Evakueret menighed har glæde af Det Danske Hus

Det er fredag aften, og det summer af liv i Det Danske Hus ved Genesaret Sø. Hebraisk lovsang fylder rummene, der er prædiken, og der er fællesskab. Efter gudstjenesten er der sabbatsmåltid i spisesalen.

Umiddelbart kan det virke overraskende, at der overhovedet er folk i huset. En uge efter Hamas’ terrorangreb 7. oktober pakkede discipelskoleholdet sammen med lederparret, Cecilie og Jakob Ulriksen, huset sammen. Det danske udenrigsministerium havde arrangeret evakuering, og en tidlig lørdag morgen forlod alle danskerne huset og vendte hjem til Danmark.

Men evakueringen betød ikke, at Det Danske Hus har stået tomt. I den første periode var huset udlånt til den messiansk-jødiske menighed Peniel fra Tiberias. De brugte blandt andet køkkenet til at lave mad til familier, hvis fædre var indkaldt til hæren.

I de sidste måneder har huset været brugt af den messianske menighed fra Kiryat Shmona.

 

Til glæde for evakuerede

Kiryat Shmona er en by i det allernordligste Israel ganske tæt på grænsen til Libanon. Normalt har byen omkring 25.000 indbyggere. Men allerede dagen efter Hamas’ terrorangreb på det sydlige Israel angreb den libanesiske terrorgruppe Hizbollah det nordlige Israel. I det halve år, der snart er gået, har der været daglige angreb med raketter, droner og beskydning.

En god del af disse angreb har været rettet mod Kiryat Shmona. Stort set alle byens indbyggere er derfor blevet evakueret til steder længere sydpå i Israel. Kun et mindre antal ældre indbyggere og personer med specifikke opgaver er blevet tilbage.

Siden 2015 har Kiryat Shmona haft en messiansk-jødisk menighed. Som de øvrige indbyggere i byen blev også de messianske jøder evakueret. En del af dem er midlertidigt blevet indkvarteret i området omkring Tiberias og Poriya.

Det er evakuerede folk fra denne menighed, der nu har glæde af Det Danske Hus. Kiryat Shmona-menigheden bruger huset på fire måder.

For det første kan menighedens medlemmer hver fredag aften mødes i huset til gudstjeneste og sabbatsmåltid. Det er selvfølgelig vigtigt for fællesskabet i menigheden, at medlemmerne har denne mulighed for at mødes, selvom de er evakueret fra deres by.

For det andet bruger menighedens leder, Israel Iluz, og hans familie huset til bolig i weekenderne. Præstefamilien har valgt at blive boende i Kiryat Shmona, men hver weekend flytter de ind i Det Danske Hus for at få en pause fra de mange raketalarmer.

For det tredje har menigheden en række udenlandske volontører. I dagtimerne hjælper de i menighedens hjælpearbejde i Kiryat Shmona, men de overnatter i Det Danske Hus, som ligger cirka en times kørsel derfra.

Endelig bliver husets køkken brugt til bagning og madlavning til menighedens hjælpearbejde i Kiryat Shmona.

Israel Iluz fortæller, at det er en stor hjælp for menigheden at have huset til rådighed. »Vi er så velsignede og taknemmelige for at kunne bruge Det Danske Hus,« sagde han til Jakob Ulriksen, som var på besøg i Israel i februar.

 

Mad til soldater

Kiryat Shmona-menigheden har altid lagt stor vægt på at bidrage til samfundet i deres by. Menighedsmedlemmer har været engageret i socialt hjælpearbejde og også regelmæssigt hjulpet med at holde byens gader og parker rene. Meget af dette arbejde kan selvfølgelig ikke gøres i den nuværende krigssituation. Derfor har menigheden måttet finde på nye måder at hjælpe byen på.

Siden 7. oktober har mange israelere frygtet, at Hizbollah vil gøre det samme mod det nordlige Israel, som Hamas gjorde den forfærdelige dag mod det sydlige Israel. Hvis Hizbollah vælger at sende et stort antal terrorister ind i Israel, vil Kiryat Shmona være et af de første mål. For at beskytte byen har den israelske hær derfor udstationeret store militærstyrker i området.

Selvom soldaterne selvfølgelig får mad fra hæren, er menuen ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Derfor har den messianske menighed indrettet et stort køkken i sine lokaler, hvor man laver mad til byens beskyttere.

Jakob Ulriksen fortæller, at da han besøgte Kiryat Shmona i februar, lavede menighedsmedlemmer og de volontører, der bor i Det Danske Hus, mellem 800 og 900 måltider mad hver dag. Maden bliver pakket i foliebakker og papkasser, og soldaterne henter det selv og tager det med ud til deres stillinger.

Menighedens indsats i byen har vakt opsigt og fået omtale i flere store israelske medier.

For Jakob Ulriksen er det en stor glæde, at Det Danske Hus på den måde kan være til velsignelse, selvom det i øjeblikket ikke kan bruges til det, vi i Ordet og Israel helst vil.