Alle Ordet og Israels folk i Israel blev evakueret
Det store terrorangreb på Israel 7. oktober og den efterfølgende krig resulterede i, at alle Ordet og Israels folk i Israel blev evakueret til Danmark den 14. oktober.
Lørdag den 7. oktober var ikke blot sabbat, men også simchat tora (Toraens glædesfest) i Israel. Tidligt den morgen indledte Hamas fra Gaza et terrorangreb, der i løbet af de følgende dage udviklede sig til det værste angreb i Israels historie. Mindst 1.300 blev dræbt, omkring 150 blev brutalt kidnappet og tvunget med til Gaza. Og samtidig lod Hamas det regne med raketter over det sydlige Israel.
I løbet af den formiddag måtte alle Ordet og Israels folk i Jerusalem styrte i beskyttelsesrummene på grund af raketalarmer.
I de følgende dage eskalerede krigen, og alle forventede, at det blot ville blive værre. Størst var frygten for, at Hizbollah ville blande sig i krigen fra Libanon, så også hele det nordlige Israel ville blive ramt.
Ordet og Israels fastlagte politik er, at vi følger det danske udenrigsministeriums vejledninger for Yad va Lev-volontører, seniorer og discipelskoleelever. Men om aftenen den 10. oktober var situationen så ophedet, at vi valgte at trække de tre grupper hjem, selvom Udenrigsministeriet stadig ikke anbefalede det. Vi frygtede, at Udenrigsministeriets anbefaling af hjemrejse kunne komme så sent, at det ville blive meget svært eller måske umuligt at komme ud af landet.
Ud over sikkerhedsaspektet kunne Ordet og Israel konstatere, at det nok ville blive svært at få undervisere fløjet til Israel i de sidste fire uger af elevernes ophold. Og i Jerusalem ville volontørerne sandsynligvis få svært ved at arbejde på grund af nedlukninger og risikoen for luftalarmer.
Allerede næste morgen meddelte Udenrigsministeriet så, at Danmark ville sende et fly afsted for at evakuere alle danske statsborgere, der ønskede det. Alle Ordet og Israels folk i Israel blev straks tilmeldt evakueringen.
Fredag den 13. oktober var der derfor 51 personer fra Ordet og Israel med på det Herkules-fly, der evakuerede danskere fra Israel.
Også Ordet og Israels faste stab i Israel blev evakueret. Det gælder Jakob og Cecilie Ulriksen fra Poriya og deres to børn, Josva og Noa. Fra Jerusalem er det Simon og Signe Kammersgaard Back og deres søn, Josva, Kirsten Østerby, Benjamin Nyborg og Anna Brødsgaard Knudsen.
Vi håber, at situationen hurtigt bliver stabiliseret, så vores arbejde i Israel kan genoptages, og medarbejderne vende tilbage.