Nazistiske dukkelege er ikke uskyldige
Påskedag skete det desværre igen. Folk fra den lille nazistiske gruppe »Nordfront« anbragte dukker smurt ind i rød maling foran den jødiske gravplads i Aalborg (læs side xx).
Når man læser de danske nazisters genfortælling af Bibelens påskeberetning, er det vanskeligt ikke at trække skævt på smilebåndet. Det er bare for primitivt! Uden skygge af historisk belæg og fuld af anakronismer. Utroligt at der findes mennesker i Danmark i dag, der kan tro på den slags.
Og når voksne mennesker så tilmed er stolte over deres egen leg med dukker og rød maling, virker det altså rimelig latterligt.
Men selvom man har lyst til bare at ryste på hovedet over den slags primitive aktioner, er der desværre grund til at tage det mere alvorligt.
For hvad sker der den dag, hvor det går op for disse nazister, at det altovervejende flertal af danskere betragter deres dukkelege som latterlige? Vil en eller flere galninge så gå skridtet fra hærværk til terror i et desperat forsøg på at blive taget alvorligt? Mennesker, der kalder sig selv nationalsocialister, har jo desværre rigeligt med forbilleder, der har begået nogle af verdenshistoriens forfærdeligste forbrydelser.
Derfor er det godt, at politi og myndigheder i Danmark tager nazisternes dukkelege seriøst og efterforsker dem. Det er modbydeligt, at ganske få ekstremister skal skabe utryghed for danske jøder.
Særligt usmageligt er det, at nazisterne valgte at gennemføre deres aktion på netop påskedag. Påskedag i 1903 udbrød en af de mest omtalte pogromer, jødeforfølgelser, i Ruslands zar-periode. I det hele taget er en del af historiens jødeforfølgelser netop sket i påsken, fordi kristne langfredag og påskedag i en total misforståelse af evangeliet havde lyst til at straffe lokale jøder for Jesu død. Det placerer aktionen i Aalborg i lige forlængelse af antisemitismens alt for lange og modbydelige historie (se Michael Mørchs artikel, side 9).
Påskedags begivenheder i Aalborg minder os desuden om, at hadet mod jøder ikke kun kommer fra islamister og ekstremister på venstrefløjen, men også fra små højreekstremistiske grupper.
Som kristne har vi en bibelsk opfordring til at bede om »Jerusalems fred«. Lad os i den bøn medtage en bøn om sikkerhed for jøder i Danmark!