Jeremy Longfield oplevede kærlighed ved første blik – først i Israel og senere i Danmark

Den 44-årige sanger og sangskriver Jeremy Longfield kom til Israel som 17-årig og fik hurtigt fornemmelsen af, at han en dag ville vende tilbage. 16 år – og et afgørende ophold i Danmark – senere satte han igen fødderne i Jerusalem

»Jeg tror faktisk, at der på det tidspunkt blev født noget i mit hjerte: en vished om, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle tilbage til Jerusalem. Det var bare et spørgsmål om hvornår.«

44-årige Jeremy Longfield sidder i sofaen hjemme i den lille sønderjyske by Emmerlev og tænker 27 år tilbage – til dengang, hvor han sammen med sine forældre og tre af sine seks søskende boede et halvt år i Israels hovedstad.

Jeg har bedt ham starte sin fortælling, dengang Israel begyndte at betyde noget i hans liv – og det skete allerede i teenageårene.

Familien rejste den lange vej til Jerusalem fra Australiens østkyst, hvor faren arbejdede som præst. Jeremys forældre havde længe været optaget af Israel. Ikke mindst folkets og landets rolle i Bibelen og i Guds planer. »Det blev en åbenbaring for dem, at der tales om et helt bestemt land og helt bestemt folk, når Bibelen taler om Israel,« fortæller han.

Sagen var dog den, at mange kristne i Australien ikke delte forældrenes syn, forklarer han. »Langt de fleste kirker regnede ikke Israel som en særligt vigtig del af Guds planer for fremtiden – men mere som noget rent historisk.«

Så også af den grund havde familien lyst til at se landet med deres egne øjne og grave dybere i de teologiske spørgsmål.

På det rigtige sted på det rigtige tidspunkt

Jeremy, som på det tidspunkt var 17 år, var begejstret. Han skulle følge sin skole i Australien fra Jerusalem, men forklarer, at han nok ikke var den mest flittige elev i den periode.

»Til gengæld var tiden i Israel en uddannelse i sig selv. Jeg havde lyttet til meget undervisning om Israel, og for mig var det også et nyt perspektiv, at Israel er en del af Guds planer for fremtiden. Så jeg følte, at var jeg på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det medførte en åndelig vækst i mit liv. At være i Israel og at se Genesaret Sø, Davidsbyen og mange andre steder bragte min tro til live på en ny måde.«

Det var også i den periode, den unge Jeremy fik fornemmelsen af, at han på et eller andet tidspunkt i sit liv ville vende tilbage til Israel.

Fornemmelsen var rigtig. Men at der skulle gå 16 år, og at hans livsvej først ville føre ham til Danmark, vidste han ikke.

Planerne tager form

I 2007 var Jeremy på ferie i Danmark. Og som det var tilfældet i Jerusalem cirka 15 år tidligere, fik han også denne gang fornemmelsen af, at han skulle tilbage.

»Fire måneder senere søgte jeg om visum i Danmark, og så flyttede jeg uden at have en egentlig plan,« fortæller han. Planen begyndte dog at tage form, da han besøgte en kirke i København:

»Jeg husker, at jeg hørte en stemme inde fra kirkesalen. Jeg gik ind og så Cecilie på scenen – og blev forelsket i hende. Det var kærlighed ved første blik,« fortæller han med et stort smil. »Efter gudstjenesten var vi en flok, der tog på cafe, og her fik jeg chancen for at tale med Cecilie.« Den samtale blev det første skridt på deres fælles rejse.

Jeremy fortæller, at han spurgte Cecilie, hvad hun var optaget af. »Hun svarede, at hun var virkelig optaget af Israel. Hun var ved at uddanne sig til socialrådgiver og havde valgt netop det studie, fordi hun gerne ville til Israel og gøre en forskel der.«

Og resten er vist historie. En historie, som et år efter, i august 2008, mundede ud i et bryllup efterfulgt af ti måneder i Australien. Lige indtil der kom et tilbud, som var umuligt at sige nej til.

Travle år i Jerusalem

Cecilie havde været engageret i Dansk-Jødisk Venskab (DJV), og i august 2009 fik parret mulighed for at rejse til Israel som volontører for organisationen. Det første halve år arbejdede de i en ungdomslandsby i Netanya – en sjov og udfordrende tid, husker Jeremy.

Men ved årsskiftet skete der det, at posten som DJV’s repræsentant i Jerusalem blev ledig. Den sagde Jeremy og Cecilie ja tak til. Det betød, at de skulle tage sig af de øvrige volontører og hjælpe dem til at få en oplevelse af Jerusalem, der måske mindede lidt om den, Jeremy havde haft med sin familie tilbage i halvfemserne. De skulle også stå for kontakten til DJV’s samarbejdspartnere.

Samtidig skulle de som volontører hjælpe på en skole for unge med problemer – hvoraf nogle havde en kriminel baggrund. Så der var nok at lave.

Det blev til fire et halvt år i Jerusalem for Jeremy og Cecilie, der nåede at blive forældre til Zephaniah, som i dag er 7 år, inden de i 2013 rejste hjem til Danmark på grund af problemer med visum. Siden er familien blevet udvidet med Levi (5) og Shiloh (1).

Fokus på den bibelske kontekst

Ud over opgaverne for DJV var Jeremy det sidste års tid ansat som lovsangsleder i den messianske menighed King of Kings. Og da jeg spørger ind til, hvordan det var at være en del af en messiansk menighed, fremhæver han brugen af Det Gamle Testamente.

»Det var kendetegnende for menigheden, at der var en helt anden forståelse af den bibelske kontekst. Og det påvirkede både undervisningen, tilbedelsen og den måde, man var menighed på i samfundet. De ser ikke Det Nye Testamente som en ny begyndelse, men som en helt naturlig fortsættelse af Det Gamle Testamente. På den måde var der en stor forskel i den teologiske måde at tænke på.«

Efter at have boet syv år i Danmark er Jeremy i hvert fald ikke i tvivl om, at der er en forskel på det område, når man sammenligner med danske menigheder, hvor Israel og Det Gamle Testamente kan glide i baggrunden:

»Jeg tror, det er svært virkelig at forstå, hvordan Gud forløser og genopretter, hvis ikke man bruger Israel som model. Det er et perspektiv i undervisningen, som mangler i nogle kirker. Mange tænker, at det, der skete i Israel i Det Gamle Testamente, ikke har noget med dem at gøre,« lyder hans vurdering.

Korset i centrum

Mens Jeremy beskriver sit syn på Israel som »rosenrødt«, da han første gang besøgte landet, har han i dag fået et mere nuanceret syn på tingene. For eksempel når det gælder konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

»Min kærlighed til landet og folket har ikke ændret sig – men jeg ser tingene i et lidt andet perspektiv. I King of Kings arbejdede jeg sammen med en del arabere og hørte deres fortællinger. Jeg har også arbejdet med statsløse palæstinensere. Og jeg har stor sympati for dem,« fortæller han.

Jeremy og Cecilie oplevede, at King of Kings var et sted, hvor alt det, der kan adskille etniske grupper, blev trumfet af det, de var fælles om, nemlig troen på Jesus. »Det var fantastisk som hedninger at tilbede Gud sammen med jøder og arabere. Og at se dem møde hinanden og tale om virkeligheden, som de ser den,« mindes Jeremy og understreger, at Jesu kærlighed til os må smitte af i vores relationer:

»Det vigtigste er, at korset står i centrum. Hvis vi kan acceptere, hvad Jesus har gjort for os på korset, må vi også bekende, at han gjorde det for ham eller hende ved siden af.«

Savner det åndelige drive

Der er ingen tvivl om, at Israel stadig betyder meget for Jeremy. Mange gode minder popper op i løbet af vores samtale, og vi kommer til at snakke om, hvad han savner.

»Jerusalem er jo en kogende gryde. Fuld at passion og liv. Masser af mennesker, der besøger byen med store forventninger. Og man kan altid snakke med folk om religion og tro. Jeg savner byens åndelige drive« fortæller han.

Der er dog også visse ting ved »den kogende gryde«, som han ikke savner. »I Israel er alting enten varmt eller koldt. Man enten elsker eller hader. Tingene kan hurtigt eskalere, og det er krævende at finde løsninger. Alle har en mening, og man hører aldrig nogen sige »jeg er ligeglad« eller »hvad synes du?«. Der er en konstant kamp,« griner han.

»Gud er med os«

Noget, der har fulgt Jeremy hele livet, er glæden ved musikken. Han viser mig sit studie, som er placeret i et anneks ved siden af familiens stråtækte hus. Her er mange forskellige instrumenter – med guitaren som det vigtigste. Jeremy skriver lovsange og har i 2018 udgivet EP’en »Immanuel« med fire numre.

Jeg spørger, hvad musikken betyder for ham, og hvilket budskab han gerne vil formidle. »Når vi læser Davids salmer, kan det nogle gange være svært at relatere til, for vi er ikke i krig eller bliver forfulgt, som han oplevede det. Jeg håber, at jeg med mine sange kan sætte Skriften i et perspektiv, hvor den er lettere at relatere til.«

Han fremhæver titelsangen Immanuel, som handler om, at Gud er med os. »Har vi virkelig brug for, at Gud er med os her i trygge Danmark? Ja,« siger han.

Det oplevede han blandt andet selv i forbindelse med to operationer i ryggen på grund af en diskusprolaps. »Sangen udspringer af det forløb, hvor jeg i perioder nærmest ikke kunne gå. Den er halvt en bøn om, at Gud vil være med mig, og halvt en lovprisning af ham, fordi han er med mig!« fortæller han.

Sangen minder Jeremy om, at Gud også i fremtiden vil være med ham og hans familie. Og det gælder, uanset hvilken vej Gud vil lede dem. At Jeremys personlige vej indtil nu er gået fra den australske østkyst, til den kogende gryde i Jerusalem og nu til det mere stilfærdige Emmerlev, viser, at Guds vej kan være svær at forudsige.

Ifølge planen skal Jeremy stå for lovsangsprogrammet i forbindelse med Ordet og Israel-dagen 31. oktober, men coronarestriktionerne gør, at det i skrivende stund også er svært at se blot få uger ud i fremtiden.