Løvhyttefesten peger frem mod gudsriget

Hvert år fejrer jøderne løvhyttefesten til minde om dengang, Gud beskyttede israelitterne på ørkenvandringen efter udfrielsen af slaveriet i Egypten.                      

Som en helt konkret påmindelse om de midlertidige boliger, israelitterne boede i under ørkenvandringen, har jødiske familier i generationer bygget hytter af grene og palmeblade, som de bor og opholder sig i under løvhyttefesten.                     

Løvhyttefesten fejres om efteråret i syv dage. Festens første dag falder bare fem dage efter jødernes største helligdag, den store forsoningsdag (yom kippur), og fjorten dage efter det jødiske nytår.                      

På templets tid var løvhyttefesten også ensbetydende med en folkefest. Den var nemlig en af jødedommens tre valfartsfester, hvor alle israelitiske mænd var forpligtede til at rejse op til helligdommen for at bringe en takoffergave for den velsignelse, Gud havde tilskikket familien.

Løvhyttefestens indhold og betydninger

To af de helt centrale temaer, der fylder under fejringen af løvhyttefesten, er: 1) israelitternes frelse fra det egyptiske fangenskab og 2) taksigelse for efterårshøsten. Begge temaer er tæt knyttet til de ofringsritualer, som oprindeligt var det centrale omdrejningspunkt i løvhyttefesten.                      

I løbet af de syv dage, løvhyttefesten varede, skulle de israelitiske præster på templets tid bringe forskellige ofre. Ofringerne var uløseligt knyttet til pagtsforholdet mellem Gud og folket, der blev opretholdt og eventuelt genetableret gennem dem.                     

Det, som kendetegner de ofre, der blev bragt i forbindelse med løvhyttefesten, er fællesskab mellem Gud og folket samt taknemmelighed til Gud for frelsen og for høsten.                      

At få høsten i hus er for en landmand forbundet med stor glæde og lettelse. Høsttiden danner derfor en helt naturlig ramme om en glædesfest: »I syv dage skal I danse og juble for Herren,« står der om løvhyttefesten i 3 Mos 23,40.                     

I det moderne Israel er løvhyttefestens høsttema et af de mest iøjnefaldende. Palmegrene, forskellige løvgrene og ikke mindst citrusfrugter bliver brugt ved synagogegudstjenesterne som et udtryk for glæde og taksigelse til Gud.

Bøn om frelse

En af de ceremonier, som finder sted i de daglige synagogegudstjenester i løbet af løvhyttefesten, er de såkaldte »hoshanot«, som er en form for frelsesbønner.                      

En af disse frelsesbønner finder vi i Salme 118,25, hvor der står: »Herre, frelse os nu! Herre, frembring succes nu!« Bønnernes indhold kredser om det jødiske folks frelse, samlingen af folket i Zion, genopbygningen af templet og Messias’ komme.                     

I bønnerne fokuseres der på Guds egenskaber og Guds storhed, ligesom forfædrenes store bedrifter fremhæves.                      

De mandlige deltagere i gudstjenesterne samles under frelsesbønnen omkring læsepulten i en procession, mens de bærer på en af menighedens skriftruller.                     

Denne ceremoni er en genkaldelse af en lignende ceremoni, der foregik i templet, hvor processionen foregik rundt om alteret. Lange pilegrene blev rejst langs siden af alteret, så de svajede ind over alteret og på den måde formede en løvhytte over det.

På den syvende og sidste dag i løvhyttefesten, som også kaldes for den store hoshana, gentages ceremonien, men denne gang kommer alle skriftrullerne frem og bæres med rundt om læsepulten. Processionen kulminerer i en gigantisk glædesfest med dans og sang og bøn i synagogen.

Messiasforventninger

Ifølge den jødiske tradition forsvandt den sky, som fulgte og beskyttede israelitterne under ørkenvandringen, da folket syndede ved at tilbede guldkalven. Da Moses vendte tilbage fra Sinajbjerget med de nye stentavler, beordrede han folket til at bygge telthelligdommen.                      

Efter at have samlet materialerne blev byggeriet påbegyndt netop på løvhyttefestens første dag. Samme dag vendte Guds beskyttende sky tilbage over israelitternes lejr.

Denne fortælling kan give anledning til at reflektere over den messianske forventning i jødedommen.                     

Dels er Messiasforventningen særligt stærk under løvhyttefesten, dels er den jødiske lære om frelse nært forbundet med jødernes indstilling og religiøse engagement som individer og som folk. Frelsesbønnerne, som bliver bedt under løvhyttefesten, udtrykker i særlig grad den messianske forventning i jødedommen, hvor forudsætningen for Messias’ komme er, at hele det jødiske folk skal holde den jødiske lov, Toraen.                      

I jødedommen bestemmer den enkeltes åndelige tilstand graden af nærvær og fællesskab med Gud. Gennem syndsbekendelse og modtagelse af soning skabes en fornyet vej til fællesskab med Gud.                     

Dertil kommer en tradition i jødedommen om, at hvis hele det jødiske folk ville søge Gud gennem den jødiske lov, syndsbekendelse og soning, så ville det bane vejen for Messias’ fremkomst.                      

I den forstand er løvhyttefesten ikke kun en historisk gentagelse, for den rummer også en dybere refleksion over, at verden ikke går mod sin afslutning, men at verdenshistorien fortsætter frem i tiden, mod fuldkommenhed – mod en verden, hvor der er fuldstændig harmoni og fællesskab mellem Gud og mennesker, og hvor der er fred og broderskab mellem mennesker.                     

Den messianske forventning er desuden forbundet med en længsel efter Jerusalems og Israels storhedstid under ledelse af Messias.

Løvhyttefesten og Gudsriget

I den kristne tradition har løvhyttefesten aldrig fyldt noget særligt. Påsken og pinsen, derimod, er jødiske højtider, der er videreført i den kristne tradition, hvor de udfylder helt centrale betydninger.

Løvhyttefesten markeres dog kun yderst sjældent i den kristne kirke. Men faktisk indeholder den temaer og elementer, som er meget relevante for den kristne menighed. Løvhyttefesten formidler nemlig forventningen om, at Herren vil tage bolig blandt sit folk.                      

Den forkynder samtidig, at vi befinder os på et midlertidig sted og i en midlertidig situation, som er symboliseret ved de midlertidige hytter bygget af løv. Derfor ser vi frem mod Gudsrigets endelige frembrud, hvor Herren selv skal bo midt iblandt sit folk.                     

På den måde peger løvhyttefesten ind i den kommende tid, hvor Gud og mennesker også fysisk skal bo og leve sammen i Gudsriget på den nye jord (Åb 21,1-4).                      

Løvhyttefesten minder os om, at den ultimative virkeliggørelse af Guds rige endnu ikke er kommet. I kristen teologi understreges det, at Guds rige på én gang er noget nuværende og noget kommende. Det illustreres meget stærkt i løvhyttefestens påmindelse om, at Gudsriget allerede er kommet til os, men endnu ikke er brudt fuldt ud.                     

Som kristne kan vi således i høj grad bede med på den bøn, som bedes i jødedommen under løvhyttefesten: ”Herre, frels dog! Herre lad det lykkes! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” (Sl 118,25-26).