Hanne og Leif pakker bagagen ud efter fem år i JerusalemA

Hanne og Leif Toft har været udsendt af Ordet og Israel ad to omgange. Senest har de ledet arbejdet i Jerusalem gennem de sidste fem år I december vendte de hjem til Danmark, og jeg besøgte dem for nyligt til en snak om tiden i Jerusalem og om alt det, de tager med sig ind i deres nye hverdag.

Jeg har besøgt Hanne og Leif mange gange, da jeg var deres kollega i Yad va Lev i 2017-18. Men det har altid været i den lejlighed på Beit HaArava i Jerusalem, som de har kaldt deres hjem de seneste fem år. Denne gang besøger jeg dem i deres hus i Gjern, som de nu er vendt tilbage til.

Hanne og Leif har boet samlet set ti år af deres liv i Israel; første gang var med deres børn i halvfemserne, og de seneste fem år har de været ledere af Ordet og Israels socialdiakonale arbejde i Jerusalem. Det er ikke ligetil at bytte Jerusalem ud med Gjern – igen. Men her to måneder efter er de heldigvis ved at være godt igennem den lidt følelsesladede omstilling, som det har været. »De første dage græd vi, hver gang vi læste ”Jerusalem” i Bibelen,« fortæller Hanne.

Som jeg husker det fra deres lejlighed på Beit HaArava, er bordet også i dag dækket med farvestrålende porcelæn fra Jerusalem, dadler og stempelkaffe.

Aldrig færdige

»Jeg er som en fisk i vandet, når jeg er i Israel,« siger Leif, for hvem kærligheden til landet og folket spirede frem, da han som ung var på en bibelhøjskolerejse til Israel. Dengang tog han hjem med en følelse af, at dette land var han langtfra færdig med. Da han senere mødte Hanne, blev det en følelse, de delte.

Selv nu, årtier senere, hvor de har ledt utallige danske rejsegrupper og kurser til landet og boet og arbejdet der i ti år, er de stadig ikke færdige. Og kærligheden, ja, den er kun blevet større.

»Du bliver aldrig færdig med at undre dig over Jerusalems historie,« siger Leif. »Tænk, hvis man kunne få lov til at se bare lidt af det, som skete der for 2000 år siden.«

Et af parrets yndlingssteder er torvet ved Hurva-synagogen i det jødiske kvarter i Den Gamle By. Det er en fast del af deres rundvisning i byen, og som på så mange andre steder i Israel sker besøget med en åben bibel.

»Gud har givet løfter om at samle folket På torvet står man midt i opfyldelsen af de løfter. Det styrker ens tro. Fordi du står midt i det, som Gud har sagt for 2-3000 år siden. Så fyldes man.« Leifs stemme knækker, og han glipper med øjnene et par gange. »Det griber lige én.« Han kigger på Hanne og fortsætter: »jeg fyldes med en vild taknemlighed over, at vi får lov til at være så tæt på det, Gud gør. Det er derfor, vi tager volontørerne med derind. Har nogen svært ved at tro på Gud, så kan man sætte sig der i en time og læse de her profetier. Så lever Gud jo. Det her folk lever, fordi Gud lever. «

Tur til Israel blev et tegn fra Gud

»Vi kom hjem fra en tur til Israel, og én fra vores menighed sagde til Hanne: ”Den måde, du taler om Israel på – det duer da ikke, at I er her, I skal da til Israel!”« fortæller Leif om tiden, inden de rejste afsted anden gang.

»Jeg kan huske, at jeg sad dér og kiggede ud ad vinduet,« – Leif peger hen i hjørnet – »og jeg tænkte, ”det kan man da ikke i vores alder!”« Men tanken spirede og slog rod i løbet af de følgende år. »Vi var på endnu en tur til Israel, hvor jeg sagde til Gud, at jeg ville snakke med tre mennesker om, at Jesus er Messias. Det skulle være et tegn for os.« Leif vifter med tre fingre og fortsætter med et bredt smil: »Den sidste snakkede jeg med i lufthavnen, inden vi rejste hjem. Så begyndte vi at tro på, at det var noget, Gud var involveret i, og ikke bare vores egen idé.«

Da stillingen i Jerusalem blev ledig, var den yngste af Hanne og Leifs børn på vej til at flytte hjemmefra. Samtidig sad de begge for første gang i deres liv i midlertidige jobs. Og da nogle venner tilbød at tage sig af deres hus, kunne de sænke skuldrene, takke Gud og rejse afsted. Perspektivet har hele tiden været fem år, for det var den periode, de kunne få visum.

»Vi følte os heller ikke klar til at tage hjem før,« siger Hanne, »men vi havde fred i, at det var de fem år.«

»Der var selvfølgelig nogle praktiske bekymringer, da vi skulle hjem,« begynder Leif. »Kunne vi for eksempel få arbejde?«

»Men vi har ikke andet end rige erfaringer fra hele vores liv med, at Gud sørger for os og går foran,« byder Hanne ind. »Det er rigtigt,« – Leif er stille et øjeblik, »og samtidig kan jeg jo godt glemme det nogle gange. Det er noget mærkeligt noget. Jeg tænker tit: ”Gud, hvornår lærer jeg, at jeg ikke skal bekymre mig!”«

Hanne og Leif fortæller, hvordan de igen og igen har oplevet, at Gud lader dem vandre i forud tilrettelagte gerninger; det gælder også nu, hvor de er vendt hjem og begge har fået arbejde inden for deres fag: Leif som socialpædagog i et aktivitetstilbud og Hanne som ergoterapeut på Hammel Neurocenter.

Det handler om at fjerne sten

Noget, der har været særligt mærkbart her under deres andet ophold i Israel, har været den udvikling, der er sket i den messianske bevægelse.

»Når vi i halvfemserne sagde ”messiansk jøde”, anede folk ikke, hvad vi snakkede om. I dag svarer de fleste: ”jeg kender godt nogen”,« fortæller Leif. »I dag er der mange unge messianske jøder, der har høje stillinger inden for militæret. Det kunne ikke lade sig gøre for 25 år siden,« fortæller Hanne. »Det er fantastisk at have været i Israel dengang og nu. At have fulgt og oplevet helt tæt på, hvordan de messianske menigheder er vokset – også i deres sociale engagement og diakonale arbejde, hvilket ikke var så organiseret for 25 år siden.«

»Dengang havde de nok i at overleve selv,« indskyder Leif.

»Det er rigtigt. I dag er der oceaner af socialt arbejde ud fra menighederne. Jeg tænker også på, hvordan vi som udenlandske kristne kan støtte op om dét, « siger Hanne.

Det er en vigtig, men også tålmodighedskrævende opgave, forklarer Leif: »Vores diakonale arbejde handler om at fjerne sten i den voldsomme mur, der er bygget op mellem kristne og jøder gennem historien.  Det er et langt og sejt træk. Næsten lige meget hvilken aldersgruppe man snakker med, så kender de historien om de kristnes forfølgelse af jøder. Korstogene og Luther. Kristne er nogle gange de værste, de kan tænke sig. Der foregår meget velgørenhed i Israel, men det vækker altid undren, når folk hører, at det er kristne i Danmark, der står bag,« siger han.

Hanne fortæller om et besøg hos sin 103-årige besøgsven, hvis datter havde været der; hun bad Hanne hilse hjemme i Danmark og sige tak. »Det spreder sig som ringe i vandet,« siger Hanne – »nogle gange får vi responsen, andre gange gør vi ikke. Det vigtigste er, at vi får peget på Gud.«

Bibelen åbner sig i Israel

Hanne og Leif har været ledere for syv et halvt hold unge Yad va Lev-volontører – forårsholdet i 2020 blev sendt hjem halvvejs på grund af corona, og der gik over et år, før det igen blev muligt at sende volontører til landet.

»Vi blev vildt taknemmelige for den side, der var i Joffi-siderne i magasinet! Det var vildt,« siger Leif og hentyder til en række takkehilsner fra volontørerne, der blev bragt i februarnummeret. »Det har været fantastisk at se, hvordan volontørerne er gået ind i arbejdet, og at se de ahaoplevelser, de har fået med sig,« fortæller han; »én sagde, at han havde fundet ud af, at Gud ikke bare er én, der er i kirken om søndagen, men at man kan tage ham ind over hele sit liv. Det var stort. Også det at opleve, hvordan de tager sabbatten til sig – det er den største helligdag i den jødiske kalender, og tænk, den kommer kun én gang om ugen,« fortsætter Leif med et smil. »Mange volontører er i begyndelsen lidt frustrerede over, at de ikke kan gå i butikker og gøre, hvad de vil. Men når de oplever, hvad sabbattens ro kan give, så bliver det for mange noget, de glæder sig til hver uge.«

Også for Hanne har det gjort stort indtryk at se, hvordan volontørernes relation til Gud er blevet formet af et ophold i Israel: ».. ”Mange oplever, at Bibelen åbner sig ved, at vi kan være på de steder, hvor det er sket. Med vores sidste hold volontører kørte vi op til nordenden af Genesaret Sø og lavede morgenmad over bål på stranden, mens vi læste bibelteksten om den opstandne Jesus, der møder Peter på bredden af søen. I Israel er landskabet og naturen med til at give nogle dybder, som man ikke kan snakke sig til. Det er fantastisk at mærke, når de griber det!«

Men det er ikke kun mødet med landet, der har gjort en forskel. Det har også mødet med folket. Flere af volontørerne har deres daglige arbejde på en institution for svært fysisk og mentalt handikappede voksne. Hanne fremhæver, at det har været stort at opleve, hvordan de, der aldrig har forholdt sig til et menneske med et handikap, lærer at mestre den opgave.

Åndelig blufærdighed

Dagligdagen i Yad va Lev har troen på Gud i centrum; der er morgenbøn og aftenandagt, lovsang og sabbatsfejring, gudstjeneste og bibelundervisning. Man beder sammen for hver ny uge, man tager hul på, og for hver køretur, man skal afsted på.

På vej ind i deres nye hverdag håber Hanne og Leif at kunne holde fast i nogle af de gode vaner, der har præget deres liv de sidste fem år. Men de er også bevidste om, at hverdagen med helt almindelige jobs og forskellige arbejdstider er en udfordring. »Men det hjælper, at vi har haft det sammen,« siger Hanne. »Vi står ikke alene som volontørerne, når de kommer hjem.«

Hanne og Leif har oplevet det som en befrielse og et stort privilegium at blive taget ud af deres daglige trummerum og sat ind i et arbejde med et åndeligt fokus og at bo i en kultur, hvor det er naturligt at blande Gud ind i alt. »Der er ikke den åndelige blufærdighed, som der er i Danmark. Og det er noget af det, vi gerne har villet give videre til volontørerne. Lær noget af den frimodighed,« siger Leif eftertrykkeligt: »Det her med, at man skal købe en spand maling, og så ender man med at snakke med ekspedienten om Gud og Jesus og Messias. Det er fantastisk! Og det er nok også, fordi det falder mig naturligt.« »Ja, for det gjorde du faktisk også i Elgiganten den anden dag!« ler Hanne.

»Men det handler også om at holde fast i det,« fortsætter Leif. »Jeg har jo også en åndelig blufærdighed i én eller anden grad, så jeg ved også, at det ikke kommer af sig selv, hvis jeg ikke er bevidst om det. Man kan hurtigt falde tilbage til de gamle vaner. Det har vi jo hørt fra volontørerne, når de skulle hjem. Nu er vi selv udfordret af det.«

Et stykke Jerusalem i Gjern

Der er uendeligt mange gode oplevelser at fortælle om, en grænseløs taknemlighed og varme smil under hele samtalen. Der er ingen tvivl om, at Hanne og Leif har haft fem fantastiske år i en travl, omskiftelig og privilegeret hverdag.

Nu er faklen givet videre. De har skiftet udsigten over Jerusalems gyldne tage ud med udsigten over Gjern Å. Men DAB-radioen spiller hebraisk lovsangsmusik fra en messiansk radiokanal, og i entreen hænger en keramikudsmykning, hvor der på hebraisk er skrevet bibelverset: »Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem, så gid min højre hånd må lammes« (Salme 137,5).

Jeg er nu ikke så bekymret for, at Hanne og Leif glemmer Jerusalem lige foreløbig.  For ganske vist kan man tage Hanne og Leif ud af Jerusalem. Men man kan ikke tage Jerusalem ud af Hanne og Leif.