Heppekoret råber »folkemord«, men ...
Folkemord er defineret som »statsvillet og overlagt adfærd med henblik på at udrydde en bestemt befolkningsgruppe helt og aldeles«.
»Rationalet« bag folkemord er en tro på, at man har vundet, når de andre er døde.
Da tusindvis af personer, under parolen »March of Return«, søgte at trænge ind i Israel fra Gazastriben i maj, blev Israels legitime adfærd for at beskytte sine grænser udskreget som folkemord af Tyrkiets præsident. Påstanden klinger unægtelig hult, når man betænker mandens egen adfærd over for kurdere og politiske modstandere.
I 70 år har israelerne levet med højlydte trusler om udslettelse – fra omkringliggende arabiske lande og organisationer, der siger, at de repræsenterer palæstinensere. I forsommeren opmuntrede Hamasledere Gazas beboere til at trænge ind i Israel og skære hjerterne ud på jøderne. PLO’s Nationalcharter siger stadig, at væbnet kamp er den eneste måde at befri Palæstina. Hamas har som mål at fjerne alle zionister fra det nuværende Israel. I juli sagde en iransk general, at de blot venter på ordren til at udslette Israel.
Uanset hvem den type retorik kommer fra, er det reelt et overlagt ønske om folkemord på jøder – igen!
Det uhyrlige er, at der er så få regeringer i den vestlige verden, der forstår alvoren. Alt for mange sluger heppekorets stærkt misvisende billede af Israel som aggressor; det er et billede, der uafladeligt tegnes op af en velsmurt fake-news-maskine med tråde langt ind i FN og andre internationale organer.
Omverdenen burde gribe ind og fortælle, at beboerne i Gaza bliver holdt for nar og misbrugt af Hamas. Dels fordi der ikke er reel mulighed for, at de kan komme til at bo i det nuværende Israel. Dels fordi Hamaslederne med overlæg transporterede kvinder og børn frem til grænsehegnet i håb om, at nogle af dem ville blive dræbt og såret, så det kunne misbruges i propagandaen mod Israel.