Kirkerne og jøderne i Norden

Den kristne kirkes forhold til det jødiske folk er en historie med både positive og negative sider. Lektor Kurt E. Larsen fra Menighedsfakultetet giver her en kortfattet oversigt over den nordiske kirkes forhold til jøderne fra 1100-tallet til 1945.

Længe før der overhovedet var set jøder på dansk grund, kendte man dem både fra de bibelske skrifter og fra den antisemitiske udlægning af Bibelen, der var almindelig i Sydeuropa i middelalderen.

En kirkemand fra Odense skrev i 1100-tallet, at jøderne har dræbt Jesus; de er blinde og hovmodige og har fortjent deres forkastelse.

I 1516 kom det første direkte antijødiske skrift på dansk. Her siges rent ud, at jøderne udbytter de kristne, deres religion er fejlagtig, og derfor bør de udvises af landet og deres bøger brændes.

De danske reformatorer fulgte ikke den ældre Luther i hans jødehad. Hans Tausen skrev, at jøderne var fortabte på grund af deres vantro, men det gjaldt også katolikker. Også vi evangeliske er skyldige for Gud i vores utaknemlighed, skrev han, og udtrykte håb om jøders fremtidige omvendelse til Kristus.

1600-1700: Åbning for jøder

Det var af økonomiske grunde, den danske konge omkring 1620 indbød jøder til sit rige. Kongen gav fra 1651 særlige lejdebreve til jøder, så de lovligt kunne opholde sig i de kristne riger Danmark og Norge.

Den lutherske kirke havde i den periode en dyb overbevisning om, at et rige kun kunne bestå, hvis alle i landet havde samme religion. Jesper Brochmann mente, at et land syndede ved at lade ikke-lutherske bo i det, men de handelspolitiske hensyn hos kongen sejrede.

Jøder fik derfor lov til at rejse omkring og handle. I 1673 fik de lov til at bosætte sig i Danmark, i 1682 kom tilladelsen til at bygge en synagoge i Fredericia og i 1684 til at danne en jødisk menighed i København.

I Norge fulgte man Danmark, men i Sverige var der direkte forbud mod jøder helt frem til 1774.

1700-1750: Delvist nyt syn på jøder

Med den pietistiske vækkelse i Tyskland fra omkring 1675 kom et positivt syn på fremtiden: Hvis kirken fandt frem til bedre arbejdsmetoder, ville det føre til en levende tro og et helligt liv, og det ville så være et vidnesbyrd for jøder.

Pietismen begyndte i Frankfurt am Main, hvor der var en stor jødisk menighed. Præsten Spener så behovet for en aktiv missionsindsats, men ønskede også at give jøder bedre levevilkår og muligheder i datidens tyske samfund, for så ville de ikke have så meget imod kristendommen. I byen Halle, hvor pietismen prægede universitetet, oprettedes der et særligt institut med henblik på mission blandt jøder og muslimer.

Ægteparret Petersen hørte til en lidt senere fløj i pietismen. De lærte, at der i tusindårsriget skulle ske en omvendelse af jøderne, at der skulle oprettes et jordisk rige med Jerusalem som hovedstad, hvor Israel skulle regere sammen med de sande kristne.

En tredje fløj af pietismen var Brødremenigheden, hvis leder grev Zinzendorf overholdt sabbatten og tænkte på at oprette en særlig jødekristen menighed med sabbat, omskærelse og så videre.

I Danmark fik Petersens tanker om jøderne og de sidste tider ingen særlig indgang, men de praktiske missionsforslag fra Spener og Halle slog igennem. Dem gik det danske kongehus nemlig ind for.

På det tidspunkt boede der 282 jøder i København, det vil sige under en halv procent af befolkningen. Den pietistiske konge, Christian den 6. var mere venlig over for jøder end biskopper og byråd. Kongen tillod flere gange, at pietistiske jødemissionærer fra Halle kom til landet, og i alt 84 jøder blev døbt i Danmark i årene 1700-60.

1750-1830: Jødisk ligestilling

I oplysningstiden vandt en ny mere verdslig samfundsopfattelse frem, der ændrede meget på jødernes stilling i samfundet. Antallet af jøder vedblev at stige i Danmark, særligt i København, hvor der i 1800 boede cirka 2000 jøder (2 procent).

Det var stadig ikke med bystyrets velvilje – og den norsk-danske oplysningsmand Holberg erklærede, at der ikke fandtes mere løgnagtige folk end jøder.

Kongehuset var mere positiv, og tolerancen voksede. Fra 1783 kunne jødiske mænd tage akademiske grader. Fra 1798 kunne jødiske drenge kunne gå i latinskolerne. Omkring 1800 gav regeringen jøder lov til at opføre egentlige synagoger og begravelsespladser. I 1802 fik jøder tilladelse til at købe godser og i 1809 til at blive soldater.  

Oplysningstankerne vandt også frem inden for kirken. Mange teologer gik ind for en naturlig religion – en religion som man kunne tænke sig til ud fra naturen – snarere end en kristentro, der byggede på åbenbaringen i Bibelen. Ikke Kristus som frelser, men Jesus som moralsk forbillede blev det vigtige.

Vægten i den naturlige religion lå på moral og fornuft, så forskellen til jødedommen blev mindre. Interessen for at drive mission blandt jøder svandt igen hen.

Men kun enkelte teologer gik imod den gængse negative indstilling over for jøder. Det gjaldt blandt andre Sjællands biskop Balle – kaldet Bibelens ensomme kæmpe i samtiden – og hans unge slægtning Grundtvig. Det er bemærkelsesværdigt, at netop de to, som senere er blevet kendt som den bibelske kristendoms forsvarere i landet, også var dem, der trådte op imod de mere rationalistiske teologers jødefjendtlighed. I Tyskland var det ofte konservative og bibeltro teologer, der var mest på den antijødiske side.

Loven af 1814 gav jøderne næsten fuld ligestilling i Danmark. Norge skiltes fra Danmark samme år, og i Norge kom udviklingen nu til at gå stik modsat Danmark.

Jøder blev udelukket fra at bo i Norge. I den norske grundlov kom der til at stå følgende: »Den evangelisk-lutherske religion forbliver statens officielle religion ... Jesuitter og munke-ordener må ikke tåles. Jøder er fremdeles udelukkede fra adgang til riget«.

Den paragraf blev ophævet i 1851, men antallet af jøder i Norge blev aldrig stort. Størst var det omkring 1920, hvor der boede 1500 jøder i Norge.

I Sverige fik jøderne først mere frihed i 1838 og siden i 1870 fuld ligestilling. Udviklingen fulgte den danske, blot med lidt forsinkelse.

Danmark var gået bankerot i 1813, i 1814 tabte vi Norge, og i krisens tid fandt man sig en syndebuk i jøderne. Der var jødefejder i 1813 og igen i 1819. Antijødiske holdninger fandtes igennem hele 1800-tallet, men der var også fornyelse af den kristne jødemission og af det bibelsk-teologiske syn for jødernes plads i frelseshistorien.

1830-1930: Kirken og mission

Med den evangelikale vækkelse i England omkring 1800 vågnede kaldet til at bringe evangeliet til det jødiske folk. Det Danske Missionsselskabs stifter, præsten Bone Falk Rønne, døbte flere jøder og arbejdede for jøders tro på Jesus som Messias. Siden fik DMS en formand, Kalkar, der selv var en døbt jøde, opvokset i et rabbinerhjem i Odense.

I England og USA var der fra 1830’erne en vældig opblomstring i studiet af de sidste tider og af Bibelens taler om jøder i den forbindelse. Det kom til at præge angelsaksisk kirkeliv til denne dag.

Det var folk i Danmark, der var præget af denne tradition, der i 1880’erne tog initiativ til oprettelsen af en dansk Israelsmission. Nogle københavnske kvinder fra vækkelsesmiljøet dannede en sykreds i 1882, holdt møder for byens jøder og aflagde husbesøg i jødiske hjem.

Israelsmissionens arbejde var i de første mange år rettet mod jøder uden for Danmark. Efter år 1900 kom flere tusinde jøder imidlertid som flygtninge til Danmark østfra. Blandt dem begyndte Israelsmissionen et arbejde i 1907. Hensigten var dels at hjælpe socialt og dels at forkynde evangeliet. En del jøder blev døbt, og i 1916 blev der oprettet en jødekristen forening.

Fra synagogens side mødte missionsarbejdet modstand. Men samtidig blev det fra jødisk side påskønnet, at Israelsmissionen bidrog til at bekæmpe antisemitismens pest.

I Norge havde man drevet Israelsmission fra 1844 – før der var jøder i landet – og i Sverige fra 1876.

1930-1945: Nazismens tid

I hverken det norske eller danske samfund var der nogen antisemitisk bevægelse af betydning i 1930'erne.

De danske fagforeninger havde tusinder af arbejdsløse medlemmer, og ville nødigt se flygtninge tage arbejdet fra danskere. De danske politikere var også bange for, at mange jødiske flygtninge ville skabe en antisemitisme i det danske folk, og turde derfor ikke åbne grænserne for jødiske flygtninge. Men man ville forsvare de jøder, der var her.

Mest kendt er den store transport over Øresund i oktober 1943, hvor det lykkedes at få næsten alle danske jøder sejlet i sikkerhed i Sverige.

Den danske forfatter Henri Nathanson steg efter 10 timers sejlads i land i det frie Sverige, og en svensk politimand rakte ham sin hånd og sagde: »Gud ske lov, at ni kom frälst hit«. Også fra Norge kom der en mindre gruppe jødiske flygtninge til Sverige.      

Adskillige danske kirkefolk spillede en rolle under redningen af de danske jøder. Et par unge jøder på vej fra København til Sverige havde brug for et skjulested, og deres jødiske hjælper havde givet dem ordre til at tage ind hos pastor Bartholdy i Haslev, Indre Missions formand. Der opholdt brødrene sig, indtil skibet var klar.

Set i lys af kirkens historie var det desværre ikke indlysende, at flygtende jøder kunne regne præster som naturlige beskyttere. Men Bartholdy havde været en af de første, der trådte op imod jødehadet. I Indre Missions Tidende havde han i 1941 skrevet, at kristne umuligt kunne se ned på jøderne.

Udenrigsministeriet, der var bekymret for forholdet til tyskerne, bad kirkeministeren påtale udtalelsen over for Bartholdy, men Bartholdy svarede, at han havde i sinde at gentage sine udtalelser mod jødeforfølgelserne lige så længe, der var vejr i ham.

I Norge fik besættelsestiden et langt værre forløb end i Danmark. Nazisterne styrede landet og fik genindført det tidligere grundlovsforbud mod jøder – og brugte det som basis for i november 1942 at deportere landets jøder.

Den norske kirke protesterede mod behandlingen af de norske jøder i et stærkt brev. Det smittede af i de andre nordiske lande. Kort efter udtalte også de svenske biskopper sig mod jødeforfølgelsen. Da det omkring 1. oktober 1943 trak op til en aktion mod de danske jøder, lod Københavns biskop Fuglsang-Damgård udarbejde et godt og klart hyrdebrev, der tog klart afstand fra forfølgelse af jøder. Brevet blev rundsendt til oplæsning i de danske kirker den 3. oktober.           

Begivenhederne under besættelsen i Danmark og de generelle rædsler i forbindelse med holocaust var stærkt medvirkende til, at tre personer fra det kirkelige liv i Danmark i 1946 oprettede en dansk afdeling af det norske Karmel-Institut. Få år senere blev afdelingen til en selvstændig bevægelse med navnet »Ordet og Israel«.