Et anderledes folk
Israel er anderledes, fordi folket for længe siden blev udvalgt som redskab for Guds plan. Ikke fordi de selv havde nogle kvalifikationer, som gjorde dem anderledes. De blev anderledes end verden af at blive udvalgt til at være kanal for Guds åbenbaring af sig selv og sin frelsesplan.
Folk og trosretning er smeltet uadskilleligt sammen i betegnelsen »jøde«. Historisk set har det betydet modstand, forfølgelse, had og krig – for slet ikke at tale om antisemitisme og boykot. Hverken verden eller Satan vil finde sig i den Gud, der har udvalgt de udvalgte.
Hvordan tjener Israel Guds formål i dag? Hvad kan vi lære om Gud af at se på dem? Hvorfor oplever folket og landet stadig krig og modstand?
Midt i den igangværende tilbagekomst – med ørkenen, der blomstrer, genopbyggede byer og velstand – er der masser af israelere, der ikke er troende eller højst er kulturreligiøse, så de tænder sabbatslys og læser en bøn. Nogle ortodokse jøder fokuserer tilsyneladende mere på at overholde Talmuds fortolkninger af Moseloven i det ydre, end de fokuserer på hjertets indstilling. De ligner måske dem, der også på Det Nye Testamentes tid mente, at de kunne gøre Gud tilfreds ved at overholde loven? Homoseksualitet florerer åbenlyst blandt sekulære jøder i Tel Aviv. Andre snyder og lyver og en hel masse andet – ligesom mange også gør i Danmark.
Spørgsmålet er, om der ville stå noget nyt om det udvalgte folk, hvis man forestillede sig, at der skulle skrives et nyt profetskrift eller en nutidig fortsættelse af for eksempel Kongebøgerne i Det Gamle Testamente?
Størstedelen af verden – inklusive Israel – vender Gud ryggen. Og det bryder Gud sig stadig ikke om. Men fordi Gud stadig elsker Israels folk, fortsætter han med at opdrage til anderledeshed, så han kan vise sin herlighed for Israel og alle andre folk.
Og der er stadig en »rest« i Israel. Det er de »sande anderledes«. Eller for at bruge Paulus' ord: de ægte olivengrene, der er genindpodet sammen med »vilde grene« (kristne) på træet, der består af alle Guds børn.
Man kan stadig lære, at Gud er hellig og barmhjertig, ved at se på, hvordan han handler med sit folk.
Hvordan kan andre se, at du er anderledes?