Diplomati er bedre end afvisning

Der er grund til at glæde sig meget og højlydt over de normaliseringsaftaler, som Israel netop har indgået med Forenede Arabiske Emirater og Bahrain – med USA som fødselshjælper. Aftalerne er en foreløbig kulmination på en langstrakt, strategisk satsning på diplomati, som Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har arbejdet på siden 1993, hvor han udgav bogen »A Durable Peace. Israel and its place among the nations« (En holdbar fred. Israel og dets plads blandt nationerne).

Der er måske også grundlag for at håbe, at det diplomatiske gennembrud kan få flere arabiske stater til at tænke i samme baner. I skrivende stund forlyder det, at Serbien, Kosovo og Malawi påtænker at gå i samme spor og muligvis endda etablere ambassader i Jerusalem, og derved anerkende byen som Israels hovedstad.

De palæstinensiske ledere har sammen med Iran og Tyrkiet fordømt aftalerne, og Hamas-leder Ismail Haniyeh siger direkte: »Vi vil ikke anerkende Israel; Palæstina skal strække sig fra (Jordan-)floden til (Middel-)havet.«

Det ville være en gevinst, hvis Danmark kunne presse på i EU såvel som overfor de palæstinensiske myndigheder og få dem til at forstå, at nu er tiden en anden. De gamle standard-fraser er ubrugelige, i takt med at stemningen for samarbejde og udvikling ændrer sig i de arabiske lande. De palæstinensiske ledere skal holde op med at udnytte situationen til at fastholde deres egen magtposition, som USA's topforhandler Jared Kushner har udtrykt det. Der er behov for, at de ser på situationen på samme måde som Emiraternes udenrigsminister, som har sagt:

»Det er tydeligt, at 70 års ikke-kommunikation med Israel ikke har ført til noget. Jeg tror, vi er nødt til at skifte til denne metode: Vi kan være uenige om politiske emner, men vi kan arbejde med jer på ikke-politiske områder.«

Set med menneskelige øjne virker normalisering af forholdet til palæstinenserne umuligt. Med Guds øjne ser det helt sikkert anderledes ud, for i hans plan kommer Judæa og Samaria til at høre under Israel igen – engang ... og det bliver til velsignelse for alle parter! (Es 19,24-25; Zak 8,13)