Maxims snørklede vej – fra Udkantsrusland til et hostel i Eilat

En hård ungdom og en evig jagt efter penge førte i 1996 en 20-årig Maxim Katz til Eilat. I de første år udeblev den forandring, han søgte. Men en dag mødte han en gruppe troende – og senere mødte han Gud.

»Det Nye Testamente er slet ikke noget for mig. Jeg er jo jøde.« Sådan tænkte Maxim Katz, da han ad lidt tilfældige veje pludselig befandt sig midt i en bibelstudiegruppe med en flok ældre damer på et hostel i den israelske by Eilat for over 20 år siden. Hans ene besøg i bibelstudiegruppen førte derfor ikke til mere.

Men da han nogle år senere sad på stranden i Eilat uden at have et sted at bo, tænkte han tilbage på de mennesker, han mødte den dag. Først da skulle det tilfældige møde vise sig at få afgørende betydning.

Problemerne flyttede med til Israel

Maxims historie begynder i det østlige Rusland, tæt på grænsen til Kina. Her blev han født i 1976 i en ikke-religiøs jødisk familie. Begyndelsen på livet var ikke let for ham.

»Der var meget skidt i Rusland. De fleste drak det meste af tiden. Den læge, der var med ved min fødsel, var fuld. Og han kom ved et uheld til at brække mit ene ben. Det gav mig problemer i de første mange år, og jeg kunne først gå, da jeg var ni år. Det betød, at jeg blev mobbet. Der var ingen, der ville være venner med mig, fordi jeg ikke var som de andre,» fortæller han.

De sociale udfordringer, som det brækkede ben medførte, prægede Maxims ungdom. »Hvad gør man for at få venner, når man ikke har nogen? Man skaffer nogle penge. Jo flere penge, jo flere venner – sådan tænkte jeg. Så jeg begyndte at stjæle og kom ud i problemer. Selv da jeg kom på universitetet, var jeg i problemer og havde nogle dårlige venner. En dag gik det op for mig, at det ikke kunne fortsætte sådan. En dag ville jeg enten blive slået ihjel eller ende i fængsel. Så jeg vidste, at der måtte ske en forandring.«

Og den forandring blev, at Maxim som 20-årig flyttede til Eilat i det sydlige Israel. »Fra et udkantsområde til et andet,« som han formulerer det. Men problemerne forsvandt ikke i den varme ferieby.

»Jeg pakkede en lille taske og tog til Israel med det mål at bo der nogle år, tjene nogle penge og begynde et nyt liv. Men gæt, hvad der skete. Ingenting. Intet forandrede sig. Jeg fik nye dårlige venner og nye problemer.«

Den uddannelse, som Maxim var begyndt på i Rusland, fik han hverken færdiggjort eller brugt i Israel.

»I Rusland var jeg begyndt at uddanne mig til lærer. Men problemet var, at i Israel var alle klogere end mig, så jeg kunne ikke rigtig lære noget fra mig. Så jeg måtte gå nye veje. Og jeg fandt hurtigt ud af, hvad folk i Israel godt kan lide: at spise. Derfor ville jeg være kok. Jeg fik arbejde på hoteller og lavede mad, som folk elskede. I Israel elsker vi at spise. Vi får godt nok kun et måltid om dagen, men det varer så til gengæld fra morgen til aften,« siger han med et glimt i øjet.

Gud greb ind midt i håbløsheden

Livet som hotelkok var ikke rigtig tilfredsstillende for Maxim, som begyndte at drikke for meget. Han var ikke glad for Israel og »hadede både sproget og menneskene«. På et tidspunkt sagde han sit job op – og endte som hjemløs. Og det var midt i denne håbløse situation, at han kom i tanke om, at han et par år forinden havde været til bibelstudie på et hostel. En mand, han ikke kendte, havde inviteret ham hjem til sig. Da han havde insisteret længe nok, fulgte Maxim modvilligt med. Og han blev ikke ligefrem positivt overrasket, da han fandt ud af, at det var bibelstudie, han havde sagt ja til at deltage i.

»Det var forfærdeligt. Gruppen bestod af gamle damer, som sang gamle sange, der er skrevet for 200 år siden. Det var simpelthen så kedeligt,« husker Maxim. Men der var også en tysk præst i gruppen, som havde fortalt om Guds kærlighed og spurgte Maxim, hvad der mon ville ske, hvis han bad Gud om hjælp. Det spørgsmål tænkte han på, da han sad på gaden i Eilat uden en krone på lommen.

Maxim besluttede, at han den næste dag ville besøge det hostel, hvor han havde mødt de Jesus-troende. Hvis ikke den mand, der havde inviteret ham, var der, ville han rejse til Tel Aviv og forsøge at skabe en tilværelse der.

Først fik han at vide, at manden lige var taget afsted. Men på vej ud ad porten, stødte han ind i ham, ligesom han havde gjort et par år før. »Kan du huske mig?« »Ja, selvfølgelig, hvad hedder du?«

Lærte på den hårde måde

Derfra ændrede Maxims liv sig til det bedre. Ikke fra den ene dag til den anden, men gennem et langt, sejt træk. Maxim deltog i bibelstudie hver morgen og blev frivillig på hostellet.

»Hver gang jeg spurgte nogen, hvordan det gik, svarede de »det går godt«. Også selvom det regnede og de ikke havde noget mad. Hvorfor dog det? Jo, på grund af Jesus. Jeg ville have det samme, som de havde. Jeg ville også være glad på grund af Jesus. Det ledte frem til, at jeg en dag besluttede at følge ham og blive døbt.«

Han beskriver det dog ikke som en let beslutning. Faktisk var den første tid meget udfordrende. Penge havde længe været den primære drivkraft og var det stadig i en vis grad.

»Jeg havde nok forestillet mig, at nogle af de her mennesker så ville give mig nogle penge. Men utroligt nok begyndte de at lære mig, at man skal give. Det gjorde det ikke ligefrem lettere. Det allersværeste for mig var at give. Især fordi jeg jo stadig var hjemløs og ikke havde noget som helst. Men det var Gud, der forberedte mig på min tjeneste for ham.«

Kort efter at Maxim kom til tro, oplevede han noget, som fik stor betydning for ham: »Jeg var ny i troen. Jeg vidste ikke, hvad det indebar. Og jeg ejede kun nogle få hundrede shekel. En dag havde vi så nogle koreanere på besøg på hostellet. De var kommet for at velsigne Israel. Pludselig var der en stemme inden i mig, som talte meget stærkt til mig. Stemmen sagde: ”Du skal give halvdelen af, hvad du har, til denne gruppe.” ”Ikke tale om,” tænkte jeg og tjekkede min konto for at se, om der måske pludselig var det dobbelte på den – men det var der ikke. Kun nogle få hundrede shekel.

Stemmen var meget stærk: ”Du skal give halvdelen af, hvad du ejer.” Jeg var meget vred, men jeg gav dem alligevel halvdelen og sagde: ”Her, så kan I købe jer en is.” Først ville de ikke tage imod pengene, men jeg insisterede.«

Efter at Maxim havde brugt halvdelen af sine penge på is til en gruppe fremmede koreanere, skete der to ting.

»Det skabte simpelthen en forvandling i mig. Jeg blev så glad af det. Gud viste mig, hvor godt det er at give. Det gav mig så stor glæde. Men jeg havde jo stadig ingen penge. Og så skete det næste utrolige. Dagen efter kom der er en og fortalte, at nogen havde valgt at betale for, at jeg kunne komme på bibelskole.«

Efter bibelskoleopholdet begyndte Maxim at arbejde for den messiansk-jødiske organisation Chosen People i Jerusalem. Og det har han gjort lige siden. Chosen People arbejder for at nå jøder over hele verden med budskabet om Jesus. Maxim er »field director« og koordinerer mange forskellige projekter, blandt andet arrangementer og lejre for børn og holocaustoverlevere.

At gå foran som et godt forbillede

Selvom hans liv i dag er bedre, end da han som helt ung flyttede til Eilat for at tjene penge, er det langtfra en dans på roser. Sidste år mistede han begge sine nyrer, og i dag får han renset sit blod ved hjælp af dialyse. Det giver blandt andet en del besvær, når han skal udenlands.

Maxim lægger vægt på, at den velsignelse, Gud giver os, i høj grad handler om det evige liv. »Gud har ikke lovet, at vores liv bliver let, når vi tror på ham. Se bare på for eksempel Abraham. For mange af de personer, vi møder i Bibelen, består velsignelsen af en vished om, at efter dette liv, bliver alting bedre. Livet starter, når man dør, så at sige. For mig er det håb.«

Når det gælder livet og tjenesten her på jorden, understreger Maxim vigtigheden af at være et godt forbillede gennem den måde, man lever sit liv på.

»Mange viser, at de tror på Jesus, ved at have en fisk bag på bilen. Jeg fik engang sådan en fisk – men jeg har ikke sat den bag på bilen. For hvis folk ser mig og tror, at det er sådan, alle troende kører, så er jeg et rigtig dårligt forbillede. Men det er vigtigt, at vi som troende går foran som gode forbilleder. Derfor plejer jeg at sige, at mit liv er min tjeneste. For mennesker lægger mærke til os.«

Antallet af messianske jøder i Israel vokser i disse år. Og derfor er der, som Maxim siger, endnu flere, der lægger mærke til dem. Mange israelere har svært ved at forbinde det at være jøde og tro på Jesus. Men for Maxim forholder det sig lige omvendt:

»Jeg er stolt af at være en jøde, der tror på Jesus. Det gør mig mere jødisk, end jeg nogensinde har været. Og Gud har lovet, at en dag vil hele det jødiske folk kende ham.«