Er vi tættere på Jesu genkomst, end vi tror?
De seneste år har været dramatiske. Ukraine-krigen, en woke-bølge, der arbejder på at opløse menneskets køn, talrige klimarekorder og i oktober 2023 det blodigste terrorangreb i det moderne Israels historie fulgt af en krig, der nu har varet i mere end et år.De seneste år har været dramatiske. Ukraine-krigen, en woke-bølge, der arbejder på at opløse menneskets køn, talrige klimarekorder og i oktober 2023 det blodigste terrorangreb i det moderne Israels historie fulgt af en krig, der nu har varet i mere end et år.
Er vi tættere på Jesu genkomst, end vi normalt går og tror? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange det sidste år.
En nøgtern overvejelse af spørgsmålet kræver, at vi ser på, hvad Bibelen siger om tegnene på Jesu genkomst.
De sidste tiders kendetegn
I Det Nye Testamente er de sidste tider ikke bare perioden lige inden Jesu genkomst. De sidste tider er en betegnelse for hele perioden fra Jesu første komme til hans genkomst. De sidste tider begyndte for 2000 år siden, og vi lever stadig i dem.
De sidste tider har en række kendetegn. Tegnene omfatter ting, der skal ske i naturen, i verdenssamfundet, i kirken og i Israel. De kan inddeles i tre forskellige typer:
1) Oprøret mod Gud tager til
Nogle af tegnene afslører, at konflikten i verden mellem Gud og det onde spidser til. Det ældgamle oprør mod Gud vil slå endnu stærkere igennem. Mange mennesker vil leve i mere åbenlys ugudelighed end før. Falske åndelige vejledere vil føre mennesker vild. Selv mennesker, der har kendt sandheden, vil falde fra og forlade troen. Og mennesker, der holder fast i sandheden, vil blive forfulgt.
I hele perioden fra Jesu første komme til hans genkomst vil Antikrists ånd forsøge at føre mennesker væk fra Guds bud og Guds ord. Men mod afslutningen af perioden vil der fremstå en sidste stor, personlig Antikrist, der vil få afgørende magt både åndeligt og politisk.
2) Følgerne af synd og Guds vrede tager til
Adam og Evas syndefald førte til en katastrofe. Edens have blev erstattet af smerte og lidelse. Gennem de sidste tider vil ødelæggelsen og lidelsen tage yderligere til.
Naturen vil blive præget af katastrofer og klimaforandringer. Relationerne mellem folkeslagene vil i højere og højere grad blive ramt af krig. Sult og sygdomsepidemier vil præge menneskers liv.
3) Guds frelsesplan for verden er ved at nå målet
To af de sidste tiders tegn er positive, fordi de viser, at Guds store frelsesplan er ved at nå sit mål. Evangeliet om Jesus skal prædikes for alle folkeslag, og Israels folk skal vende tilbage til deres land og få fornyet deres forhold til Gud.
Jesus sammenligner de sidste tiders tegn med veer før en fødsel (Matt 24,8). Det vil sige, at de kan forekomme uregelmæssigt over en længere periode, hvor der også kan være pauser. Tegnene har altid været og vil fortsat være til stede i hele perioden fra Jesu første komme og frem til hans genkomst. Men gennem de sidste tider tager de til i styrke og i hyppighed. Og til sidst vil veerne kulminere og under Antikrist og den store trængsel nå et omfang som aldrig før. Og så kommer Jesus synligt igen.
Når vi ser på det, der sker i verden i øjeblikket, er der nogle af de mange kendetegn på de sidste tider, der falder særligt i øjnene. To af dem skal vi se på her: naturkatastrofer og begivenhederne i Israel.
Naturkatastrofer
»Der har altid været jordskælv og naturkatastrofer.« Det er en indlysende sandhed, der ofte fremføres, når man taler om de sidste tider. Men det ændrer ikke på, at vi i øjeblikket er vidner til noget nyt i verdenshistorien.
2023 var både globalt og i Danmark et rekordår, når man ser på klimaet. Og rekorderne er fortsat her i 2024. Danmarks Radio har i to artikler på DR’s hjemmeside samlet en række vejrrekorder fra de sidste to år. Her er nogle eksempler:
Mandag den 22. juli 2024 blev den varmeste dag, der nogensinde er målt på kloden. Den næstvarmeste dag nogensinde var dagen før, søndag den 21. juli.
Sommeren 2024 blev den varmeste sommer, der nogensinde er målt på jorden.
Juni 2024 var den 13. måned i træk, der slog varmerekorden.
Verdenshavene er varmere end nogensinde før. I maj 2024 slog havoverfladetemperaturen den gamle rekord, der blev sat i maj 2023.
Foråret 2024 var det varmeste nogensinde i Danmark (siden målingerne begyndte i 1874).
I 2023 fik Danmark den største nedbørsmængde, der nogensinde er blevet målt.
Men det er ikke kun vejret, der løber løbsk i disse år. Verden bliver ramt af markant flere naturkatastrofer end tidligere.
FN’s kontor for katastrofeberedskab udgav i 2020 en rapport, der opgør antallet af større naturkatastrofer i de sidste 40 år. FN følger en fast definition på naturkatastrofer, der for eksempel kræver, at mindst ti mennesker er blevet dræbt eller mindst 100 personers liv blevet påvirket.
Ifølge FN-rapporten var der i perioden 2000-2019 7.348 større naturkatastrofer i verden. Det var en stigning på 74 procent fra de 4.212 større naturkatastrofer i de foregående tyve år, 1980-1999.
I perioden 2000-2019 blev mere end 1,2 millioner mennesker dræbt i naturkatastrofer, og 4,2 milliarder menneskers liv blev påvirket. De tre værste former for naturkatastrofer er jordskælv, oversvømmelser og orkaner.
Den store bølge af klimarekorder i disse år og den voldsomme stigning i antallet af naturkatastrofer er særdeles bemærkelsesværdig, når vi tænker på Det Nye Testamentes ord om, at naturkatastrofer er et tegn på de sidste tider.
Naturkatastrofer vil tage til i perioden frem mod Jesu genkomst, siger Bibelen. Antallet af naturkatastrofer er steget voldsomt gennem de sidste 40 år, siger FN.
Israel – hjemkomst og isolation
Et andet af tegnene på Jesu genkomst er Israels folk.
I sin afskedstale til Israel giver Moses en kort oversigt over folkets fremtid. Moses forudsiger, at Israels historie vil falde i tre perioder (5 Mos 30,1-10):
Periode 1: Efter ørkenvandringen og Moses’ død vil Israel komme ind i det forjættede land. Her vil de opleve både gode og dårlige tider.
Periode 2: Fordi Israels folk bryder pagten med Gud, vil han tage landet fra dem og sprede israelitterne ud over hele jorden.
Periode 3: Til sidst i verdenshistorien vil Gud gøre to ting med Israels folk: Han vil sende en omfattende vækkelse, og han vil hente dem hjem fra hele jorden og igen samle dem i Israels land. De senere profeter tilføjer, at når det går i opfyldelse, skal de aldrig mere miste landet (f.eks. Amos 9,15).
Moses fik ret. Israelitterne kom ind i landet, og efter mange år mistede de ad flere omgange igen landet og blev spredt ud over hele jorden.
Forudsigelsen af hjemkomsten fik en foreløbig opfyldelse med hjemkomsten fra Babylon flere hundrede år før Jesus. Men det var ikke den endelige opfyldelse, dels fordi flertallet aldrig kom hjem, og dels fordi de, der kom hjem, igen mistede landet få årtier efter Jesus.
Først fra slutningen af 1800-tallet er Israels folk i stort tal vendt tilbage til Israels land. I dag bor cirka halvdelen af alle verdens jøder i landet. Det er første gang i mere end to tusind år. Jødernes hjemkomst til Israel i vores tid er verdenshistorisk! Og fordi Bibelen har forudsagt, at det vil ske i de sidste tider, er hjemkomsten også et tegn på, at vi nærmer os Jesu genkomst.
Moses forudsagde også en omfattende vækkelse i Israels folk i de sidste tider. Profeten Zakarias har givet os et mere detaljeret billede af vækkelsen (Zak 12).
Baggrunden for vækkelsen er en situation engang i fremtiden, som Zakarias beskriver med to billeder.
For det første skal Jerusalem blive »et berusende bæger« for nabofolkene, der skal angribe byen for at erobre den. Israels nabofolk vil have fat i byen, men forsøget vil drive dem fra sans og samling (Zak 12,2).
For det andet skal Jerusalem blive som »en tung sten« for alle jordens folk. Krigen mellem Mellemøstens folk om Jerusalem vil få det internationale samfund til at gribe ind og sende en multinational styrke mod byen for at »løfte den tunge sten«, altså løse striden om Jerusalem. Men stenen er for tung, og forsøget mislykkes (Zak 12,3).
Efter nabofolkenes forsøg på at erobre Jerusalem fra Israel og efter det internationale samfunds forgæves forsøg på at løse konflikten militært kommer Guds løsning. Han vil udøse Helligånden over Jerusalems indbyggere. Gennem Zakarias forklarer Gud, hvad resultatet af åndsudgydelsen vil blive: »De skal se hen til mig, ham de har gennemboret« (Zak 12,10).
Det Nye Testamente siger, at den gennemborede er Jesus, som blev dræbt og gennemboret på korset (Joh 19,37). Fordi han på én gang er menneske og Gud, kan Gud i profetien omtale ham med det besynderlige udtryk »mig, ham«.
Når Israels folk »ser hen til« eller søger frelse hos den gennemborede Jesus, vil folket få tilgivelse og blive renset for synd. Vækkelsen vil omfatte alle dele af folket fra kongeslægt til menigmand, fra præst til læg, mænd og kvinder (Zak 12,11-13,1).
Den vækkelse, som Moses siger skal komme til sidst i verdenshistorien, vil altså ifølge Zakarias komme efter en krig om Jerusalem, hvor det internationale samfund med militær indgriben vil forsøge at gennemtvinge en løsning.
I de sidste årtier har der af og til være røster fremme om, at nu må verdenssamfundet gribe ind og tvinge en løsning igennem på Mellemøstkonflikten. Siden 7. oktober sidste år er de røster taget til (se nogle eksempler i tekstboksen).
Vi er endnu ikke dér, hvor verdenssamfundet har besluttet at sende en fredsskabende styrke til Mellemøsten. Men Israel er i det sidste år blevet markant mere isoleret og kritiseret, og kravene om, at det internationale samfund skal gennemtvinge en løsning, er markant forstærket.
Begivenhederne i Israel tyder på, at vi nærmer os Jesu genkomst.
Forløsningen kommer
Jesus bruger, som vi har set, udtrykket »veer« om de sidste tiders tegn. Det er vigtigt! Mange mennesker taler med frygt om verdens undergang. Men Jesus taler om mere end undergang. Han taler om »veer«, der fører frem til en »forløsning«, altså en fødsel, nemlig »verdens genfødelse« (Matt 19,28).
Budskabet om Jesu genkomst er et evangelium om, at der kommer en dag, hvor Gud »genføder« eller genskaber himlen og jorden. Alt ondt skal udslettes. Paradis skal genoprettes. Gud skal igen tage bolig på jorden. Den dag begynder der en ny, evig tidsalder, hvor mennesker skal leve i Guds fuldkomment retfærdige rige, og hvor Guds gode vilje fuldt ud skal ske på jorden, som den sker i himlen.
Derfor slutter Jesu tale om de sidste tiders tegn med denne opfordring: »Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig« (Luk 21,28).
Antallet af naturkatastrofer og begivenhederne i Israel tyder på, at tiden nærmer sig. Er vi i virkeligheden tættere på Jesu genkomst, end vi normalt går og tror?