Forfulgt for sin tro men fulgt af Gud. En kvindes rejse fra Eritrea til Jerusalem

Yad va Lev er mest kendt for at udføre malerjobs hos dårligt stillede israelske familier. Men af og til leder Gud os til ikke-israelere – for eksempel Azeb og hendes familie, som vi hjalp i 2016. Azeb kommer fra Eritrea og er gift med Binyam fra Etiopien. De har syv børn mellem halvandet og 13 år. Her fortæller Azeb sin historie om, hvordan og hvorfor hun kom til Israel.

»Jeg er fra landsbyen Mendefera i Eritrea, hvor jeg blev født i 1978. Jeg voksede op i en familie, som var stærkt knyttet til den ortodokse kirke, og min barndom adskilte sig dermed ikke fra mange andre børns. Da jeg var omkring 20 år, fortalte nogle venner mig det gode budskab om Jesus, hvilket mine forældre var imod.

Da jeg var færdig med gymnasiet, skulle jeg i hæren. Basen lå langt fra mit hjem, i en hed ørken, et sted kaldet Sawa. Vi boede i telte, og det var en meget svær tilværelse på grund af stærke vinde, fygende sand og den hede sol. Jeg havde imidlertid ikke noget valg, og i seks måneder måtte jeg deltage i rekruttræningen.

I mit telt var der tre-fire troende piger; de sang ofte kristne sange. Jeg deltog ikke, men sad tit for mig selv og græd. Jeg vidste ikke særlig meget om Jesus, som de sang om. Sangene rørte mig, men jeg overgav mig ikke til Jesus.«

Frygten for Gud voksede

»Mine venner hjemmefra var meget stærkt ortodokse ligesom min familie. Især min mor var meget berømt i vores by for sine ortodokse holdninger. Når hun så mig læse i Bibelen, advarede hun mig: ”Gør mig ikke til skamme!” Jeg læste meget i Jobs Bog, og frygten for Gud voksede i mit hjerte. Jeg var hele tiden bange for at gøre Gud imod, og jeg havde ikke nogen at dele det med eller nogen, som kunne undervise mig.

I Sawa opfordrede pigerne i teltet mig til at tage imod Jesus. De så mig sidde og græde og spurgte: ”Hvad er der sket? Vil du tage imod Jesus? Hvorfor gør du det ikke?” Jeg sagde okay, men vendte tilbage til mit normale liv. Da jeg var færdig med de seks måneders militærtræning, blev jeg udstationeret i en anden by i 12 måneder. Her var jeg ikke sammen med troende. Jeg levede igen som før – uden Jesus.

I 2000, da jeg var vendt hjem til min familie, besluttede jeg mig for at følge Jesus. På den tid blev det meget vanskeligt at være troende kristen i Eritrea. Vi kunne ikke mødes offentligt, og når vi mødtes hjemme hos troende, måtte regeringen ikke vide det. Jeg lærte Jesus bedre og bedre at kende.«

Væk fra forfølgelsen i Eritrea

»En dag, da vi var forsamlet og bad, kom politiet. De tog os straks med til fængslet. Jeg blev sluppet ud efter syv dage; min mor skrev under på, at jeg ikke ville gentage min ulovlige aktivitet, og betalte for mig. Min mor pressede mig ikke til at forlade troen, men sagde til mig, at ”hvis du vil fortsætte sådan, så må vi finde på en anden løsning for dig”. På den tid var situationen i Eritrea ikke god, og der var udbrudt krig mellem Etiopien og Eritrea. Min mor ville hjælpe mig til at forlade landet. Jeg var i mellemtiden blevet genindkaldt til hæren ligesom alle andre unge, der havde afsluttet deres tvungne militærtjeneste, og jeg blev sendt til havnebyen Assab.

Forholdene for de troende forværredes under den hårde krig; det var forbudt at have en bibel og at mødes og bede sammen i hæren. Der var krig på to fronter: mod Etiopien og mod os troende. Selvom det næsten var umuligt for unge som mig at forlade landet, lykkedes det på et tidspunkt min mor at få ordnet sagerne, så jeg blev fritaget for yderligere militærtjeneste – det var et mirakel fra Gud. Da havde jeg tjent i yderligere to år under krigen mod Etiopien.

Jeg fik mit udrejsevisum i 2004 og forlod straks Eritrea og tog til Egypten. Her kendte jeg ingen, men jeg havde en eritreisk ven, der havde en ven, som boede i Kairo. Hun ville gerne hjælpe og inviterede mig til at bo hos sig. Hun havde et meget stærkt tilhørsforhold til den ortodokse kirke, så jeg kunne ikke fortælle hende, at jeg troede på Jesus.

Hun havde været i Egypten i 12 år, så hun talte arabisk og vidste, hvordan man kunne finde job og bolig. Hun fortalte, at det var en god ide at søge om flygtningestatus hos FN som et Jehovas Vidne forfulgt i hjemlandet. Det gjorde jeg og fik ved hendes hjælp sendt en ansøgning til FN. Den ville garantere mig accept som FN-flygtning.«

Et afgørende møde

»I Eritrea var det meget vanskeligt at få bibelundervisning, og i Egypten kendte jeg stadig ikke Guds ord særlig godt – men jeg havde tro og gudsfrygt i hjertet.

En dag var der en lille, eritreisk pige, der genkendte mig, da jeg passerede en kirke. Pigen kaldte på sin mor, der godt havde hørt, at jeg var i Egypten. Moren fortalte, at hun tit havde set mig, da jeg arbejdede i min søsters forretning i Asmara, hovedstaden i Eritrea. Det var fantastisk at møde en ”kendt” i Kairo, og vi faldt hinanden om halsen og udvekslede telefonnumre. Hun var selv kommet til Egypten to måneder senere end mig og fortalte, at hjemme i Eritrea havde Gud altid mindet hende om at bede for mig. Da hun ikke længere så mig i min søsters forretning, spurgte hun, hvor jeg var blevet af, og fik at vide, at jeg var rejst til Egypten. ”Åh, jeg ville ønske, at jeg havde vidst det. Min mand er der og kan hjælpe hende,” havde hun svaret.

Det var godt for mig, at jeg mødte hende i Kairo. Hun begyndte at lære mig om Herren og troen, og jeg vendte straks om til den rette vej. Jeg begyndte også at gå i kirke.       I forbindelse med min ansøgning til FN måtte jeg imidlertid også lære om Jehovas Vidner. På samme tid lærte hun og hendes mand mig om Jesus. Det skabte en konflikt i mig, og det var meget svært for mig at gå til FN og fortsætte min proces. Jeg bad Jesus om hjælp: ”Jeg ønsker at være din tjener, Gud, jeg vil tjene dig. Jeg vil være i dit hus hele mit liv. Jeg ønsker ikke nogen velsignelse på denne måde.”

Jeg skulle vende tilbage til FN efter tre måneder for at meddele, i hvilket land jeg ønskede ophold. Jeg vendte dog aldrig tilbage. Jeg droppede min sag og blev i Egypten. Jeg fik arbejde og voksede i troen. Livet var godt og let.«

Hjalp flygtninge – og fik besøg af politiet

»Efter tre år mødte jeg Binyam, og vi blev gift i en kirke, Maadi Community Church. Jeg blev gravid med min første datter. Efter at vi var blevet gift, blev livet i Egypten sværere og sværere, fordi Egypten var transitland for eritreiske og sudanesiske flygtninge på vej til Israel.

En dag ringede en sudanesisk præst, Salamu, til Binyam fra Israel og bad om hjælp. Hans to kusiner fra Sudan var blevet taget af egyptisk politi undervejs til Israel. Den triste besked kom fra deres menneskesmuglere. Søstrene var fængslet i Egypten, men ingen vidste hvor. Efter lang tids søgen kunne Binyam lokalisere dem i et fængsel uden for Kairo. Her sad der tusindvis af etiopiske og eritreiske flygtninge, hvis skæbne ingen kendte. Vi begyndte sammen med en veninde at hjælpe dem; vi samlede penge ind blandt de troende og købte forskellige fornødenheder til dem. Om fredagen lavede vi mad og bragte det til fængslet. Derudover hjalp vi dem med at ansøge om flygtningestatus hos FN. Således blev 67 af dem snart løsladt, og Binyam hjalp FN med at undersøge sagen yderligere. En dag kom politiet imidlertid på besøg og udspurgte Binyam om hans involvering med disse flygtninge. De havde desuden hørt, at han havde noget at gøre med Israel, hvilket ikke var populært. Binyam forklarede, at hans hjælp ikke havde noget med Israel at gøre, men at han bare prøvede at hjælpe af humanitære grunde. På trods heraf blev presset fra myndighederne øget, og de udspurgte Binyam gentagne gange.«

»Hvorfor ikke gøre som alle de andre?«

»Vi levede i frygt, og jeg havde svært ved at se mig selv blive i Egypten. Jeg var der godt nok lovligt, men måtte ikke forlade landet i modsætning til Binyam. Han rejste til Etiopien på et tidspunkt, hvor jeg var gravid med vores anden datter. En nat kom politiet og spurgte efter Binyam, og jeg fortalte, at han var i Etiopien. Vores samtale blev højrøstet, og mine naboer kom ud. De fortalte politiet, at jeg og min familie var gode og fredelige naboer. Det samme gjorde en veninde, der var hos mig.

Efter den episode kunne jeg ikke falde i søvn, og jeg tænkte: ”Hvorfor ikke rejse til Israel ligesom alle andre?” Jeg kendte en menneskesmugler og fortalte ham, at jeg var gravid og havde en baby på halvandet år. ”Kan du hjælpe mig?” spurgte jeg. ”Ja, selvfølgelig kan jeg det. Hvis du kommer i løbet af tre dage, kan jeg sende dig med en bil,” lød svaret. Jeg fortalte ikke noget til Binyam, men tog afsted sammen med min pige. Jeg havde ikke rigtig bedt over det.

Menneskesmugleren, der var muslim, havde hjulpet mange med at komme godt og sikkert til Israel. Han gav mig en god pris – 1.000 amerikanske dollars – fordi jeg havde sendt ham mange kunder.«

Flygtede i en container

»Egypterne var godt klar over, at der foregik menneskesmugling gennem Sinaj, så det var meget vanskeligt og risikabelt; mange blev taget og sendt i fængsel. Vi rejste i minibus fra Kairo til Suez, hvor vi skiftede transportmiddel og blev vi lukket inde i en mørk container fuld af forskellige varer. Den videre transport igennem Sinai tog ni timer.

Da vi nærmede os grænsen til Israel, skulle vi passere nogle egyptiske betjente. Vi ventede i hele 20 dage på det rette øjeblik. Vi fik kun lidt at spise, og for ikke at blive afsløret skulle jeg give min halvandet år gamle pige sovemiddel. Hun var det eneste barn i gruppen. Da jeg havde givet hende sovemiddel i to dage, kunne jeg ikke få mig selv til at fortsætte. Jeg fastede og bad sammen med en veninde og sagde til Gud, at hvis vi ikke kunne passere grænsen i løbet af de næste tre dage uden at give min pige sovemiddel, ville jeg vende tilbage til Egypten. Jeg bad Gud om at gøre betjentene blinde og døve, så vi kunne slippe igennem.

Det blev fredag og tid til en vigtig bøn for muslimerne. Menneskesmugleren kom pludselig farende og bad os skynde os. Normalt foregik turen over grænsen om natten, men det var højlys dag. De andre i gruppen var unge og stærke og kunne løbe hurtigt. En ung nigerianer tog min pige op og løb.

Vi hørte hverken skud eller råb, og en beduin klippede hul i grænsehegnet til Israel. På den anden side ventede nogle palæstinensere i nogle slørede køretøjer. Beduinerne, som hjalp os, smuglede også narko, og vi blev placeret i bilerne oven på narkoen og kørt til Beersheba. Herfra tog jeg til Tel Aviv, hvor jeg mødte andre eritreiske troende.«

»Hvad er Haifa?«

»Efter to måneder i Israel skulle jeg føde. Vi boede 20 mennesker i én lejlighed ved den gamle busstation, men ingen vidste noget om graviditet og fødsler. Det var meget svært for alle – det var en helt ny tilværelse for os.

En dag sad jeg udenfor på en bænk, da en anden eritreisk kvinde med en klapvogn passerede. Min datter så hende og begyndte at kysse og kramme hendes baby. Kvinden satte sig og spurgte, hvor jeg kom fra, og hvor jeg havde tænkt mig at føde. ”Det ved jeg ikke, jeg er lige kommet hertil for tre uger siden,” svarede jeg.

Hun henviste mig til et kvindeshelter i Haifa. ”Hvad er Haifa?” spurgte jeg. Jeg vidste ingenting, men tog afsted og mødte shelterets leder, Rita, som er kristen. Vi blev godt modtaget, og fødslen gik godt.

Jeg begyndte at hjælpe til der med at oversætte for nogle af de andre eritreiske og sudanesiske kvinder; jeg taler tigrinsk og arabisk (de to officielle sprog i Eritrea). Det var en god tid, og jeg blev der i ti måneder.

Binyam kom til Israel, og Gud ledte os til Jerusalem. Jeg havde ellers planlagt at bo i Tel Aviv, da jeg kendte byen allerede.

Livet er ikke let for os, for vi er her uden permanent opholds- og arbejdstilladelse, men Gud har velsignet os, og vi har nu syv børn mellem halvandet og 13 år. Vi har gode kristne venner og får hjælp mange steder fra. Jeg arbejder kun fem timer om ugen, mens Binyam arbejder fuldtid. Det er dog ikke vores løn, vi lever af – vi lever af mirakler. Vores børn går i skole; de tre ældste på en almindelig, israelsk skole, og de næste tre på en kristen privatskole. Her har de fået lov til at gå uden betaling ligesom de tre ældste. Et mirakel!«

Israel på godt og ondt

»Jeg har blandede følelser med hensyn til at blive her eller forlade landet. Jeg elsker at være her, men det er meget svært med syv børn i vores situation. Ingen af dem har officielle papirer, og vi har ingen rettigheder her. Jeg har godt nok ikke noget sted at rejse hen, men jeg ønsker et mere normalt liv med almindelige rettigheder, også for mine børn. Da mine forældre døde, kunne jeg ikke rejse for at være med til begravelsen. Nogle gange føler jeg, at jeg er i fængsel. Men dette er Herrens land, og jeg elsker Israel, men at leve her er meget svært.«