Jair Melchior: »Jeg ville ikke være rabbiner nogen andre steder«

I 2013 fik Danmark sin ottende overrabbiner med efternavnet Melchior. Han fortæller her om sit arbejde, om vigtigheden af shabbat – og om livet som jøde i Danmark.

Det er en ganske almindelig, grålig tirsdag formiddag. Folk iler afsted på cykel eller sidder ved de nyligt genåbnede caféer og nyder en kop kaffe. Forsvarets bevæbnede soldater sender årvågne blikke op og ned ad gaden. Mindepladen med ordene om Dan Uzan, der blev dræbt lige her for godt seks år siden, minder mig om, at de ikke står der til pynt.

En vagt lukker mig ind gennem den dobbelte sikkerhedssluse og ind på Københavns Synagoges område på Krystalgade. Her ligger, foruden synagogen, et menighedshus med festlokaler og kontorer samt en farverig legeplads, halvt skjult bag en enorm mindesten for ofrene for Holocaust; det er omtrent lige så kontrastfyldt som den stille gade og de bevæbnede soldater udenfor.

Jeg bliver budt velkommen af overrabbiner Jair Melchior, og vi tager plads i de bløde møbler på hans kontor. Jeg spørger til hans titel: Er det Danmarks eller Københavns overrabbiner?

»Jeg er overrabbiner for hele Danmark. Også for dig,« svarer han med et glimt i øjet. »Nogle siger, at jeg måske er den rabbiner i verden med det største territorie, fordi Grønland også tæller med. Men jeg er også rabbineren med færrest jøder per kvadratmeter, så det kommer an på, hvordan man ser på det,« ler han.

Den 38-årige Jair Melchior er lige så energisk, som han er eftertænksom. Let og alvorlig på én gang. Han er den ottende danske overrabbiner i sin slægt; den seneste var hans farfar, Bent Melchior, som besad posten fra 1969 til 1996, hvor han blev afløst af Jairs forgænger, Bent Lexner.

En barnedrøm om Danmark

»Jeg havde en meget barnlig barnedrøm om at blive rabbiner i Danmark,« fortæller Jair, der er født i Norge af danske forældre og opvokset i Israel.

»Jeg er vokset op med en stærk forbindelse til Danmark på grund af min familiehistorie og mine bedsteforældre, som alle boede i Danmark. Men jeg har også haft en større dansk stolthed end mine andre søskende. Danmark har altid tiltrukket mig på en særlig måde.«

Barnedrømmen forsvandt i nogle rebelske teenageår, men vendte senere tilbage, og Jair studerede til rabbiner med et klart håb om, hvor det skulle føre ham hen. »Jeg ville ikke være rabbiner nogen andre steder end Danmark. Fordi det er forbundet med min families historie. Og fordi det er en så anderledes opgave end at være rabbiner i Israel,« forklarer han.

»I Israel har man ikke menigheder, man har bare synagoger, som kun har fokus på det ceremonielle aspekt. Og så bliver man rabbiner for folk, der er nøjagtig som én selv, fordi der er så mange jøder, at hver synagoge bliver meget, meget homogen. Jeg kan godt lide, at menigheden har både religiøse og ateister. Forskellige vinkler og personligheder.«

Og det har han fået. Jair ler: »Det er en fuldstændig varieret menighed! Det giver selvfølgelig udfordringer, men det er udfordringer, som jeg er meget glad for.«

Det var dog ikke givet, at Jair en dag ville arve opgaven. Under hans studier var posten besat af Bent Lexner, og der var ingen tronfølgelov, der automatisk videregav den til den næste Melchior i rækken. Jair var i 2013 igennem en ansøgnings- og udvælgelsesproces som ved de fleste andre jobs – og endte med at blive valgt til posten. Sammen med sin kone og deres tre børn rykkede han fra Jerusalem til København for at varetage opgaven som overhoved for det jødiske samfund i Danmark.

Det handler om familien

»Det var ikke simpelt,« svarer Jair alvorligt, da jeg spørger ham til overvejelserne om at flytte hele familien til et andet land. »Mine børn, som var 7, 5 og 1 år, havde ikke noget med Danmark at gøre. De var ikke statsborgere, før vi flyttede hertil. Heller ikke min kone, som skulle lære et helt nyt sprog.” Tali Melchior satte alt ind på deres nye liv i Danmark. Hun studerede dansk de første to år, opnåede det højeste niveau af dansk for udlændinge, tog en ny uddannelse, fik et godt job og er glad for sin tilværelse i familiens nu andet hjemland.

»Hvis ikke, var vi rejst tilbage til Israel, for det handler om familien!« siger Jair med eftertryk. »Mine børn vil ikke tilbage. De synes, det er for varmt i Israel. Hvilket viser, at de ikke virkelig er danskere,« griner han.

Jeg spørger, om familien havde gjort sig overvejelser om det at flytte fra at være en majoritet til at være en minoritet.

»Nej,« svarer Jair kontant. »Det har selvfølgelig en betydning, og man føler det med det samme – på shabbat, på helligdage, i gadebilledet,« uddyber han, »men det var ikke en del af overvejelserne.«

»Jeg føler mig ikke som en minoritet. Du er lige såvel en minoritet. Vi har alle nogle aspekter, hvor vi er minoriteter. Men jeg føler mig fuldstændig dansk. Jeg ved ikke, om danskerne vil acceptere det,« fortsætter han med et glimt i øjet, »men det er ikke op til dem at definere det. Vi er dem, vi er, som et hold.«

Familiens beslutning om at flytte betyder naturligvis, at Jairs børn får en helt anden opvækst, end han selv fik. »De mangler jødisk undervisning. Jeg føler mig som en dårlig far, fordi jeg ikke har tid til at give dem det. Der føler jeg, at jeg svigter,« fortæller han alvorligt. »Men de får meget andet. De får respekten for andre, der er anderledes, og et mere udvidet verdensbillede. I Israel, især i religiøse skoler, studerer man ikke meget generel historie, og man vokser derfor op med et meget snævert verdenssyn. Sådan er det ikke i Danmark. Det er virkelig en god ting.«

Åbenhed, nysgerrighed og blik for nuancer – det er i det hele taget nøgleord for Danmarks overrabbiner.

Shabbat og stearinlys

»Er du selv vokset op som dansker eller israeler?« spørger jeg, og svaret falder prompte: »Israeler!«

»Med stærk forbindelse til Danmark,« fortsætter Jair, der er vokset op kun få hundrede meter fra Joffihuset, Ordet og Israels hus i Talpiyot i Jerusalem.

»Som barn elskede jeg at køre i bussen, bus nr. 7, som stoppede lige ud for Joffihuset,« fortæller han. Jeg nikker bekræftende; det er stadig bus nr. 7, der foretrækkes, når man skal til Joffihuset – så er man nemlig fri for at gå op ad bakken. »Lige præcis,« ler Jair, der altid lyttede godt efter, når han stod af bussen, for at høre, om der var nogen, der talte dansk. »Det fyldte meget som barn, at vi havde de her danskere tæt på.«

Jair har to hjemlande, Israel og Danmark. Man kan ikke vælge, men må tage det bedste fra begge steder. Hvis han fik muligheden for at give én ting fra jødedommen videre til den ganske danske befolkning, så skulle det være shabbat, slår han smilende fast. »Shabbat er synagogegudstjeneste og familiemiddage og brætspil. Og det er 25 timer uden en skærm! En hel dag uden skærme – det er den største gave, vi kan give til os selv. Spørg bare mine børn, de er meget glade for det,« smiler han.

Samtidig ville han tage søndag med sig, hvis han flyttede tilbage til Israel. »Vi holder kun weekend én dag, på shabbat,« siger han. Og skulle familien rykke tilbage til Israel en dag, er Jair ikke i tvivl: Der vil helt sikkert være flere stearinlys at finde hos familien Melchior end hos den typiske israelske familie.

En helhed

Da jeg spørger, hvad der er det bedste ved at være Danmarks overrabbiner, bliver der helt stille, mens han stryger sig over skægget. »Wauw,« siger han efter en lang tænkepause. »Det er et vanskeligt spørgsmål.« Han kigger direkte på mig og forklarer med ord og hænder: ”Det er vanskeligt, fordi det er en helhed for mig. Det er ikke mit job, det er, hvem jeg er.«

Denne helhed dækker over et væld af vidt forskellige opgaver: fra planlægning til afvikling, fra gudstjeneste til pressekontakt, fra jødiske sommerlejre til tværreligiøse debatfora. »Og mails!« siger han og ryster opgivende på hovedet. »Det er lige så forfærdeligt i mit job som for alle andre – min udfordring er, at det er 100 procent af tiden alle dage. Det er heldigt, at vi har shabbat, hvor det er forbudt at bruge skærm!« siger han og fortsætter beskrivelsen af sit arbejde. »I går var jeg i Jylland for at besøge en fabrik, der skulle have et koshercertifikat, og kigge på et sted, hvor vi muligvis skal holde vores sommerlejr. I dag snakker jeg med dig. Og så er jeg også i gang med at oversætte Bibelen – vi vil lave den første jødiske oversættelse af Bibelen i Danmark.«

»Generelt er mit arbejde meget varieret. Der er så mange gode ting, og det er enormt spændende. Noget af det, jeg holder allermest af, er at holde foredrag for ikke-jøder. Den dialog, jeg får lov til at have med både kristne og muslimer, er meget vigtig.« Jair fortæller, at netop dét er forskellen på en overrabbiner og en rabbiner: den udadrettede opgave med at fortælle andre om jødedommen og den jødiske kultur.

»Jeg forbereder også selv de fleste bar og bat mitzvaher, hvor jeg sidder med de unge fra menigheden individuelt. Den personlige kontakt er uvurderlig. Begravelser er også noget særligt: at hjælpe familier i den situation. Åh, og at holde shabbat i børnehaven!« smiler han.

Antisemitisme som et vilkår

Den massive sikkerhed og de bevæbnede soldater er et vilkår, som fylder overrabbineren med både bekymring og taknemlighed til myndighederne. »Jeg tror, det kan have negative konsekvenser på lang sigt. Jeg er bange for, at det bidrager til den selvopfattelse, at det er farligt at være jøde,« forklarer han.

»Jeg er ikke bange. Jeg vil ikke lade terror skræmme mig. Jeg placerer det samme sted som trafikulykker: Man skal gøre, hvad man kan for at undgå det, og tage sine forholdsregler. Men det kan ske. Det er en del af vores vilkår som jøder. Men det skal ikke fylde hele tiden. Så har de vundet,« forklarer han energisk.

Jair er ulasteligt klædt i sorte habitbukser og hvid skjorte. Og en sort kippa klipset fast på baghovedet. Den går han med altid. Det er der ikke mange i Danmark, der gør. »Seks. Nej, vent. Nu tæller jeg ikke mine egne børn med – otte,« smiler han.

Det er ikke nødvendigvis frygt, der gør, at man ikke går med kippa. Der har simpelthen ikke været en stærk tradition for det blandt danske jøder, hvilket måske bunder i, at det engang har været farligt at bære kippa i Danmark, forklarer Jair.

Jeg spørger, om han også ville gå med kippa, hvis han ikke var overrabbiner. »Ja. Årsagen til, at jeg går med kippa, er, at jeg altid går med kippa.« Han trækker på skuldrene og forklarer: »Jeg går ikke med kippa for at demonstrere eller vise noget. Det første, jeg gør om morgenen, er at tage kippa på – selv hvis jeg bare bliver hjemme hele dagen.« Kort pause. »Dét sker så kun under corona,« smiler han.

Jair fortæller, at han meget sjældent har oplevet en negativ reaktion på sin kippa. Oftere oplever han, at det opfattes positivt. Folk bliver overraskede, råber måske »shalom!« efter ham ned ad Nørrebrogade – eller det bliver indgangsvinklen til en god snak med danske palæstinensere om landsbyer, hvor de har fælles familiehistorie.

» Der, hvor antisemitismen har været farlig, har været, når den kom fra staten, retssystemet og politiet,” siger Jair. ”Vi er i en helt anden verden, hvor selv hvis der findes nogle dumme idioter og ekstremister, som Nordfront – jeg gider ikke engang snakke om dem, for de er ingenting.« Jairs hænder understreger hans pointe. »Når vi taler om dem og bruger samme ord om dem som den antisemitisme, der var for 90-100 år siden, så gør vi dem til noget, der er hundrede tusinde gange større end det, de er. Vi kan ikke tale om det på samme måde.«

Inden jeg igen går ud i Københavns grå gader, får jeg lov at se synagogen og de smukt udsmykkede Toraruller, som er låst inde i det enorme skab, der fylder hele væggen bag prædikestolen. Stående i synagogen med Torarullerne i favnen; det er den forestilling om en rabbiner, han selv havde som barn. Og den forestilling, de fleste andre nok også har. Men det er i virkeligheden en meget, meget lille del af det sammensurium, der danner overrabbiner Jair Melchiors job. Eller rettere sagt, hans liv.