Den modige kaptajn fra Haderslev

Kaptajn Gustav Schröder reddede i 1939 livet for omkring 900 jødiske passagerer, der troede, at de skulle til Cuba, men blev afvist af både Cuba og flere andre lande.

Skolen hang den 16-årige Gustav Adolf Ernst Theodor Schröder ud af halsen. Skolen hang den 16-årige Gustav Adolf Ernst Theodor Schröder ud af halsen. 

Han var elev på Haderslev Latinskole, da han i 1. g valgte at afbryde skolen. Det var i 1902. Den lille spinkle dreng havde udlængsel. Han ville til søs. 

Hans far, der var lærer samme sted, indvilgede, og sammen med nogle kammerater tog Gustav til Hamborg og påmønstrede skoleskibet Grossherzogin Elisabeth.

Efter krigen i 1864 havde Danmark tabt de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen og Østrig. Sønderjylland, som var det oprindelige navn på hertugdømmet Slesvig, var dermed tabt til Tyskland, og den dansk-tyske grænse kom til at løbe lige syd for Kolding. Haderslev hørte derfor til Tyskland, da Gustav Schröder blev født i 1885. 

Hans far var født i byen Gram, mens byen stadig var dansk. Siden gik han på et preussisk gymnasium og læste derefter latin og tysk for at blive gymnasielærer i Haderslev. 

Gustav var den ældste af ni søskende og tilbragte hele sin barndom i Haderslev i et hjem med tysk-nationale værdier. 

Hyre som sømand

Efter 5 år forlod Gustav skoleskibet. Da han var uddannet letmatros, tog han hyre på sejlskibet Titania, hvor han tjente penge nok til at hjælpe familien i Haderslev. Siden fik han hyre for forskellige rederier og nåede jorden rundt flere gange. 

Da Første Verdenskrig brød ud, var Gustav så uheldig at ligge i havn i Indien. Dette betød, at skibet blev beslaglagt og mandskabet anbragt i interneringslejr under hele krigen. Under tiden i Indien lærte han at tale både indisk og kinesisk.

Familien var i løbet af Gustavs barndom blevet en udpræget tysksindet familie, og hans far var aktivt medlem af Den Tyske Forening. Så da krigen var slut, og en afstemning i 1920 betød, at Haderslev igen blev dansk, valgte familien Schröder at flytte til Flensborg.  I 1921 blev Gustav gift med Elsa Färber, og de bosatte sig ved Hamborg. Sammen fik de sønnen Rolf, som var handicappet. Forældrene gjorde derfor alt, hvad de kunne for at holde ham skjult, så han ikke skulle blive offer for Hitlers udrensninger.  

Gustav sejlede som førsteofficer på talrige krydstogter i Middelhavet og til Skandinavien for den nazistiske organisation Kraft durch Freude, der arrangerede ferier for tyske arbejdere.

Han var kendt som et tolerant og respektfuldt menneske, men som så mange andre i 30’ernes Tyskland meldte han sig ind i det nazistiske parti NSDAP i 1933. Et medlemskab, der også var nødvendigt, for at han kunne forsætte sin karriere som kaptajn.

Udnævnt til kaptajn

Som ansat ved Hamborg-Amerika Linjen (HAPAG) steg han stille og roligt i graderne, og i 1936 overtog han for første gang roret som kaptajn. 

I 1939 hang truslen om en storkrig i luften over Europa. Østrig var året før blevet indlemmet i det tyske rige. Hitlers propagandamaskine kørte på højtryk for at tegne et pænere billede af forfølgelserne af jøderne, og i løbet af det tidlige forår i 1939 samlede nazisterne derfor omkring 1000 jøder, som alle havde søgt om tilladelse til at rejse ud af landet. Som en del af den tyske propaganda fik de udstedt turistvisum til Cuba, USA eller Canada. 

Den 13. maj stævnede skibet St. Louis, der lå til kaj i Hamborg, ud med kurs mod vest. Ved roret stod kaptajnen Gustav Schröder. Ombord var 937 passagerer, der næsten alle var jøder. 

Cuba var et af de lande, jøderne udvandrede til, da landet stadig tog imod jødiske flygtninge, modsat mange andre lande, som afviste dem.

Afvisningerne

Undervejs på rejsen fik Schröder imidlertid besked fra rederiet om, at der nok kunne komme problemer i Havanna. 

Ganske rigtigt, da skibet havde lagt til kaj, og de første passagerer var gået fra borde, dukkede uniformerede og bevæbnede mænd op, som tvang dem om bord igen.
Jøder var ikke længere velkomne på Cuba. Gustav Schröder forsøgte forgæves at forhandle med myndighederne, men lige lidt hjalp det. 

Skibet blev beordret ud af cubansk farvand. Kun de 23 passagerer, der på forhånd havde sikret sig både visum og indrejsetilladelse til Cuba, fik lov til at blive.

Skibet satte så kurs mod Florida, men her blev det også mødt med en afvisning.  Den amerikanske udenrigsminister forsøgte ellers at lægge pres på præsident Roosevelt for at få ham til at tage imod passagererne fra St. Louis, men svaret var nej. De jødiske flygtninge var ikke velkomne i USA. 

Schröder sejlede frem og tilbage langs Floridas kyst, indtil det blev mødt af varselsskud fra den amerikanske kystvagt. Også Canada afviste at tage imod dem. 

Som dagene gik, svandt proviant og brændstof ind, og Gustav Schröder blev nødt til igen at sætte kursen mod Europa, mens han hele tiden forsøgte at finde en løsning.  Han nægtede at sejle tilbage til Tyskland. 

Han gik så langt, at han endda havde en nødplan om at lade skibet gå på grund ud for Englands kyst for at tvinge de engelske myndigheder til at handle. 

Han vidste, at hvis passagererne blev sejlet tilbage til Tyskland, så ville de fleste snart se døden. Det var derfor en tur fyldt med frygt og uvished. 

Redning

Men nyheden om skibets forgæves forsøg på at sejle de jødiske flygtninge i sikkerhed havde bredt sig. 

England, Holland, Belgien og Frankrig blev derfor enige om at fordele flygtningene imellem sig. Efter omtrent fem uger på havet lagde skibet derfor til i Antwerpen i Belgien 17. juni.  Langt de fleste af flygtningene reddede på den måde livet, men historikere mener, at omkring 250 alligevel endte som ofre for Holocaust.

Gustav Schröder gik selv i land 1. januar 1940 og vendte aldrig tilbage til livet som kaptajn. Han fik i stedet arbejde ved Det Tyske Maritime Observatorium i Hamborg.  Da han efter krigen var pensioneret, udgav han flere bøger om sit liv til søs. Den sidste udgivelse “Meer und Wald” blev trykt i Haderslev i 1958.

Gustav Schröder, der også er blevet kaldt den danske Oscar Schindler, døde i sit hjem i Hamborg 10. januar 1959.

I 1993 blev han hædret for sit mod og sin beslutsomhed i Holocaust-mindeparken ved Yad Vashem som en af de »retfærdige blandt nationer«.