Guds frelseshistorie er en fortælling om folkeslag

I Johannes’ Åbenbaring (Åb) 21,24-26 tales der om »folkeslagene« på den nye jord. Lad os prøve at kaste lys over, hvad der siges om disse folkeslag. Både i tiden her på jorden og tiden, der følger efter.

Guds plan for folkeslagene beskrives enkelt og klart i det, som Johannes kalder for »Guds tjener Moses’ sang og Lammets sang«:

Store og mægtige er dine gerninger
du Herre, Gud, Almægtige
retfærdige og sande er dine veje,
du, folkenes konge.
Hvem må ikke frygte dig, Herre,
og ære dit navn?
For du alene er hellig,
alle folkeslag skal komme og tilbede dig,
for dine retfærdige domme er blevet åbenbare.
(Åb 15,3-4)

Folkeslag på den nye jord?

Men hvor stammer menneskehedens folkeslag fra?

Jordens folk stammer fra kærligheden mellem Adam og Eva. Den kærlighed er en urkraft, en glans af og et billede på Guds eget væsen:

»Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden …”« (1 Mos 1,27-28).

Vi lever i en verden med nationer, grænser og herskere, hvor geografi, land og nationer er realiteter. Så er det rigtigt, at nationer og folkeslag først opstod længe efter Adam og Eva og efter syndefaldet. Det er også rigtigt, at Bibelen er fuld af fortællinger om folkeslag og nationer, der handler stik imod Guds vilje. Men det betyder ikke nødvendigvis, at selve konceptet er forkert. Nej, faktisk synes selve paradisbuddet til Adam og Eva om at »blive frugtbare og talrige« at have netop nationer for øje

Det er, hvad Paulus siger i ApG 17,26: »Af ét menneske har Gud skabt alle folk«. Og i Åbenbaringsbogen møder vi den forløste menneskehed netop som en mangfoldighed af frelste– nationer, folkeslag og tungemål.

Så både skabelsen i Edens have og nyskabelsen af den nye jord peger på, at der ikke er noget forkert i selve begrebet folkeslag eller nation. Det er ikke noget syndigt, som skal ophøre på den nye jord. Tværtimod: Nationerne har en plads i Guds frelsesplan og i Guds fremtid.

Gud står bag skabelsen af forskellige folk, deres størrelse, deres levetid og deres grænser.

Et helligt folk

I Det Gamle Testamente ser vi så, hvordan Gud udvælger ét folk blandt alle jordens folkeslag, Israel, for at lade sin velsignelse nå ud til alle folkeslag.

Vi ved fra Skriften, at folkeslagene og Israel hænger uløseligt sammen. I 5 Mos 7,6-8 understreges det, at Israel er »et helligt folk«, hvilket betyder, at de tilhører Gud med et bestemt formål: Israel er hans ejendomsfolk, siger Moses. Med de ord trækker han en tråd til, hvad han tidligere har berettet om Israels forfader Abraham: »I dig skal alle jordens slægter velsignes« (1 Mos 12,3).

Sagt lidt anderledes: Israel er udvalgt for nationernes skyld! Israel er et »helligt folk« for verdens skyld, for frelsens skyld.

Folkeslagenes frelse

Det nøgleord, der binder Israel og folkeslagene sammen, er altså ordet frelse. Her er nogle udvalgte vers, der handler om det:

I Es 2,2-4 læser vi om Jerusalems kommende herlighed: »Alle folkeslag skal strømme dertil«, og »de skal smede deres sværd om«.

I Es 11,10 står der: »På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene, til ham skal folkene søge.«

Es 19,19-25 er et løfte fra Gud om, at han vil sende Egypten en frelser (vers 20). Bemærk, at det i vers 23-25 kommer frem, at Gud kalder Egypten »mit folk«, Assyrien »mine hænders værk«, og Israel »min ejendom«. Teksten nævner velsignelse for tre navngivne nationer. Israel er med andre ord ikke den eneste nation, som får løfter om velsignelse fra Gud! En sprogbrug, som mest bruges om Israel, bruges her om andre nationer og understreger, at Gud er hele verdens Gud! Egypten og Assyrien assimileres ikke ind i Israel, men velsignes side om side med Israel.

Es 49,6 siger om Herrens tjener: »Jeg gør dig til et lys for folkene.«

Og Zak 9,10 siger om Israels Messias: »Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav.«

Når Messias kommer igen

De ovenstående vers var alle fra Det Gamle Testamente. Men også i Det Nye Testamente finder vi en masse vers, der understreger, at vi mennesker tilhører forskellige folkeslag, som er skabt af Gud.

Et godt eksempel er missionsbefalingen, hvor Jesus siger: »Mig er givet al magt … gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.« Den magt, han taler om, vil vi se udfoldet, når han returnerer til jorden, hvor »alle folkeslagene skal samles foran ham« (Matt 25,31-32).

 Paulus siger det på denne måde: »Det er Gud, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud« (ApG 17,25-27)

Også i Åbenbaringsbogen er det tydeligt, at jorden, når Jesus kommer igen, vil bestå af folkeslag og nationer. Åb 2,26: »Den, der sejrer og trofast gør mine gerninger indtil enden, ham vil jeg give magt over folkene.«

Åb 4-5 er en himmelsk vision, hvor det markeres, at Jesus »købte med sit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag og gjorde dem til et kongeligt folk, og til præster for vor Gud, og de skal være konger på jorden« (Åb 5,9-10). Bemærk, at de kristne skal være (fremtids)konger. Det stemmer med Åb 20,4, som handler om tusindårsriget. Her står der, at de kristne »kom til live og blev konger med Kristus i tusind år«.   Etnisk identitet og nationer spiller stadig en rolle i Det Nye Testamente, selv i endetiden og tusindårsriget.

I Åb 7,9 får vi at vide, at en mangfoldig skare af utallige »folkeslag og stammer, folk og tungemål … stod foran tronen«. Og bemærk: Der tales ikke om mennesker, som engang tilhørte folkeslag og stammer, men nu er blevet tvangsglobaliseret ind i en stor multikulturel masse uden særegne kendetegn. Nej, deres etniske identitet fortsætter netop, mens de udgør et forenet Guds folk! Vores etniske tilhørsforhold fortsætter ind i evigheden, forsonet og forløst af Kristus.

Det ny Jerusalem: En mangfoldig by

At der også skal være folkeslag på den nye jord, står tindrende klart i Åbenbaringsbogens beskrivelse af det ny Jerusalem i Åb 21-22.

I Åb 21,23-27 står der: »Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys. Folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger komme ind i den med deres herligheder. Dens porte lukkes ikke om dagen, og nat er det aldrig dér. Folkeslagenes herligheder og kostbarheder bringes ind i den. Men intet vanhelligt kommer derind, og det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets bog, Lammets bog.«

Og i Åb 22,1-2: »Og englen viste mig floden med livets vand, klart som krystal, den vælder ud fra Guds og Lammets trone. I midten, med gaden på den ene side og floden på den anden, står livets træ, som bærer frugt tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene.

Igen: Gud tænker mere i nationer, end vi er vant til at gøre, når vi tænker på det evige liv.  Hvad betyder det, at der er konger på den nye jord? Kan det betyde magtbeføjelser, grænser, nationer?

Erling Utnem, en afdød norsk biskop, var meget optaget af at forstå og formidle alle disse ting. Han har flere steder i sine bøger pointeret, at Guds skaberrigdom med de mange folkeslag og deres etniske særpræg skal ikke forsvinde, men gøre menigheden på den nye jord farverig og fascinerende!

Vores personlighed, som er unik i forhold til alle andres, skal komme til fuld udfoldelse, sådan som Gud har tænkt det! Derfor er det en selvfølge, at de frelste skal kende hinanden igen. Vi skal netop »sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmerriget«, ikke med en skare, som har mistet sin jordiske identitet.    

Naturligvis. Gud har jo skabt os som unikke individer. Vi ser forskellige ud og har vidt forskellige personligheder. Og midt i forskelligheden tilhører vi hver især et folkeslag. Det var Guds tanke helt fra skabelsen i Edens have. Og sådan vil det også blive på den nye jord.