstand mod Israel. Så jeg håber, det her er med til at skabe nogle ambassadører for Israel. Derfor er noget af det vigtige i Yad va Lev også, at de unge har mulighed for at møde folket helt tæt på. Både i menigheden og i arbejdet.«

Mit besøg hos Anat er ved at nå sin ende, og jeg spørger, om hun har en afsluttende bemærkning til de danske læsere. Hun ler: »Sig til dem, at man altid skal medbringe Piratos!«