Ordet og Israel 1946-1996 (del 2)

Anden del ...

Diakonalt/socialt arbejde

For nogle år siden ønskede en elev på Diakonhøjskolen i Århus at skrive opgave om Ordet og Israel. Det kunne i første omgang ikke imødekommes med den begrundelse, at »Ordet og Israel er et missionsselskab«. Da bestyrelsen fik kendskab til den besked, var man nok lidt overrasket. For Ordet og Israel opfatter sig selv som noget mere end et missionsselskab. Både på den måde, at man er sig bevidst om at have en opgave også i den kristne menighed. Endvidere mener man ikke, at karakteren af missionsselskab er til hinder for et diakonalt engagement. Nogle vil måske sige, at arbejdet bl.a. i Jerusalem er af social karakter. Men Ordet og Israel er en kristen organisation, der, som en konsekvens af troen på Kristus, ser sig kaldet til at tjene det hele menneske. Endvidere stilles der forventninger af såvel åndelig som praktisk karakter til de medarbejdere, bevægelsen sender til Israel for at virkeliggøre dette kald. I praksis har der været tale om forskelligartede opgaver - overfor personer i egne hjem, på hospitaler, på forskellige institutioner m.v. - afhængig af mulighederne og medarbejdernes forudsætninger. Men motiveringen i troen og i kærligheden til det jødiske folk har været klar nok.

Formaliseret udsendelse af medarbejdere var en lidt ny situation for bevægelsen, og mange praktiske spørgsmål omkring sendelse måtte overvejes. Den første udsendelsesfest var beskeden af omfang og fandt sted i Hinnerup missionshus den 8.5.1981 for Ellen Hessellund og Krista Jensen. Efterhånden fandt udsendelsesfesterne deres form, og medarbejderne blev udsendt under bøn og håndspålæggelse. Endvidere fandt man frem til ordnede og ensartede regler mht. økonomi m.v.

Som tiden gik var tanken om kollegium helt opgivet. Fra 1983 fik Benedicte Strunge sin egen mindre lejlighed, medens de øvrige medarbejdere boede i en anden og større. Efterhånden blev der flere boliger, bl.a. fordi man begyndte at udsende ægtepar, heraf nogle med børn. I slutningen af 1988 blev der købt en større 5-værelses lejlighed på HaPalmach 44A. Den blev solgt igen i 1994, hvorefter ejendommen Beit HaArava 1 blev købt i 1995 bl.a. med tilskud fra Tips- og Lottomidlerne.

For Ordet og Israel har de mange sendelser været en stor glæde. Man har oplevet dem som svar på års længsler og bønner. Endvidere har de betydet en ny mulighed for at virkeliggøre Ordet og Israels formål.

En oversigt over Ordet og Israels medarbejdere i Israel ser således ud, idet vi medtager dem, som helt eller delvis har været beskæftiget i ungdomsarbejdet (årstallet efter navnet angiver, hvornår udrejsen har fundet sted):

Lydia Jeppesen, 1950
Lilli Køller, 1951
Anna Thomsen, 1951
Benedicte Strunge, 1977
Benedicte Bisgaard, 1980
Karin Dørum, 1980
Karin Ryborg, 1980
Krista Jensen (senere gift med Ole Andersen), 1981
Ellen Hessellund, 1981
Irene Kjædegaard Nielsen, 1983
Hanne Bucha, 1983
Anne Thomasen, 1983
Hanne Bartholdy, 1984
Hanne Rolighed, 1985
Birger Christensen, 1985
Irene Schmidt, 1986
Karin Nicolaisen, 1986
Birthe og Erik Dahl, 1986
Hanne Andersen, 1987
Thomas Roswall, 1987
Harry Højgaard,1988
Charlotte og Rolf W. Jørgensen, 1988
Else og Frank Overby, 1988
Lone Bräuner Christensen, 1988
Karin Ryborg, 1989
Hanne Weber (senere gift med Harry Højgaard), 1990
Anne Merete Nielsen, 1990
Kirsten og Anders Brask 1990
Torben Hjort, 1990
Tine Ørting, 1990
Gitte Hougaard Nielsen (senere gift med Henrik »Dick« Hansen), 1991
Torben Grønbæk, 1991
Birgitte og Lars Frølund Kristensen, 1992
Hanne og Leif Toft, 1992
Henrik »Dick« Hansen, 1992
Mona og Kenneth Kjær Nielsen, 1993
Jette Munk Hansen, 1993
Anne Gram Hansen, 1995
Ulrik og Berit Bagger, 1995
Oddmar Steinholm, 1996
Ann Lilleør, 1996

Joffi

I 1985 fik Ordet og Israel sit ungdomsarbejde, som senere kom til at hedde Joffi.

Når det drejer sig om initiativet og søsætningen, var Birger Christensen den drivende kraft. Han blev udsendt til Israel i efteråret og bosatte sig i en lejlighed i Jerusalem. Boligen blev snart et samlingspunkt for danske unge, som her fandt et åndeligt hjem og en dansk atmosfære. Unge blev motiveret til at suge Israel til sig på bibelske forudsætninger, både ved samvær i lejligheden og på ture rundt i landet - lige fra jeeptur i Negev til vandretur i Golan.
Ungdomsarbejdet fik også en hjemlig side, idet der blev etableret et udvalg, der i Danmark skulle stå for forskellige arrangementer og i øvrigt have forbindelse med arbejdet i Israel.
Fra 1986 begyndte ungdomsudvalget udgivelse af eget blad - både som selvstændigt blad og som en del af »moderbladet«. Bladet fik navnet Joffi, og derfra fik hele ungdomsarbejdet navn - både i Israel og i Danmark. Pudsigt nok ligesom det i sin tid var gået med Ordet og Israels blad, som gav bevægelsen sit navn. (red. tilføjelse)

Da Birger Christensen vendte tilbage til Danmark, kunne man i året 1990 opfylde et længe næret ønske om at have en hjemlig ungdomssekretær. Fra midten af 1994 blev stud.theol. Jens Lomborg ansat i samme opgave, også for et år; og fra 15.7.1996 blev stud.theol. Per Ladekjær på lignende måde ansat for 13 måneder.

Ny sekretær

Fra 1.1.1991 tog man springet og ansatte yderligere en sekretær i hjemmearbejdet ved siden af landssekretæren, nemlig cand.theol. Ole Andersen. Ansættelsen gjaldt oprindelig for 3 år og havde sin økonomiske forudsætning i et større beløb fra Superchancen. Det viste sig imidlertid at være muligt at fastholde ansættelsen, således at Ole Andersen kunne fortsætte sine tale- og skriveopgaver m.m.

Initiativer og projekter
I lighed med tidligere år har Ordet og Israel også i de senere år taget initiativ til særindsamlinger, når der opstod specielle situationer. F.eks. kan nævnes 2 indsamlinger i forbindelse med de etiopiske jøders hjemkomst - nemlig i 1985 kr. 326.000, og i 1991 kr. 380.000. Imellem disse tidspunkter blev der i 1987 startet en indsamling, da indvandringen fra det tidligere Sovjetunionen tog fart. Det endte med, at man blev i stand til på forskellige områder at fordele kr. 500.000.

I begyndelsen af 1980’erne skete en opprioritering af forholdet til andre kirkelige organisationer. Således blev Ordet og Israel i 1983 medlem af Folkekirkelige Organisationers Fællesudvalg. Et par år senere fik Ordet og Israel sin faste kollektdag (nemlig Mariæ Bebudelsesdag), første gang i 1985.

I efteråret 1987 bad Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut om økonomisk støtte til arbejdet med Bibelselskabets prøveoversættelse af Bibelen. Det fik videre den konsekvens, at Ordet og Israel henvendte sig til andre (organisationer og frikirker) for om muligt sammen med dem at rette henvendelse til Bibelselskabet for at sikre Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut reel indflydelse på den nye oversættelse. Det lykkedes at få 10 andre med i en skrivelse til Bibelselskabet. Indre Mission gik enegang og overtog efterfølgende ledelsen af gruppen.

I 1989 forsøgte bevægelsen igen at skabe samling om en sag. Det drejede sig om et initiativ i anledning af nyreligiøsitetens fremtrængen i Folkekirken. Det var en stor opgave for en lille bevægelse. Men det lykkedes faktisk at samle ni andre organisationer, og med hjælp fra Indre Missions sekretariat blev der sendt et brev og nogle eksemplarer af bogen »Folkekirken og nyreligiøsitet« til samtlige præster og menighedsråd.

Endvidere kan nævnes to initiativer, som blev virkeliggjort i samarbejde med Den danske Israelsmission og Dansk Jødisk Venskab. Det drejer sig for det første om fejringen af Israels 40 års jubilæum 6.3.1988 i Bethesda i København. Det blev en meget festlig eftermiddag med ca. 500 deltagere. Bl.a. medvirkede Israels ambassadør Amos Ganor og overrabbiner Bent Melchior. Da festen blev afholdt i Intifadaens start, blev en planlagt festgudstjeneste i Trinitatis kirke aflyst fra kirkens side. Endvidere meldte KFUM-sangerne afbud.
For det andet foretog de tre organisationer den 2.5.1990 en henvendelse til Folketingets medlemmer i anledning af den tiltagende antisemitisme i Østeuropa.

Ordet og Israel og Israelsmissionen

Til Ordet og Israels historie hører også - som noget ikke uvæsentligt - bevægelsens forhold til Den danske Israelsmission. Det omtales samlet her. Vi begynder i »Karmel-tiden«.
At der allerede fra starten var forskellig opfattelse de to organisationer imellem var
tydeligt nok. Det gælder f.eks. forståelsen af zionismen og jødernes hjemkomst. I 1948 skrev Fr. Torm i Kristeligt Dagblad: »På trods af profetiernes klare ord glemmer Karmel, at folkets omvendelse til Gud fremhæves som betingelse for folkets hjemkomst«. Sivertsen svarede og markerede en uenighed. Karmel havde et positivt syn på zionismen. Selv om den er politisk, kan Gud bruge den i virkeliggørelsen af hans plan med Israel og folkene.

Sådanne forskelle hænger naturligvis sammen med, at man ikke forstår Bibelen helt ens. Klassisk kommer det frem i tilknytning til et ord som 2 Kor 1,20. Således skrev redaktøren af Israelsmissionens blad, Henning Hall (i nr. 3-1966), at Gammel Testamentes forjættelser er opfyldt i Kristus. K.M. Schmidt (bevægelsens næstformand 1965-73) svarede i Ordet og Israels blad (nr. 4-1966), at forjættelserne har (ikke har fået) deres opfyldelse i Kristus såvel ved hans første som ved hans andet komme.

Mere interessant er det imidlertid at lægge mærke til, hvordan Ordet og Israel betragtede sin opgave i forhold til Israelsmissionens.

Som tidligere nævnt gennemgik Per Faye-Hansen en udvikling i synet på mission. Fra starten talte han varmt om evangelisering i Israel. Efter opholdet i Sverige under 2. verdenskrig vendte han sig imod, hvad han kaldte »traditionel mission«. Fra 1964 begyndte han at tale imod mission i det hele taget. I den danske bevægelse gik retningen fra ikke at være imod, at andre drev mission, til selv at være for. Vi vil tegne nogle streger af bl.a. denne udvikling.

Sivertsen, der i begyndelsen var Ordet og Israels pennefører, søgte meget at undgå strid med Den danske Israelsmission. Det gjorde han ved at præsentere de to bevægelser som ikke-konkurrerende. De har hver deres opgave, som igen udspringer af forskellig forståelse af profetierne og Israel som nation. I 1947 talte han om Israelsmissionens opgave i sammenhæng med »Israels indgang i det rige, som er nu«. Han kalder denne opgave »det kortsigtede arbejdsprogram«. I Ordet og Israel har man »det langsigtede program«, i forventning om en kommende folkeomvendelse. Israelsmissionens opgave bliver da at arbejde på indhøstning af førstegrøden. Ordet og Israels opgave er at være med til at berede vejen for den åndelige genfødelse af hele Israel. Ikke som en opgave, der står i modsætning til Israelsmissionens. Således skrev han i 1951 (s.3): »Vi tager så langt fra afstand fra hidtidigt missionsarbejde overfor Israel, at vi tværtimod ønsker efter evne at støtte det«. Hans ledeord var altså: ikke konkurrence og modsætning, men supplement og komplettering.
Hvad Ordet og Israels konkrete arbejde, efter denne forståelse, skulle bestå i, er ikke umiddelbart indlysende. Det erkendte man også allerede i 1948 (»Karmel« 1948, s.38), hvor der ligeud står, at »Karmels program ifølge Sagens Natur må være langt mindre håndgribeligt end Israelsmissionens, eftersom dets Missionsarbejde i første Omgang er af indirekte frem for af direkte Art. Dets Arbejdsformer er derfor vanskeligere at afgrænse ...« I praksis blev det fra begyndelsen orientering, bibelundervisning samt projekter af forskellig art. Herigennem håbede man at bidrage til en nyorientering i kirken, og at det videre ville føre til, at jøders billede af kristne (herunder missionærer) ville ændre sig. Det er altså først og fremmest de eventuelle resultater af arbejdet i kirken, der udgør Ordet og Israels mission over for Israel - altså en slags indirekte mission.

Allerede de første år skete en tilnærmelse. Således blev der i 1953 afholdt et kontaktmøde, hvor man endog drøftede et fælles blad. Resultatet blev »venlig forståelse og tanken om et fælles stævne« (som det hedder i Ordet og Israels protokol). Helt konkret talte Sigurd Granild fra Israelsmissionen på Ordet og Israels sommerstævne i 1953. Endvidere indgik man en gentleman-aftale om ikke at tale nedsættende om hinanden.

En frugt af den indbyrdes forståelse kunne man læse i Kristeligt Dagblad 3.2.1956. Her var aftrykt følgende erklæring underskrevet af Axel Torm og Eyvind Sivertsen:
Skønt Den danske Israelsmission og bevægelsen Ordet og Israel på flere ikke uvæsentlige punkter ikke ser ens på evangelisk israelsarbejde, finder vi dog anledning til i fællesskab på baggrund af flere udtalelser, som fra forskelligt kirkeligt hold er faldet angående jødernes situation i Israel, at advare imod politiske udtalelser af mænd, hvis kirkelige arbejde blandt arabere medfører, at det næppe kan undgåes, at deres bedømmelse af den politiske situation bliver ensidig. Ganske særlig finder vi det beklageligt, at Skriften anvendes på en sådan måde, at resultatet let bliver, at en antisemitisme, der bør dø ud, får næring.

Forskel i bibelsyn blev imidlertid angivet som årsag til, at man ikke nåede videre med hensyn til et evt. nærmere forhold. Endvidere er det nok rigtigt, at bevægelsens to ansatte (jøde-kristne!) modsatte sig et fælles stævne. Med deres - tidligere omtalte - oplevelser i Sverige under krigen i erindring, ønskede de ikke Ordet og Israel identificeret med »traditionel israelsmission«. De to ansatte var formentlig også årsag til, at førnævnte erklæring blev indledt med, at de to organisationer tog forbehold over for hinandens ståsted. Hen ad vejen var der uformelle kontakter på det personlige plan. Men den »venlige forståelse« kunne imidlertid ikke helt fastholdes. Vi nævner tre forhold, som viser det.

For det første: I 1962 udgav Ordet og Israel bogen »Israel og Kirken«, en studiebog, der på opfordring af den nederlandske kirkes generalsynode blev udarbejdet af Rådet for forholdet mellem Kirken og Israel. Især æggede et afsnit »Mission eller samtale« til modsigelse. Helt forståeligt skabte det uklarhed om Ordet og Israels syn, at man ikke havde taget forbehold overfor nogle af bogens synspunkter. I en anmeldelse spurgte Axel Torm bl.a.: »Hvad så med Israelsmissionen«? Den officielle tavshed over for Torm og andre kritiske anmeldere skyldtes formentlig en erkendelse af, at man ikke havde båret sig klogt ad. Ser man på efterfølgende artikler i bladet, er det i øvrigt som om, man forsøger at reparere på sit image.

For det andet følte man, at gentleman-aftalen flere gange blev brudt af pastor Henning Hall, redaktøren af Israelsmissionens blad. Kulminationen var hans artikel i nr. 3-1966 under overskriften »Uredelig redelighed«. Han gjorde gældende, at de to bevægelser stod i et konkurrenceforhold og ikke repræsenterede et gensidigt supplement. Vi citerer her afslutningen på K.M. Schmidts svar i Ordet og Israel (4-1966), da det er typisk for den atmosfære, Ordet og Israel ønskede, der skulle herske mellem de to organisationer:
Vi har bevidst søgt at undgå konkurrence bl.a. ved at undlade at opbygge en organisation af kredse udover vort land. Jeg har ikke indtryk af, at vi på nogen måde har gjort indgreb iblandt de venner, der støtter Israelsmissionen. Personlig har jeg aldrig truffet nogen, der har sagt, at de tidligere har støttet Israelsmissionen, men nu hellere vil støtte arbejdet for Ordet og Israel. Derimod har jeg mødt adskillige venner af Israelsmissionen, der har givet udtryk for, at de deler syn med Ordet og Israel, men at de selvfølgelig ikke af den grund vil svigte Israelsmissionen. Det har også glædet os at lægge mærke til, at Israelsmissionens gaveindtægter igennem årene stadig har været stigende. Gennem Ordet og Israels arbejde er der uden tvivl vakt interesse for Israel i kredse, som Israelsmissionen ikke har kunnet nå, og sammenlagt når Israelsmissionen og Ordet og Israel mange flere mennesker i vort land, end Israelsmissionen alene kunne nå. Det er da værd at glæde sig over.

For det tredje: Indre Mission inviterede i 1969 Axel Torm til det årlige missionærkursus for i et foredrag at redegøre for »Forskellen mellem Den danske Israelsmission og Ordet og Israel«. (Når Ordet og Israel ikke blev inviteret kan det hænge sammen med den tidligere omtalte spænding på grund af sagen vedrørende Meier Andersen). I sit foredrag angreb Torm en udtalelse i Kristeligt Dagblad, som skulle være fremsat af en Ordet og Israel-repræsentant, gående på, at Ordet og Israel »ikke sender missionærer ud, fordi vi kristne har skyld overfor jøderne ...«

Foredraget blev trykt i Indre Missions Tidende, hvoraf det fremgår, at Torm spillede lidt på, at han var i et forum af Indre Missions-folk. Blandt Torms tilhørere var indremissionær Aage H. Lund, medlem af Ordet og Israels bestyrelse. Han skrev efterfølgende »Et korrektiv« til Indre Missions Tidende. Heri tog han afstand fra den af Torm citerede udtalelse. Endvidere stillede Lund det helt relevante spørgsmål til Torm: »Hvor i Israel driver Den danske Israelsmission mission blandt jøder?« Lund tilføjede: »Jeg ved godt, at det ikke er viljen, som mangler i Israelsmissionen. Ja, men så lige så godt indrømme: Vi driver ikke mission blandt jøder i Israel, for vi kan ikke. Her ved jeg nemlig, at mange af Israelsmissionens venner tror, at de støtter arbejdet mellem jøder i Israel ... I en udtalelse til Billedbladet siger pastor Norup (Israelsmissionens udsending til Israel), at hans opgave ikke er at øve mission blandt jøder i Israel. Han siger, at Israelsmissionen stiller sig tilfreds med, at han for sin præsteløn virker blandt skandinaver i Israel, og at dette arbejde nu også støttes økonomisk af Dansk Kirke i Udlandet«.

Hvis man skal vurdere følgerne af det skete, vil det nok ikke være forkert at sige:
1. Aage H. Lunds håndtering af sagen var med til i Indre Mission at øge forståelsen og respekten for Ordet og Israel, og fra da af udviklede dette forhold sig positivt.
2. Lunds svar til Torm viste, at der i Ordet og Israel var ved at udvikle sig en sammenkædning af Den danske Israelsmissions »kortsigtede« og Ordet og Israels »langsigtede« arbejdsprogram.
3. Forholdet mellem Den danske Israelsmission og Ordet og Israel havde efterhånden fået et knæk. Og det blev yderligere forstærket af væksten i Ordet og Israels arbejde og af Ordet og Israels udvikling i synet på »kortsigtet« mission. Begge fik til stadighed spørgsmålet: Hvad er forskellen mellem jer? Og svaret fra Israelsmissionen har måske lydt noget i retning af, at Ordet og Israel ikke vil drive mission, for jødernes frelse tager Gud sig af i endens tid. I stedet planter man træer. Ordet og Israel hælder i øvrigt til tanken om to veje til frelse. Ordet og Israel har svaret noget i retning af, at Israelsmissionen er et bredt folkekirkeligt missionsselskab, med ringe syn for de bibelske profetier om landet og folket og med et indslag af et kritisk bibelsyn; i øvrigt et selskab der taler om mission, men ikke driver mission.

Den situation var uholdbar, og begge steder modtog man positivt et forslag fra Axel Torm om et møde mellem bestyrelserne. Et møde mellem udvalg fra de to bestyrelser blev afholdt 26.8.1977. De to udvalg mødtes igen 1.9.1979. Samtalerne var gode og positive, men man var ikke enige om, hvad møderne fremover skulle indeholde og føre til. Endvidere fremkom der i Israelsmissionens blad bemærkninger (i relation til bibelsynet og forståelsen af profetierne), som Ordet og Israel følte vendt mod bevægelsen. Man besluttede derfor, at man fremover kunne samarbejde i konkrete sager, men at man i øvrigt ikke ved fortsatte samtaler kunne opnå mere, end man allerede havde opnået. Derefter gik Israelsmissionen til pressen med, at »Ordet og Israel nægter samarbejde med Israelsmissionen«. Ordet og Israel svarede, at et egentligt samarbejde ikke havde været på tale, og at man ikke havde afbrudt forbindelsen med Israelsmissionen. Israelsmissionen følte nok på den anden side, at bolden kom til at ligge på Ordet og Israels banehalvdel.

De sidste 10-15 år har de to organisationer udviklet sig hver for sig. Ikke at de er vokset fra hinanden, snarere det modsatte, selv om det kun i konkrete sager har ført til samarbejde. Sagen er, at også Israelsmissionen har gennemgået en udvikling. Den danske Israelsmission profilerer sig sådan, at organisationen af nogle opfattes som et missionsselskab med folkekirkelig bredde. Imidlertid har man ikke i bestyrelse og blandt medarbejdere fastholdt denne bredde og bliver derfor af andre opfattet som mere højrevendt. Tager man også hensyn til udviklingen i Ordet og Israel, kan man derfor med nogen ret tale om en udvikling, hvor de to organisationer er kommet til at ligne hinanden mere. Den udvikling kan også have medført, at man de to steder har oplevet den anden parts arbejde som en slags konkurrence - altså netop hvad man tidligere søgte at undgå. Ordet og Israel har søgt at arbejde i nicher, så man ikke overlappede den anden part. Men spørgsmålet er naturligvis, om Israelsmissionen har opfattet initiativerne sådan.

Til ligheder de to imellem hører bl.a. følgende: Ønsket om at Israel nås med evangeliet (selv de to organisationers forskelligartede opgaver har et fælles præg af overvejende indirekte mission), forståelsen af messianske jøder og menigheder, forståelsen af kristendommens jødisk-historiske oprindelighed, kampen mod antisemitismen og afvisningen af topagtsteologien. Selv om der kan være tale om nuancer og skiftende vægtlægning, vil i hvert fald en ekstern iagttager have svært ved at se forskellene på disse områder.
Taler man om forskelle, hører bibelsynet med til selve Ordet og Israels anliggende. Det fremgår af såvel motto som grundlag. Det har bl.a. den konsekvens, at Ordet og Israel er at finde blandt dem, der som en del af sit anliggende har et ord at sige i dagens situation med bl.a. bibelopløsende teologi og praksis. Israelsmissionen er et missionsselskab. Ordet og Israel er noget mere. Det vil man bl.a. kunne se, hvis man sammenholder de to selskabers mødeprogrammer. Bibelsyn (en grundlæggende forståelse af, hvad det betyder, at Bibelen er Guds ord) og bibelforståelse (forståelsen af, hvad Bibelen lærer om Kristus, Israel, hedningefolkene, Guds rige osv.) vægter meget i Ordet og Israels programmer. I det hele taget er Ordet og Israels teologiske interessefelt bredere. F.eks. er man optaget af, i hvilket omfang Bibelens budskab i dag forkyndes med en græsk eller hebraisk tilgang.

Et af Israelsmissionens bestyrelsesmedlemmer formulerede det engang sådan: Israelsmissionen er et arbejdsfællesskab, Ordet og Israel er et meningsfællesskab. Og
det er der noget rigtigt i. I Israelsmissionen kan man være med, hvis man er folkekirkelig og vil arbejde for israelsmission. I Ordet og Israel spørges der i højere grad om bibelholdning og bibelforståelse. Når man f.eks. vil arbejde for, at Israel må få Bibelens syn på Kristus, føler man en konstant forpligtelse til at arbejde med spørgsmålet: Hvad er Bibelens syn på Kristus og hans rige. I øvrigt hænger opgaven over for Israel, sådan som Ordet og Israel ser den, nøje sammen med forståelsen af Guds plan med Israel i fortid, nutid og fremtid, hvilket bl.a. betyder afvisning af enhver form for erstatningsteologi. - Når disse forskelle er nævnt, er ikke dermed sagt, at man ikke kan være med i Israelsmissionen med Ordet og Israels bibelsyn og bibelforståelse. Men der arbejdes ikke for at gøre disse dele gældende som et anliggende. Derfor opleves det også i praksis sådan, at de to organisationer har to forskellige syn.

Signalement af Ordet og Israel

Ordet og Israel opfatter sig som en bevægelse i dansk kirke- og kristenliv med en dobbelt opgave. Den er formuleret på denne måde: »... arbejde for at kristne får Bibelens syn på folket Israel og folket Israel Bibelens syn på Jesus Kristus«. Men selv om opgaven kan formuleres som dobbelt, er der i dobbeltheden en indre organisk enhed. Opgaven overfor Israel kan ikke virkeliggøres uden en stadig nybesindelse i den hedningekristne kirke; omvendt: Hvis den hedningekristne kirke bliver bevidst på Israels egenart og behov, fødes kærligheden til Israel. Derfor er det en stadig opgave i kirken at sige, hvem Israel er, og over for Israel være kanal for kirkens vidnesbyrd om Kristus.

Skal det lykkes, må talen om Israel være sand. Derfor melder sig spørgsmålet: Hvorfra ved vi, hvad der er sandt? Svaret er: fra Bibelen. Fordi dette spørgsmål er vigtigt, er bevægelsens motto: »Skriften kan ikke rokkes«. På Jesu autoritet er det bevægelsens overbevisning, at hele Bibelen er Guds inspirerede, fuldt ud troværdige ord. Det har bl.a. til følge, at Ordet og Israel - sammen med andre organisationer - opfatter sig som et korrektiv til bibelkritisk teologi i kirken. Ordet og Israel ønsker at være en folkekirkelig bevægelse, men med vægten lagt på folkekirkens bekendelsesgrundlag. Til det hører Bibelens profetiske og apostoliske skrifter.

I Bibelen kaldes Israel for Guds folk i den forstand, at Gud har et særligt forhold til det folk som nation, hvilende på hans udvælgelse, kærlighed og løfte. Jøder er ikke bedre end andre mennesker. For dem gælder - som for ethvert menneske - hvad kong David udtrykker således: »I skyld har jeg været, fra jeg blev født ... « (Sl 51,7).

Derfor gælder det alle, at borgerskabet i Guds nåderige hænger sammen med troens liv med Jesus Messias. Når dette er sandt, må det også bestemme holdning og handling. Samtidig er det også sandt, at Guds nådeløfte en dag når Israel sådan, at hele Israel frelses. Det sker, når befrieren kommer fra Zion, som det udtrykkes i Rom 11,25-26. Den vision om befrierens komme udtrykker Paulus med henvisning til ordene fra profeten Esajas (59,19), hvor Herrens komme omtales »som en rivende flod, der drives frem af Herrens storm« - en voldsomhed svarende til Jesu omtale af sin genkomst i magt og herlighed. Apostlen lærer altså en sammenhæng mellem Jesu komme og Israels frelse, hvilket har sin baggrund i Gammel Testamente (Israels og Oldkirkens bibel).

Israels frelse ses altså under et dobbelt aspekt - et nutidigt og et fremtidigt. Det var det, bevægelsens fædre mente, når de talte om det kortsigtede og langsigtede arbejdsprogram. Aktuelt har det som konsekvens, at Ordet og Israel på den ene side er noget mere end et almindeligt missionsselskab og på den anden side noget andet end en kristen-zionistisk organisation med orientering i retning af topagtsteologi.

Ordet og Israel har gennem alle år ydet (eller formidlet) støtte til forskellige projekter i Israel. Baggrunden herfor har været forståelsen af indvandringen og landets genopbygning, som omtales hos profeterne. Forholdet mellem Bibelens to dele betyder ikke, at Ny Testamente lader Israel forsvinde ud af frelseshistorien, og at den hedningekristne kirke indtager tjeneropgaven i stedet for Israel. Derfor skal profetierne om folkets hjemkomst og landets genopbygning heller ikke forstås åndeligt i stedet for materielt.

Det har været diskuteret, om den nationale eller åndelige genfødelse ville ske først. Hertil er at sige, at disse to genrejsninger i profetisk/historisk perspektiv smelter sammen. Når profeterne omtaler genrejsningen, er rækkefølgen dog de fleste steder, at først ledes folket hjem for derefter at få et nyt hjerte. Sådan forstod også Ordet og Israels fædre det profetiske ord, og det har været denne forståelse, der - sammen med kærlighed til folket og landet - har båret de mange støtteprojekter. Senere har Jesus-troende jøder givet udtryk for, at disse projekter har været en understøttelse af deres vidnesbyrd overfor deres stammefrænder. Endvidere skal også nævnes, at projekter de senere år i vid udstrækning også er gået til formål, som er administreret af messianske jøder.

Når det drejer sig om netop messianske jøder, har det været en stor opmuntring at kunne støtte dem i deres situation. Som Jesus-troende, der fortsat er jøder, befinder de sig ofte i en dobbelt konflikt, nemlig dels i forhold til rabbinsk jødedom og dels i forhold til den hedningekristne kirke. Støtten er ikke problemfri, når vi med vor konfessionelle rygrad står sammen med troende brødre og søstre i de messianske menigheder. Det mere end opvejes dog af, at mødet med messianske jøder er en berigende dimension i troslivet for en hedningekristen. Deres binding til bibelsk oprindelighed i både Gammel og Ny Testamente afskræller historisk tillæg, som ikke nødvendigvis er af det gode. F.eks. har europæiseringen af Kristus ikke bare gjort ham fremmed for jøder, men har også frataget ham noget af den bibelsk/ hebraiske klædedragt - til fattiggørelse af troslivet. Det særlige forhold til messianske jøder erstatter ikke det almindelige forhold til Israels land og folk. Det bibelske budskab er blevet til i jødisk sammenhæng, og landet og folket er stadig Guds. Israel har været og vil fortsat være jordens navle - dér hvor Himlens Gud historisk har sin jordforbindelse.

Et sådant forhold til Israel kan måske godt opleves som en slags »afstandsforelskelse« i et teoretisk tilsnit. Det er også muligt, at Israel har svært ved at give vor kærlighed et gensvar. For hvordan er vores kærlighed? Elsker vi det jødiske folk, som det er, eller som det, vi håber det vil blive? Når det kommer til stykket, er svaret måske, at vi gør begge dele 100 procent. Altså igen et af disse »både-og« i Ordet og Israels særpræg, som gør det så spændende og udfordrende at være med i bevægelsens sammenhæng.