Interview med Anni og Flemming Espø: Mødet med mennesker var gaven oveni

Anni og Flemming Espø har rejst frem og tilbage mellem Israel og Danmark i 15 år. Byggeriet af Det Danske Hus var startskuddet, og siden har de stået for vedligeholdelsen af huset samt Ordet og Israels ejendomme i Jerusalem.

»Det har været den bedste beslutning i vores liv.«»Det har været den bedste beslutning i vores liv.«

Flemming Espø er ikke bleg for at sætte store ord på, når han skal konkludere på sin og hustruen Annis beslutning om at blive bygningskoordinatorer for Ordet og Israel.

»Ahr. Der er jo også børnene,« minder Anni ham om.

Malerier, plasticfolie og ølbrikker

Den jordnære tilgang til store oplevelser går igen i Anni og Flemmings beretning. Jeg har sat parret stævne i deres hjem i Hillerød for at høre om de år, hvor de stod i spidsen for at bygge Det Danske Hus ved Genesaret Sø. Derefter er fulgt en årrække som ansvarlige for alle Ordet og Israels bygninger i Israel. 

Årene er ikke gået sporløst hen over dem. Så nu – efter mere end 15 års engagement – er det blevet tid til at give stafetten videre.

Med knap 30 rejser til Israel – inklusive fire ferierejser før de tiltrådte som frivillige medarbejdere – har de brugt omkring halvandet år af deres liv i Israel og oplevet sider af landet, ikke alle og enhver oplever. Tiden i Israel har også sat sit præg på deres hjem, der lige fra malerierne på væggen til husholdningsfilmen i køkkenskuffen afslører parrets kærlighed til det bibelske land.

Sågar ølbrikkerne, der ligger på sofabordet under kaffekopperne denne dag, fortæller en historie om Israel. Dem fik parret nemlig en dag, de sad på en restaurant og nød en øl.

»Vi spurgte ejeren, om vi måtte få ølbrikkerne, for de var da meget sjove,« husker Anni. »Da han hørte, hvor vi kom fra, og hvorfor vi var der, vendte han om på hælen og kom lidt efter tilbage med en hel stak af pæne, nye ølbrikker.«

Hvornår skal vi afsted?

Israel var ikke fremmed land for dem, da de første gang sammen rejste afsted for Ordet og Israel i 2009. Parret havde besøgt landet flere gange med et vennepar og også holdt deres fælles 60-årsfødselsdag dér.

Men det var lidt af et tilfælde, at de skulle blive ansvarlige for Ordet og Israels store projekt ved Genesaret Sø. Morten Rønne, der tegnede Det Danske Hus, skulle nemlig bruge nogen til at tage til Israel og få byggeriet gjort til virkelighed.

»Han kendte mig, fordi jeg havde hjulpet til med praktiske ting på Johannesskolen her i Hillerød,« fortæller Flemming, og Anni supplerer:

»Ja, Flemming stod på en stige, og jeg stod nedenfor og rakte dimser op til ham.«

Mere skulle der ikke til, husker parret. Men Flemming så det lidt som en spøg i begyndelsen. Han havde et godt job som rådgivende ingeniør og bygherrerådgiver hos Rambøll og var netop i gang med forarbejdet til et kirkebyggeri i Vallensbæk. Pensionen var stadig nogle år ude i fremtiden.

»Jeg tænkte, at det var en stor ting som kristen ingeniør at få lov at bygge en kirke som sin sidste opgave. Så jeg var slet ikke klar på at sige ja til at tage til Israel.«

Men det var Anni til gengæld. En dag Flemming kom hjem fra arbejde, spurgte hun: »Hvornår skal vi afsted?«

»Det kom totalt bag på ham, at jeg var varm på ideen,« griner Anni.

Lokale udfordringer og lokale løsninger

Og sådan blev det så. I september 2008 rejste Flemming til Israel sammen med Morten Rønne og blev introduceret til den lokale arkitekt, Bram Fine.

»Prospektet var næsten færdigt, sagde de, så jeg skulle komme igen i februar. Men da jeg så kom til Israel igen og ringede til Bram 15. februar og sagde, at nu var jeg her igen, blev der helt stille i den anden ende af telefonen. ’Hvor er du’ spurgte han. ’I Poriya’ svarede jeg. Han var overhovedet ikke klar.«

Det stod klart for Flemming, at det var vigtigt, at der blev fulgt jævnligt op og fulgt godt med i processen. Men det viste sig også hurtigt, at der var mange ting, som der enten ikke var taget højde for fra Ordet og Israels side, eller som de lokale folk havde bedre styr på, fortæller Flemming:

»Huset skulle egentlig have været hvidt. Men da Bram fandt ud af det, stejlede han. ’Det må I simpelthen ikke,’ sagde han. ’Et hvidt hus blænder alle i solen’.«

Flemming fulgte Brams råd, så huset fik den gulbrune nuance, det har i dag.

De mente, at det hele var løgn

Det var egentlig meningen, at Anni og Flemming skulle have rejst frem og tilbage mellem Danmark og Israel på turistvisum a tre måneders varighed for at følge processen. Men det fik en brat ende i september 2009, da parret landede i lufthavnen, og Anni blev trukket til side til forhør. 

Desværre vakte hendes forklaring om byggeriet af et dansk hus i den lille nordisraelske by Poriya en vis mistro hos personalet i lufthavnen.

»De skrappe unge kvinder mente, at stort set alt, jeg sagde, var løgn. Men til sidst fik vi en måneds visum og fik at vide, at vi ikke måtte komme igen i ti år.«

Derfor tog parret hjem i oktober. Men tre måneder senere, i januar 2010, tog de alligevel chancen – med klaprende knæ, som Anni husker det – og rejste til Israel.

»Og det gik. Men vi vidste også, at vi ikke kunne blive ved med at rejse ind og ud. Vi kunne kun være der tre måneder om året,« fortæller Flemming.

Så da byggeriet skulle i udbud i 2011, hyrede de en mand fra den messianske menighed Peniel til at styre kontakten med entreprenøren. Jakob Frost, der var ansat i Ordet og Israels arbejde i Jerusalem, kom og boede i Poriya nogle dage om ugen og holdt øje med arbejdet og rapporterede til Flemming, der sad i Danmark. I 2012 stod huset færdigt, og tre arbejdshold med arbejdsomme danske frivillige kom for at »gøre huset dansk«, som Anni kalder det.

»For de fleste af de kvinder, der var med, betød det at fjerne malerpletter på gulvet. De israelske malere dækkede ikke af, så jeg tror, kvinderne drømte om malerpletter om natten.«

Tilfældigheder i rette tid

Hvis der er et kendetegn, der går igen i parrets beskrivelse af årene i Israel, så er det alle de gange, hvor ting er faldet på plads på et meget belejligt tidspunkt – så belejligt, at det er svært for det jordnære par at se det som andet end Guds hjælp.

»Der er nogen, der kalder det mirakler,« siger Flemming og trækker selv lidt i land, før Anni når at gøre det.

For eksempel da parret måtte flytte fra deres første lejlighed i Poriya i 2009. En person fra menigheden havde hørt om en ledig bolig i Poriya. Personen vidste ikke, hvor den grund, Det Danske Hus skulle bygge på, lå. Men ved et rent tilfælde viste det sig, at den ledige bolig lå lige over for grunden. 
Lejligheden var umøbleret. Ved endnu et belejligt tilfælde stod de efter to dage pludselig med møbler til hele lejligheden – alt sammen foræringer.

Boligsituationen var også en udfordring, da de tre arbejdshold kom for at gøre huset dansk i 2012. Huset var nemlig ikke færdigt, så man kunne bo i det.

»Vi måtte ikke flytte ind i huset, for der var ikke en ibrugtagningstilladelse, og derfor var der ikke strøm i huset,« husker Flemming.

»Men selvfølgelig var der nogen i nærheden, der lige var flyttet, så det første arbejdshold kunne bo der med en dags varsel,« siger Anni.

Naboen stod med åben mund og gloede

For det nordsjællandske par er det især mødet med mange forskellige mennesker, de tænker på med glæde.Anni har mange gange fået hjælp af venlige israelere, når hun for eksempel er blevet sendt i byen efter en metalstang med gevind i begge ender eller har stået i et supermarked og »muhet som en ko eller bræget som en ged« for at fortælle, hvilke varer hun ledte efter. 

De fik også god hjælp, da de en dag gik i stå med bilen i en rundkørsel i 40 graders varme. Anni mener, at det i den situation var en velsignelse, at hun ikke forstår hebraisk, så hun ikke kunne forstå, hvad folk råbte efter dem. Men på trods af en »ophedet« stemning og adskillige hebraiske skældsord endte historien godt:

»Vi kunne ikke ringe til vejhjælpen, for de talte kun hebraisk. Så vi gik ind i et fitnesscenter, hvor de hjalp os med at ringe. Men inden vejhjælpen kom, havde nogle betjente spærret gaden af og forsøgt at starte bilen,« husker Anni.

»Det lykkedes ikke for dem. Men det endte med, at vejhjælpen kom og konkluderede, at vi skulle have en ny akkumulator. ’Vil du have en’ spurgte manden, og så åbnede han bagagerummet, hvor der stod ti akkumulatorer. Og da han havde sat den i, kunne vi køre hjem,« fortæller Flemming.

Parret husker også mange gode oplevelser på fredagsture med discipelskoleelever.

»De er cremen af Danmarks ungdom, plejer jeg at sige. Det var gaven oveni! Det hele var en kæmpegave,« siger Anni.

Også arbejdsholdene, som Anni og Flemming Espø indtil for nylig har stået for, særligt i Det Danske Hus, har været et møde med fantastiske mennesker:

»Det er de mest arbejdsomme mennesker, de folk, der kommer på arbejdsholdene! Ved det allerførste hold kom en nabo og beklagede sig over, at det rodede. Arbejdsholdet dannede kæde rundt om grunden, og på en time var det hele ryddet op. Naboen stod med åben mund og gloede.«

Men allerøverst på listen over de helt særlige mennesker, som mødet med Israel, har givet dem, er den israelske arkitekt Bram Fine. Også efter at Det Danske Hus stod færdig i 2012, har Bram ofte hjulpet Ordet og Israel med at finde lokale løsninger, og Anni og Flemming har udviklet et nært venskab med Bram og hans hustru, Talya.

Corona, krig og kræfter

Det venskab består stadig, selvom de seneste år har budt på færre rejser til Israel for Espø-parret. Først kom corona, nu krigen. For Anni og Flemming selv, der begge er født i 1946, er kræfterne heller ikke, hvad de var engang. 

»Det er mærkeligt at tænke på, at vi ikke har været der i over et år,« udbryder Anni og tilføjer med et smil: »Det Danske Hus hedder jo ’vores sommerhus’ i daglig tale.«

Parret glæder sig til at komme til Israel igen. Men på grund af de svindende kræfter har de bedt Ordet og Israel om at finde nye måder at løse den vigtige opgave med at sørge for, at Ordet og Israels bygninger i Israel bliver vedligeholdt og udviklet. Det arbejde er i fuld gang.

Ordet og Israel er utroligt taknemmelige for den store og trofaste indsats, som Anni og Flemming har ydet i løbet af de seneste cirka 15 år. Og når situationen igen tillader, at de rejser til Israel, er de selvfølgelig meget velkommen til at kigge forbi »sommerhuset« i Poriya.