Årsberetning: Skriften kan ikke rokkes

Det har på flere måder været et anderledes og uforudsigeligt år for Ordet og Israel. Opstart af både discipelskole og kursusvirksomhed i Poriya ved Genesaret Sø. Genetablering af Yad va Lev-arbejdet i Jerusalem for både unge volontører og seniorer. Efter knap to års nedlukning har disse processer gået hånd i hånd med stor usikkerhed om, hvad som kan lade sig gøre hvornår.

Vi har fået nye medarbejdere på alle positioner i Jerusalem, og nu denne sommer sker det samme i Det Danske Hus ved Genesaret sø. Et anderledes år, som på mange parametre har været ekstraordinært krævende.

Derfor vil jeg også begynde beretningen her med at sige vore 16 ansatte medarbejdere i Israel og i Danmark en stor og velment tak for jeres udholdende indsats. Vi er glade for jer alle sammen, og I gør hver på jeres plads et samvittighedsfuldt og godt stykke arbejde, som vidner om jeres kærlighed både til Ordet og Israel som organisation og til det kald, vi i fællesskab har fået betroet.

I skal vide, at vi er stolte af at have netop jer som ansatte i Ordet og Israel. Tilsammen udgør I et stærkt team. Det gør os fortrøstningsfulde, samtidig med at vi er klar over, at vi ikke nødvendigvis er i smult vande endnu. Der vil helt sikkert fortsat dukke uforudsete udfordringer op, som vi ikke kan løse i det tempo, vi kunne ønske det.

Derfor vil jeg også gerne minde om, at vi i Ordet og Israel arbejder under mottoet »Skriften kan ikke rokkes«. Det er et godt og slidstærkt motto. I en tid, hvor uforudsigelighed og konstante forandringer stiller krav til hele organisationen, er der noget uden for os selv, der kommer os i møde med ro, trøst og vejledning. Skriften, Guds ord, Bibelen rokkes ikke. Men det er der godt nok meget andet, som gør.

Kyivs jøder er bange

Vender vi blikket væk fra vores egen lille andedam, ser vi, at vi langtfra er de eneste, der har haft et meget anderledes år. Den verdensorden, vi kender, rokkes. Vi fornemmer, at der skrives historie i disse måneder. Men vi kender ikke indholdet i de næste kapitler, og vi ved ikke, hvor mange der vil blive skrevet. Det, vi – måske naivt – ikke troede muligt, sker nu i vores egen baghave. Verden er blevet uforudsigelig.  

Hvad der derimod er ganske forudsigeligt, er, at sandheden er krigens første offer, og at jøderne i særlig grad er udsatte for at blive genstand for løgnen. Kristelig Dagblads korrespondent i Mellemøsten Allan Sørensen skrev meget rammende i begyndelsen af krigen: »Angsten for igen at blive udpeget som syndebuk i en krig på europæisk jord rammer en nerve i de jødiske samfund i både Ukraine og Rusland«. De har prøvet det før.

I et interview til det tyske nyhedsbureau DPA siger Kyivs overrabbiner Yonatan Markovitch, at »Kijevs jøder er bange for antisemitisme i forbindelse med krigen, fordi ingen ved, hvad der vil ske, og fordi jøder historisk set ofte er blevet beskyldt for alle former for uro og dårligdom«. 

Historien gentager sig

Præsident Vladimir Putins retorik over for Ukraines politiske ledelse er et skræmmende eksempel på dette. Officielt kalder præsident Putin invasionen for en særlig operation, der har til mål at afnazificere Ukraine. Hele landets ledelse, der anføres af landets jødiske præsident, Volodymyr Zelenskij, omtales i flæng som nazister. Fra første øjeblik af sin invasion af Ukraine 24. februar har Rusland gjort sig umage for at bruge referencer fra Anden Verdenskrig.

Den amerikanske filosof Jason Stanley skrev i en kommentar i Dagbladet Information 28. februar: »Den russiske leders påskud for at invadere Ukraine iscenesætter dets jødiske præsident som nazist – og definerer russiske kristne som de sande ofre for holocaust.«

Det er ikke alene en gammelkendt ondskabsfuld løgn. Det er også med til at udvande mindet om Holocaust og bagatellisere historiske fakta. Det bliver ikke mindre tragisk af, at den øverste ledelse i Ruslands ortodokse kirke bakker op om løgnen.

Åndskampen bag antisemitismen

Al krig er forfærdelig. Og al menneskelig lidelse kalder på vores medfølelse. Men hvorfor er jøderne i Ukraine særligt udsatte? Hvorfor vil hadet til jøderne ingen ende tage?

Jeg er ikke i tvivl. Bag alt det ydre foregår en åndskamp om menneskers frelse. Den egentlige årsag bag antisemitismen i denne verden er, at Israel er Guds ejendomsfolk. Gud har på en særlig måde knyttet sin frelsesplan for hele verden til folket og landet Israel. Gud bruger Israel i historien til at gennemføre sin frelsesplan. Derfor raser Satan. Derfor forsøger Satan at udrydde Israel for at spolere Guds frelsesplan.

Åndskampen har raset lige fra Faraos mord på de israelitiske drengebørn i Egypten, den onde Hamans forsøg på at udrydde jøderne på dronning Esters tid og Herodes’ barnemord i Betlehem til Hitlers folkemord under Holocaust. Det er Guds udvælgelse af Israel som sit redskab, der fremprovokerer Satans ugudeliges had – også langt ind i den såkaldt kristne kirke.

Vi rystes og kan opleve os magtesløse. Og vi er det. Men det er Israels Gud ikke. Han er i fuld kontrol, hvor ubegribeligt det end lyder. For Skriften kan ikke rokkes. Han kan gribe ind også i dag. Ofte gør han det igennem mennesker, som stiller deres resurser til rådighed og derigennem udtrykker deres solidaritet og barmhjertighed med de nødlidende. Sådanne mennesker vil vi være i Ordet og Israel. Vi ser det som en del af vores kald at være en kanal for Guds barmhjertighed, når han trøster sit folk.

Taknemlighed og forundring

»Kære Hakon. Mange tak for denne e-mail og donationen indsamlet til denne sag [jødiske flygtninge fra Ukraine].«

Sådan begyndte en mail, som lå i min indbakke i begyndelsen af juni. Den kom fra præsten i den messianske menighed Grace and Truth i Ashdod lidt syd for Tel Aviv. Baggrunden var, at vi netop havde afsluttet den særindsamling til Ukraine, som vi satte i gang i begyndelsen af april. Jeg havde dagen før sendt en mail til præsten med information om, at der var en donation på vej fra kristne i Danmark til menighedens konkrete arbejde blandt jødiske flygtningefamilier i Ukraine og familier, som er flygtet til Israel fra krigens rædsler.

Jeg mærkede en blanding af taknemlighed og forundring løbe igennem kroppen. Taknemlighed over, at Gud kan bruge os i Ordet og Israel. Forundring over, at vi får lov at være et led i kæden, som bringer lindrende hjælp til ofre for krigen i Ukraine!          

Mailen fortsatte: »Vores økonomiske midler til flygtningene er gået betydeligt ned, efterhånden som midlerne er blevet fordelt. Men nu har Herren gennem jer sørget for mere, så vi kan forsørge endnu flere familier. Vær venlig at udtrykke min personlige påskønnelse til bestyrelsesmedlemmerne.«

Påskønnelsen er hermed givet videre. Ikke bare til bestyrelsen, men til alle jer venner af Ordet og Israel, som trofast bærer vores arbejde økonomisk, og som har ladet kærligheden til Israel komme til udtryk også i forbindelse med denne indsamling.

Med særindsamlingen i foråret har vi kunnet støtte ofre for krigen i Ukraine med i alt 460.000 kroner her i første halvår af 2022. 267.000 kroner, som blev resultatet af særindsamlingen, og 193.000 kroner, som er sammensat af dels en arv og dels et hensat overskud fra 2020, som skulle hjælpe os til at dække et eventuelt underskud i 2021.

I det store billede er vores støtte som dråber i et hav. Men for de enkelte ofre for krigen i Ukraine, som disse dråber rammer, gør det en enorm forskel. Derfor skal vi blive ved med billedlig talt at hælde vore dråber i det store hav.

En drøm

Jeg har en drøm: en drøm om, at vi i Ordet og Israel aldrig må miste hverken taknemligheden eller forundringen over, at vi får lov til at give af vores overflod til dem, som netop nu mangler.

Det er så nærliggende for os at blive lidt stolte over vore indsamlingsresultater. Men så er vi på vej ned ad et helt forkert spor. Som givere har vi først og sidst grund til stor taknemlighed over, at vi får lov være med. Og dernæst dyb forundring over, at Gud kan bruge os.

Lægger man taknemlighed og forundring sammen, så bliver resultatet glæde.

Hvordan fremtidssikrer vi både taknemligheden og forundringen i vores økonomiske forvaltning i Ordet og Israel? Jeg vil nævne tre vigtige elementer:

For det første ved at vi også fremover helt bevidst vælger at give rundhåndet og gavmildt af den materielle velstand, Gud har givet os.

For det andet ved at have et stærkt syn for alt det, vi selv har fået givet i Jesus Kristus. Jesus blev »fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom«, skriver apostlen Paulus i 2 Kor 8,9. De menneskelige konsekvenser af syndefaldet er fuldstændig uoverskuelige for os, men Gud greb ind. I sin store barmhjertighed gav han afkald på sin enbårne søn for vores skyld. Denne historiske begivenhed kan ikke rokkes. Derfor kan vi ikke set passivt til, når vores næste er i nød.

For det tredje kan taknemligheden og forundringen holdes ved lige ved at tage Det Nye Testamentes formaning til os om, at vi som hedningekristne står i en særlig gæld til det jødiske folk. Paulus fortæller i Romerbrevet 15 om, hvordan menighederne i Akaja og Makedonien samlede ind til menigheden i Jerusalem. Begrundelsen trækker en forpligtende frelseshistorisk linje helt op til i dag. »De har besluttet det, og de står også i gæld til dem«, skriver Paulus; »for når de som hedninger har fået del i deres åndelige goder, skylder de også at hjælpe dem med materielle goder« (Rom 15,26-27).

Skriften rokkes ikke

»Skriften kan ikke rokkes«. Det er et godt og slidstærkt motto for vores arbejde i Ordet og Israel. For der er godt nok meget andet, som kan rokkes i denne verden. Både i vores personlige liv, i Ordet og Israels arbejde og i hjulsporene efter krigen i Ukraine.

»Skriften kan ikke rokkes«. Hvis ikke det holder, så står vi på alle plan over for gigantiske problemer. Så har vi al grund til at frygte fremtiden.

Men »Skriften kan ikke rokkes«. Det er Jesus, som siger det. Enkelt, kort og klart åbenbarer han den eviggyldige sandhed, at Skriftens ord, Guds ord, Bibelens ord står fast igennem alle storme, kulturforandringer og værdidebatter.

Det er validt i sol og regn, i krig og fred. End ikke et samlet og koordineret angreb af alle ondskabens åndemagter anført af Djævelen selv kan gøre Skriften blød i knæene. Skriften er i den forstand helt igennem enestående i denne verden.

Hvordan kan vi være sikre på, at det er sandt? Det kan vi ret forstået heller ikke. Det er i sidste ende en trossag. Men Israel er alligevel et tegn, som bidrager markant til at sandsynliggøre, at Jesus har ret.

Staten Israel er på vej mod sit 75-årsjubilæum næste år. Det står for troen som en profetisk bekræftelse på Jesu ord om, at Skriften ikke kan rokkes. Guds frelsesplan for Israel og hele verden er ikke slået fejl. Det er stadigvæk plan A. Derfor kan vi også gå fremtiden i møde med fortrøstning på alle plan – personligt, i Ordet og Israel og som borgere i en urolig verden.

Gud er på tronen. Han er kongernes konge, præsidenternes præsident – i dette øjeblik højt ophøjet over alt det skabte. Meget snart må vi forvente at se ham i skyen. I magt og herlighed vil han træde ud af den usynlige himmelske verden og ind i vores synlige verden for at holde dom over al uretfærdighed og ondskab – og for at skabe alt nyt. En ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed, fred og kærlighed gennemsyrer alt.

Hvor ved vi det fra? Fra Skriften – og den kan ikke rokkes, siger Jesus.

Tak for opbakning

Med disse ord vil jeg sige en stor tak til Ordet og Israels venner ud over landet. Tak til jer, som regelmæssigt beder for Israel og for Ordet og Israels arbejde. Tak for økonomisk opbakning til de visioner, vi lægger frem med deraf følgende forpligtelser.

Må Gud fylde os med tillid, kærlighed og forventning. Tillid til Bibelen, kærlighed til Israel og forventning til Jesu genkomst, så han, der lærte os at sige »dit er Riget, magten og æren«, bliver herliggjort igennem alt!