Et sted med tid til Gud
For Hanne og Harry Højgaard, der er ledere af Det Danske Hus, er det et stort privilegium at være tilbage i Israel. Sidste sommer rykkede de teltpælene i Tarm op og flyttede til Poriya. Her fortæller de om den rejse, der gik forud for flyveturen til Ben-Gurion, og om deres nye hverdag.
»Det med Israel kom ind med modermælken,« fortæller Hanne Højgaard, der sammen med sin mand, Harry, bor i Det Danske Hus i Poriya, hvor de står for den daglige ledelse af Discipelskolen og de mange kurser, der afvikles på stedet i løbet af året.
»Som barn blev mine brødre og jeg taget med rundt til alle mulige stævner. Israel havde en fast plads i vores familie, og vi bad hver dag for Israel.
Men på et tidspunkt gik det for alvor op for mig, at Israel var noget særligt og ikke bare et land som alle andre. Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente kom til at hænge sammen.«
Harry voksede også op i et hjem, hvor der var en positiv holdning til Israel, og hvor hans forældre stod for det syn, han også selv er kommet frem til ved at læse i Bibelen.
»Selvom det kom ind med fadertugtelsen,« som han siger med sin lune humor, »så var det, som om det gled ud i mine teenageår, hvor det personlige gudsliv fyldte det hele.
Men i en periode som helt ung, hvor jeg læste meget i Bibelen, gik det op for mig, at der var noget ved siden af det personlige gudsforhold. Der var Israel.
Det var, som om en ladeport blev sparket op, og det var en meget stor oplevelse for mig. Jeg begyndte at komme lidt til Ordet og Israels arrangementer, fordi de stod for det, jeg læste mig til i min bibel.«
Hanne og Harry har begge rundet de 50 og har tre voksne sønner, der bor i Danmark. De forlod deres faste arbejde som henholdsvis børnehaveklasseleder på Skjern Kristne Friskole og lærer på efterskolen Solgården i sommeren 2017, hvor de blev ansat i Ordet og Israel.
Men det er nu langtfra første gang, de er i landet.
Så vidt Hanne husker, var hun i Israel første gang, da hun var ti år. Siden har hun været der mange gange. Hun har blandt andet arbejdet i Kibbutz Tzoar og har også været ansat på handicaphjemmet San Simon tilbage i slutningen af 80’erne.
Harry kom første gang til Israel, da han som ung rejste rundt i landet i fem uger sammen med en kammerat. Allerede året efter blev han ansat som ungdomssekretær i Ordet og Israel.
Da der på et tidspunkt blev brug for en afløser i et halvt år, blev det Hanne. I løbet af det forår fik de to øje på andet end appelsiner og arkæologiske udgravninger, og det er nu blevet til snart 27 års ægteskab og fællesskab.
Tilbage i Israel
Det kan synes som en stor omvæltning at sige to gode faste jobs op og forlade børn, familie, venner og menighed for at flytte til det lille land i Mellemøsten.
Men da Hanne og Harry blev spurgt for lidt over halvandet år siden, var de sådan set ikke i tvivl. De havde begge ro i det. De lagde det frem for Gud, talte med deres tre drenge om det og satte sig også ned og lavede en liste med fordele og ulemper.
Det viste sig hurtigt, at der var langt flest ulemper ved at rejse til Israel.
Som Hanne forklarer, så havde hun verdens bedste job på en fantastisk arbejdsplads.
Men de vidste begge to, at de skulle til Israel.
Der skulle gå et år, før de kom af sted, og undervejs tænkte de mange gange: »Hvad er det, vi gør?« Men roen var der stadig.
I sommeren 2017 fik de pakket sammen i det hus, som de havde boet i, siden de flyttede til Tarm for næsten 20 år siden.
Hverdag med Guds ord
»Vi føler os meget privilegerede over at kunne tage til Israel i vores alder,« fortæller Hanne.
»Vores hverdag handler om Jesus 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Vi ser, hvordan unge mennesker bliver formet, får øjnene op for sammenhængen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente og får lyst til at arbejde med Bibelen. Og Harry og jeg nyder at arbejde så tæt sammen hver dag.«
Hanne fremhæver også den ugentlige sabbat, der hver fredag bliver forberedt som en festdag for Herren med lovsang, pænt tøj og god mad.
I det hele taget mener hun, at Det Danske Hus ligger et helt perfekt sted for retræte. Der sker ikke en masse ting omkring huset hele tiden. Der er mulighed for ro og fordybelse.
Hverdag med mange opgaver
Som ledere af Discipelskolen og Det Danske Hus er Hanne og Harry også værter ved de kurser, der er i løbet af året.
Arbejdet betyder også, at Hanne står for at koordinere det diakonale arbejde, hvor Discipelskolens elever hver mandag eftermiddag hjælper deres naboer i Poriya og de messianske jøder i området med praktiske ting. Og så har hun en del administrative opgaver, gennemgår madplan og andre ting med ungmedarbejderen og bruger tid på bare at tale med de unge, når de har brug for det.
Harry underviser discipelskoleeleverne i blandt andet Første og Anden Mosebog, har samtaler med eleverne og planlægger fredagsture, hvor der skal fortælles om nye spændende steder hver uge. Der skal også søges visum og ordnes regnskaber.
Og så bliver Det Danske Hus jo hele tiden brugt af mange mennesker, så der er god brug for hans praktiske evner, når hus og have skal holdes ved lige.
I det hele taget er det at være leder af huset i Poriya et arbejde med mange forskelligartede opgaver.
Der har været mange nye ting at skulle sætte sig ind i. Men de oplever begge, at det er meget dejligt og berigende at være tilbage i landet, hvor der bliver bygget overalt, og man spørger sig selv, om de nogensinde bliver færdige. Landet, hvor mange veje er blevet store og brede. Og hvor kassedamen stadig lige skal tale lidt privat med kollegaen ved kassen ved siden af, selvom køen er lang og kunderne utålmodige.