En jødisk drengs lange vej til Israel

På årets Sommerstævne var der besøg af Meno Kalisher, som er leder i den messianske menighed Jerusalem Assembly. Ud over at forkynde og undervise fortalte Meno historien om sin far, Zvi, der overlevede Holocaust og rejste til Israel. Her følger en fri og forkortet oversættelse af Menos fortælling. Den fulde version kan findes på Ordet og Israels YouTube-kanal.

Normalt når der fortælles holocausthistorier er folk i et »kirkegårdshumør«. Men sådan er jeg ikke vokset op. Hver sabbat lavede min far morgenmad – og så ville vi høre holocausthistorier. Vi kunne nogle gange godt fornemme, at han kun gav os halve historier, hvis det blev for barskt. »Nej, vi vil høre det hele. Også det med blodet,« sagde vi.

Reddet af sit ariske udseende

Min far blev født i Polen og var ni år, da krigen brød ud. Han lignede en almindelig polsk dreng, og det reddede ham. Men hans forældre var jøder.

Hans mor sendte ham på børnehjem og sagde. »Husk én ting: Lad ingen vide, du er jøde. Ingen.« Det var sidste gang, han så hende.

Da han senere under krigen vendte tilbage til Warszawa, opdagede han, at naboerne havde overtaget forældrenes hus. Og de var ikke særligt gæstfrie. Da han spurgte, hvor hans forældre var (han vidste på det tidspunkt ikke, at de var døde), fik han at vide, at alle jøder var i ghettoen. Så han stjal noget mad og kravlede gennem kloakkerne derind. Det var som at komme ind i en parallel verden. Omvandrende skeletter. Folk, der tiggede om at blive skudt i stedet for at dø af sult.

Som dagene gik, begyndte han at ligne de andre. Til sidst kunne han tælle sine knogler.

Han var nødt til at komme væk. En regnvejrsdag besluttede han at hoppe ned fra muren, der omgav ghettoen. Han landede lige mellem to nazistiske soldater. Så han løb. Og de kunne ikke nå at skyde ham. Det var kun begyndelse på en historie om at løbe væk fra kugler.

En kamp for overlevelse

Bibelen siger, at man ikke må stjæle. Men her tolkede min far den lidt anderledes. Han lånte bare. Hvis nogen havde meget frugt, tog han det. Sådan var livet under krigen. Alle prøvede at overleve.

Han oplevede en af sine venner blive taget af en nazist og nærmest blive revet midt over. Og at en nazist ville imponere en pige og derfor bad en jøde om at komme hen til ham – for at skyde ham i hovedet.

På et tidspunkt ledte han efter arbejde på en gård, så han kunne få mad, tøj og et sted at sove. Han mødte hr. Fogel og hans kone. De accepterede min far, fordi han så polsk ud.

De sagde, at han kunne tage køerne ud på marken hver morgen. Så ville han få noget vand med lidt mælk i – og det var hans mad. Han var meget glad! Han tog ud på marken, hældte vandet ud og malkede køerne. Han var ikke dum. Han byttede noget af mælken for forskellige ting og klarede sig på den måde. Indtil en aften, hvor Hr. Fogel modtog et brev med beskeden om, at to af hans sønner var døde ved fronten. Han blev så vred, at han ville slå min far ihjel. Han sagde til sin kone »lad os give ham en fridag«. Men min far havde gennemskuet, at det var en »fridag fra livet«. Så han tog han masse skinke og stak af.

Hans eneste mulighed var at tage ud i skoven til frihedskæmperne. Da han var 11 år, sendte de ham ud for at klippe telefonledninger over. Da han kravlede ned fra masten, stod der en naziofficer. Han blev taget til afhøring, blev tæsket og sluppet fri. Det tog flere uger, før han var helet igen. Det var Guds vilje at holde ham i live. Jeg har ikke andre forklaringer.

»Velkommen, soldat«

Han havde ingen familiemedlemmer, så han vidste ikke, hvad han skulle, da krigen sluttede. Han havde kun gået i skole tre år, men talte ti sprog.

I 1947 besluttede han at tage til Israel. Han var ikke troende, og som mange unge tænkte han kun på hævn. Han rejste med et skib, hvor der var plads til 100 – men de var 600. Da de kom tæt på Israel, stoppede britiske krigsskibe dem og sejlede dem til en interneringslejr på Cypern. Efter otte måneder kom han til Israel.

Alle nabolandene var fjender, som ønskede jøderne døde. Så alle unge mænd, der kom til landet, blev mødt med et »velkommen, soldat«.

En aften havde han fri og tog til Tel Aviv. Han ville bare sidde på en bænk, for han havde ingen penge på lommen. En ældre kvinde kom og gav ham en bibel og sagde »læs den«.

Han slog op i Salmernes Bog 27, vers 10: »Min far og mor har forladt mig, men Herren tager mig til sig«. På grund af min fars fortid ramte versene hårdt. Han fortsatte med at læse – indtil hans bibel blev stjålet.

Da han var færdig med militærtjeneste, flyttede han til Jerusalem. Her var der ingen jobs. Der var enorme flygtningestrømme. Alle jobsene blev givet til familier. Ikke til unge enlige mænd.

En hård ny begyndelse

De vanskelige levevilkår betød meget kriminalitet. Min far tog på restaurant og spiste rigtig godt. Da tjeneren kom med regningen, svarede han: »Giv den til regeringen.« Så kom politiet. Han sagde »tak, sæt mig i fængsel«. Han fik to dage – men det var slet ikke nok, for det var vinter. Så han tog på hotel og boede der en uge. Heller ikke her kunne han betale. Så politiet kom. »Er det nu dig igen? Hvad vil du have?« »Jeg vil bare have et arbejde.«

Efter et par ture i fængslet sagde dommeren »lad os finde på noget andet«. Så han fik at vide, at han skulle bo i nogle barakker uden for byen og ville få et job. Og det blev slutningen på hans kriminelle liv.

I barakkerne var der nogle troende, som havde bibelstudie. De inviterede ham med.  Han syntes, det lød vildt: De troede på tre guder.  Men det var nogle flinke mennesker. Han fortsatte med at komme og indså, at Jesus er den sande Messias. Han accepterede Jesus som sin herre og frelser, og hans liv blev forvandlet.

Min far boede i Israel med min mor. Vi er tre drenge og en pige. Alle er gift og har fire børn. Han havde 16 børnebørn. Gud velsignede virkelig familien, og jeg kan sige, at Gud i sandhed har været god og trofast mod os.