Årsberetning: Glem ikke Jesu tårer

For godt en måned stod jeg igen på Oliebjerget. Det var sidst på eftermiddagen. Solen skinnede fra vest ned over Josafats dal, Davidsbyen, Tempelbjerget og med det moderne Jerusalem i horisonten. Som sædvanlig en betagende oplevelse for alle sanser.

Nede ved bymuren kunne jeg se den lange række af busser og biler. De ville alle fremad, rundt om det sydvestlige hjørne af bymuren og op imod Jaffa Gate. Trafikken stod helt stille. Alt var, som det plejer. Selv drengen med postkortene svigtede ikke med sine salgstricks, og kamelen var også klar til at gøre forretninger med de eventyrlystne turister.

Den skaldede mand med kasketten

Som jeg stod der og indåndede atmosfæren og mærkede bibelhistoriens vingesus, blev min opmærksomhed indfanget af en skaldet mand med kasket. Han talte engageret til en lille gruppe turister. Jeg ved ikke, hvad han hed, eller hvor han kom fra. Jeg ved kun, at han var helt skaldet, for kasketten røg af og på, i takt med at bibelhistorien flød ud af hans mund.

Jeg kunne ikke undgå at høre det: »I må aldrig glemme Jesu tårer over Jerusalem«. Midt i alt det storslåede, midt i alt det vigtige, måtte den lille gruppe af turister ikke misse dette – Jesu tårer.

Jeg gik lidt tættere på. Så tæt, som jeg synes, jeg kunne tillade mig. Den skaldede mand med kasketten havde noget på hjerte. Med malende beskrivelser førte han gruppen 2000 år tilbage og ned af Oliebjerget – sammen med Jesus. Jesu tårer over Jerusalem rørte ham dybt, og nu skulle disse tårer gives videre.  

Jesus græd

Han læste fra Lukas 19,41-44: »Da han [Jesus] kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.”«

Den skaldede mand havde taget kasketten af. Intensiteten i både hans fremtoning og hans stemmeføring var dragende. Det var, som om jeg var blevet en del af gruppen, han talte til: »Hakon, du må aldrig glemme Jesu tårer over Jerusalem. Vil du tage byrden på dig? Vil du give plads til, at Jesu smerte bliver din smerte med alt, hvad det indebærer?«

Jesu tårer – vores tårer

Da var det, jeg skiftede mening. Jeg havde ellers besluttet, at jeg ikke ville kommentere Ordet og Israels fremtid i min sidste beretning her på et årsmøde. Den opgave må fremtidens ledere tage sig af uden indblanding fra en afgående formand. Nu gør jeg det alligevel, og så må den skaldede mand med kasketten tage sin del af ansvaret – hvem han så end var.

Kære venner af Ordet og Israel. Kære bestyrelseskolleger, ansatte og frivillige medarbejdere: Lad os aldrig glemme Jesu tårer over Jerusalem på vej ned ad Oliebjerget. Lad det, som bevægede Jesus, bevæge os i Ordet og Israel. Lad hans smerte være vore – som en naturlig del af vores kærlighed til Israel.

Jesu tårer – jeg tror, det vil have stor betydning for Ordet og Israels arbejde fremover og for konkrete mennesker i det jødiske folk, når Jesu tårer over Jerusalem er en integreret del af det, som former os. Vores bønner, vores bibelundervisning, vores diakonale tjeneste, vores udgivelser, vores valg, vores nyheder, vores indbyrdes samtale og vores forvaltning af den økonomi og de arbejdstimer, vi har til rådighed.

Kærlighedens smerte

Jeg drømmer om et Ordet og Israel, hvor Jesu tårer over Jerusalem gennemvæder hvert et hjørne af vores arbejde. Ikke som en depressiv partydræber. Ikke som en mismodig grundstemning, der gør et ideal ud af bekymringer. Men som en konsekvens af, at vi er smeltet sammen med Jesus i hans smerte over Jerusalems afvisning af ham som deres Messias.

Bag Jesu tårer ligger kærlighedens smerte. Kærligheden, der længes efter fællesskab med den elskede. Men som også ved, at enhver afvisning af Jesus som Messias fører til den dom, som Lukas så tragisk beskriver med Jesu ord til Jerusalem: »De skal jævne dig med jorden.«

Det er vigtigt med det rette Israelssyn – men aldrig uden Jesu tårer. Det er værdifuldt for både troen og håbet med den rette forståelse af eskatologien, og vi skal med frimodighed tale stærkt og konkret om både tegnene, bortrykkelsen, tusindårsriget, den kommende dom og den nye jord – men aldrig uden Jesus tårer.

Alligevel græd han

Jesus kendte godt profetierne om Israels kommende genrejsning. Han vidste, at der ville blive udråbt en stat, som det skete i 1948. Alligevel græd han. Jesus kendte godt profetierne om, at landet en dag skal blomstre af frugtbarhed, og om ruinerne, der skal genopbygges. Alligevel græd han. Jesus kendte indefra profetierne om folkets kommende frelse. Alligevel græd han. Jesus vidste mere end nogen anden, at Gud er en Gud, der lover og opfylder – både til dom og til frelse. Derfor græd han over Jerusalem.

Den skaldede mand med kasketten virkede ikke til at være i tvivl: Jesus græder stadig! Næsten 2000 år er gået, men det er fortsat »skjult for deres øjne«. De fleste kender stadig ikke Messias – Guds fred og verdens håb.

Jesu tårer i 2023

Hvordan ser Jesu tårer så ud i et arbejde som Ordet og Israel i 2023? Jeg hørte ikke den skaldede mand med kasketten sige så meget konkret om det. Det vil jeg også afholde mig fra.

Blot dette ene. Hos Jesus kom tårerne nogle få dage senere til udtryk i en altomfattende selvopofrende tjeneste. Ingen af os er Messias, og Ordet og Israel er det heller ikke. Men han kaldte os som enkeltpersoner og som fællesskab i Ordet og Israel til at »tage vort kors op og følge ham«. Følge ham, som i sin kærlighed til Jerusalem satte sig selv til side. Gav alt – »for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3,16).

Organisatorisk serviceeftersyn

Siden sidste årsmøde har vi holdt seks bestyrelsesmøder. Heraf har to været online. Som noget nyt kaldte vi det ene møde et bestyrelsesseminar. Vi var sammen et helt døgn. Her tog vi os tid til nogle mere grundlæggende refleksioner om, hvem vi er, vores kompetencer, måden, vi arbejder og fordeler opgaver på. Fra tid til anden er det nødvendigt at stoppe, løfte sig op – og som bestyrelse vove et kritisk blik på vores organisation og opgaveløsninger. Udnytter vi vores ressourcer optimalt? Hvordan fastholder vi opbakningen fra vores bagland? Vi ønsker i bestyrelsen sammen med vores ansatte at matche dagens muligheder og udfordringer og sikre, at de rette kompetencer er til stede, der hvor opgaverne udføres.

Vi arbejder ikke hen imod revolutioner. Vi synes faktisk, vi på mange områder kan være både trygge ved og stolte af det arbejde, der udføres i de mange forskellige hjørner af organisationen.

To eksempler

Lad mig give to eksempler på det, som bestyrelsen vil arbejde videre med i samarbejde med medarbejderne det kommende års tid.

For det første vil jeg nævne det, vi kalder Joffi+. Altså gruppen af unge mellem 25 og 40 år. Vi har brug for at bane nye veje, så man lettere kan få et tilhørsforhold til Ordet og Israel, når man for eksempel har stiftet familie og fået børn. Det handler også meget konkret om vores Sommerstævne, hvor vi de senere år har oplevet en væsentlig lavere deltagelse fra denne gruppe.

For det andet ser vi et behov for at gennemarbejde hele vores kommunikationsstrategi. Ordet og Israel kommunikerer i dag sammen med Joffi på ikke færre end 15 forskellige platforme og konti. Vi holder mange møder rundtom i landet, hvor vi møder op fysisk. Vi har det gammeldags papirmedie i form af Magasinet Ordet & Israel. Vi udgiver cirka én bog om året. Hertil kommer to hjemmesider, fem Facebook-konti, to Instagram-konti, et ugebrev, en podcastkanal og en Youtubekanal.

Hvem redigerer hvad, hvilke informationer spredes bedst på hvilke platforme, og hvad kræver det af faglige kompetencer i en digitaliseret verden?

Disse og flere lignende spørgsmål vil bestyrelsen arbejde videre med i efteråret.

Ny generalsekretær

Der skubbes også til et mere grundlæggende organisatorisk eftersyn af en anden årsag. For flere år siden meddelte vores generalsekretær, Ole Andersen, at han ønskede at gå på pension, når han blev 67 år i efteråret 2025. Det ønsker han stadig, og det betyder, at Ole Andersen planlægger at fratræde stillingen som generalsekretær i Ordet og Israel 31. oktober eller senest 31. december 2025.

Det er ikke hverdagskost, at vi i Ordet og Israel skifter generalsekretær. Faktisk er det kun tredje gang på 60 år, vi skal ansætte en ny topleder i organisationen.

Der er lang tid til efteråret 2025. Ole er ikke på vej ind i en afviklingsfase hverken i dag eller i morgen. Vi er i bestyrelsen meget glade for, at Ole har både kræfter, lyst til at fortsætte som generalsekretær en periode endnu – og bagefter som frivillig medarbejder med opgaver inden for forkyndelse og undervisning.

Bed

Der er flere årsager til, at jeg alligevel har valgt at nævne det i denne beretning. Dels er det ikke nogen hemmelighed, at Ole nærmer sig pensionsalderen. Dels er det noget, bestyrelsen kommer til at begynde processen med i løbet af efteråret. Men først og fremmest er det for at opfordre Ordet og Israels venner til at bede for denne sag. Bed om visdom til bestyrelsen. Bed om, at Gud vil kalde en ny generalsekretær frem.

Hertil kommer, at vores projektkoordinator, Ellen Hessellund Mikkelsen, også har meddelt, at hun forventer at gå på efterløn i efteråret 2025. Heller ikke Ellen er på vej ud ad døren hverken i dag eller i morgen.

Men det betyder, at vi ser ind i et større generationsskifte, når vi kommer et par år frem. Det gør det naturligt med et mere grundlæggende organisatorisk eftersyn med henblik på fremtidens opgaver og behov for kompetencer.

Tak

Det er svært at bevise, at forbøn gør en forskel. Men troen behøver ikke bevis. Den er allerede overbevist. Derfor vil jeg også her til afslutning med stor frimodighed sig tak til alle jer, som beder for Ordet og Israels ansatte, bestyrelse og formand. Jeg er overbevist om forbønnens betydning. Derfor er Ordet og Israel også et fælles projekt, hvor vi alle må bære med. Bed fortsat.

For min egen del er jeg fuld af taknemlighed for de knap 13 år, jeg har været med på holdet. Tak til alle jer, som jeg har fået lov at have som bestyrelseskolleger igennem tiden. Tak for den tillid, I har vist mig i stort og småt. Tak for et inspirerende og givende samarbejde med alle jer ansatte – og i særdeleshed generalsekretær Ole Andersen.

Midlertidige tårer

Tiderne skifter. Det gør formænd også. Vi mennesker er her på jorden midlertidige i alt, hvad vi foretager os. Og det er egentlig helt fint.

For busser og biler holder nok stadig i kø nede i Josafats dal ved det sydvestlige hjørne af Tempelpladsen. Der er helt sikkert mindst én, og sikkert to, som dytter i dette øjeblik. Postkortdrengen har ikke givet op, og kamelen ligger fortsat tålmodigt og venter på den næste turist, der går i fælden.

Kun den skaldede mand med kasketten er der ikke mere. Han er sikkert rejst hjem. Hvortil ved jeg ikke. Men jeg ved, at han efterlod noget, som jeg gerne i dag vil give videre til Ordet og Israel: smerten bag Jesu tårer over Jerusalem.

Men så tilføjer jeg: Husk, at også disse tårer er kun midlertidige. Dagen kommer, hvor Jesus har grædt for sidste gang.

Derfor vil jeg tilføje en ting mere: et shalom! Et ønske om Guds fred over Ordet og Israels arbejde i visheden om, at dagen kommer, hvor Guds bolig skal være hos menneskene. På den dag vil han »tørre hver tåre af deres øjne« (Åb 21,4).

Mon ikke Jesus kommer til at stå tidligt op den morgen … for han skal jo lige have tørret sine egne øjne først – for sidste gang.

Og så skal vi sammen høre ham »der sidder på tronen« sige: »Se, jeg gør alting nyt« (Åb 21,5).