Mange har forladt Israel: »Derfor gør vores tilstedeværelse en stor forskel«
Der holder ingen store turistbusser udenfor Alle Nationers Kirke ved foden af Oliebjerget. Der er ingen turistgrupper, der synger lovsange i Gravhaven. Selv Gravkirken er tom. Det er nemt at komme rundt i de smalle stræder i Den Gamle By. Alt for nemt. Souvenirbutikkerne er lukkede det meste af tiden – og desperate resten af tiden.Der holder ingen store turistbusser udenfor Alle Nationers Kirke ved foden af Oliebjerget. Der er ingen turistgrupper, der synger lovsange i Gravhaven. Selv Gravkirken er tom. Det er nemt at komme rundt i de smalle stræder i Den Gamle By. Alt for nemt. Souvenirbutikkerne er lukkede det meste af tiden – og desperate resten af tiden.
»Byen er travl som normalt, når man ser på trafikken. Men der er langt færre folk i parkerne og på legepladserne, og byen opleves lidt mindre levende,« fortæller Frederik Korsgaard.
Det er svært at forestille sig, men sådan er Jerusalem nu. Det er alt andet end hverdag – og alligevel er der en hverdag. Med skole, børnehave, arbejde, indkøb, løvhyttefest og sabbatsmåltider. Og med Yad va Lev-arbejde. For Ordet og Israels tre medarbejdere er en del af hverdagen i Jerusalem.
Frederik og Maria Korsgaard har boet i Joffihuset siden april. I slutningen af september fik de selskab af Lone Borch Kristensen, som er rejst til Israel som medarbejder for Ordet og Israel for tredje gang – senest var hun ansat som ungleder i Yad va Lev i 2019.
Frederik og Marias jobtitel er ungledere, men de har ingen at lede, for køjesengene i husets kælder har stået tomme i over et år. Siden evakueringen af alle volontører og medarbejdere i oktober sidste år, som følge af Hamas’ massakre den 7. oktober og den efterfølgende krig i Gaza, har det meste af Ordet og Israels aktiviteter i Israel været på pause.
»Det er trist,« siger Lone. »Det er et hus, der plejer at være fyldt med mennesker og liv. Nu står kælderen og samler støv, og cyklerne hænger udenfor og bliver ikke brugt.«
»Vores nabo har sagt, at han virkelig savner, at der er liv i huset, og at det larmer lidt en gang imellem,« fortæller Frederik.
En særlig taknemlighed
Volontørerne glimrer ved deres fravær, og det er ikke kun i Joffihuset. De manglende volontører og turister overalt i byen gør, at Ordet og Israels medarbejdere bliver bemærket mere end tidligere. »Det er jo tydeligt at se – og høre – at vi ikke kommer herfra,« fortæller Lone. »Den anden morgen i bussen blev vi spurgt, hvor vi kom fra, og hvorfor vi var her. Det samme har jeg oplevet i flere butikker. Der bliver spurgt med en undren: ’Er du her nu, på den her tid? Hvorfor?’ Og så udtrykker mange en stor taknemlighed over, at vi er her netop nu.«
Et af de steder, det lille Yad va Lev-trekløver arbejder, er Tachlit, hvor de manglende volontører mærkes. Mange, der har været en del af Yad va Lev gennem årene, har været på Tachlit for at pakke overskudsmad til udsatte familier i Jerusalem. Og i denne tid er behovet naturligvis ikke blevet mindre.
»Vi har mange gode møder med folk på Tachlit,« fortæller Maria. »For tiden møder vi mange amerikanske jøder, som er her nogle uger for at besøge deres børn og gerne vil arbejde frivilligt, mens de er her. Det er et godt sted at snakke med folk, for når man står over for et andet menneske og skal pakke 100 poser med ti tomater, så har man tid til at komme lidt ind på hinanden.«
Frederik og Maria fortæller om et særligt møde med en amerikansk jøde. »Hun elskede Danmark, selvom hun ikke havde nogen naturlig relation til landet. Hun havde taget hele sin familie med til Danmark og havde dansk design derhjemme. Bare fordi Danmark havde hjulpet jøderne under 2. Verdenskrig,« fortæller Frederik. »Og hun var så rørt over, at vi kom fra Danmark. Så den sidste gang, vi var der sammen, kom hun med nogle magneter til os, som hun selv havde malet, og en halskæde til Maria.«
»Det var vildt,« fortæller Maria, »for hun sagde, at man ’ikke kunne betale hende for at tage til Norge’, fordi der er den politiske stemning omkring Israel ikke særligt positiv. Vi er meget privilegerede og velsignede med et land, der politisk set er positivt indstillet overfor Israel.”
Vi er her for at velsigne
Når snakken så går derudaf hen over de mange poser med tomater, og Lone, Frederik eller Maria bliver spurgt, hvorfor de er volontører i Israel netop nu, så fortæller de, at det er de, fordi de elsker Israel.
»Vi elsker Israel, fordi Gud elskede Israel,« fortæller Maria. »Vi er her for at velsigne,« supplerer Frederik.
»Det var noget, jeg tænkte meget over, før jeg tog afsted,« fortæller Lone. »Der er så mange, der er imod Israel. Jeg har lyst til at være her for at sige, at vi er nogen, der kun vil jer det godt, og som gerne vil være her, selvom det er krisetider. Jeg håber, at vi kan være med til at give en oplevelse af, at der er nogen derude, der støtter dem og vil dem.«
Frederik fortæller, at da han og Maria kom til Jerusalem i april, var der én fra menigheden, som havde sagt til dem, at han bare var virkelig glad for, at de var her. For han var blevet så ked af det efter den 7. oktober, da alle organisationerne trak sig ud af landet. Det havde været et stort chok for ham, og han havde oplevet det meget personligt og følt sig efterladt. Han var ikke vred på organisationerne eller de mennesker, der var rejst hjem. Det havde bare været en voldsom oplevelse for ham. For ligesom Frederik, Lone og Maria bliver bemærket nu, var det mærkbart, da alle volontører forlod landet sidste år.
»Bare vores tilstedeværelse gør en stor forskel lige nu,« fortæller Frederik. »Jeg var på et tidspunkt i en butik, hvor der var én, der sagde: ’Hvis man tager til Israel nu, så er det, fordi man har et kald, og man elsker Israel. Ellers tager man ikke afsted.’ Og vi håber jo også netop, at det er det, der rører folk – at vi siger, at vi har et kald til at være en velsignelse her.«
Hverdag med Yad va Lev-klassikere
Helt konkret velsigner Maria, Frederik og Lone ved at give af deres tid og hjælpe til – med hjerte og hænder – forskellige steder i Jerusalem. De arbejder i en vuggestue på Elwyn, som er en institution for mennesker med både udviklingsmæssige og fysiske handicaps. De unge Yad va Lev-volontører har tidligere arbejdet på samme institution på afdelingen for voksne.
»Det giver god mening at være i vuggestuen,« fortæller Lone, der selv er uddannet socialpædagog og har mange års erfaring fra specialområdet. »Jeg føler, at der er brug for mig, og at pædagogerne er taknemlige og godt kan finde på opgaver, der giver mening for os. Og jeg synes, det er et meget professionelt sted med en god tilgang til børnene og deres særlige behov. De bruger nogle af de samme redskaber, som vi bruger i Danmark – både pædagogisk, men også med hensyn til de fysiske rammer.« Frederik supplerer: »Det er et hyggeligt arbejde. Det er meget let at gå til, hvis man kan sige det sådan. Vi leger meget,« siger han med et smil.
Derudover hjælper de til på Medallion, som efterhånden også er en Yad va Lev-klassiker. Medallion er et forlag, der udvikler og producerer bibelundervisningsmateriale til den messianske pendant til børnekirke, nemlig sabbat-skolerne i Israels messiansk-jødiske menigheder. Men den helt store Yad va Lev-klassiker, malerarbejdet, er sat i bero. Det er kun Joffihuset, der får gavn af penslerne og spartlen en gang i mellem. Og så danske Maren Holms lejlighed (se november- og julinummeret), som trængte til et par kærlige hænder og lidt maling.
Til gengæld går der en del tid i menigheden, Jerusalem Assembly, hvor Frederik og Maria nærmest har været fast inventar i køkkenet, siden de kom i april.
»De er virkelig gode til at hjælpe hinanden i menigheden. Der er en meget stærk frivillig ånd,« fortæller Frederik.
»Når der bliver lavet mad til børneklubben eller ungdomsfællesskabet, bliver der altid lavet lidt ekstra. Så er der noget til nogle af menighedens medlemmer, som har brug for hjælp, for eksempel de familier, hvor fædrene er indkaldt til hæren,« supplerer Maria.
Lige efter krigens udbrud blev 40-50 mænd fra menigheden, indkaldt til hæren. Det er meget mærkbart i en menighed med godt 200 medlemmer. Ud over deres egne medlemmer blev der i foråret også lavet mad til familier, der var evakueret fra deres hjem nær Gaza eller grænsen til Libanon.Men krigen mærkes ikke kun i menighedens køkken, den mærkes også til gudstjenesterne hver lørdag. Jerusalem Assembly plejer ofte at have besøg af turistgrupper, men der er ikke længere fyldt op på stolerækkerne. Hver uge bliver der bedt for gidslerne, for krigen, for de evakuerede familier og for soldaterne. Og for de to mænd fra menigheden, som i skrivende stund er indkaldt til hæren.
Glæde midt i håbløshed
»Vi bliver tit spurgt, om vi mærker til krigen,« fortæller Frederik. »Så svarer vi: Både ja og nej. Vi mærker jo ikke til den i hverdagen. Men man mærker det i bevidstheden. At det fylder.«
»Det har særligt været efter årsdagen, 7. oktober i år, at man har kunnet mærke det – en tunghed. At folk er trætte, udmattede og modløse. Der er en anden stemning end i foråret.«
Ved siden af det, der er ekstra tungt, er der også glimt af, at noget er ekstra godt. Ekstra betydningsfuldt. I parker og naturområder møder de ofte familier med deres voksne børn, som er på tur sammen. Frederik fortæller om en mor, de mødte i Yehudia i det nordlige Israel, som var på tur med sine voksne sønner, der var hjemme på weekend fra hæren. »Hun snakkede om, at det var så vigtigt, at hendes sønner havde den her tid sammen, hvor de bare kunne plaske i vandfaldene. For i mange familier er de voksne børn i hæren, og de er hele tiden væk fra hinanden. Så når de endelig er hjemme, så skal de bare hygge sig – og det er skønt at se. Det er, som om familien er blevet ekstra vigtig.«
Der er meget at bede for i Israel, men det vigtigste lige nu, er de tre medarbejdere enige om, er at bede om fornyet håb. “Det er jo godt med kloge beslutninger fra regeringen og hæren, men det, vi mærker mest på folk nu, er håbløsheden,« siger Frederik. »Folk længes efter, at det stopper. Det er for tungt at være i,« siger Maria. »Folk har brug for at være i en hverdag, som de kan vænne sig til. Men det her kan de ikke vænne sig til. De bliver bare slidt op.«
Selvom stemningen kan være tung, er både Frederik, Maria og Lone glade for at være i Jerusalem. Og føler sig trygge.
»Det er meget anderledes at sidde hjemme i Danmark og vente på at rejse og se danske nyheder,« fortæller Lone. »Da jeg kom herned, føltes det fuldstændig rigtigt. Selvom der er en uvished om, hvad der kommer til at ske, så føler jeg, at jeg er der, hvor Gud vil have, jeg skal være. Det må vi bede om, og det må vi stole på. Og det giver tryghed,« siger Lone og bakkes enstemmigt op af Frederik og Maria.
Og uden for Joffihuset skinner solen stadig over Jerusalem. Der er en hverdag, midt i krigen og sorgen. Hvor falaflerne stadig smager fantastisk, og der stadig er iskaffe på Aroma. Hvor busserne kører, som de skal, og folk går over vejen, når de ikke skal. Der er stadig masser af mennesker i Shukken (et stort marked i Jerusalem) og lange køer i supermarkederne. Og midt i en by og et land præget af krig, ufred og uro, bliver Ordet og Israels medarbejdere gang på gang mødt med gæstfrihed og taknemlighed. Og på den måde er der meget at nyde i en hverdag i Jerusalem – præcis som der plejer at være. Bare helt anderledes.