Babak Moradi: Iraneren, der opgav alt for et bibelvers og respekt for Israels flag

En forelsket pige. En kurder, der er ateist og kaptajn hos de iranske elitestyrker og citerer bibelvers. Et israelsk flag. Et syn i en mørk seng i et græsk fængsel. En præst i Brønderslev. Det er nogle af ingredienserne i denne beretning om, hvordan en ung iraner kom til Danmark og kom til tro på Jesus. Her er den foreløbige historie om Babak Moradi.

I det vestlige Iran ligger Kermanshah-provinsen, der er nogenlunde på størrelse med Jylland uden Vendsyssel. Den lokale hovedstad med samme navn som provinsen tæller i omegnen af 850.000 indbyggere, hvoraf hovedparten er shiamuslimske kurdere. Store dele af byen blev ødelagt i den otte år lange krig med Irak fra 1980-1988. Da krigen sluttede, var Babak halvandet år gammel – den fjerde af i alt fem søskende.

Familiens overhoved er shiamuslim, og moren er sunnimuslim. Da de valgte at gifte sig, blev de gjort arveløse af deres respektive familier, der ikke kunne tolerere deres valg af en »forkert« muslim.

»Men mine forældre kunne finde ud af det, for de elsker hinanden,« forklarer Babak, der blev 33 år 2. februar. Han fortæller også, at han betragtede sig selv som ateist og drillede sine forældre med deres forskellige tro, hvor moren som sunnimuslim venter på, at frelseren kommer, mens faren som shiamuslim tror, at frelseren er kommet og går rundt et sted mellem folk.

Begge forældre har ernæret sig som selvstændige erhvervsdrivende. Moren, der nu er pensioneret, har haft en lille fabrik, der vævede ægte iranske tæpper, som i øvrigt er berømte i hele Iran. Faren, der går på pension næste år, er entreprenør.

En lovende karriere i militæret

Babak voksede op som efterkrigsbarn, gik i skole og kom senere i militæret, fordi en pige havde forelsket sig i ham – og han i hende. Sagen var, at da de gik til hendes far for at drøfte ægteskab, stillede han en betingelse for et senere giftemål: Babak skulle gå ind i militæret, og fordi hendes far var general i den iranske hær, ville han trække i nogle tråde, så Babak kunne få en uddannelse.

Og sådan gik det. Babak kom i militæret på grund af en pige. Det viste sig så, at Babaks onkel var meget utilfreds med det, fordi han havde besluttet sig for at give sin datter som hustru til Babak. Men det er en anden historie.

»Der gik to år i militæret, og så blev jeg elitesoldat og blev flyttet til en kaserne i Kermanshah, der er berømt i hele Iran. Der fik jeg et stort ansvar med elitesoldaterne, der typisk fik eller havde de bedste uddannelser i hele landet. Nogle blev for eksempel psykologer, og andre blev læger,« fortæller Babak.

Selv blev han uddannet elektronikingeniør og avancerede til rang af kaptajn i løbet af de seks år, han var på kasernen, som hver anden måned modtog 720 nye elitesoldater til uddannelse og træning.

»Jeg var otte år i militæret, og jeg manglede ikke noget i mit liv. Jeg kunne købe bil, lejlighed, og alt hvad jeg ønskede mig. Vi var forlovede og ville gerne giftes, men jeg fik problemer med mine overordnede,« fortæller han med noget, der måske kan minde om en vestjysk underdrivelse.

Nægtede at trampe på israelsk flag

Som officer for elitetropperne talte Babak med mange af sine folk og fik et godt kendskab og forhold til dem. Som 26-årig var han kaptajn – dygtig og afholdt. Flere mente, at han nok ville ende med at blive chef for hele kasernen. I fritiden holdt han af at se udenlandske film med persiske undertekster, og fra tid til anden skete det, at der var et bibelcitat eller to med i en film – hvilket på flere måder skulle vise sig at blive afgørende for Babaks skæbne.

»I Iran er det almindeligt, at soldater tramper på Israels flag som udtryk for, at man er imod Israel ­­– og en dag var Israels flag på gulvet, og mine chefer sagde, at alle skulle gå på flaget,« siger Babak og fortsætter:

»Jeg ville aldrig selv gøre det, og jeg ville heller ikke have, at mine folk skulle gøre det. Én spurgte mig, hvorfor jeg ikke ville. Jeg kunne bare ikke gøre det. Måske fordi der var en stjerne på det – men den dag i dag kan jeg ikke sige præcist hvorfor.«

Og så tilføjer han en sætning, som måske på en gang er udtryk for en senere erkendelse og en daværende fornemmelse: »Mange kender ikke Israel og ved ikke, at de er Guds folk.«

Straks efter blev kaptajn Moradi hidkaldt til sine overordnede og kasernens præst (imam), som spurgte, hvorfor han ikke ville lade sine folk gå på Israels flag. Babak fik sagt noget om, at han mente, det var respektløst, og at det ikke stemte overens med de værdier og den moral, han havde som militærmand.

»De var meget sure på mig, og især imamen gav mig store problemer. De sagde til mig, at hvis man ikke tramper på Israels flag, så er man modstander af regimet.”

Sagen endte med følgende besked til Babak: »Du er elitekommandør, og vi tilgiver dig. Men du må ikke gøre det igen. Hvis du gør det igen og siger til dine folk, at de ikke skal gå på flaget, så sender vi dig til grænsen.«

Men grænsen er ikke et sted, man ønsker sig hen, for som Babak siger: »Der er mange banditter ved grænsen, og det er der, man bliver sendt hen, når nogen ønsker, at man skal blive slået ihjel.«

På flugt for et bibelvers

Der gik nogle måneder, og så kom en dag, hvor et stort hold fra kasernen var færdigt og skulle videre.

Babak fortæller: »Det var mit ansvar at gøre dem klar, og jeg skulle holde en tale for dem og alle gæsterne. Der var cirka 3.000 tilhørere. Det ville være almindeligt også at sige noget fra Koranen ved en anledning som denne. Men jeg fortalte mine folk noget fra Bibelen.«

»I en af de film, jeg havde set, var der én, som læste noget fra Bibelen, og da jeg skulle tale til mine folk den dag, så kom det vers til mig – og så fortalte jeg om det vers.«

»Alle begyndte at råbe, og det var, som om …«. Babak standser op og gør sig umage for at beskrive oplevelsen og det, som skete. Efter et øjeblik fortsætter han:

»Jeg kom direkte på chefens kontor og han sagde: ”Du har lavet meget ballade, og nu læser du i Bibelen. Du skal for retten!” Så slog de mig, tog mine våben og tog stjernerne af mine skuldre og sagde: Gå ud og vent!«

»Da jeg kom uden for døren til kontoret, mødte jeg min allernærmeste ven, som uden at sige et ord signalerede til mig, at jeg skulle gå ud af en bestemt dør og se at komme væk.«

»Så jeg gik ud og tog en taxa direkte til en by tæt på Tyrkiets grænse. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne køre hjem – eller fortælle min familie, at jeg havde problemer. Derfra gik jeg gennem bjergene ­– uden pas – ind i Tyrkiet. Det tog to dage.«

Manden med bogen og svarene

Tyrkiet er ikke ligefrem et sikkert sted for en kurder, men Babak fandt en menneskesmugler, som sagde, at han ville sende ham til et sted, hvor han kunne leve sikkert. Ad ufortalte omveje lykkedes det at få penge fra forældrene til at betale smugleren, som sendte ham til Grækenland.

»Vi var tolv – og blev taget af politiet. Og fordi jeg var større end de andre, troede de, at det var mig, der var smugleren – og jeg kom i fængsel,« fortæller Babak om sin tid som flygtning.

Fængsel skal her forstås på en anden måde, end vi er vant til. For det lokale, Babak opholdt sig i, rummede 100 fanger, der hver især havde en seng, der var afskærmet med tykke tæpper, så der kunne være helt mørkt, når man opholdt sig i sengen.

»Jeg havde det meget dårligt, og det var virkelig hårdt. Tanken om en gud, der kunne hjælpe mig, havde jeg afvist totalt, og jeg overvejede at begå selvmord i sengens mørke. Men pludselig – midt på eftermiddagen – kom der et lys i min seng, og jeg så en mand, der kom og talte med mig. Det er en oplevelse, jeg ikke kan glemme. Manden spurgte, hvorfor jeg var ked af det.«

»Jeg har mistet alt – også min forlovede,« svarede Babak, hvortil manden, der i øvrigt havde en bog under armen, sagde: »Du kan få mange bedre ting. Men du skal være i fængsel i tre måneder, så bliver du løsladt.« Babak troede ham ikke og spurgte, hvor han vidste det fra.

Svaret var ikke helt almindeligt: »Jeg ved alting – også at ham, der ligger i sengen ved siden af dig, gerne vil til London, men når han bliver løsladt, rejser han tilbage til Iran. Men dig vil jeg flytte ud af Grækenland. Du kommer til at prøve på at komme ud af landet ni gange, før det lykkes.«

Selv om manden fortalte Babak specifikke ting om hans familie, troede han ham ikke. Heller ikke da han sagde til Babak, at hans liv ville blive meget hårdt, at han ville sende en mand til at hjælpe ham, og at han skulle læse i en bog. »Og efter ti år kommer du tilbage til Iran for at fortælle iranere om bogen ...«

Fra Grækenland til Brønderslev

I den efterfølgende periode blev Babak ven med fængselsinspektøren, som fortalte ham om Jesus. Venskabet blev meget tæt – næsten som far og søn. De to fik mange gode samtaler.

Men da der var gået tre måneder, var Babak stadig i fængslet. Løsladelser foregik altid om formiddagen, og den dag ville han gøre alvor af selvmordet og gik derfor ikke med på den daglige udendørs gårdtur om eftermiddagen.

Mens han sidst på eftermiddagen lå i sengens mørke, var der pludselig én, der kaldte på ham. »Jeg kom ud af min seng, og der stod en politimand, som sagde, at jeg skulle pakke mine ting, og at jeg var løsladt. Præcis tre måneder efter samtalen med manden med bogen under armen.”

»Overrasket« er det ord, han bruger om sin reaktion.

Fængselsinspektøren hjalp ham med at finde job i Athen. Her mødte han igen menneskesmugleren, der sagde, at han ikke kunne blive i landet.

»Jeg forsøgte otte gange med falske pas i lufthavnen, og menneskesmugleren var ved at være træt af mig og sagde, at jeg kostede ham for meget. Men niende gang havde han arrangeret, at jeg kunne komme ud med en lastbil, som kørte mig til en togstation (han ved ikke hvilken, men formodentlig et sted i Tyskland). Dér blev han sat på et tog med besked om at stå af efter fem timer.

»Og så viste det sig, at jeg var i Danmark. Det var på min fødselsdag 2. februar for fire år siden. Jeg blev flyttet til Brønderslev og boede sammen med fem andre i en lejlighed. Dér fik vi tre gange besøg af præsten fra den internationale menighed, og hver gang sagde han til mig, at jeg skulle komme i kirke. De andre drillede mig med, at han kun sagde det til mig. Men jeg besluttede mig for at tage afsted.«

Et sted i forløbet fik Babak en Bibel, som han begyndte at læse i. Og som han siger: »Jeg blev overbevist om, at den mand, som kom til min seng i fængslet, var Gud.«

Alt, hvad manden havde sagt, var sket – indtil nu. Også det om manden i sengen ved siden af, som Babak har kontakt med via Facebook.

»Den dag, jeg blev døbt, skete der noget, som gør, at jeg kan se ting. Det er svært at forklare – og nogle gange er det svært, at man ved, at der kommer til at ske noget med familie og venner. Andre gange er det glædelige ting, som for eksempel ham fra sengen ved siden af i fængslet. Jeg fik på et tidspunkt et syn om, at han ville blive gift om tre måneder. Det fortalte jeg ham, men han troede ikke på mig. Efter tre måneder blev han dog gift i Iran.«

Vi er udvalgt af Gud

»Nu ved jeg, hvorfor jeg ikke ville gå på det israelske flag. For Gud siger, at det ikke er os, der har udvalgt ham, men ham, der har udvalgt os. Gud har udvalgt mig og er begyndt at arbejde med mig. Han har givet mig nogle evner – for eksempel har jeg lært dansk, engelsk og en del arabisk, siden jeg kom til Danmark, så jeg i dag kan hjælpe med at oversætte dåbsundervisning til persisk og kurdisk, og på den måde kan jeg være en del af Guds plan,« siger den tidligere officer, der i dag arbejder på soldaterhjemmet i Frederikshavn.

»Mit liv er hårdt på nogle områder, for eksempel når det gælder økonomi, og når jeg savner familien, som jeg stadig har kontakt med i Kermanshah, Teheran og Tyskland. Men det vigtigste er, at Gud har givet mig hele Bibelen og evigt liv.

Jeg er meget taknemmelig for at kunne være her på soldaterhjemmet, hvor jeg har lært meget af lederen, Poul. Ham elsker jeg som min far. Han lader mig holde andagt for soldaterne flere gange om ugen, og jeg er glad for at kunne fortælle danskere om Jesus, siger Babak, som også er spændt på, hvad fremtiden bringer:

»Det er næsten fem år siden, manden ved sengen sagde til mig, at jeg skulle tilbage til Iran om ti år og fortælle om bogen. Jeg er spændt på, hvad der skal ske, og ønsker at følge Guds plan med mig.«