I krig for fredens skyld

Danmarks tidligere overrabbiner Bent Melchior deltog for 70 år siden i Israels Uafhængighedskrig. I dette interview deler han nogle af sine erindringer.

Parkerer i det underjordiske anlæg under Israels Plads i København. Det virker meget passende at holde netop dér, når ærindet er at interviewe den tidligere overrabbiner Bent Melchior. Han er en af meget få danske jøder, der deltog aktivt i forsvaret af den ny-/genoprettede stat Israel for 70 år siden. Vel at mærke som 18-årig. Tallene sammenlagt fortæller alderen.

Ringer på dørklokken med »Melchior« og hører en velkendt stemme i samtaleanlægget. Efter tre etager på trapperne er der en varm velkomst i overrabbinerens lejlighed. Hans hustru er på plejehjem, men bliver flittigt besøgt. På mange måder ligner det ethvert andet pensionisthjem med møbler, billeder og nipsgenstande, der sammenlagt har mindre plads at være på end for år tilbage. Alligevel er der ikke tvivl om det jødiske islæt, når man får kigget nærmere efter.

Inden vi får taget hul på erindringerne fra Uafhængighedskrigen, er det vigtigt for den erfarne mand at slå fast: »Krig er noget, jeg tager afstand fra. Jeg svælger ikke i at fortælle krigsminder, for som en af dem, der overlevede, kan folk nemt få en romantisk forestilling om, at det er interessant. Mine fire drenge har aldrig ejet et stykke krigslegetøj. Hvis de fik noget foræret, røg det direkte i skraldespanden.«

Træning og idealisme

Og så går tankerne tilbage til 1947, hvor det trak op til en jødisk stat efter 2000 år uden.

»I København dannede vi en gruppe, der i princippet sluttede sig til Haganah – den organisation i det daværende Palæstinamandat, som arbejdede med forsvar af kibbutzer, der blev angrebet af arabere. Vi var godt 30 personer og holdt nogle såkaldte øvelser som forberedende træning. Jeg selv og Herbert Pundik var nogle af initiativtagerne, og i øvrigt de yngste. Sagen var nemlig, at man fra Israels side kun ønskede, at ugifte folk kom og deltog i forsvaret. Det var af hensyn til erstatning i tilfælde af død.«

I denne træningsperiode blev den unge Bent Melchior i øvrigt bekendt med en mand ved navn Eyvind Sivertsen. Han repræsenterede den organisation, der senere fik navnet Ordet og Israel, og han var meget aktiv med at indsamle underskrifter til fordel for oprettelsen af Israel.

Den danske regering skulle deltage i FN-afstemningen 29. november 1947 om delingen af mandatområdet i en israelsk og en arabisk stat. FN besluttede, at der skulle oprettes en jødisk stat, når englænderne trak sig ud af mandatområdet 14. maj 1948.

»Jeg var 18 år og så på verden med en vis idealisme. Jeg havde oplevet afslutningen af 2. Verdenskrig og nazismen. Jeg betragtede mig som ”medlem af en verden” og var for så vidt tilpas med, at USA og USSR havde besluttet, hvad der skulle ske i Palæstina. Og jeg var naiv nok til at tro, at når FN havde besluttet delingsplanen, så ville de også gennemføre den. Men det blev anderledes,« fortæller han og uddyber:

»Selv det udvalg, der skulle have styret den internationale zone i Jerusalem, lykkedes ikke med det, de skulle. Jeg troede, at når vi kom frem til landet cirka 15. maj, så skulle vi i militær træning og lære at bruge skydevåben, hvilket jeg aldrig havde haft i hånden. Men der tog jeg fejl.

Herbert Pundik og jeg rejste med hver vores gruppe i marts 1948. Herbert til Italien og jeg til Frankrig, hvor vi ankom til en opsamlingslejr med overlevende KZ-fanger i nærheden af Marseille. Dér forberedte man yngre mænd til en situation, hvor de kunne komme i krig. Det var meget anstrengende fysisk træning – uden våben. Heldigvis var der en forståelse mellem de franske myndigheder og dem, der organiserede træningen. Man lukkede øjnene for, hvad der foregik,« siger Bent Melchior.

Ankomst – til ørkenen

Den 14. maj 1948 sejlede Melchior og 1.100 andre mod det landområde, som de håbede, skulle blive staten Israel. Skibet ankom 22. maj, og først på det tidspunkt gik det op for de ombordværende, at Israel havde erklæret sin uafhængighed, mens de var i rum sø.

»Efter et symbolsk møde med en englænder i havnen kom vi til den nyoprettede israelske paskontrol. På nær os få danskere var resten overlevende fra KZ-lejrene. De havde alle falske papirer og skulle lære deres nye navne og fødselsdato, og hvis man tror, at jøder er særligt intelligente, så blev det i hvert fald dementeret dér,« lyder vurderingen fra en af de få, der havde eget – dansk – pas, og hvis efternavn i øvrigt betyder »lysets konge«.

»Da jeg kom frem, blev jeg spurgt om mit navn. Jeg fortalte det, hvorefter jeg blev spurgt: ”Hvad er så dit rigtige navn?”

Dagen efter fik vi stukket et stykke metal i hånden, som viste sig at være en stengun – et engelsk nærkampsvåben – plus en spade. Så blev vi kørt afsted og stoppede et sted syd for kibbutz Negba, hvor vi fik besked på at grave skyttegrave. Desuden blev vi oplyst om, at de egyptiske kampvogne var en kilometer længere fremme.«

»Det var så Israels berømte hær,« siger overrabbineren hovedrystende. »Jeg selv var totalt uvidende og regnede med, at de andre cirka 100 personer på stedet var i samme situation, så det var ikke umiddelbart betryggende. Den første måned var afgørende for vores overlevelse som ny nation. Oplevelsen var, at vi i normal forstand ikke havde nogen chancer for at vinde krigen. Så det var et mirakel, at vi gjorde det – selvom der gik seks måneder, før jeg så en israelsk tank!

»Der kom to tanks, og uden dem ville vi formodentlig ikke have lykkedes med at indtage en tidligere engelsk politifæstning på toppen af en høj, hvor egypterne havde forskanset sig. Vi havde forsøgt flere gange med store tab til følge. Formålet var at sikre vejen til Eilat, og denne gang angreb vi for første gang i dagslys. De to tanks kunne både modstå kuglerne og trænge igennem barrikaderne, så vi i samarbejde med andre delinger endte med at have alle egypterne indesluttet i det, der siden blev omtalt som Faluja-lommen, hvor de sad i flere måneder.

Jeg havde et godt forhold til kompagniets kaptajn. Vi var de eneste, der talte engelsk. Ellers var det en skøn blanding af jiddish, hebraisk, polsk og rumænsk. Kaptajnen mente, at de andre var tvunget til at være der, men da jeg var frivillig og endda ugift ville det ikke koste så meget, hvis jeg gik til. Så hver gang der skulle bruges nogle til noget, der involverede fare, var jeg med. Til gengæld behøvede jeg ikke at lære at marchere,« lyder det med et glimt i øjet.

Tre uger med oversættelse

»På et tidspunkt, hvor der var ro på fronten, blev jeg kaldt til Tel Aviv, hvor jeg fik en speciel opgave. Det var dejligt til afveksling fra skyttegraven, hvor vi nærmest ikke havde vand og mad. Vi var næsten desperate af tørst,« erindrer Melchior.

»Man arbejdede med lovgivning til den nye stat og brugte det princip, at indtil noget nyt blev besluttet, gjaldt reglerne fra mandatperioden. Man havde sendt folk ud til forskellige lande for at finde noget egnet, man kunne kopiere. I Danmark havde man fundet det danske folketings forretningsorden. Den skulle oversættes til engelsk, og da det er en meget kompliceret tekst, fik jeg tre ugers ophold i Tel Aviv til at gøre det.

Transporten mellem ministeriet og det område, hvor de ansatte var indkvarteret, foregik i bil, og de fleste af morgenerne kørte jeg i bil med David Ben-Gurion, som var premierminister. Han var en imponerende mand, men han havde ikke noget imod at køre med os almindelige, og der var ikke engang noget særligt vagtberedskab omkring ham.«

Efter oversættelsesopgaven stod den på ørkenophold igen, indtil våbenhvilen var veletableret. Han vendte tilbage til Danmark i marts 1949 og har ikke haft kontakt med nogen af de øvrige fra ørkenkompagniet siden. Til gengæld har han qua sin stilling som overrabbiner haft personlig kontakt til hovedparten af Israels ministre, ledere og præsidenter gennem årene.

Af de godt 30 danskere der deltog i Uafhængighedskrigen, blev én dræbt, mens tre-fire blev alvorligt sårede.

Bent Melchior fik en meget fin evaluering fra kaptajnen og blev indstillet til at blive officer – blandt andet fordi han havde haft held til at få en såret kammerat med tilbage efter en træfning.

Eftertanker

»Jeg kunne ikke forestille mig, at oprettelsen af staten Israel skulle være noget, jeg læste om i avisen. Jeg ville være på første række. Ikke fordi jeg ville krig – men fordi jeg gerne ville gøre mig nyttig. Da jeg stod i skyttegraven, spurgte jeg mig selv: ”Hvad laver du her?” I dag svarer jeg: ”Jeg gjorde det for mine børnebørns skyld.”

Ikke desto mindre er det en fiasko at konstatere, at mine børnebørn, der bor i Israel, er nødt til at have en tung militærtjeneste. Min drøm er ikke helt gået i opfyldelse. Israel eksisterer, og jeg kan ikke tænke mig verden uden i dag. Det er et himmelsk mirakel. Men den lever ikke under de vilkår eller efter de principper, som var min drøm dengang. Der mangler fred.

Jeg tror dog, at med de rette ledere på begge sider, så har folk på begge sider den samme trang og tilbøjelighed til sameksistens,« runder den livskloge overrabbiner af.

Værd at vide om Bent Melchior:

·         Han er født af danske forældre i 1929 i den daværende tyske by Beuthen (nu Bytom i Polen).

·         Familien vendte tilbage til Danmark i 1933.

·         Han flygtede som 14-årig i 1943, da tyskerne udstedte deportationsordre for danske jøder

·         … men vendte tilbage til Danmark i 1945.

·         Blev student 1947.

·         Var frivillig i Uafhængighedskrigen i 1948.

·         Var lærer ved den jødiske Karolineskolen 1949-58.

·         Blev i 1951 gift med Lilian Weisdorff, med hvem han fik fire sønner.

·         Tog sin rabbinereksamen ved Jew's College i London i 1963 – og var derfra rabbiner i København under sin far, Marcus Melchior, der var overrabbiner på det tidspunkt.

·         Var overrabbiner i København 1969-96.

·         Har fået en lang række æresbevisninger, herunder ridder af 1. grad af Dannebrogsordenen.

·         Er forfatter til fem bøger.

·         Er farfar til den nuværende overrabbiner i Danmark, Jair Melchior.