En graver i Randers blev symbolet på Danmarks forhold til jøder for ambassadørparret

Israels ambassadør i Danmark, Benny Dagan, og hans hustru, Irit Dagan er begge børn af forældre, der blev forfulgt på grund af deres jødiske blod. En familiearv, som præger parrets møde med Danmark – et land, som i deres øjne skiller ud i Europa

»29 år til august,« lyder det på klingende amerikansk fra Irit Dagan, som har rødmalede læber og nøddebrune korte krøller, der matcher hendes øjenfarve. »Tror jeg,« tilføjer hun og tænker sig om. »Jo, det må være 29 år til august,« griner hun endelig.

»Hvis hun siger det,« svarer Benny Dagan med et skævt smil og trækker på skuldrene. Han har fine rynker omkring øjnene, og korte grå- og hvidstængte hår stritter fra hans hoved. Ambassadør Benny Dagan har været gift med sin hustru, Irit Dagan, i 29 år. For tre år siden flyttede parret fra den svenske ambassade i Stockholm til Hellerup for at prøve kræfter med det danske diplomati.

Det er ikke kun ægteskabet, der binder parret sammen. De arbejder begge på ambassaden, og sammen har de tre voksne børn – »trillinger,« som Irit Dagan lige nøjagtig kan udtale på dansk. Og så er de begge børn af jøder, som måtte flygte på grund af jødehad.

Det er et fælles grundvilkår for parret, forklarer Benny Dagan:

»Med hendes far og min mor mødes jødiske historier fra forskellige hjørner af verden. Det er ikke, fordi der er mange forbindelser mellem jøder i Irak og jøder i Polen, men historien forener os i samme skæbne.«

1943 står tindrende klart

»Min far overlevede Holocaust,« siger Irit Dagan med et fast blik. »Men der var ingen, der kom og reddede ham. Derfor er jeg meget beæret over, at vi er udstationeret i et land, hvor folk var så noble og turde gøre det rigtige.«

Irit Dagan taler om den store redningsaktion, der fandt sted i 1943, hvor over 7.000 jøder i smug blev reddet fra Danmark til Sverige.

»Der er altid individer, som har reddet jøder i Europa. For der er altid gode mennesker med gode hjerter. Men den måde, samfundet blev mobiliseret på her, er virkelig en undtagelse. Det minde har stor betydning for os i Israel,« siger Benny Dagan, der i forbindelse med 75-året for aktionen i 2018 var med til at arrangere en mindeceremoni, hvor blandt andet Israels præsident, Reuven Rivlin, deltog.

»Danskere, vi taler med, er meget beskedne omkring hele episoden. De opfører sig, som om det var en normal ting at gøre. Så må vi fortælle dem, ”hør lige her, det var det ikke. Det, I gjorde, var absolut specielt og ekstraordinært i forhold til det, der foregik i resten af Europa”,« siger Benny Dagan, som har en lille nål med det danske og det israelske flag fastgjort til sin brystlomme.

Mindet om den danske redningsaktion står i knivskarp kontrast til de familiehistorier, parret bærer med sig. Ligesom Irit Dagans far oplevede Benny Dagans mor jødehadet på tætteste hold, da hun måtte flygte fra sit hjemland, Irak, i starten af 1950’erne. Mere end 120.000 irakiske jøder flygtede dengang til Israel efter flere års strukturel undertrykkelse, som opstod i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948. Flugten kom til at præge Benny Dagans opdragelse.

»Jeg lærte, at vi ikke skulle regne med, at andre hjalp os. Vi skulle skabe vores fremtid selv. Det er det vigtigste budskab, jeg fik fra min mor,« fortæller han. »Hun lærte mig, hvordan man bygger et nyt liv i stedet for at klage og græde.«

Den danske redningsaktion i 1943 står derfor som en tindrende lysplet blandt mange dunkle historier om jødeforfølgelse.

»Når vi er på besøg rundtom i landet, og folk kommer op til os og fortæller deres bedstefars eller onkels historier, skaber det en god stemning og en særlig forbindelse, som vi ikke oplever i mange andre lande,« siger Irit Dagan med lysende øjne.

Ambassadøren tænker sig om et øjeblik og tilføjer så: »Jeg tror, det er en af de tråde, som for altid vil forbinde Israel og Danmark.«

Antisemitismen i ny opblomstring

To militærfolk med skarpladte geværer patruljerer uden for den hvidmalede Hellerup-villa, som udgør ambassaden. Mindst syv overvågningskameraer hviler tungt på enhver, der nærmer sig den menneskehøje mur. For at passere ambassadens hovedindgang skal man først igennem en lang sluse, hvor man i bedste lufthavnsstil finkæmmes af en metaldetektor og en røntgenscanner. Taske og overtøj må blive i det lille sikkerhedsrum.

De massive sikkerhedsforanstaltninger vidner om den trusselsvirkelighed, det jødiske ambassadørpar lever med i dag. Selvom jødehadet ikke har samme karakter i dag, som det havde for et halvt århundrede siden, er det ikke forsvundet.

»Der foregår en øget antisemitisme i disse år i hele Europa,« siger Benny Dagan med alvor i stemmen. »Det kommer fra forskellige lejre: pro-nazister, den yderste venstrefløj og selvfølgelig dele af det muslimske samfund«. Tre lejre, som ambassadøren flere gange fremhæver, er med til at presse jøder og nationen Israels eksistens.

Parret har ikke personligt været udsat for diskrimination i Danmark. Men de ved, at de danske jøder oplever chikane på gaden, og de har lokale jødiske venner, som for eksempel dækker deres kippa med en kasket, når de en sen aften skal med S-toget.

»Det er en helt anden udfordring end den, vi kender i Israel, hvor flertallet er jøder. Her er det en minoritet, der kæmper med mange udfordringer,« siger Benny Dagan.

Terrorangrebet mod den jødiske synagoge i København i 2015 og vandaliseringen af jødiske gravsten i Randers sidste år er begge ekstreme eksempler på den voksende antisemitisme, som Danmark ikke kan sige sig fri for.

Alligevel overraskede vandaliseringen af gravstenene i Randers i november sidste år ambassadøren. »Det er meget usædvanligt, at det sker i Danmark. Vi har set det andre steder i Europa – heldigvis ikke så tit. Men aldrig rigtigt i Danmark. Så det var ret uventet. Men reaktionerne på det var utroligt stærke og gode,« siger Benny Dagan og understreger, at ikke kun regeringen, men også kommunen og den lokale kirke reagerede hurtigt.

»Den mand, hvis job det er at holde kirkegården, han var der med det samme,« bryder Irit Dagan ind. Parret besøgte sammen kirkegården få dage efter episoden.

»Han kom før det firma, som var bestilt til at gøre rent, og begyndte helt selv at skrubbe de rå sten,« siger Irit Dagan og fortæller, at graveren havde været i kibbutz i Israel.

Benny Dagan nikker. »Du kunne se folk skamme sig over det, der var sket,« siger han.

»I Danmark har man den oprigtige indstilling, at hvis jøder har et problem i landet, så har Danmark et problem. Der er en meget dybere forståelse af situationen, end man ser i mange andre lande. Danmark reagerer meget hurtigt, når der foregår antisemitisme,« understreger ambassadøren.

Han fremhæver dronningens seneste nytårstale og statsminister Mette Frederiksens besøg i Israel i forbindelse 75-årsdagen for befrielsen af Auschwitz tidligere på året som eksempler på et officielt Danmark, der står op imod antisemitisme.

»Jeg synes, det er meget rørende, den måde, de taler om forpligtelsen over for deres egne statsborgere på. Jøderne bliver ikke betragtet som fremmede – de er en del af samfundet og en del af et dansk ”os”,« siger Benny Dagan. »Det hele er forbundet. Mindet om redningsaktionen i 1943, graverens besøg i en kibbutz og nu hans reaktion på den antisemitiske handling. For os er det en samlet dansk fortælling, som gør stort indtryk«.

»I sidste ende er vi kun gæster, som i løbet af fire år får glimt af, hvad der foregår her i landet. Men de glimt, vi får, er meget opmuntrende,« siger han, mens smilerynkerne omkring øjnene bliver dybere.

Flere af de opmuntrende glimt, ambassadørparret oplever, kommer fra danske kristne og kirkelige organisationer, fremhæver Irit Dagan.

»Opbakningen fra det kristne samfund i Danmark skal ikke tages for givet. Når der finder antisemitisme sted, så råber de op. Det er ikke alle, der har det på den måde med Israel, så det er en meget vigtig opbakning.«

Kvaliteten er vigtigere end antallet

Hjemlandet, Israel, er til at få øje på, når man kigger rundt i den gamle herskabsvilla. En lille, blå menora udsmykker den hvide porcelænskop, ambassadøren drikker sin kaffe af, en mezuzah hviler diskret på dørkarmen, og adskillige blå-hvide flag pryder ambassadørens kontor.

Selvom parret er glade for Danmarks håndtering af antisemitisme, er de ikke et øjeblik i tvivl om, hvilken virkelighed det land, de repræsenterer, oplever.

»Israel føler sig konstant under angreb. Ikke nødvendigvis fysisk fra for eksempel raketter, men af den stemning og af det had, som hænger i luften. Det er ikke nemt at leve i et miljø, som er konstant presset,« siger Benny Dagan og tilføjer: »Derfor er støtten fra de kristne og andre grupper meget betydningsfuld. Den modvejer de hadske elementer. Den styrker vores evne til at håndtere hadet.«

Det er nok ikke udelukkende for at indsmigre sig hos Ordet og Israels læsere, at ambassadørparret fremhæver de danske kristne. Ud over deres personlige relationer til danske kristne samlede ambassadøren nemlig – som den første Israelske ambassadør i Danmark nogensinde – en række kristne organisationer og kirker til en reception i parrets private hjem sidste år. Blandt andet for at takke dem for deres støtte.

På spørgsmålet om, hvorvidt støtten fra relativt små kristne organisationer overhovedet gør en forskel, falder ambassadørens svar prompte.

»Ja, det gør den bestemt.«

»I har en rolle at spille i den danske offentlighed. Når I udgiver og deler artikler, besøger Israel eller påvirker de folkevalgte. Det handler ikke så meget om antallet, men om budskabets kvalitet,« understreger ambassadøren.

De pro-israelske kristnes aktivisme, det officielle Danmarks nultolerance over for antisemitisme og redningsaktionen i 1943 vidner om en dansk kærlighed til jøder, der giver ambassadørparret håb for fremtiden –for jøder både i Danmark og i Israel.

»Hvad gør man, når man har sådan en forfærdelig fortid med i bagagen? Hvordan forvandler man det til en positiv oplevelse og bygger et samfund og en økonomi op fra bunden? Både vores personlige historier og nationens historie følger vores nationalhymne, ”Hatikva”, som betyder håbet. Det er essensen af jødisk liv i moderne tider.«