Luther og jøderne

De fleste ved, at Martin Luther i den sidste del af sit liv skrev nogle barske skrifter mod jøderne, blandt andet »Om jøderne og deres løgne« fra 1543. Men hvorfor gjorde han det?

I denne artikel skal vi forsøge at finde svaret. Ikke for at forsvare Luther, men fordi det er vigtigt at forstå den mand, der står som et åndeligt fyrtårn for millioner af kristne, og som er en af de mest skelsættende skikkelser i Europas historie.

Centrum hos Luther

Det centrale i Luthers teologi er retfærdiggørelsen ved tro: læren om, at vi mennesker alle, uden undtagelse, har syndet mod Gud og dermed er kommet ind under hans vrede. Men fordi Gud elsker os, har han sendt sin søn, der påtager sig skylden for vores synd og tager straffen for den. Derfor kan ethvert menneske ved troen på Jesus Kristus blive retfærdigt over for Gud – også selvom det stadig er en synder. Kun troen på Jesus frelser. Gode gerninger, aflad, kirkens traditioner, overholdelse af ydre regler, omskærelse eller afstamning kan og må ikke blandes ind i spørgsmålet om, hvordan vi bliver frelst. Frelsen er Guds gave.

Denne evangeliske frihed var Luthers personlige kraftkilde, men var også den sag, han arbejdede for. Det arbejde kom først og fremmest til udtryk i form af opgøret med den katolske kirke, men også i form af opgøret med andre kristne retninger – og jøderne.                  Enhver, uanset baggrund, måtte opgive troen på egen fortjeneste og finde Guds nåde i Jesus Kristus. I det spørgsmål skete der ikke nogen udvikling hos Luther.

Reformationen blev en langstrakt proces. Fra Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg i 1517, arbejdede han i de følgende 29 år konstant for at udbrede og forankre den nyvundne evangeliske klarhed.

Mange steder vandt reformationen hurtigt fodfæste – men ikke hos jøderne. Omvendelserne var få, og nogen samlet vækkelse blandt jøderne blev der aldrig tale om. Dette fik betydning for Luthers syn på jøderne; det blev mere og mere dystert, i takt med at omvendelserne udeblev.

Det begyndte godt

Da Luther i 1519-21 holdt sine forelæsninger over Salme 1-22 kommenterede han også Salme 14,7, hvor der står »Gid Israels frelse må komme fra Zion! Når Herren vender sit folks skæbne, skal Jakob juble og Israel glæde sig«.

Her forsvarer Luther jøderne og folkets betydning: »Men [salmisten] tilføjer: ”fra Zion“ for at vise, at hverken de eller noget andet menneske skal opleve en hjælp uden den, der er i Kristus, og som blev givet på Zion, hvorfra den har bredt sig ud over hele jorden; og gennem den skal jøder og hedninger omvendes, uanset hvordan de nu raser mod den [Luk 1,37:] ”fordi for Gud er intet umuligt”. Og Rom 11,23: ”For Gud har magt til at pode dem ind igen.”«

Luther fordømmer også de kristnes forfølgelse af jøder: »Derfor er visse kristnes raseri fordømmelig (hvis man da overhovedet kan kalde dem kristne), når de mener at de gør Gud en tjeneste ved på den mest hadefulde måde at forfølge jøderne, tænke alt muligt ondt om dem og med stolthed og foragt håne dem for deres bedrøvelige ulykke, når man efter eksemplet i denne salme og hos Paulus i Rom 9,1, af hele sit hjerte skulle være ked af det på deres vegne, føle medlidenhed og uophørligt bede for dem.«

I 1523 arbejdede Luther aktivt med spørgsmålet om jøders omvendelse. Det var en særlig opmuntring for Luther, da en jødisk rabbiner ved navn Jakob Gipher blev kristen, til dels gennem Luthers egen forkyndelse. Luthers venskab med ham var medvirkende til, at han i 1523 udgav skriftet »At Jesus Kristus er født jøde«. Her giver Luther hjælp til de jødiske konvertitter, der har ladet sig døbe, men som mangler oplæring i den kristne tro.

Samme år sendte Luther sin bog til Gipher. I det medfølgende brev giver han endnu en gang udtryk for optimisme, når det gælder jødernes omvendelse: »Når nu evangeliets gyldne lys står op og kaster et lyst skær fra sig, så er håbet til stede, at mange blandt jøderne bliver omvendt på en alvorlig og ærlig måde og vender sig fra verden til Kristus, sådan som du og flere andre, en rest af Abrahams sæd, som er blevet hjulpet ved nåden.«   

En udvikling, der begynder at gå baglæns

Som nævnt rammer virkeligheden Luther hårdt. Ikke blot udebliver jødernes omvendelse, men krav om at overholde Moseloven begynder at dukke op hos visse grupper af kristne. Udviklingen er, for Luther at se, ved at gå baglæns.

I perioden 1537-38 spidser situationen til. Luther modtager besked fra sin ven grev Wolfgang Schlick af Falkenau i Mähren, der kan berette om jøder, der missionerer blandt kristne i hans område. Luther sender sit svar i pamfletten »Brev til en god ven: Mod sabbatdyrkerne«. Her giver han råd og vejledning til de kristne, der er fristet til at overtage jødiske love og regler. Det er den evangeliske frihed, selve reformationens centrum, der er truet, siger Luther. Dette er uden tvivl grunden til, at han ikke nøjes med et forsvar, men går til angreb, sådan som han tidligere har gjort det mod pavemagten.

Selvom tonen i dette skrift er forholdsvis forsonlig, krydser Luther en afgørende grænse, da han mere end antyder, at Gud har forladt det jødiske folk:

»Der er ingen profet, og de har ikke et ord fra skriften, der fortæller dem, hvor længe dette eksil vil vare. De må forblive så ynkeligt forpint på ubestemt tid, medens de vandrer omkring uden mål, uden profeter eller Guds ord. Gud har aldrig gjort noget sådant før, og han ville ikke gøre det nu, hvis hans Messias ikke var kommet og hans løfter ikke var blevet opfyldt. For han lovede, at Davids trone ikke ville vakle eller præsternes ofre ikke ville blive afbrudt; og alligevel er både Davids trone og Moses’ alter blevet ødelagt sammen med selve Jerusalem og har ligget øde hen i 1500 år. Medens Gud forbliver tavs på en måde, han aldrig var det i Ægypten eller i det andet eksil.«

Det sidste skridt

Da Luther i 1543 udgiver bogen »Om jøderne og deres løgne«, er situationen yderligere tilspidset. I bogens indledning skriver han:

»Jeg havde sat mig for ikke at skrive mere hverken om jødedommen eller imod den. Jeg har imidlertid erfaret, at de skændige, ugudelige mennesker ikke holder op med at lokke de kristne til sig. Derfor har jeg ladet denne lille bog udkomme, for at jeg kan være blandt dem, der gør modstand mod dette jødernes giftige forehavende og råde de kristne til at vogte sig for jøderne.«

Bogen er altså skrevet til kristne og indeholder argumenter mod jødedommen. Luther gør grundigt rede for, at hverken jødernes afstamning fra Abraham, deres omskærelse, Moseloven eller deres tilknytning til det forjættede land giver dem noget fortrin over for Gud. Mest plads bruger Luther på at bevise, at Messias allerede er kommet, og at jøderne også på dette afgørende punkt har taget fejl. Hele vejen gennem skriftet bruger han overvejende argumentation hentet fra Det Gamle Testamente, som jøder og kristne har tilfælles.

Luthers konklusion er, at jøderne er uforbederlige og deres lære så farlig, at myndighederne må gribe ind, og at præsterne må advare deres sognebørn.

Luthers ofte citerede forslag til myndighederne lyder:

1)    At man sætter ild til jødernes synagoger

2)    At man nedbryder og ødelægger deres huse

3)    At man fratager dem alle deres bønnebøger og talmudskrifter

4)    At man under dødsstraf forbyder de jødiske rabbinere at undervise

5)    At man fuldstændigt fratager jøderne retten til at rejse frit omkring

6)    At man forbyder dem al ågerhandel og konfiskerer deres rede penge

7)    At man udleverer redskaber til de unge jøder og lader dem udføre fysisk arbejde.

Hvordan kan Luther nå frem til så uhyrlige forslag?

For det første fordi han systematisk overdriver jødernes indflydelse og tillægger dem det ene onde motiv efter det andet. I dette skrift falder Luther i de fleste af de faldgruber, som han selv har advaret mod i sine tidlige skrifter. Han anklager jøderne for at være hadefulde og for at have begået ritualmord på kristne, for at have dræbt Kristus, for dovenskab, for griskhed og for udbytning af fattige kristne gennem ågerrenter og så videre. Både sproget og anklagerne er overordentlig voldsomme.

For det andet tager han nu konsekvensen af, at han ser det jødiske folk som forkastet og forhærdet. De kan ikke bringes til omvendelse, og derfor skal de ikke behandles som mulige kristne, men som evangeliets fjender. De kristne må gøre brug af det, som Luther kalder »streng barmhjertighed«, for at begrænse udbredelsen af den jødiske lære og for ikke at pådrage sig selv skyld.

Hen mod slutningen af skriftet siger han: »Hvis Gud nu eller på den yderste dag vil tale sådan til os kristne: Hører du, du er kristen og har vidst, at jøderne offentligt har spottet og forbandet min søn og mig, men du har givet dem plads og lejlighed dertil og også værnet og beskyttet dem, så de uhindret og ustraffet kunne gøre det i dit land, din by og dit hus – sig mig: Hvad skal vi svare derpå?«

Glemte løftet om trofasthed

Helt frem til sin død fastholdt Luther det negative syn på jøderne, som kommer så kraftigt til udtryk i 1543. Det var en tragisk udvikling, ikke mindst set i lyset af den virkningshistorie, som Luthers negative syn på jøderne har haft, senest under nazismen i Tyskland.

Men det var også en trist udvikling, når vi ser på udviklingen hos Luther selv. Han holdt fast i evangeliets centrum gennem hele sit liv. Men spørgsmålet melder sig uvilkårligt, hvorfor han ikke også holdt fast i de mange løfter om Guds trofasthed mod det jødiske folk, som gentages så ofte i både Det Gamle og Det Nye Testamente? Her lod han sig distrahere af de 1.500 års tilsyneladende tavshed fra Guds side og opgav håbet om, at jøderne ville se Jesus som deres Messias.

På en underlig bagvendt måde kommer Luther altså til at bekræfte en af sine egne hovedsætninger: sola scriptura – skriften alene. Da han ikke længere kunne fastholde Bibelens vidnesbyrd om Guds trofasthed mod sit ejendomsfolk, blev han revet med af begivenhedernes gang og endte med at stå som eksponent for den antijødiske holdning, som han tidligere havde talt imod. Lad dette være et kald til os alle om, at vi hverken i eufori eller mismod over det, vi ser omkring os, glemmer hvad der står skrevet!