Hvad sker der, når Jesus kommer igen? Paulus løfter lidt af sløret

Hvad sker der i forbindelse med Jesu genkomst? Det giver Bibelen faktisk flere perspektiver på med større eller mindre grad af detaljer. Et af de steder, hvor vi får indblik i nogle af detaljerne, er i Paulus’ brev til den unge menighed i Thessaloniki.Hvad sker der i forbindelse med Jesu genkomst? Det giver Bibelen faktisk flere perspektiver på med større eller mindre grad af detaljer. Et af de steder, hvor vi får indblik i nogle af detaljerne, er i Paulus’ brev til den unge menighed i Thessaloniki.

Paulus havde et særligt forhold til dem, selvom han kun nåede at være sammen med dem i få uger, inden han måtte flygte fra byen på grund af forfølgelse (ApG 17,1-13). I denne korte tid blev evangeliet forkyndt, og flere tog imod Jesus som frelser. Jesu genkomst var tilsyneladende en så central del af evangeliet til menigheden, at det rygtedes alle vegne, hvor meget de sidenhen ventede på Jesu komme fra himlen (1 Thess 1,8-10). Derudover nåede Paulus også at undervise menigheden om lovløshedens menneske, det vil sige Antikrist (2 Thess 2,5), og forberede dem på trængsler (1 Thess 3,4).

Den intense undervisning af Paulus havde givet anledning til mange spørgsmål i menigheden. Og Paulus havde et inderligt ønske om at komme tilbage og give dem yderligere undervisning. Han måtte i stedet nøjes med et brev, hvori han ville gøre menigheden bevidst om, hvad Jesu genkomst har af betydning for både menighedens døde og levende. Det kan vi læse i 1 Thess 4,13-18. Her giver Paulus i løbet af få vers indblik i nogle af detaljerne ved Jesu genkomst. Det er et stærkt trøstebudskab!

Jesu komme er synligt

Først og fremmest siger Paulus, at menigheden, når de oplevede dødsfald, ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. Vi har et håb midt i sorgen, siger Paulus. Dét håb er knyttet til Jesu komme.

Paulus’ udtryk for Jesu komme er det græske ord parousia. Ordet bliver i Bibelen og antikke græske skrifter altid anvendt om en konkret tilstedeværelse eller ankomst. I Bibelen glæder Paulus sig fx over, at Stefanas, Fortunatus og Akaikos kom og beroligede ham (1 Kor 16,17). Det samme gør han om Titus’ komme (2 Kor 7,6), og han skriver til menigheden i Filippi, at han regner med at være sammen med dem igen engang i fremtiden (Fil 1,26).

I antikke skrifter anvendes ordet parousia særligt i forbindelse med kejserens komme til en by. Her er der tale om et storslået og majestætisk komme. Kejseren brugte meget tid på rejser for at stadfæste sit rige eller udvide det. Når rygtet om kejserens komme nåede til en by, så gjorde alle i byen sig klar til hans komme. Byens ledere gik kejseren og hele hans store følgeskare i møde uden for byen med sang og palmegrene og fulgte ham ind i byen under stor hyldest. Kejserens parousia var i sandhed en begivenhed, som alle kunne se og tage del i.

Når Paulus taler om Jesu komme og anvender ordet parousia, så er der altså ikke tale om et usynligt komme eller en usynlig tilstedeværelse. Ej heller er der tale om en tilstedeværelse i overført betydning, som når Paulus taler om at være sammen med menigheden i Thessaloniki i sit hjerte (1 Thess 2,17). Nej, parousia er altid udtryk for et fysisk, konkret komme, som er synligt for alle. Jesu komme vil være som kejserens storslåede ankomst til en by.

Ud over at anvende et betydningsfuldt ord om Jesu genkomst, så knytter Paulus flere begivenheder til Jesu genkomst:

1) Jesus venter på signalet

Paulus siger, at Jesus vil stige ned fra himlen til denne jord på et bestemt tidspunkt, nemlig når tre signaler gives: 1) Befalingen skal lyde. 2) Ærkeenglen kalder. 3) Guds basun gjalder.

Det er ikke tydeligt ud fra teksten, hvad Paulus henviser til. Men det tyder på, at menigheden i Thessaloniki er bekendt med de udtryk – måske fordi både første og andet brev fra Paulus viser, at Jesu genkomst var et centralt tema i Paulus’ undervisning af menigheden, da han var hos dem. Desuden bestod menigheden af både jøder og hedninger, som kendte til disse udtryk fra Det Gamle Testamente og fra deres samtid.

Befalingen kan henvise til et kampråb i krig eller en ordre til at udføre en gerning – måske fra Faderen, idet kun han ved, hvornår Jesus skal vende tilbage til jorden (Mark 13,32). Ærkeenglen kunne være englen Michael, som i jødisk sammenhæng er Israels skytsengel. Judas Bog kalder ærkeenglen for Michael. I Daniels Bog profeteres det, at Michael træder frem ved verdenshistoriens afslutning, hvor der skal ske en opstandelse (Dan 12,1-3). 

Guds basun kan meget vel referere til et signal om samling. Hornblæsning anvendtes til at markere fester og højtider, men også i forbindelse med krig. Under alle omstændigheder lød basunen/hornet som et signal til at få folkets opmærksomhed, når noget nyt skal ske.

2) Jesu tilsynekomst

Paulus beskriver Jesu komme (parousia) sådan, at Jesus »stiger ned fra himlen«. Udtrykket står i modsætning til den dag, hvor disciplene stod på Oliebjerget og så Jesus »fare op til himlen« (ApG 1,11). 
En engel beroligede dengang disciplene med, at Jesus skal komme igen på samme måde. Dét ved Paulus, og det er dét, han minder menigheden om. Himlen er udtryk for Guds bolig i den usynlige verden. Når han kommer igen, så kommer han fra den usynlige verden til den synlige.

3) De døde skal opstå

Opstandelsen var blandt farisæerne på apostlenes tid knyttet til afslutningen af denne tidsalder og begyndelsen på Guds Rige. Samme undervisning møder vi hos Jesus, som taler om opstandelsen på den yderste dag (Joh 6,40). 

I Johannes’ Åbenbaring er opstandelsen netop en del af Jesu synlige genkomst (Åb 20,4-6). For Paulus var Jesu egen opstandelse helt afgørende for håbet, for hvis ikke han selv opstod fra de døde, så ville vores tro og håb være tomt (1 Kor 15,12-19). Derfor begrunder Paulus også sin undervisning om håbet med udgangspunkt i Jesu død og opstandelse (1 Thess 4,14).

Paulus antyder i 4,16b, at der er flere opstandelser. I teksten siger han, at »de, der er døde i Kristus, skal opstå først«. Det samme gør han i 1 Kor 15,22-23, hvor han siger, at det er dem, der hører Kristus til, der skal opstå i forbindelse med hans komme. Der er altså nogen, som skal opstå på et senere tidspunkt. 

Ifølge Åb 20,4-6 ved vi, at de, der skal opstå senere, er de ikke-kristne, som skal opstå til dom.

4) Bortrykkelsen af de kristne

Vi, der lever og er her på jorden, når Jesus kommer, skal sammen med de opstandne rykkes bort fra jorden for at møde Jesus i skyerne. Beskrivelsen af de kristnes møde med Jesus i skyerne minder meget om den festlige begivenhed i forbindelse med kejserens komme (parousia), hvor byens indbyggere gik kejseren i møde for at ledsage ham ind i byen. Når Jesus kommer igen, skal vi komme ham i møde i luften og tage imod ham til stor jubel og hyldest. 

I 1 Kor 15 uddyber Paulus meget mere om opstandelsen og dens betydning. I den forbindelse knytter han også de dødes opstandelse til Jesu genkomst (parousia) og siger, at de døde i Kristus skal opstå, og at de levende skal forvandles. Det hele skal ske på et øjeblik, når den sidste basun lyder (vers 51-53).

5) Så skal vi altid være sammen med Herren

Når Jesus kommer, samler han alle kristne – både dem, der er døde i troen på ham, og dem, der lever. Hvornår det sker, siger Paulus intet om i brevet, for her er fokus på at trøste menigheden. Tværtimod siger han i det følgende afsnit, at menigheden ikke har brug for at kende til tider og timer, for Jesu genkomst sker på et uventet tidspunkt (5,1-2). 

Alligevel tager Paulus fat på netop dét spørgsmål i sit andet brev til menigheden i Thessaloniki, hvor han vejleder os i, at »Herrens dag« (genkomsten, jf. kap. 1) ikke er lige forestående. Der skal først ske et frafald og lovløshedens menneske (Antikrist) skal komme (2,1-12).

Jesu genkomst er vores håb

Hvorfor var det så vigtigt for Paulus at give en kort redegørelse for detaljerne om Jesu genkomst? Kunne han ikke bare have trøstet menigheden med, at de døde engang (eller allerede nu) skal være sammen med Jesus?

Teksten giver i hvert fald to svar på det spørgsmål:

1) Jesu genkomst og vores opstandelse og bortrykkelse er lige så konkret som Jesu død og opstandelse. Det er hele udgangspunktet for Paulus, idet han siger: »For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.« Hvis ikke Jesus virkelig døde og opstod, så kan vi heller ikke regne med en virkelig genkomst og et virkeligt håb for hverken døde eller levende.

2) Detaljerne er med til at understrege, at håbet for de døde er det samme som håbet for de levende. Engang ved Jesu genkomst skal både de døde og de levende føres sammen med ham. Det sker i forbindelse med opstandelsen og bortrykkelsen.

Døden kan for nogle være det, man håber på og længes efter – af forskellige og forståelige årsager. Døden er dog ikke det kristne håb, for det evige liv og fællesskabet med hinanden og Jesus findes ikke i døden. 

Derimod er opstandelsen og bortrykkelsen ved Jesu synlige genkomst begyndelsen på en ny tidsalder, hvor vi altid skal være sammen med ham og hinanden. Dét er et fantastisk trøstebudskab!