Tisha b’av: Jøder sørger over folkets tragedier

Tisha b’av er ikke en højtid, jeg selv har mange oplevelser med. Derfor spurgte jeg overrabbiner Jair Melchior, hvad det egentlig drejer sig om.

Han lagde ud med at korrigere mig: »Højtid er ikke det rigtige ord. Tisha b’av er en fastedag, en sørgedag.«

Navnet refererer til datoen den 9. (tisha) i måneden av, som i år falder den 29. juli. Det er dagen, hvor man sørger over templets ødelæggelse. Både i år 586 f.Kr. og af romerne i år 70 e.Kr.           

Man faster fra solnedgang til solnedgang (en døgnlang faste sker ellers kun på yom kippur) og nægter sig selv enhver form for glæde, men sidder på gulvet og læser Klagesangene. Faktisk er det den eneste dag, hvor man ikke læser sine daglige Tora-afsnit, fortæller Jair.

Som en kristen, der lever i troen på, at Jesu død er det afgørende offer for mig, og at jeg får lov til at være et tempel, hvor han bor, savner jeg ikke selv templet. Derfor tror jeg, at sorgen over templet kan være svær at forstå for os kristne. Men samtidig tror jeg godt, at vi kan forstå noget af det. Bibelen fortæller, at Gud virkelig boede i templet i Jerusalem, og at Israels folk dér kunne ofre og få soning og opleve Guds nærvær. Derfor var templet et helt enestående sted i verden, og derfor er sorgen på tisha b’av forståelig.

Mindes folkets tragedier

Men tisha b’av handler om mere end bare templet. Det var nemlig også på denne dag, at korstogene blev indledt i Frankrig i år 1096, at jøderne blev udvist fra Spanien i år 1492, og at deportationen fra Warszawas ghetto til Treblinka blev iværksat i år 1942.

»På tisha b’av sørger vi over tragiske begivenheder i jødernes historie. Noget af det er ikke sket præcis på denne dag, men det er begivenheder, der er vigtige at markere og sørge over,« forklarer Jair Melchior.

Disse nyere tragedier er allesammen påført det jødiske folk i kristne lande. Et sørgeligt og tydeligt tegn på, at kirken op igennem historien har været præget af et stærkt had til Guds udvalgte folk.

Så tisha b’av bliver for mig en påmindelse om, at jøder har oplevet et kæmpe svigt, og at kristne længe før min tid har påført folket et stort sår.

Der er en enorm opgave for os i at hele dette sår med trøst, sandhed og kærlighed. Så lad os sætte os kærligt og solidarisk sørgende sammen med det jødiske folk på tisha b’av.