Myten om, at jøder begik ritualmord: En antisemitisk beskyldning med alvorlige konsekvenser

Forfølgelsen af jøder har i tidens løb taget mange former og er blevet retfærdiggjort på mange forskellige måder. Nogle gange har den kristne kirke villet tvangskonvertere jøder – som ved Middelalderens inkvisitioner. Andre gange har en særligt jødefjendsk folkestemning sat gang i større bølger af jødeforfølgelser.

Jøder har i tidens løb fået skylden for både fejlslagen høst og pestens hærgen. Ja, der er næsten ikke den katastrofe eller krise, som jøder ikke er blevet anklaget for at stå bag.  

Denne artikel dykker ned i særligt én antisemitisk myte, som har været et centralt omdrejningspunkt i jødeforfølgelser gennem tiden: myten om det jødiske ritualmord. En falsk beskyldning, som har haft alvorlige konsekvenser for jøder på forskellige tidspunkter i historien.

Hvad er et ritualmord?

Den antisemitiske påstand om det jødiske ritualmord er ganske uhyrlig. Skåret ind til benet er det en beskyldning, der går på, at jøder skulle slå kristne spædbørn ihjel for at blande deres blod i dejen til det usyrede påskebrød, som også kaldes matzah.

Selvom det er en bizar beskyldning, som de færreste almindelige mennesker i dag tror på, er det en myte, som historisk set har spillet en stor rolle i forfølgelsen af jøder og endda ført til mange jøders død.

Myten bliver kun endnu mere bizar, når man undersøger, hvad jødedommen selv siger om både børneofringer og kontakt med blod.

I Det Gamle Testamente fordømmer Gud kanaanæerne, fordi de praktiserer børneofringer, og han forbyder israelitterne at gøre det samme (5 Mos 12,31). Gud forbyder også israelitterne at spise kød, der indeholder blod. »Derfor siger jeg nu til israelitterne: Ingen af jer må spise blod« (3 Mos 17,12).

Der er umiddelbart ingenting i jødedommen selv, som kunne give anledning til en sådan beskyldning – tværtimod!

Skal vi forstå, hvordan myten er opstået, må vi skrue tiden tilbage til korstogene i begyndelsen af det andet årtusind.

Hvordan opstod myten?

Historikere har ikke fundet en entydig forklaring på, hvordan myten er opstået. Der er imidlertid flere, der peger på, at forklaringen skal findes i nogle af de kristne korsfareres oplevelser.               

Nogle af dem oplevede nemlig, at jøder begik selvmord og tog deres børn med i døden for at undgå tvangskonvertering til kristendommen. Nogle historikere mener, at det er disse oplevelser, som har udviklet sig til myten om ritualmordet.

Det første kendte eksempel på, at jøder er blevet anklaget for ritualmord, fandt sted i England i år 1144. Her blev jøderne i byen Norwich anklaget for at stå bag mordet på drengen William, der blev fundet død i en skov.

En munk ved navn Thomas af Monmouth fremsatte en konspirationsteori om, at en gruppe jøder hvert år ved påsketid udvalgte et land, hvor et kristent barn skulle slås ihjel. Gerningen skulle tjene det formål at opfylde en profeti om, at jøderne kunne vende tilbage til Israels land, hvis de hvert år slog et kristent barn ihjel. Drengen William var endda blevet korsfæstet, mente Thomas af Monmouth.

Det var en meget voldsom anklage, og den blev startskuddet til en bølge af retssager mod jøder. Rundtom i England blev flere og flere jøder i de efterfølgende år anklaget for ritualmord. Ofte førte retssagerne til tortur og henrettelser.

Eksempelvis blev jøden Koppin henrettet for det påståede mord på drengen Hugh i 1255. Ud over henrettelsen af Koppin, som var anklaget for mordet, blev 91 andre jøder sendt i fangenskab i London – 18 af dem blev henrettet.

Fatale konsekvenser

Ganske kort efter det første kendte eksempel på en anklage om jødisk ritualmord fik myten altså fatale konsekvenser for en gruppe jøder i England.

Som tiden gik, blev flere og flere jøder anklaget for ritualmord. Ritualmordsmyten spredte sig fra England til fastlands-Europa, og også her blev der ført retssager mod jøder – som endte med at blive dømt til døden.

I år 1171 blev 30 jøder eksempelvis brændt på bålet i en by i Frankrig. De var anklaget for at have slået et kristent barn ihjel. Samme forfærdelige skæbne overgik 30 jøder i en by i nutidens Slovakiet i 1529. De var anklaget for at have slået en dreng ihjel, som var sporløst forsvundet. Han viste sig senere at være i god behold. Han var blot taget til en anden by uden at fortælle andre om det først.

Men vi behøver ikke at spole tiden helt tilbage til Middelalderen eller Renæssancen for at finde eksempler på, at ritualmordsbeskyldningen har spillet en rolle i forbindelse med jødeforfølgelser. Helt frem til 1900-tallet er der eksempler på voldsomme jødeforfølgelser – de såkaldte pogromer – som har haft ritualmordet som omdrejningspunkt.

I den russiske by Kishinev (som ligger i nutidens Moldova) blev to børn fundet døde i en skov i år 1903. Et antisemitisk skrift bragte påstande om, at det var jøderne, der stod bag – de skulle bruge børnenes blod i påskebrødene, stod der i skriftet.

Det resulterede i en vred folkemængde, som vandaliserede jødiske butikker og huse. 47 jøder blev slået ihjel under optøjerne. Denne pogrom fik opmærksomhed i internationale medier, men først på tredjedagen valgte de russiske myndigheder at gribe ind over for de antijødiske angreb.

Her er nævnt nogle få udpluk fra historien, hvor jøder er blevet forfulgt og angrebet på grund af påstande om ritualmord. Samlet set vidner eksemplerne om, at den ældgamle myte har ført til katastrofer for jøder rundtomkring i hele verden – næsten helt op til i dag. Mange helt uskyldige mennesker er blevet dræbt på grund af en antisemitisk løgn.

Det er selvfølgelig vigtigt at slå fast, at det ikke er alle jøder til alle tider, der er blevet udsat for en sådan anklage. Men for en stor gruppe jøder har denne påstand altså haft alvorlige konsekvenser.

Hvad er myten et udtryk for?

Hvordan kan sådan en bizar myte ende med at spille en så stor rolle i forfølgelsen af jøder? Det er et spørgsmål, som jeg – og måske også du – sidder med efter at have læst om en række af de eksempler, hvor jøder har mistet livet som konsekvens af ritualmordsmyten.

Flere historikere, og også forskere fra andre fagområder, peger på menneskets behov for at finde en årsag til uforklarlige eller negative hændelser. Hvis høsten er dårlig, må det have en årsag. Hvis tingene ikke går som planlagt, må det være andres skyld. Hvis et barn pludselig forsvinder, må der findes en syndebuk.

Den jødiske minoritet i Europa har tidligere i historien adskilt sig afgørende fra den kristne majoritet med hensyn til både udseende og levevis. Derfor har det jødiske mindretal været en oplagt gruppe at give skylden for alverdens ulykker – en mystisk og fremmed gruppe i omverdenens øjne.

Det var den samme tendens, der gjorde sig gældende, da nazisterne kom til magten. Her var det blandt andre jøderne, der fik skylden for Tysklands dårlige forfatning. Også i dag får jøder skyld for mange vanvittige ting. Beskyldningen om ritualmord er blevet erstattet af andre konspirationsteorier.

En usand myte, der stadig lever

Som tidligere nævnt er der ikke mange almindelige mennesker, som i dag tror på myten om ritualmordet. Men selv nutidens historikere, der beskæftiger sig med myten, må i deres udgivelser lægge stor vægt på, at der er tale om en usand myte. De er simpelthen bange for at udbrede den.

Der er desværre eksempler på, at påstanden stadig fremsættes i Østeuropa og Mellemøsten.

Men også i London kunne man sidste år støde på plakater ved busstoppesteder, som uden videre forklaring beskyldte Israel for at slå børn ihjel: »Israel’s killing children again«, stod der, med store bogstaver. På trods af at det var en anklage, som rettede sig specifikt mod Israel, vakte det store følelser hos mange jøder. Set i lyset af ritualmordsmyten, er det kun forståeligt, at jøder reagerer stærkt på sådanne beskyldninger.

Selvom denne artikel primært har haft til formål at give et historisk indblik i konspirationsteorien, er det stadig aktuelt at understrege både dens usandhed og dens skadelige konsekvenser. Konspirationsteorier har det desværre med at gro fast.