Er der en fremtid for jøder i Danmark?

Der har boet jøder i Danmark siden 1600-tallet. Dengang var der naturligvis meget få jøder, og de var spredt rundt i hele landet. I dag regner man med, at der lever cirka 6-7000 jøder i Danmark, heraf langt den overvejende del i København. Desværre er medlemstallet i Det Jødiske Samfund (den jødiske menighed i København, som tidligere hed Det Mosaiske Troessamfund) stærkt faldende, og i dag er der kun cirka 1750 medlemmer.

Tendensen med et faldende medlemstal har desværre stået på gennem længere tid, og det lægger selvfølgelig et stort pres på mange af de daglige gøremål i en menighed. Vi har problemer med at gennemføre de daglige morgen- og aftengudstjenester i synagogen, da Toraen kræver, at der skal være minimum ti voksne mænd til stede. Det er et problem, at klasserne på den eneste jødiske skole i Danmark efterhånden er meget små, og desværre har man måttet opgive enkelte klassetrin på grund af for få elever. Det er også meget svært at opretholde en kosherforretning, fordi kundegruppe svinder ind.

En stor del af de nuværende medlemmer af Det Jødiske Samfund er ikke religiøse, men har en mere kulturel tilknytning til jødisk liv, og langt de fleste er oppe i årene.

Siden staten Israels oprettelse er cirka 2000 danske jøder emigreret til Israel, heraf langt de fleste unge mennesker.

Det jødiske liv i Danmark er med andre ord under et stort pres i disse år.

Israel i hjertet

Jeg blev selv født på Nørrebro i København af jødiske forældre, der mirakuløst havde overlevet nazismens rædsler.

Min far, som var født i Tyskland, nåede som den eneste i sin familie at forlade Tyskland i tide. Han kom til Danmark som landsbrugselev inden krigen, men måtte i 1943 sammen med mange andre danske jøder igen flygte, denne gang til Sverige, hvor han var, indtil krigen sluttede i 1945.

Min mor blev født i Polen, og hun blev sammen med hele sin meget store familie fanget af nazisterne og ført til udryddelseslejrene, hvor hun mirakuløst overlevede og blev befriet i 1945, hvor de svenske hvide busser tog hende med til Sverige.

Mine forældre mødtes, blev gift og bosatte sig i Danmark, men havde endnu ikke opnået dansk statsborgerskab ved min fødsel.

Jeg blev opdraget og voksede op i et dengang traditionelt jødisk hjem, hvor vi holdt alle helligdagene og selvfølgelig gik i synagogen i forbindelse med højtiderne. Jeg opdagede som knægt hurtigt, at der var noget, jeg manglede i modsætning til alle mine venner og skolekammerater: familie.

Som barn og ung stillede jeg ofte mig selv spørgsmålet: Hvor var resten af verden, da den familie, som jeg aldrig fik mødt – bedsteforældre, onkler, tanter, kusiner og fætre – blev udryddet i de nazistiske gaskamre?

Det svar, jeg selv fandt frem til, var, at verden var ligeglad med jødiske liv, og at hvis sådan noget ikke skulle kunne gentage sig, måtte der være et jødisk land, Israel.

Jeg rejste til Israel i 1974, hvor jeg gik på »ulpan« for at lære hebraisk. Men jeg valgte at rejse hjem efter cirka ni måneder. Livet i Israel var meget anderledes og også hårdere end det, jeg kendte til i København. Men min kærlighed og min støtte til Israel var og er stadig glødende.

Jeg har oplevet mange danskeres store kærlighed til Israel i 60’erne, hvor flere tusinder valgte at være frivillige i forskellige kibbutzer i Israel. Men jeg har også set kærligheden blive forvandlet til en næsten ubegrænset kritik, og nogle gange ligefrem et had til Israel i årene, der fulgte – hvilket blot forstærkede min kærlighed og støtte til Israel.

Det har præget hele mit voksenliv og betydet, at jeg dag efter dag forsvarer Israels ret til at eksistere. Både som formand for Dansk Zionistforbund og i den daglige kontakt med mennesker bruger jeg tid på at prøve at forklare baggrunden for statens Israels oprettelse og de konstante trusler, Israel lever under.

Hvordan kan kærlighed ændres til had?

Min egen personlige holdning er, at den kærlighed, som langt den overvejende del af danskerne havde til Israel i årene efter statens oprettelse i 1948, blev ændret af flere forskellige årsager

En af hovedårsagerne er, at en stor del af den danske venstrefløj så et stærkt Israel tæt knyttet til USA, hvilket af ideologiske årsager fik mange til at vende sig mod Israel og i stedet støtte palæstinenserne.

En anden hovedårsag er, at vi danskere har en tradition for at støtte den svage part, og de palæstinensiske ledere var og er dygtige til at udstille deres befolkning som ofre og samtidig fortælle, at Israel ikke ønsker fred. Det får selvfølgelig folk, der ikke kender den rigtige historie og ikke kender til de mange tilbud, Israel har givet til de palæstinensiske ledere, til at betragte Israel som aggressorer og palæstinenserne som ofre, selvom den palæstinensiske terror er massiv.

Når dette sammenholdes med en større og større muslimsk indvandring til Danmark, hvoraf mange har en palæstinensisk baggrund, betyder det sammenlagt, at hadet til og kritikken af Israel tilsvarende er vokset gennem årene.

Det er i dag helt legalt at kritisere staten Israel og at være antizionist, og det kan man som tilhænger af demokratiet jo ikke opponere imod. Men det, der efter min menig desværre er sket i de senere år, er, at kritik af Israel og kritik af zionismen ofte bliver til en kritik af jøder, herunder også de danske jøder.

Stor indflydelse og stor uvidenhed

I dag har kritikken af Israel fået en kæmpe indflydelse på dagligdagen for jøder både i Danmark og i resten af Europa. Når jeg ser på livet som jøde i København, finder jeg mange eksempler på, at udviklingen påvirker vores dagligdag:

• Når jødiske synagoger, skoler, plejehjem, børnehaver, forretninger og så videre skal beskyttes af politiet eller militæret.
• Når man ser sig over skulderen på vej for at aflevere børn i børnehave eller skole.
• Når man som religiøs jøde ikke kan bære en kalot for eksempel på Nørrebro i København eller i Vollsmose i Odense.
• Når det at bevæge sig rundt med en davidsstjerne om halsen eller andre jødiske symboler medfører en stor risiko for at blive involveret i ballade eller det, der er endnu værre.

Alt dette har medført, at der i dag er en stor del af de danske jøder, der skjuler deres jødiske identitet. Lørdag efter gudstjenesten i Københavns Synagoge kan man for eksempel se, at den overvejende del af de mandlige deltagere tager kalotten af, inden de bevæger sig ud i de københavnske gader.

Men hvordan kan hadet til Israel føre til et had til jøder i Danmark?

Desværre tror jeg, at en stor del skyldes uvidenhed. Men også medierne har et betydeligt ansvar.

Uvidenhed om historien og fakta er monumental. Når jeg holder foredrag rundt på skolerne for de ældste folkeskoleklasser eller på HF og gymnasier, møder jeg såvel elever som undervisere, der intet kender til historien og oprettelsen af staten Israel i 1948. Men på trods af det har de alle en holdning.

Når man konsekvent bliver mødt af påstanden om, at der allerede lå et andet land, og at jøderne smed alle andre ud og stjal jord og huse fra palæstinenserne, ja, så er det klart, at man har skabt et had ikke kun til Israel, men også til jøderne, da det jo er dem, der omtales som dem, der stjal landet

Nå en ny bebyggelse i Judæa-Samaria (Vestbredden) konsekvent bliver omtalt i tv og radio som en ny »jødisk« bosættelse, er det jøder generelt, der bliver hængt ud og dermed bliver fjenden.

Når højtstående politikere omtaler jødernes hjemland som en racistisk stat (selvom 20 procent af befolkningen ikke er jøder og alligevel nyder fulde borgerrettigheder) og kræver boykot af Israel og alt, der kommer derfra, skaber det et had til jøder generelt.

Disse budskaber tager især unge med arabisk baggrund til sig, og det er medvirkende til, at hadet til Israel overføres til et had til jøder her i Danmark og resten af verden uden for Israel.

Selvom man ikke har fanget bagmændene og derfor ikke kender deres identitet eller baggrund, er det for mig tankevækkende, at vi i Danmark under den sidste Gaza-konflikt skulle opleve, at den eneste jødiske skole blev overmalet med budskaber som »ingen fred til jer zionistsvin«, eller at ruderne på den eneste jødisk slagter blev overmalet med ordet »jødesvin«.

Hvad har en jødisk skole at gøre med konflikten i Mellemøsten? Hvad har en jødisk slager at gøre med konflikten i Mellemøsten?

EU har netop foretaget en undersøgelse i flere europæiske lande om antisemitisme og hadforbrydelser mod jøder i Europa i de senere år. Flere end 16.000 jøder svarede på spørgsmålene, hvoraf det ene lød, om de i stigende grad oplever antisemitisme i det EU-land, de bor i.

Det er trist, sørgeligt og dybt bekymrende, at ni ud af ti svarede ja til dette!

Hvad betyder det for jødernes fremtid i Danmark?

Jeg oplever allerede i dag flere og flere, der bestemt ikke har travlt med at fortælle, at de er jøder, men måske tværtimod mange gange skjuler dette. De ønsker nemlig ikke at blive involveret i de beskyldninger, der ofte er vendt imod Israel.

Når jøder bevidst fravælger at bære jødiske symboler i offentligheden på grund af frygt for overfald, når jødiske forældre vælger, at deres børn ikke skal gå på den jødiske skole på grund af terrorfrygt, når folk holder sig væk fra synagogen, fordi de er bange, ja så er det efter min mening et skridt i retning af, at det jødiske samfund i Danmark bliver mindre og mindre og risikerer at forsvinde.

Når det gælder de danske jøder, for hvem den jødiske identitet er vigtig, vælger flere og flere at forlade Danmark. Deres begrundelse er ofte, at der ikke er en jødisk fremtid i Danmark. De henviser blandt andet til den ofte meget ophidsede debat om kosherslagtning og omskærelse.

Der vil formentlig altid være jøder i Danmark, men jeg frygter, at det i fremtiden vil være sådan, at de fleste af dem »kun« er jøder inden for hjemmets fire vægge, og når de bevæger sig i det offentlige rum, vil de på alle måder skjule deres jødiske identitet.

Er jeg pessimist? Måske. Men jeg tror desværre, at en stærk anti-israelsk propaganda har medført, at mange unge og især dem med arabisk baggrund nærer et massivt had til Israel og i dag overfører dette had til jøder generelt. Og desværre tror jeg, at skaden er uoprettelig

Set i det lys – og med stadig færre jøder i Danmark modsvarende et større og større antal antizionister – er vi her i det 20. århundrede nået til et »point of no return«.

Jøder har selvfølgelig venner i Danmark og i Europa, men fremtidens svar for jøder, der i frihed og uden frygt vil leve som jøder, er og bliver Israel – det eneste land, der altid vil beskytte og tage imod jøder fra hele verden.