Tegnene Jesu genkomst: Luk øjne og ører op

For et par måneder siden sad jeg og hyggesnakkede med en af mine venner, der ligesom jeg var ung kristen for cirka 50 år siden.
Undervejs sagde han i en bisætning: »… dengang talte vi jo meget om tegnene på, at Jesus snart kommer igen.«                             Underforstået: Det gør vi jo ikke mere. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om han var tilfreds med den udvikling eller ej.

Det gjorde indtryk på mig. For jeg tror, observationen er rigtig, og jeg er ikke begejstret for den.
Indrømmet: Der var en del pop over vores genkomstinteresse dengang. Og undertiden sværmeri. Jeg husker, at jeg selv og andre under de senere faser af Yom Kippur-krigen i efteråret 1973 –  da Israel var kommet sig over chokket efter de koordinerede arabiske angreb og gennembrød forsvarsstillingerne i Golan, så vejen til Damaskus var åben – var meget optaget af Esajas 17,1: »Damaskus skal udslettes som by og blive en ruinhob.«
Måske ikke den mest besindige analyse af situationen, men dog et udtryk for, at vi havde sanserne skærpede og læste avisen (det var unge menneskers medie dengang!) sammen med Bibelen.

Bekymring

Når jeg er bekymret over, hvor lidt vi i dag taler om tegnene på Jesu genkomst, skyldes det to ting:
For det første, at Bibelens klare opfordring til at udvise agtpågivenhed i bedste fald nu holdes ud i strakt arm. Jesus taler i sin store genkomsttale – der faktisk refereres i alle de tre første evangelier – om at lukke øjne og ører op for samfundsudviklingen, naturen og kirken og se på det i lyset af, at han snart kommer igen: »Når I hører …«; »Når I ser …« (fx Mark 13, 7.14.29). Læs ikke kun Bibelen, læs verdensudviklingen.

Min anden bekymring er, at meget erfaring tyder på, at åndelig fornyelse er knyttet tæt sammen med en stærk forventning om, at Jesus kommer igen. Gad vide, om man kan nævne én fornyelsesperiode i kirkehistorien, der ikke også indeholdt en fornyet forventning om Jesu genkomst?
At åndelig opvågnen og genkomstforventning hænger sammen, er for øvrigt psykologisk set ganske elementært: Der er nemlig intet, der påvirker os så meget som det, vi er på vej hen imod. På vej mod et bryllup eller en ferie kan man bære meget besvær.

 Luk øjne og ører op

Hvis jeg nu skal prøve selv at praktisere det, jeg skriver, skal man efter min opfattelse være både døv og blind for ikke at have opfattet, at de tre rædselsfulde heste, som omtales i Johannes’ Åbenbaring 6, har redet igennem Europa de sidste år: Den røde hest med krig, den sorte med inflation og den gustengule med corona. Og ingen af dem er redet helt forbi endnu!
Men så kommer indvendingen: Har der ikke altid været krig, økonomisk uro og sygdomsepidemier. Er det ikke et tilbagevendende tema fra syndefaldets dag sammen med naturkatastrofer og borgerlige uroligheder og svir og druk og løs sex og mange af de andre tegn, Bibelen nævner? Og har der ikke – i bølger – været forfølgelser gennem hele kirkens historie? Noget lignende kan siges om forførelsen internt i den kristne kirke. Den har kæmpet med vranglære og etiske problemer nærmest uden pause siden et par uger efter pinsedag.

Svar nr. 1: Jo, alle disse dårligdomme har været der længe – og det vidste Jesus godt, da han holdt sin genkomsttale. Han appellerer derfor til en vis besindighed, når vi læser disse tegn, og taler om, at »det skal ske … men er endnu ikke enden«, eller at »dette er begyndelsen på veerne« (Mark 13,7.8). Så en vis besindighed er ikke ubibelsk. Visse genkomsttegn er varige historien igennem.

Svar nr. 2: Samtidig er det i Bibelen meget tydeligt, at disse »varige« tegn intensiveres. Især i Johannes’ Åbenbaring. Hvis man sammenligner kapitel 6, 8 og 16, vil man bemærke, at talen om tegnene skærpes: I kapitel 6 tales der om, at en fjerdedel af jorden er ramt (vers 8), i kapitel 8 er det blevet en tredjedel (vers 7 og 12), og i kapitel 16 bruges der altomfattende ord: »havet blev til blod« (vers 3), og »menneskene blev forbrændt« (vers 9).
Denne intensivering svarer for øvrigt til en almenmenneskelig erfaring: Jeg går meget mere til læge i dag end for ti år siden. Ikke fordi jeg er ramt af alvorlig sygdom; men fordi skavanker, som principielt kan opstå hele livet, kommer meget hyppigere nu end engang: nedfalden forfod, forhøjet blodtryk, tunghørt venstre øre og diverse andet. Og jeg løber fem km væsentligt langsommere end for bare fem år siden.
Hvis jeg ellers tør tyde alderens tegn, vidner det om, at systemet nok sætter ud en dag. Altså hvis Herren tøver med genkomsten …

Så der kan argumenteres for, at vi lukker øjnene op og lægger mærke til tegnene på Jesu genkomst, samtidig med at vi holder os i et forsigtigt sprog og siger »måske et tegn på«, »noget tyder på« og så videre.

Hvis jeg igen skal praktisere det, jeg skriver, vil jeg pege på en intensivering i verdens alderdomstegn: Da jeg var ung, var miljøspørgsmål det nye store tema. Vi kaldte Øresund for Pløresund, fordi der var så meget kloak, at man dårligt kunne bade mellem København og Helsingør. Det er løst nu, men erstattet af klimaspørgsmålet.

I mine ører lyder klimaspørgsmålet som en global intensivering af mere lokale miljøproblematikker: »Når I ser det ske …«

 To ultimative tegn

Mens Jesus som sagt kan lægge en vis dæmper på talen om nogle af tegnene, er der to steder, hvor alle forbehold er ryddet af vejen.
Det ene handler om Israels folk og deres hjemkomst til deres land. Den eneste ikke-jødiske forfatter i Bibelen – grækeren Lukas – citerer Jesus for, at »Jerusalem skal nedtrampes af hedningerne, indtil hedningernes tider er forbi« (Luk 21,24). Denne nedtrampning er i hvert fald forbi, med den store jødiske indvandring over de sidste 100 år. For nu at lufte et lille kætteri – i hvert fald i Ordet og Israel-sammenhæng – er jeg personligt ikke sikker på, at den nuværende stat Israel er opfyldelsen af profetierne. Måske kan et jødisk liv i landet organiseres på helt andre måder. Men folkets tilbagevenden er i hvert fald en klar opfyldelse af en profeti om noget, der skal ske som optakt til, at Jesus kommer igen.
Det andet tegn, hvor Jesus bliver meget ultimativ, er, at evangeliet skal forkyndes for alle folkeslag, og så skal enden komme (Matt 24,14).  Denne tankegang viderefører Peter, når han overvejer, hvorfor det trækker ud med Jesu genkomst:  »… fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse« (2 Pet 3,9). Og i det lys kan han tale om, at menigheden kan »fremskynde« Herrens genkomst. Underforstået ved at drive mission. Der ligger altså ikke en færdig drejebog for, hvornår Jesus kommer igen. For historien styres af et samspil mellem Gud og hans folk: Han kommer tilbage, når kirken har gjort sit job færdig.

Og her smelter de to ultimative tegn sammen: For når vi læser Paulus’ brev til Rom (kap 9-11), er der en anden dimension i talen om hedningernes tider end den, der handler om Jerusalem og Israels land.  Når den globale mission nærmer sig sin afslutning, vil evangeliet ad den ene eller anden vej vende tilbage til sit udgangspunkt: det jødiske folk (Rom 11,25-32). Jeg vil ikke blande mig i de faglige diskussioner om, hvor mange Jesustroende jøder der findes i dag. For det har jeg ikke forstand på. Jeg ved kun, at det er mange flere end for 50 og 100 år siden.

Nysgerrig læsning

Når jeg nu skal lande denne flyvetur over tegnene på Jesu genkomst, skal det være med en udfordring: Læs Bibelen og nyhedshjemmesider og grundigere politiske og kulturelle analyser med åben nysgerrighed.

Sig: »Måske«, »noget tyder på«, »det, der sker her, minder om det, der står skrevet der«. Samtidig med at vi besinder os på, at profeter helt tilbage fra gammeltestamentlig tid har grublet og grundet over »hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på« (1 Pet 1,11).

Når profeterne ikke selv kunne forstå rækkevidden af deres eget budskab, er det ikke mærkeligt, at vi må kæmpe med det.