Paulus og de fattige i Jerusalem

Apostelen Paulus’ opgave var at bringe evangeliet til hedningerne. Han foretog tre missionsrejser, og på to af dem nåede han helt til Athen i det daværende Akaja.
Selvom Paulus’ primære opgave var at udbrede evangeliet blandt hedninger, glemte han aldrig sine jødiske rødder. Han var hele tiden bevidst om sin jødiske identitet og det særlige ansvar, han havde også over for sit eget folk.

Det særlige ansvar

I apostelens breve kommer det særlige ansvar, han føler over for sit folk, især til udtryk på to områder: Dels i hans nød for folkets frelse og dels i hans omsorg for de fattige jødekristne i Jerusalem.
For Paulus er evangelieforkyndelsens ABC, at evangeliet er »både for jøde, først, og for græker«, det vil sige for hedninger. Sådan skriver han det i brevet til romerne (1,16), og sådan praktiserede han det på sine rejser.
Lige meget hvor han kom, var det første sted han gik hen for at forkynde evangeliet jødernes synagoge. Han bar på en konstant længsel efter at se sit eget folk frelst, og han fortæller åbenhjertigt om, hvordan det piner ham, at hans eget folk ikke har taget imod Jesus som Messias. Den smerte kunne holde ham vågen om natten.
Der var en anden smerte, der også fyldte apostelen, nemlig kendskabet til den fattigdom, de Jesus-troende jøder i Jerusalem levede i.
Vi ved ikke præcist, hvorfor der var så stor fattigdom blandt de jødekristne i Israel på apostelens tid. En årsag kan være, at der var en generel fattigdom blandt de laveste samfundsklasser. En anden årsag kan være, at de jøder, der var kommet til tro på Jesus som Messias, blev forfulgt på grund af deres tro. Det ved vi fra Apostlenes Gerninger var tilfældet.
Fattigdommen blandt de hellige i Jerusalem fik apostelen til at tage initiativ til en omfattende indsamling blandt de hedningekristne til hjælp for de fattige i Israel.
Paulus viser herigennem, at han ikke alene havde omsorg for menneskers åndelige ve og vel, men at også deres materielle levevilkår lå ham på sinde.
Der er indimellem en tendens blandt bibeltro kristne til at fokusere så stærkt på spredningen af evangeliet, at man overser vigtigheden af det diakonale og sociale hjælpearbejde blandt nødlidende - eller i hvert fald betragter det som mindre væsentligt. Det gælder også blandt mennesker, der er ivrigt optaget af at bringe evangeliet til det jødiske folk.
Men sådanne holdninger finder ingen støtte i Bibelen. Her skelnes der ikke mellem det ene og det andet. Tværtimod.

Jesus som forbillede

Der står om Jesus, at han »gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket« (Matt 4,23).
Jesu tjeneste bestod altså af disse tre ting:
1) han proklamerede evangeliet,
2) han underviste folket i Guds ord og
3) han helbredte og hjalp syge, svage og udstødte.
Ved afslutningen på sin tjeneste sagde Jesus til sine disciple: »Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer« (Joh 15,12).
Det er dette ord af Jesus, apostelen Paulus lever ud i praksis.
Derfor skriver han til menighederne og minder dem om, at de som Jesu disciple ikke alene har ansvar for deres næstes åndelige ve og vel. Det er også deres pligt at hjælpe mennesker, der er i nød og har det svært.

Særlig bevågenhed

Ud over en general formaning om at hjælpe mennesker i nød skriver Paulus, at der er to grupper af mennesker, der bør have menighedens særlige bevågenhed.
Det er for det første vore kristne brødre og søstre. »Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid,« skriver apostelen til menigheden i Galatien (6,10) og fortsætter: »især mod vore trosfæller«. Vi har et særligt ansvar for medkristne, der har det svært.
For det andet har den hedningekristne menighed et særligt ansvar for, at det jødiske folk i almindelighed – og vore trossøskende blandt jøderne i særdeleshed – får den hjælp, de har behov for.
Hedningekristnes særlige ansvar over for de jødekristne i Israel blev allerede drøftet ved apostelmødet i Jerusalem efter apostelen Paulus første missionsrejse. Paulus referer fra dette møde i Galaterbrevet, og skriver blandt andet:
»Og de, som anses for at være noget — hvad de engang var, er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker — mig pålagde de ansete intet nyt. Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne — for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne — og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne. Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre« (2,6-10).
Helt konkret iværksatte Paulus indsamlinger til de fattige i Jerusalem i de hedningekristne menigheder rundt omkring i Lilleasien, Makedonien og Akaja - ja, endog i Rom. På sine rejser og gennem sine breve til menighederne indskærper han igen og igen deres ansvar for at hjælpe de hellige i Jerusalem.

Hvorfor nu det? Hvorfor har hedningekristne et særligt ansvar for at hjælpe de Jesus-troende jøder i Jerusalem?
Jo, skriver apostelen, fordi de står i gæld til dem. »For når de som hedninger har fået del i deres (altså jødernes) åndelige goder, skylder de også at hjælpe dem med materielle goder« (Rom 15,27).
Gud har udvalgt Israel til tjeneste i sin frelsesplan for hele verden. Gennem Israels Messias og gennem Israels folk skulle frelsen komme til de andre folkeslag. Derfor står hedningefolkene i en taknemmelighedsgæld til Israels folk. Og denne taknemmelighedsgæld må helt konkret udmønte sig i, at de hedningekristne hjælper de jødekristne, når og hvor der er behov for det.
Et af de steder, hvor Paulus skriver særligt meget om dette emne, er 2. Korintherbrev kapitlerne 8 og 9. Jeg vil nævne nogle af de vigtige ting, apostelen tager op her.

Kærlighedsprøven

Menighedens omsorg for andre er en prøve på kærlighedens ægthed.
»Men ligesom I er rige på alt, på tro og tale og kundskab og al beslutsomhed og på den kærlighed, vi har vakt hos jer, må I også vise jeres rigdom i denne indsamling. Jeg siger det ikke som en befaling, men fordi jeg …vil prøve, om også jeres kærlighed er ægte« (8,7-9).
Pointen er her, at når kærligheden i menigheden er ægte, giver den sig konkrete udslag i hjælp til dem, der trænger hjælp. Også til de jødekristne i Jerusalem – selvom de bor så langt væk.
Den kærlighed havde Paulus mødt i menighederne i Makedonien: »Under stor prøvelse og trængsel er deres overstrømmende glæde og dybe fattigdom strømmet over i den rigeste gavmildhed« (8,29).
Makedonerne var – i modsætning til de kristne i Korinth – dybt fattige. Alligevel havde de givet overordentlig meget til indsamlingen. Dette bør være et eksempel til efterfølgelse for korintherne, skriver Paulus. Han vil dog ikke presse dem til noget. »Enhver skal give, som han har hjerte til — ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver« (9,7).

Den nødvendige formaning

Paulus beskriver menigheden i Korinth som åndelig rig: »Rig på alt, på tro og tale og kundskab« (8,7). Men det halter et andet sted. Pengeindsamlingen, som blev sat i gang for over et år siden, er gået i stå.
Selvom menigheden i Korinth skildres som åndeligt rig, har den åbenbart ikke rigtigt styr på de praktiske og nære ting, der har med omsorgsarbejdet at gøre. Derfor finder Paulus det nødvendigt at formane dem til nu at få indsamlingen bragt til afslutning, så gaven til de hellige i Jerusalem ligger klar, når han kommer.
Apostelens formaning er vist ikke mindre aktuel for os i den kristne menighed i dagens Danmark, end den var det for korintherne.
Midt i alle de andre vigtige ting, vi har for, glemmer vi så hurtigt vores ansvar for dem, der er i nød og trænger til vores hjælp. Også i Israel.

Sådan skal I gøre

Paulus nøjes ikke med at komme med en formaning til at give. Han giver også menigheden en praktisk anvisning på, hvordan man rent praktisk kan gøre:
»Hvad angår indsamlingen til de hellige, så skal også I gøre sådan, som jeg har forordnet det for menighederne i Galatien. Den første dag i ugen skal I hver især samle sammen og lægge så meget til side, som han har råd til, så der ikke først skal foretages indsamlinger, når jeg er kommet« (1 Kor 16,1-2).
Paulus opfodrer her til regelmæssighed i givertjenesten. Han siger videre, at man ikke skal give over evne, men efter hvad man har råd til. For det er ikke meningen – som han skriver det et andet sted – at nødlidende skal blive rige på andres bekostning, men at der skal være ligelighed (2 Kor 8,13).
Nu behøver vi ikke direkte at kopiere denne praksis med at lægge til side hver uge. Det vigtigste er ikke, hvordan vi praktiserer regelmæssig givertjeneste, men at vi gør det!

Ansvarlig forvaltning

Der var ondsindede mennesker, der anklagede Paulus for at berige sig selv gennem de indsamlede midler.
Paulus’ måde at imødegå denne mistanke og kritik på var at vælge nogle mænd, som nød tillid i menighederne, til at følge med sig til Jerusalem for at overbringe gaven til menigheden dér.
»For vi vil undgå, at nogen bagtaler os på grund af den store sum, vi overbringer; vi stræber jo efter, hvad der er ret ikke blot i Herrens øjne, men også i menneskers« (8,20-21).
Kristne ledere, der forvalter indsamlede midler, må ikke bringe sig selv i en situation, hvor der kan stilles spørgsmålstegn ved om alt går rigtigt til, og om pengene bruges til det formål, de er givet til.

Hvad skal vi lære?

Selvom vi ikke umiddelbart kan overføre alt det, apostelen skrev til de hedningekristne menigheder dengang på hedningekristne menigheder i dag, så er der alligevel noget, vi skal lære.
Vi har – som hedningekristen menighed – et særligt omsorgsansvar over for det jødiske folk i almindelighed og over for de Jesus-troende jøder i særdeleshed.
Lad os ikke glemme det, men finde veje til at række det jødiske folk og vores trossøskende dér den hjælp i nøden, de har så stærkt brug for - også i dag!

Indsamlingen

Indsamlingen til de fattige blandt de hellige i Jerusalem er omtalt ikke mindre end fem steder i Det Nye Testamente:
ApG 24,17
Rom 15,25-27.31
1 Kor 16,1-4
2 Kor 8-9
Gal 2,10