»Jeg vidste bare, at Jesus var Messias« – en messiansk jødes fortælling

Som 16-årig hørte Ido en veninde omtale sig selv som »en jøde, der tror på Jesus«. I dag er de to ikke længere blot venner, men også mand og kone – og det er ikke den eneste store forandring, der sket i Idos liv på de 12 år.

Med en barndom i en traditionel jødisk familie og med sekulære venner vidste Ido som teenager nærmest ikke noget om Jesus – kun at han havde noget at gøre med kristendommen.

»Jeg voksede op i et traditionelt miljø. Vi levede efter nogle af de jødiske forskrifter, og andre levede vi ikke efter. Vi tog ofte i synagogen, vi sagde kiddush i forbindelse med sabbatsmåltidet, og vi fastede på yom kippur,« fortæller han om opvæksten i Jerusalem med sin mor, hvis familie er tysk og kom til Israel et par år før Holocaust, sin far, som kom til Israel fra Marokko som barn, samt sine to ældre søstre.

Ledte efter sandheden

Da Idos veninde en dag fortalte, at hun troede på Jesus, var den umiddelbare reaktion undren: »Det er godt nok mærkeligt, tænkte jeg og ignorerede det. Men efter nogle måneder, måske et års tid, begyndte jeg at tænke over tingene; hvem er jeg, hvad tror jeg på – og hvorfor? Man kan vel sige, at jeg ledte efter sandheden.«

Ido kendte udmærket den traditionelle jødedom, men den sagde ham ikke så meget. »Jeg så en masse hykleri og en masse religion. Men jeg så ikke Gud. Jeg så en masse ydre ting, men aldrig, hvad der var indeni. Det var ikke noget for mig, og derfor begyndte jeg at leve et sekulært liv ligesom alle mine venner. Men her fandt jeg kun tomhed. Jeg vidste, at der måtte være mere i livet end det.«

Midt i sin søgen efter noget, der ikke var tomt eller hyklerisk, kom han i tanke om veninden fra skolen, der havde nævnt ham der Jesus. »Så jeg henvendte mig til hende. Ja, jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvad hun sagde – men jeg tror, hun prøvede at forklare evangeliet. På den ene side forstod jeg ingenting, men på den anden side var der noget interessant ved det, noget anderledes.«

Bibellæsning gjorde forskellen

Nysgerrigheden var vakt, og Ido begyndte på egen hånd at læse på internettet om Jesus og messianske jøder. På et tidspunkt besluttede han så at hive den bibel (Det Gamle Testamente), som han havde fået i 2. klasse, ned fra hylden, hvor den ellers bare havde samlet støv.

Med sin viden om Jesus blev det en skelsættende oplevelse at læse Det Gamle Testamentes forudsigelser om Messias: »I starten fokuserede jeg mest på profetierne, og jeg læste den ene efter den anden. Jeg husker særligt to. Den første er Jeremias’ Bog 31 og løftet om den nye pagt (vers 27-40). Jeg kunne næsten ikke tro, at der stod noget om en ny pagt i min jødiske bibel. Det er jo noget, hedningerne har! Men jeg kunne jo se, at det stod der.«

Den profeti, som gjorde størst indtryk på mig, var Esajas’ Bog 53. Jeg kan huske, at jeg læste det vers for vers og tænkte ”nej, det kan ikke passe”. Efter få sekunder forstod jeg, at det handlede om Jesus. Det handlede om lidelse og død. Det var så åbenlyst! Hvordan kan jeg være den eneste, der kan se det, tænkte jeg. Hvordan kan alle rabbinerne tage så meget fejl?

Jeg fortsatte med at læse, og på et tidspunkt vidste jeg bare, at han var Messias,« fortæller Ido, som dog havde svært ved overskue konsekvenserne.

Begyndelsen på en rejse

»I mit hoved kendte jeg sandheden, men mit hjerte havde svært ved at acceptere det. Jeg var bange for det ukendte og for konsekvenserne.« Sådan beskriver Ido den første tid, hvor der ikke rigtig var nogen, der kendte til hans opdagelser.

Han vidste dog, at han ikke kunne vende om – han måtte vide endnu mere. Og efter nogle uger fortalte Gud ham, at han måtte tage et valg. »Og I kan jo nok gætte, hvad jeg valgte,« griner Ido, der kalder beslutningen for »begyndelsen på en rejse«.

Fremhævet citat: »De forsøgte at overtale mig til at droppe det og forbød mig at tage i en messiansk menighed, indtil jeg blev 18. Så det var meget svært, og jeg følte mig alene.«

»Jeg tror, han er Messias«

I begyndelsen fortalte han ikke noget til sine forældre og sine venner. Kun veninden fra skolen fik at vide, hvad der rørte sig i Idos liv, og hun gav ham et eksemplar af Det Nye Testamente.

Igen blev Ido overrasket over, hvad han læste: »Jeg tænkte, at det nok handlede om antisemitisme, og at det var en farlig bog. Jeg åbnede Matthæusevangeliet og tænkte ”wow, det er jo jødisk!”. Jeg læste om, hvad Jesus sagde og gjorde, og spurgte mig selv, hvad alle mon var så bange for. Alt var jo så godt – alt var jo så jødisk!«

Den nye verden, som havde åbnet sig for Ido, var også rigtig god. Da han efter noget tid valgte at fortælle sin familie om sin tro, oplevede han dog nogle af de knap så gode konsekvenser, hans tro skulle få.

»Efter lidt tid fortalte jeg mine forældre, at jeg troede, at Jesus var den lovede Messias. At jeg bare kom og fortalte det ud af den blå luft, var en katastrofe for familien. De smed mig ikke ud, men det var meget svært for dem. De troede, jeg ville blive præst eller munk – eller måske et monster. De forsøgte at overtale mig til at droppe det og forbød mig at komme i en messiansk menighed, indtil jeg blev 18. Så det var meget svært, og jeg følte mig alene.

Som tiden gik, kunne mine forældre dog godt se, at det ikke var så farligt. De så måske endda en positiv forandring. De var stadig uenige med mig, men accepterede mit valg. Vi har prøvet at læse nogle vers sammen, men de har meget svært ved at forstå det. Vi har et godt forhold, og jeg beder selvfølgelig for dem hver dag,« fortæller Ido om den første del af sin rejse som Jesustroende jøde.

Vil være et vidnesbyrd

Mens profetierne om Messias var det, der for alvor gjorde indtryk på Ido, er det ikke kun dem, han fokuserer på, når det handler om at vise andre, hvem Jesus er. Han ønsker lige så meget at vise Guds kærlighed, som han selv har oplevet:

»For mig handler det ikke om at vise endnu et vers, endnu en profeti. Det handler om at vise kærlighed og på den måde være et vidnesbyrd. Og jeg tror, at det måske kan være et instrument for Gud til at nå mennesker.«                   

I løbet af de første cirka fem år som Jesustroende var der særligt to steder, hvor Ido fik lov til at være et vidnesbyrd. Da han blev 18, kom han i hæren, hvor han var i fire år. Den periode beskriver han som en meget stor udfordring – også med hensyn til hans tro: »Det var en åndelig ørken. Men jeg delte mit vidnesbyrd med nogle, og de tog faktisk godt imod det; måske fordi de kunne se, hvad det gjorde i mit liv. De respekterede det, og nogle var nysgerrige og stillede spørgsmål.«

Efter tiden i hæren rejste Ido, som mange unge israelere gør, ud for at opleve verden. Han tog til Amsterdam, hvor han arbejdede på et kristent hostel i et år. Det blev en meget betydningsfuld periode for ham: »Det var her, mit intime forhold til Gud for alvor blev bygget op. Her lærte jeg, hvad det vil sige at have brødre og søstre i troen. Ellers havde jeg bare været alene om troen. Det var et fantastisk år, hvor en stor del af arbejdet også handlede om evangelisation. Det var dejligt at få lov at fortælle om Jesus – også over for de israelere, som kom og boede der.«

Ido fortæller, at det især vakte undren hos de israelske gæster, når de hørte en af de ansatte tale hebraisk – på et kristent hostel. Det hang ikke sammen for dem.

Israelere og palæstinensere har det samme problem

På spørgsmålet om, hvorvidt hans messianske tro påvirker hans holdning politik og konflikten mellem Israel og palæstinenserne, svarer Ido, at han egentlig prøver at adskille de to ting. Alligevel er der dog en sammenhæng mellem troen og så hans forklaring på, hvorfor konflikten ser ud til at være uløselig.

 »Som jeg ser det, har israelerne og palæstinenserne det samme problem som alle andre mennesker: synden. Vi er alle under forbandelsen. Hadet og volden er på grund af synden. Så den eneste løsning for begge parter er Jesus, for han er den eneste, som kan fjerne den. Med det i baghovedet er det lettere for mig at lægge det i Guds hænder og at bede for begge parter.

Helt overordnet tror jeg, at Gud har lovet Israels folk et land med sikre grænser. Og derfor tror jeg, at Israel en dag vil få det, fordi det er Guds løfte. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg hader palæstinensere. Jeg har mange arabiske venner. Men jeg tror ikke, at der kommer en løsning, før folkene vender sig til Jesus.«

Stor vækst

I dag er Ido ansat på fuldtid i den messianske menighed Jerusalem Assembly, hvor han blandt andet arbejder med menighedens mange børn – selvom han egentlig er uddannet inden for forretningsledelse og turisme. Menigheden har i de seneste år oplevet meget stor vækst, og i dag er der 150 børn, som Ido er med til at tage sig af.

Idos historie er i sig selv en stærk historie, men den er samtidig et vidnesbyrd om den tendens, der ses i Israel i disse år. Nemlig at flere og flere jøder kommer til tro på Jesus som den lovede Messias.

Det er ikke altid let at være messiansk jøde i Israel, fordi nogle grupper af ortodokse jøder ikke er venligt stemt over for jøder, der tror på Jesus. Derfor er der al mulig grund til at bede for Ido og alle andre messianske jøder. Samtidig må vi takke Gud for det vidnesbyrd, som den messianske bevægelse er; et vidnesbyrd om, at Gud »lægger (sin) lov i deres indre og skriver den i deres hjerte« (Jer 31,33).