Her ligger julen gemt i de jødiske højtider

Vi fejrer påske og pinse med tydelig tråd til den jødiske påske og pinse – men hvad med julen? Hvor er forbindelsen til vores jødiske rødder, når det gælder julens højtid?

Der er ting, der taler for, at julen hænger sammen med løvhyttefesten. Både tidsmæssigt og indholdsmæssigt. Tidsmæssigt ligger løvhyttefesten i efteråret og slutter rækken af valfarts- og høstfester, der indledes med påske og pinse. Men hvornår på året finder Jesu fødsel sted? Ja, det er svært at finde svar på, for Bibelen har ikke fokus på, hvornår Jesus blev født, men at han blev født som opfyldelse af Guds løfte i profetierne. Mange har dog gjort forsøg på at finde frem til tidspunktet ud fra forskellige teorier og beregninger, og nogle af disse beregninger sandsynliggør, at Jesus blev født i efteråret, altså netop omkring tiden for løvhyttefesten.

Indholdsmæssigt er løvhyttefesten fyldt med Messias-forventning. Den peger frem mod Messias’ komme, Israels nye herlighed og verdens nyskabelse (Zak 14, 16ff). Jesu første komme, som vi fejrer i julen, indleder den periode, som afsluttes med Jesu andet komme og nyskabelsen, og på den måde er der indholdsmæssig sammenhæng mellem løvhyttefest og jul.

Tættere på jul – eller?

Der er imidlertid en anden jødisk højtid, som fejres næsten samtidig med vores jul, nemlig chanukka, som betyder indvielse. Tempelindvielsesfesten bliver den kaldt i Det Nye Testamente. Den minder i sit nuværende udtryk om vores julefejring: lys i massevis i den mørkeste tid på året, familiehygge, søde kager, gaver, spil, optrin og pynt. Chanukka hører til de fester, som ikke er nævnt i Toraen. Den har sit udspring i den jødiske historie imellem Det Gamle og Det Nye Testamentes tid.

Historisk, bibelsk og tidsmæssigt kan man ikke trække linjer fra chanukka op til vores julehøjtid, men der er noget i indholdet, som kan give os et dybere indblik i betydningen af Jesu komme, og der er noget, der tyder på, at Jesus faktisk bruger chanukka til netop dette. Derudover er der en ofte overset sammenhæng med løvhyttefesten.

Historien bag chanukka

Den historiske baggrund for chanukka skal vi finde omkring år 168-165 f.Kr. Syrerne har besat jødernes land og har gjort alt, hvad de kan, for at udradere det jødiske folks tro. Mange jøder er gået over til fjenden og lader sig hellenisere.

Syrernes konge hed Antiokus Epiphanes, og i Makkabæerbøgerne kan vi læse om, hvor grusomt han behandlede jøderne i Jerusalem. Byen er besat af syrerne, som har befæstet sig i Davidsbyen. Templet i Jerusalem er blevet vanhelliget med Ødelæggelsens Vederstyggelighed, afgudsaltre og svineofringer. Jødisk religiøs praksis og studier i Toraen er blevet forbudt og straffes med døden (1 Makk 1).

”Når de fandt lovens bøger, rev de dem i stykker og kastede dem på ilden. Hvis de fandt en pagtsbog hos nogen, eller hvis nogen efterlevede loven, medførte det efter kongens bestemmelse dødsstraf for dem” (1 Makk 1, 56-57).

”Måned efter måned fortsatte [syrerne] med at øve vold mod de israelitter, de fandt i byerne …. De kvinder, der havde ladet deres sønner omskære, dræbte de, som de havde fået befaling til” (1 Makk 1,58).

Oven i alt dette kalder kongen sig Epiphanes, hvilket er græsk og betyder Guds manifestation eller tilsynekomst. Det er virkelig en torn i øjet på de troende jøder. Sådan en gudsbespotter, tænk, at han har den frækhed at give sig selv dette tilnavn. Der kaldes til oprør. Ikke alle går med i oprøret, men der samler sig alligevel en lille oprørshær under ledelse af præstesønnen Judas med tilnavnet Makkabæer og hans brødre. Efter tre års kamp overvinder de faktisk den syriske besættelsesmagt og får syrerne smidt på porten.

Noget af det første, der sker efter Jerusalems befrielse, er, at templet bliver renset, genetableret og genindviet. Brændofferaltret, som er blevet urent, bliver pillet ned sten for sten, og der bliver bygget et nyt efter de bibelske forskrifter. De forskellige ting, der hører til i templet, bliver sat i stand og sat på plads igen. Lysestagen, som er blevet skrællet for guld og smidt ud af templet, bliver også sat tilbage på sin plads. Og det er netop om denne lysestage, der er opstået en legende, som er blevet det centrale i chanukkafejringen i den senere jødedom. Det fortælles nemlig, at da den syvarmede lysestage skal genindvies og tændes igen, mangler der olie – en særlig indviet jomfruolivenolie til tempelbrug. Man finder kun en enkelt kande med denne særlige olie, og i kanden er der kun nok til én dag. Olien bliver hældt på, og underet sker: Lysestagen bliver ved at brænde i hele otte dage.

Egentlig er det store under, at Gud befrier sit folk og bevarer dem som sit folk på et tidspunkt, hvor Antiokus Epiphanes har gjort, hvad han kunne for at udrydde dem og deres tro. Men i senere jødisk tradition er denne fortælling om lysestagen blevet det centrale i fejringen af chanukka. Det er til minde om dette under, at der i de fleste jødiske hjem hver aften i otte dage tændes lys i den fine chanukka-stage, chanukkiaen med de ni arme eller lys. For hver aften tændes et lys mere, så man til sidst har tændt alle otte. Det niende lys er ”hjælperen”, der bruges til at tænde de andre. Og så minder man hinanden om, at ”et stort under skete her”, hvis man er i Israel, eller at ”et stort under skete der”, hvis man er i udlandet, mens man leger med snurretoppen, synger chanukka-sange og spiser sufganiot (berlinerpfannkuchen).

Men hvad har det med jul at gøre?

Udover symbolet med lys i en mørk tid er der så noget, der rimer på jul i chanukka? Vi fejrer i julen, at Gud blev menneske – at han manifesterede sig som menneske. Jesus blev af englen kaldt Immanuel, ”Gud med os”. Da Jesus selv fejrer chanukka, tempelindvielsesfesten, i Jerusalem, bruger han festens kontekst til at sige noget om sin egen tilsynekomst. Johannes fortæller, at Jesus netop ved denne fest står frem og siger: ”Jeg og faderen er ét” (Johs 10,30). På de jødiske lederes reaktion kan vi mærke, at de har forstået, hvad han siger.  De samler sten op for at stene ham (Johs 10,31). Og da Jesus efterfølgende spørger dem, hvorfor de vil stene ham, svarer de: ”Det er ikke for nogen god gerning, vi vil stene dig, men for bespottelse, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud” (Johs 10,33).

Det er næppe tilfældigt, at Jesus netop bruger chanukka til at udråbe dette budskab og med dette fremkalder så stærk en reaktion fra de jødiske ledere. Netop i de dage, hvor de fejrer, at de blev fri for den afskyelige konge, som hævdede at være Guds manifestation, står denne Jesus frem og påstår det samme, ”gør sig selv til Gud”. 

Jesus bruger højtiden til at forkynde om sig selv, at han er Guds sande manifestation. Ikke en konge, som tillægger sig selv kongeværdighed  og påstår at være Gud, men han er det, fordi ”Faderen har helliget ham og sendt ham til verden” (Johs 10, 36).

På den måde klinger det sammen med julens budskab: Gud sender sin egen søn til verden, Gud tager bolig iblandt os, han manifesterer sig i Jesus, som er ”Gud med os”. ”Faderen er i mig, og jeg er i faderen” (Johs. 10,38).

Ringen sluttes

Når vi læser om templets genindvielsesfest i Makkabæerbøgerne, får vi at vide, at chanukka er otte dage lang, fordi den er en forsinket løvhyttefest (som er en ugefest). På grund af den syriske besættelse har man ikke kunnet fejre løvhyttefesten i den syvende måned. Derfor gør man det med forsinkelse ved genindvielsen af templet – ligesom Salomo også indviede sit tempel netop med en løvhyttefest (2 Krøn 6 og 7). Det fortælles meget malende i 2. Makkabæerbog, at jøderne ”med jubel holdt fest i otte dage ligesom ved løvhyttefesten, idet de mindedes, hvordan de kort tid forinden havde tilbragt løvhyttefestens dage i bjergene og i hulerne som de vilde dyr” (2 Makk 10,6).

Selvom det er en slags forsinket fejring af løvhyttefesten, besluttes det dog, at også denne fest, chanukka, genindvielsen af templet, skal fejres som en selvstændig højtid fremover (2 Makk 10,8). Derfor fejrede man den på Jesu tid, og derfor fejres den af jøder verden over også i denne december måned 2019 – fra den 23.december.

Der er altså en klar linje mellem løvhyttefesten og tempelindvielsesfesten. Ringen sluttes så at sige: Løvhyttefesten med sit budskab om den herlige lyse fremtid i Guds rige, som kan blive virkelighed, fordi Gud har sendt sin søn til verden, og chanukka med Jesu proklamation af, at han netop er Guds manifestation. Guds frelse til det jødiske folk og til alle folk.

Jesus fejrede chanukka i Jerusalem. Messianske jøder i dag vil for de flestes vedkommende fejre chanukka i stedet for jul. Det understreger også, at julens budskab – om Gud, der manifesterer sig og tænder lys i mørket – allerede rummes i chanukka.

Der er særligt én sang, som synges, når lysene tændes, en sang, som med sin insisterende og inderlige melodi bliver ved at sidde i en, længe efter at lysene er slukket. Den handler om frelsens klippe: Zur Jeshuati, min frelses klippe. Gemt i chanukka ligger Guds manifestation, Guds frelse, som vi fejrer i julen, som de messianske jøder fejrer i forbindelse med chanukka – og som en dag vil blive åbenbaret for hele det jødiske folk og hele verden. Den frelses klippe, som skal lovsynges, når Guds herlige rige fylder alt.