Længsel, eufori og tykke mure: oplevelser fra Jerusalem gennem 50 år

Det er en helt almindelig formiddag i det østlige Jylland, nærmere bestemt i den lille Aarhus-forstad Hinnerup. Der er langt til Jerusalem herfra, men alligevel er jeg der lidt. I selskab med Aase og Per Weber bliver man nemlig hurtigt taget med til den pulserende mellemøstlige storby.

Reolerne i parrets stue bugner af bøger med kristent, israelsk og jødisk islæt. På bordet foran mig står små fine skåle med forskellige marmelader på et fad – alle med det fine blå mønster, som karakteriserer den såkaldte Hebron-keramik. Skålene er fra Israel og er blevet fragtet med hjem i forbindelse med en af parrets utallige rejser til landet.

»Vi holdt op med at tælle rejser, da vi nåede til 100, og det er ved at være nogle år siden,« fortæller Aase og Per, der har guidet utallige danske turister gennem Jerusalems kringlede gader og historie.

Ud over tjansen som rejseleder har de en lang og tro tjeneste som landssekretærpar i Ordet og Israel bag sig.

 
Kunne ikke finde Tempelpladsen

»Første gang vi satte vores fødder i Jerusalem, var i 1963, mens vi var volontører i Kibbutz Netzer Sereni. Det var dengang, byen var delt i to, og Den Gamle By hørte til det jordanske rige,« fortæller parret, der tydeligt kan huske deres første tur til Jerusalem.

»Det var en by, som på ingen måde er som det Jerusalem, der findes i dag. Det første, der mødte os, var en betonmur langs med bymurene, som delte byen i to. Det var virkelig en delt by, og det var eksempelvis ikke muligt for os at komme til området ved Tempelbjerget, da det tilhørte Jordan, og vi var jo på den israelske side.

Vi måtte stå på Zions Bjerg uden for bymurene for at få et glimt ind i Den Gamle By. Vi anede ikke, hvad vi kiggede på, da vi stod der. Vi vidste ikke så meget om geografien og forvekslede derfor almindelige byggepladser med Tempelpladsen i vores iver efter at finde de vigtige steder.

Uden for Den Gamle Bys mure var der en form for ingenmandsland, som var præget af, at Den Gamle Bys indbyggere brugte det som skraldeplads. Der var skrald overalt i dalene. Det var ikke noget kønt syn,« fortæller Aase og Per, som var unge volontører i kibbutzen i et halvt år.

 
Eufori i 1967

I juni 1967 var der planlagt en dansk turistrundrejse i Israel. Aase og Per, som nu var tilbage i Danmark, skulle lede rejsen, men netop på det tidspunkt brød Seksdageskrigen ud, og turen blev derfor aflyst. Det var for farligt at tage afsted.

Krigen blev imidlertid, som navnet antyder, kort, og turen blev i stedet afviklet i august samme år. Det blev en meget mindeværdig tur.

»Vi var ikke mange på turen. En del af de tilmeldte havde aflyst, fordi de var bange for situationen i landet efter krigen. Det viste sig at være noget ganske særligt at komme til Jerusalem, da byen nu var blevet genforenet med Israel. Det var derfor en by, der bar præg af eufori og glæde. Folk var blevet genforenet efter 19 års adskillelse.

Der var en meget positiv stemning, og for første gang kunne vi rigtig se Den Gamle By. Området omkring Tempelpladsen og Grædemuren var før krigen præget af tæt bebyggelse. Der var bygget huse helt op ad Grædemuren.

Israelerne havde nu fjernet en række af de huse, så man kunne komme tæt på muren. Der stod en palme nær ved muren, som vi dansede jødisk folkedans omkring. Alle steder sang, spillede og hørte man den kendte sang »Yerushalaim shel Zahav«, som handler om det gyldne Jerusalem. Den er skrevet af Naomi Shemer, som var en meget kendt israelsk folkesanger. Hun havde skrevet sangen endnu før genforeningen, og den handler om den stærke jødiske længsel efter et samlet Jerusalem.

Historien lyder, at hun var i ørkenen og sang denne sang for soldaterne, der skulle i kamp, netop da Jerusalem blev generobret. Efterfølgende skrev hun endnu et vers, som handler om den fantastiske genforening, de fik lov at opleve.

Efter 1967 fulgte der en periode med genopbygning. Det var en tid, der var præget af fællesskab og samarbejde. Vi oplevede også, at araberne i Den Gamle By var indstillede på et fællesskab med jøderne,« fortæller Aase og Per, som efterfølgende har fulgt nøje med i byggerierne i Jerusalem i forbindelse med de utallige turistrejser, de har ledt i løbet af de sidste 50 år.

»Der er altid byggeri i gang i Jerusalem. Tilbage i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne var det dog særligt det tidligere ødelagte ingenmandsland, der blev genopbygget. Blandt andet undergik kvarteret Yemin Moshe en mærkbar forandring. Gamle ting og skrald kom af vejen, og nye bygninger og gader skød op. Der var kraner overalt. Der blev ryddet op og sået græs. Det gik fra at være en beskidt by til at være en flot by,« fortæller Aase.

 
En by med usynlige mure

Mens vi taler, må de fine skåle med marmelade og smørebrættet rykkes til side for at gøre plads til, at det ene fotoalbum efter det andet lægges frem på bordet. Det viser sig, at Aase trofast fra første rejse til Israel i 1963 har ført detaljerede scrapbøger over hver eneste rejse med komplette lister over enhver deltager på de mange rejser.

Og der er masser af billeder. Bøgerne indeholder også flere fantastiske beretninger om møder med mennesker gennem tiden. Der er billeder af jødisk-etiopiske immigranter, som deltager i den årlige Jerusalemmarch. Det er en march i Jerusalems gader arrangeret af kristne fra hele verden, som Aase og Per ofte har deltaget i.

Et billede af et orkester dukker op. »Orkestret bestod udelukkende af russiske musikere. I forbindelse med den store immigrationsbølge fra Rusland var der mange musikere, der kom til landet. Så mange, at de ikke kunne absorberes i Israels eksisterende symfoniorkestre. Her er det russiske orkester samlet for at spille ved indvielsen af det nye Shaare Zedek-hospital i Jerusalem,« fortæller Per.

Hospitalet har spillet en stor rolle i parrets mange ture til Jerusalem og i deres mangeårige virke i Ordet og Israel. Det lå tidligere i Den Gamle By, men flyttede uden for bymuren. Aase og Per har ofte besøgt stedet, der tit har måttet behandle ofre for terror.

»Vi har aldrig selv oplevet terror i forbindelse med vores rejser. For to år siden var der en bølge af knivstikkerier, mens vi var afsted. Jerusalems gamle bydel var tom.            Araberne havde indledt en generalstrejke. Vi har dog mødt arabere, som hellere vil være en del af Israel end af en palæstinensisk stat, men de fortæller det ikke åbenlyst,« fortæller parret.

Det er tydeligt, at Aase og Per stadig har en enormt stor kærlighed til Israel og et meget stærkt tilhørsforhold til Jerusalem. Der er særligt to anliggender, som i de sidste fyrre år har haft en helt særlig plads i deres hjerter.

Det har været en meget stor glæde for dem at følge de messianske menigheders vækst, og de fundet stor værdi i kontakten med de messianske jøder. På samme måde har Ordet og Israels udsendte medarbejdere i Jerusalem haft stor betydning for dem, og Aase og Per har med stor glæde fulgt med i det arbejde, som de har udført i Israel. 

»Vi tænker stadig på Jerusalem som en fantastisk, genforenet og hel by. Der er ikke længere mure af beton midt i byen, der deler byens borgere. Men der er stadig de usynlige mure, der opstår mellem mennesker. Og vi tror, at det kun er Gud, der kan ordne den sag, bryde murene ned og skabe enhed,« siger Aase og Per om Jerusalem – byen, som de næppe har besøgt for sidste gang.