Da Israel rømmede Gaza: Smerten sidder stadig i Shimrit Hadad fra Gush Katif

Shimrit Hadad har det bedste smil og det mest fantastiske grin i hele Israel. Med sin karakteristiske hæse stemme fortæller hun mig i telefonen, at hun gerne medvirker til en artikel om Gush Katif – den blok af jødiske bosættelser i Gazastriben, som var hendes barndomshjem.

Shimrit smitter med sin latter og sit altid intense nærvær. Sådan husker jeg hende fra vores hyggelige møder i Israel og hendes besøg i Danmark. Og præcis sådan er hun, da jeg taler med hende i telefonen. Vi aftaler, at interviewet foregår via både mail og på telefon. For det gør ondt at tale om Gush Katif. En smerte, der bedst sættes ord på i en mail – hvor tiden til eftertænksomhed er bedre.

»Det er fantastisk, at du netop i disse dage vil interviewe mig om Gush Katif. Det er i år 14 år siden, at den israelske regering deporterede os fra vores hjem. Alligevel er det først nu, jeg begynder at forstå, hvorfor det netop var mig, der skulle arbejde som fotograf for AP i de dage. Den opgave, at have et kamera mellem mig og oplevelserne, har haft stor indflydelse på mit liv efterfølgende. Den har været mit skjold.«

Sådan begynder vores korrespondance – og lige der går det op for mig, at jeg har kontaktet Shimrit i en periode af hendes liv præget af stor eftertænksomhed og refleksion.

Stifter familie i Gaza

Vi starter, hvor Gush Katif startede. I 1975 etablerer den israelske regering et område med bosættelser i Gazastriben. 1975 er også året, hvor Shimrits forældre, Tziona og Israel, bliver gift. De er begge unge, 24 år. Sammen skal de finde det sted, der skal danne rammen om deres fremtidige liv.

Gush Katif var et smukt sted. Et ørkenområde med Middelhavet i baghaven. Perfekt for de jødiske familier, der af regeringen blev opfordret til at bosætte sig og dyrke og udvikle jorden. Det gav mening for de unge familier. Et dejligt sted, hvor de kunne bygge deres hjem og etablere et samfund i fællesskab med deres naboer. Israel og Tziona etablerer moshav Kfar Darom. Her bliver de velsignet med deres første barn, en pige. Hun er også det første barn, der bliver født i Gush Katif.

To år senere flytter de længere sydpå til moshav Netzer Hazani. Her bliver de boende og får fire børn mere. Børneflokken består af: Liat (1976), Amalya (1978), Shimrit (1980), Chananel (1984) og Shiran (1988).

Tillid til naboen

Israel er en flittig og dygtig mand, og han opbygger med tiden en solid forretning med grøntsagsproduktion.

Efterhånden stiger indbyggertallet i Gush Katif, og både israelere og arabere er ansat i Israels og Tzionas produktion. Shimrit fortæller om et harmonisk naboskab og arbejdsfællesskab. Uproblematisk, godt og respektfuldt.

»Forholdet mellem os og araberne var gode naborelationer. Vi besøgte hinanden, som naboer gør, deltog i hinandens fester, og husmødre udvekslede opskrifter med hinanden. Alt sammen helt almindeligt.«

Tziona har fortalt Shimrit en historie, som illustrerer det gode og tillidsfulde forhold mellem jøder og arabere på det tidspunkt. En dag i 1976 har hun deres første barn, Liat, med på indkøb på markedet i Gaza. For nemheds skyld og for at få færdiggjort ærinder, overlader hun den lille pige til en af de arabiske handlende, som havde været opmærksom på behovet for hjælp. Hun får handlet færdig og henter pigen igen. En handling, der forudsætter tillid og tryghed og retrospektivt set en uhørt tillid i et konfliktfyldt område.

Intifada som otteårig

Der er ingen tvivl om, at Shimrit husker sin barndom i Gaza som god. Men som otteårig ændrede virkeligheden sig. Forandringen, som skete i 1988, skulle vise sig at få store konsekvenser for hende og familien.

»Jeg er opdraget i et oplyst miljø, hvor gæstfrihed, respekt og accept for ethvert menneske er essentielt. Det havde ingen betydning, om man var araber, kristen eller noget helt tredje.

Min opvækst og barndom var magisk. Vi boede smukt, i skøn natur med havet som nabo og med masser af muligheder for eventyrlige oplevelser. Livet var enkelt.

Alt dette står i stærk kontrast til den nye virkelighed, der begyndte, da jeg var otte år.«

Den nye virkelighed, Shimrit refererer til, starter med den første intifada – det arabiske oprør mod Israel som besættelsesmagt, som begyndte i 1987. Det er svært for Shimrit at berette om forandringen, men hun fortsætter:

»Jeg tror, at det er her, vi for første gang oplevede et skår i tilliden til vores arabiske naboer. Vores fædre var bønder, og hver morgen tog de tidligt afsted på arbejde. En dag, hvor jeg var på vej i skole, kom min far uventet hjem. Han græd og fortalte, at araberne havde myrdet hans ven – min klassekammerats far. De samme mennesker, vi indtil nu havde haft det godt med, delt vores liv med, påførte os en ubeskrivelig smerte. Fra da af var bekymringen en del af mig – for hvornår kunne det ske for min far? Jeg blev voksen i en meget ung alder.«

I de efterfølgende år var terrorangreb og død en del af livet i Gaza.

Hverdag midt i konflikten

Jeg havde den store glæde at besøge Shimrit og hendes familie i Gush Katif i starten af 00’erne. Sammen genopfrisker vi minder om et par hyggelige dage, hvor vores fælles ven Søren og jeg blev mødt med sædvanlig israelsk gæstfrihed, en spontan barbeque med overflod af kød, stærk vin og en afslappethed, der står i stærk kontrast til de daglige fortrædeligheder i området.

Jeg er derfor nysgerrig efter at vide, hvilken påvirkning de konstante spændinger havde på Shimrit og hendes familie:

»Angrebene var daglige – også mens du og Søren var her. Men frygten for at blive såret har aldrig styret os, så derfor mærkede I intet usædvanligt. Jeg voksede op i en virkelighed af angreb og mord. På et tidspunkt stoppede jeg med at føle smerte. Jeg kunne deltage i begravelser af venner uden egentlig at være til stede. Kun min krop reagerede svagt.«

I juni 2004 vedtager Knesset Tilbagetrækningsloven, hvilket betyder, at de israelske bosættelser i Gaza skal fjernes. Den israelske regerings formål med loven var at adskille palæstinensere og israelere, så begge parter kunne leve i fred hver for sig uden de daglige, voldelige konfrontationer. Cirka otte måneder senere vedtager man en plan for rømning og kompensation. Og i august 2015 begynder rømningen af Gush Katif.

Rømningen

Når Shimrit i dag ser tilbage på dengang, da hun som 25-årig blev tvunget til at forlade sit hjem, husker hun chokket og frustrationen. Og betydningen af at have et kamera om halsen.

»2005 var et meget vanskeligt år for mig. På en måde kunne jeg ikke tro på, at det virkelig ville ske. At vi blev deporteret. Jeg troede, at Gud ville skabe et mirakel, og at det hele alligevel kunne ende lykkeligt.

Mine forældre har altid forberedt os på, at vi en dag ville blive nødt til at forlade Gush Katif. For min mor var det særlig hårdt, da hun altid har været bekymret for vores sikkerhed. I modsætning til mine søskende ville jeg ikke acceptere det. Jeg mente, at vi skulle have tillid til Gud.

Men der begyndte at ske ting i området, som jeg ikke kunne undgå at bemærke. Pludselig var der soldater. De kom og opstillede checkpoints. Mange familiemedlemmer og unge mennesker kom for at støtte os og forhindre vores rømningen.

Jeg husker, at jeg var meget vred. Ved indgangen til vores moshav stod der unge bosættere fra Gush Katif, som blandede sig i, hvem der skulle have tilladelse til at gå ind. Det gjorde mig så frustreret. De lod mig ikke tage ordentlig afsked med området – de tog ejerskab over stedet, inficerede mit sted. Jeg blev konstant bedt om at identificere mig. De troede, jeg arbejdede for den israelske efterretningstjeneste Shin Bet. I mit eget barndomsland. Det var frustrerende.

Min familie forlod vores hus en uge før udvisningen. Jeg tog tilbage til vores hjem og blev overrasket og chokeret over at se andre i færd med at overtage det, der var vores. De var hårde mod mig, og jeg var i en tilstand af følelsesmæssigt chok.

På selve dagen, hvor vi blev udvist, forsvandt mine følelser helt. Jeg håndterede det ved at have travlt, rigtig travlt. Jeg så mine venner nedbrudte og med knuste hjerter. Jeg så det hele gennem mit kamera, som jeg altid bar om halsen. Det var min beskyttelse.

Jeg var i en tilstand af følelsesløs rus, men med kameraet som skjold blev jeg i stand til at opleve det frygtelige, der skete. Kameraet blev min redningskrans i en yderst kaotisk og traumatiserende tid.«

Konfronterer fortiden uden filter

Shimrit dokumenterede rømningen med sit kamera for AP. Over flere dage gemte hun sig i de forladte huse – uden elektricitet og vand. Hendes fokus på fotograferingen skærmede hende i nogen grad mod traumerne, men det er først langt senere, hun helt forstår, hvilken betydning kameraet havde for hende.

»Det er først nu, jeg er i stand til at forstå implikationerne af mine oplevelser. Jeg var så travlt optaget af at fotografere – per automatik dokumenterede jeg alt, hvad jeg så. Kameraet var mediator mellem mig og alle de ting, der skete i Gush Katif.

Faktisk tog jeg så gode billeder, at de blev brugt i Washington Post, og et af mine billeder blev årets AP-billede i 2005. Er det ikke utroligt at tænke på kløften mellem de fantastiske billeder på ene side og så det forfærdelige, jeg faktisk gennemlevede, på den anden side.

Mit fokus på at fotografere har hjulpet med at bygge et værn mod det, der gjorde og stadig gør så ondt,« fortæller hun.

Selvom der snart er gået 15 år, siden Israel trak sig tilbage fra Gaza, sidder oplevelsen stadig i Shimrit. For tilbagetrækningen eksisterer i en forstand stadigvæk. Heller ikke i dag kan Shimrit vende tilbage til sit barndomshjem, da den palæstinensiske terrorgruppe Hamas kontrollerer hele Gaza. Tilbagetrækningen fik med andre ord store konsekvenser for Shimrit og hendes familie. Den skabte heller ikke den ønskede fred, og i dag er der stadig raketangreb fra Gaza mod Israel. Israelerne er uenige om, hvorvidt tilbagetrækningen var god eller dårlig for landet.

»Jeg er overbevist om, at alle, der oplevede det, både soldaterne og beboerne i Gush Katif, fik traumer. Efter rømningen er der mennesker, der er døde af pludselig sygdom, og andre er mærket af akut opståede sygdomme.

Selv i dag er det svært for mig og mine venner at kigge på billederne fra dengang. Vi får det fysisk dårligt, når vi genoplever tiden. De udslettede min fortid på kort tid – jeg har ingen mulighed for at vende tilbage.

Som et knips med fingrene forsvandt min barndom, min opvækst og mine minder. Det efterlader et stort tomrum.

Jeg tror, der er en mening med, at dette interview sker netop nu. For første gang konfronterer jeg smerten fra rømningen direkte. Ikke gennem et kamera – denne gang er det uden filter. Det er hårdt, og det gør ondt, men jeg tror, det er en nødvendig og helende proces for mig. Og jeg tror, at Gud har mig i sine to hænder.«