Herzl – den moderne zionismes grundlægger

Historien om det moderne Israel er fantastisk – og rummer nogle fantastiske menneskeskæbner, som vi vil se nærmere på i fire små artikler i foråret. En af de helt store personligheder er Theodor Herzl.

Thedor Herzl blev født i Budapest i 1860 i en velhavende jødisk familie, der som så mange andre jøder på den tid hældede mere til tysk end til jødisk kultur.

Han var det yngste barn og sin mors yndling, og hun havde kolossale ambitioner for ham.

Sigmund Freud – som på et tidspunkt boede på samme vej som Herzl – skrev engang: »En mand, der har været sin mors uomtvistelige yndling, bevarer hele livet følelsen af at være en erobrer, og troen på succes fører ofte til virkelig succes.«

Når man læser om Herzl, virker denne beskrivelse næsten surrealistisk præcis.

Den moderne zionismes fødsel

Det var antisemitismens fremvækst i Vesteuropa, der gradvist vækkede den zionistiske jøde i Herzl. Efter en økonomisk skandale, hvis ledende aktører ikke havde været jøder, men hvor to jøder var impliceret i lyssky forretninger, hørte han for første gang masseråbet »død over jøderne«.

Det satte gang i Herzls tanker om et personligt politisk engagement. Legenden siger, at det var en uretfærdig retssag mod den fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus, der overbeviste Herzl om nødvendigheden af en jødisk eksodus fra Europa. Sandheden er, at affæren nærmere var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

 ”Jødestaten”

I februar 1896 udkom hans bog »Jødestaten«. Kernebudskabet i bogen var, at jøderne skulle have suverænitet over et territorium, der var stort nok til at tilfredsstille en nations rimelige krav.

Bogen vakte opsigt og blev modtaget meget forskelligt: Rabbinere i Vesten blev skræmt og frygtede, at den ville puste yderligere til antisemitismen, mens den blev mødt med større anerkendelse af de østeuropæiske jøder.

Arbejdsraseri

Bogen blev starten på et sandt arbejdsraseri, hvor Herzl de næste år brugte al sin tid på at arbejde politisk for oprettelsen af en jødisk stat. Det helt afgørende i dette arbejde var afholdelsen af de første zionistkongresser fra 1897 og frem.

Arbejdet tog imidlertid hårdt på ham, og det var givetvis medvirkende til hans alt for tidlige død i 1804. Som en af hans nære medarbejdere i den zionistiske bevægelse Israel Zangwill sagde: »Han havde en drøm, og han betalte prisen for den. For at frelse et folk må lederne ofres og korsfæstes af både ven og fjende.«

Stafetten gives videre

Herzls død kom som et chok for venner og fjender. Tusinder af mennesker strømmede til Wien fra næsten alle Europas lande for at være med til begravelsen.

Allerede da han blev stedt til hvile i Wien, var hundredvis af unge mennesker i Polen, Rusland og Rumænien ved at pakke deres kufferter. En ung David Ben-Gurion var blandt disse.

Alt stod tilbage at gøre, men Herzl havde vist vejen.