Anat har sendt sine børn i krig: »Deres skæbne er i Guds hænder«

7. oktober er en dag, der aldrig vil blive glemt. Ligesom de fleste kan huske, hvor de var 11. september 2001, kan alle i Israel fortælle, hvor de var, og hvad de foretog sig nærmest time for time den dag.7. oktober er en dag, der aldrig vil blive glemt. Ligesom de fleste kan huske, hvor de var 11. september 2001, kan alle i Israel fortælle, hvor de var, og hvad de foretog sig nærmest time for time den dag.

Det hele startede omkring klokken 7 om morgenen. Jeg var alene hjemme den dag. Min man var taget ud til en kilde for at bade – det gør han ofte på sine fridage. Min søn Yaniv på 25 og min datter, Noa, på 20 stod for aktiviteter for nogle unge mennesker i den moshav, hvor vi bor, Yad Hashmona, og havde ikke sovet derhjemme.

Jeg blev vækket af en besked fra en af mine venner, som spurgte, om jeg kunne høre raketterne. Det kunne jeg godt, men jeg troede ikke, det var noget særligt. Det lyder måske mærkeligt, men desværre er vi i årenes løb blevet vant til, at Hamas med jævne mellemrum affyrer raketter mod os. Så jeg var ikke så overrasket over lyden. Men da jeg tjekkede nyhederne, så jeg, at der kørte terrorister rundt og skød i Sderot, og så forstod jeg med det samme, at noget var helt anderledes denne gang.

»Vi havde meget svært ved tro det«

Jeg ringede til Yaniv, som var sammen med de unge. Han var lige vågnet og var i færd med at få dem hen i et beskyttelsesrum. Min mand kørte hjem, så snart han hørte de første raketter. Omkring 3.000 raketter blev affyret mod Israel 7. oktober.Jeg ringede til Yaniv, som var sammen med de unge. Han var lige vågnet og var i færd med at få dem hen i et beskyttelsesrum. Min mand kørte hjem, så snart han hørte de første raketter. Omkring 3.000 raketter blev affyret mod Israel 7. oktober.

Sirenerne lød flere gange i vores moshav, og nogle raketter landede ikke så langt herfra. Vi har heldigvis vores eget beskyttelsesum ligesom mange andre huse i Israel.Vi sad klistret til nyhederne. I begyndelsen sagde de, at omkring 12 personer var døde, hvilket allerede virkede som et meget stort antal. Men kort efter blev tallene meget højere. 50, så 100, så 200. Vi kunne slet ikke tro disse tal.

Min ældste søn, Barak, på 27 skrev til os fra udlandet, hvor han i forbindelse med sit arbejde var afsted med en israelsk minister. Nu var han i lufthavnen på vej hjem til Israel, og han vidste allerede, at dødstallene var meget højere. Han fortalte os, at dødstallet var omkring 1.000, og vi havde meget svært ved at tro ham.

Omkring klokken 10 kom Yaniv og Noa hjem, og på det tidspunkt var vi alle klar over, at Israel var i krig. Ikke bare en militær operation i Gaza – nej, ægte krig.

En time senere blev Yaniv indkaldt til hæren. Han pakkede nogle få ting og tog straks afsted. Dagen efter tog Noa afsted til sin base. Også Barak, der landede i Israel 8. oktober, tog direkte til basen – han kom ikke engang forbi os på vejen. Landet var præget af forvirring og en følelse af, at alting hastede.

Guds løfter giver styrke

For mig har den værste del af krigen helt klart været de første dage. Israel blev angrebet fra flere steder, og jeg følte både frygt og afmagt. Alle vores fjender angreb på én gang, og landet var slet ikke forberedt.For mig har den værste del af krigen helt klart været de første dage. Israel blev angrebet fra flere steder, og jeg følte både frygt og afmagt. Alle vores fjender angreb på én gang, og landet var slet ikke forberedt.

Noa er i gang med at aftjene sin værnepligt, mens drengene er reservister. Så alle mine tre børn tog i krig, og jeg anede ikke, hvad der ventede dem. Jeg har ikke selv været i hæren og har ikke oplevet en stor krig i Israel, så det hele var meget ukendt og skræmmende. 

Men så huskede jeg på, at Gud er min klippe. Han er altid trofast og har kontrollen. Løftet om, at han aldrig vil svigte sit folk, gav mig styrken til at kunne fortsætte mit liv uden at blive lammet af bekymring. Jeg vidste, at deres skæbne var i hans hænder, og at jeg måtte stole på hans vilje.

»Sammen vil vi vinde«

De første par uger efter 7. oktober var som en hvirvelvind af følelser, aktiviteter og håb. Jeg kunne med mine egne øjne bevidne den store modstandskraft, som kendetegner Israels folk. Helt almindelige borgere fyldte hullerne ud, hvor regeringen fejlede. Dagen efter krigens udbrud tilbød folk al mulig slags hjælp til de mennesker, som var blevet ramt: husly, mad, tøj, penge og meget andet.De første par uger efter 7. oktober var som en hvirvelvind af følelser, aktiviteter og håb. Jeg kunne med mine egne øjne bevidne den store modstandskraft, som kendetegner Israels folk. Helt almindelige borgere fyldte hullerne ud, hvor regeringen fejlede. Dagen efter krigens udbrud tilbød folk al mulig slags hjælp til de mennesker, som var blevet ramt: husly, mad, tøj, penge og meget andet.

Min svigerdatter, Ilanah (som er gift med Barak, red.), kom og boede hos os nogle dage, fordi hun ikke har et beskyttelsesrum, hvor hun bor. I de dage havde vi travlt med at handle ind i forskellige butikker for at få basale fornødenheder til de mange reservesoldater. Fordi de blev indkaldt med så kort varsel, kunne hæren ikke skaffe alt det, der skulle bruges: undertøj, sokker, talkum, sko og alt muligt andet. 

På en af vores ture landede en af Hamas’ raketter få hundrede meter fra os, og vi var nødt til at standse bilen og søge ly. Det er en oplevelse, jeg aldrig nogensinde vil glemme.

Hele familien har været involveret i krigen på den ene eller den anden måde: alle tre børn har været indkaldt til hæren. Ilanah og jeg kørte frem og tilbage mellem butikkerne og militærbaserne sydpå. På et tidspunkt blev også Ilanah indkaldt som reservist i den nordlige del af landet. Så måtte min mand, når han ikke var på arbejde, køre ud med forsyninger til soldater rundtom i landet. Overalt gjorde folk, hvad de kunne for at hjælpe. Israel er et meget lille land, og derfor er og var stort set alle påvirket af krigen på en eller anden måde. Der har været så mange tab – og alle vil gerne hjælpe, hvor de kan.

I månederne forud for krigen var der uroligheder i landet på grund af retsreformen. Det førte til stor splittelse i befolkningen. I flere måneder var der store demonstrationer mod regeringen mange steder. Hver dag var folk på gaden. Det var en meget surrealistisk periode, og det virkede til, at regeringen var handlingslammet. Det var uden tvivl en periode, hvor vores fjender fornemmede svaghedstegn, og jeg tror, det har tilskyndet dem til at forsøge at gennemføre deres planer.

Som altid i Israel bliver vores uenigheder lagt på hylden, når der er krig. Vi så hurtigt virkeligheden i øjnene, og alle var klar over, at vi måtte stå sammen i kampen mod fjenderne. Det er derfor også et slogan for krigen: »Yahad Nenatzeah« – »Sammen vil vi sejre«.