Ukraines jøder består trods krig og forfølgelse

Jødernes historie i Ukraine er lang og sammensat. Der findes både lyspunkter og mørke kapitler. Man mener, at der har været jødisk tilstedeværelse i Ukraine siden i hvert fald 800-tallet, måske helt tilbage til 600-tallet.

Den første dokumentation på jødisk tilstedeværelse i Ukraine er det såkaldte Kyiv-brev, en skattet historisk kilde skrevet på hebraisk, som dokumenterer et jødisk samfund i Kyiv i år 930.

 

De mørke kapitler: Tre udbrud af antisemitisme

Under kosak-opstanden i 1648-1657 oplevede det jødiske samfund i Ukraine det første af tre store antisemitiske udbrud i landet.

Kosak-opstanden var en ukrainsk frihedskamp mod polsk overherredømme. Opstandens leder, Khmelnytsky, anses af mange ukrainere som en helt. Desværre fik jøderne skylden for den polske undertrykkelse. Man mener, at det jødiske samfund på cirka 50.000 personer blev omtrent halveret under opstanden, så Khmelnytsky er det modsatte af en helt for de ukrainske jøder.

Til trods for denne tragedie voksede det jødiske samfund betydeligt og udgjorde i midten af 1700-tallet, det vil sige 100 år senere, cirka 300.000 personer.

Ukraine var nu en del af det russiske imperium (1721-1917), og det fik stor betydning for udviklingen af ukrainsk jødedom. Ukraine kom nemlig til at udgøre en stor del af det såkaldte »Pale of Settlement« eller bosættelsesområde, som den oplysningsvenlige kejserinde Katarina den Store indførte i det vestlige Rusland i 1791. Et enormt område som rummede det meste af Ukraine, hele Hviderusland samt dele af Litauen, Letland, det vestlige Rusland og det østlige Polen. Da området var på sit højeste, rummede det op mod fem millioner jøder, svarende til omkring 40 procent af verdens jøder.

Mens den øvrige russiske befolkning oplevede større frihed under Katarina den Store, blev »Pale of Settlement« en indskrænkning af jøders i forvejen begrænsede frihed. Det blev nemlig samtidig, med få undtagelser, forbudt jøder at bo andre steder i det russiske imperium end i »Pale of Settlement«.

Hele arrangementet gav en stor koncentration af jøder, hvilket igen gav frugtbare vækstbetingelser for den særlige jiddisch-talende, østeuropæiske kultur, som blandt andet skildres i Sholem Aleichems populære stykke »Spillemand på en tagryg«.

Omkring år 1900, altså 110 år efter etableringen af »Pale of Settlement«, rundede den jødiske befolkning alene i Ukraine 2,7 millioner. Dette tal holdt sig nogenlunde stabilt frem til Anden Verdenskrig. Det russiske imperium blev opløst i 1917 og ligeså »Pale of Settlement«.

Dele af den ukrainske jødedom oplevede et usædvanligt opsving i perioden 1917-1921 i den nyudråbte Ukrainske Folkerepublik, som blev etableret som en selvstændig stat i tumulten efter den russiske revolution i 1917. Den kortlivede stat havde tre officielle sprog: ukrainsk, polsk og jiddisch, hvilket for eksempel fremgik af republikkens pengesedler, hvor der blandt andet var påtrykt hebraiske bogstaver. Desuden kunne jøder bestride ministerposter og gjorde det.

Desværre var der tale om en svag stat, som ikke evnede at dæmme op for den bølge af antisemitiske pogromer, der var i området på den tid. Russiske arkiver, som blev åbnet efter murens fald i 1989, anslår, at op mod 100.000 jøder blev dræbt i dette andet store antisemitiske udbrud i Ukraine. Den Ukrainske Folkerepublik forsvandt i 1921, og Ukraine kom til at høre under det kommunistiske Sovjetunionen. Sovjetkommunismen anså al religion for undertrykkende og endte selv med at undertrykke al religion, herunder jødedommen.

Det mørkeste antisemitiske kapitel i de ukrainske jøders historie skrives under Holocaust. Hitlers løsning på »det jødiske problem« var udryddelse. Den systematiske udryddelse begyndte ikke med gaskamrene, men med de tyske »einsatzgruppen«, som fik til opgave at henrette jøder ved nedskydning i Østeuropa. Den største enkeltstående massakre af denne type fandt sted i det tysk besatte Ukraine lidt udenfor Kyiv i et dalstrøg kaldet Babij Jar. Den 29.-30. september 1941 blev i alt 33.771 ukrainske jøder skudt i løbet af et døgn i den såkaldte Babij Jar-massakre.

I alt omkom op mod 1,5 millioner af de cirka 2,7 millioner ukrainske jøder under Anden Verdenskrig.

 

De lyse kapitler: En rabbiner grundlægger en jødisk retning

Et af de mere markante højdepunkter i jødisk liv i Ukraine er skabelsen af den jødiske fromhedsretning hasidismen.

Ligesom andre ultraortodokse jøder kendes hasidismens tilhængere på mændenes sorte tøj og hatte og slangekrøller. Og det er ikke forkert at sige, at hasidismen har sat et varigt aftryk på jødedommen i hele verden op til i dag. Bevægelsen blev grundlagt i det vestlige Ukraine i midten af 1700-tallet af Israel ben Eliezer (1700-1760), bedre kendt som Baal Shem Tov – »det gode navns herre« – også forkortet til »Besht«.

Baal Shem Tov er kendt som en karismatisk person med helbredende evner. Hans lære lagde vægt på kærlighed til Gud, kærlighed til Toraen og kærlighed til medmennesker.

Han havde ofte sin opmærksomhed rettet mod de små i samfundet. Hans budskab om, at nærhed med Gud ikke kun er forbeholdt dem, der kan hengive sig til fuldtidsstudier af Toraen, men kan opnås gennem renhjertet tjeneste for Gud i almindelige hverdagsgøremål, blev voldsomt populært blandt jævne folk. I løbet af 100 år fik hasidismen millioner af følgere i hele Østeuropa med mange forgreninger med hvert sit særpræg.

Én af disse forgreninger er Breslov-hasidismen, grundlagt af rabbi Nachman af Breslov (1772-1810), Baal Shem Tovs oldebarn. Rabbi Nachman forkyndte, at et liv hengivet til Gud skulle være et glædesfyldt liv, og derfor har sang og dans også stor betydning for Breslov-hasidismen i dag. Inderlighed i livet med Gud blev vægtet højt, og bøn til Gud skulle være som at tale med sin bedste ven eller en kærlig forælder. Rabbi Nachman tillagde det jødiske nytår, rosh hashana, ekstraordinært stor betydning. Han lovede før sin død at gå i forbøn for enhver, der besøger hans grav under rosh hashana. Det får den dag i dag titusindvis af Breslov-hasidiske jøder til at tage på pilgrimsrejse under rosh hashana til rabbi Nachmans grav i Uman i Ukraine lidt syd for Kyiv.

Breslov-hasidismen fra Ukraine tæller i dag tusindvis af tilhængere i især Mea Shearim-kvarteret i Jerusalem samt New York.

Den mest iøjnefaldende gren af hasidismen er nok Chabad-Lubavitch-hasidismen. Overalt i områder med hasidiske jøder ser man plakater med bevægelsens sidste leder, rabbi Menachem Schneerson, som nogle tilhængere opfatter som Messias.

Schneerson blev født i det sydlige Ukraine i 1902 i byen Mykolajiv tæt på Kherson. Han flygtede til New York i 1941, hvor han boede resten af sit liv indtil sin død i 1994. Han besøgte aldrig selv Israel, men tæt på Tel Aviv har tilhængerne ladet opføre en tro kopi af Schneersons hus i Brooklyn.

Chabad er et akronym for ordene »visdom«, »forståelse« og »viden«. Det siger noget om, at Chabad-hasidismen vægter torastudier højt. De formulerer det selv sådan, at hvor Breslov-hasidismen ønsker at lære den vise at efterligne den simple, der ønsker Chabad-hasidismen at løfte den simple op på niveau med den vise. Chabad-bevægelsen anslås at tælle omkring 200.000 følgere, primært i New York og Jerusalem. Den er yderst velorganiseret og er også i dag den gren af jødedommen med flest synagoger i Ukraine.

Der findes cirka 220 registrerede hasidiske synagoger i Ukraine, hvoraf Chabad-hasidismen har de 123. Til sammenligning er der 51 registrerede reformjødiske synagoger i Ukraine.

De største jødiske samfund i Ukraine findes i byerne Kyiv, Odessa, Dnipro og Kharkiv. I Dnipro indviede man i 2012 Europas største jødiske menighedscenter, Menorah Centret. Det er et meget stort bygningskompleks med 7 højhuse i op til 22 etager, der rummer synagoge, hoteller, kosher-restauranter og et undervisnings- og forskningscenter. Det vidner om et levedygtigt jødisk samfund i Ukraine.

 

Hvad siger tallene?

Det er lidt vanskeligt at fastslå antallet af jøder i Ukraine, da meget afhænger af optællingsmetoden. Det London-baserede forskningscenter Institute for Jewish Policy Research opererer med fire forskellige optællingskategorier.

1) »Kernejøder«, det vil sige jøder, der selv identificerer sig som jøder. Denne gruppe tæller 43.000 personer i Ukraine.
2) Jøder med mindst én jødisk forælder tæller 90.000 personer.
3) Jøder med mindst én jødisk forælder samt deres ikke-jødiske ægtefæller og børn tæller 140.000 (det anslås, at cirka 70 procent af ukrainske jøder lever i blandede ægteskaber).
4) Personer, der kvalificerer sig som jøder under Israels lov om tilbagevenden (og dermed er berettiget til statsborgerskab i Israel), samt deres familie. Denne gruppe tæller 200.000 ukrainere.

 

Er det få eller mange? I forhold til tidligere er det meget få. Hvis vi ser på den nære historie, er der tale om en reduktion på mere end 90 procent siden 1989, hvor Berlinmuren faldt og Østeuropa forandredes. I 1989 var der 487.000 kernejøder i Ukraine, mens tallet altså i dag er 43.000. Man kan se på figur 1, at tendensen er den samme i Rusland, og man kan sandsynligvis se en lignende tendens i mange andre europæiske lande.

Den jødiske affolkning af Europa har nemlig været enorm. For 150 år siden boede 90 procent af verdens jøder i Europa, mens det i dag er cirka 10 procent.

Destinationen for emigrerende ukrainske jøder har i høj grad været Israel. Man mener, at der er bosat cirka 500.000 jøder med ukrainske rødder i Israel i dag. Mange er også emigreret til USA og andre lande. Kendte navne som Golda Meir, tidligere premierminister i Israel, forfatteren Amos Oz, violinisten Isaac Stern, komponisten Leonard Bernstein, komikeren Mel Brooks, musikeren Bob Dylan, filminstruktøren Steven Spielberg, nazi-jægeren Simon Wiesenthal og mange flere er blandt de verdenskendte jøder, som enten er født i Ukraine eller har rødder i Ukraine.

Den kernejødiske andel af befolkningen er i dag mindre i Ukraine end i Danmark ifølge Institute for Jewish Policy Research. I Danmark er der 6.400 kernejøder ud en befolkning på 5,8 millioner, svarende til 0,11 procent, mens der i Ukraine er 43.000 kernejøder ud af en befolkning på 43,8 millioner, svarende til 0,098 procent. I Frankrig, hvor man finder Europas største jødiske samfund, er der til sammenligning cirka 440.000 jøder, svarende til 0,65 procent af befolkningen.

Til gengæld har Ukraine en noget større andel af befolkningen, som kvalificerer sig som jøder under Israels lov om tilbagevenden, end tilfældet er i Danmark. I Ukraine er tallet 200.000, svarende til 0,46 procent af befolkningen, mod 9.500 i Danmark, svarende til 0,16 procent.

 

Ukrainernes forhold til jøder

Ukraine viser sig gang på gang i spørgeskemaundersøgelser at være det mindst antisemitiske land i Østeuropa. Det stemmer godt overens med, at de mest højreorienterede og antisemitiske partier i landet får meget lille tilslutning – mindre end i for eksempel Frankrig og Tyskland.

Landet havde i en kort periode i 2019 både en jødisk premierminister, Volodymyr Groysman, og den nuværende jødiske præsident, Volodymyr Zelensky.   

Zelensky oplever da heller ikke, at hans jødiske baggrund har været en hindring for ham politisk. »Folk er ligeglade,« siger han. »Ingen spørger mig om det.«

 

Krigens konsekvenser

Krigen i Ukraine har kunnet mærkes i Israel, som i 2022 modtog det største antal immigranter de seneste 20 år – netop på grund af krigen.

Jewish Agencys seneste tal fra december 2022 viser, at cirka 15.000 ukrainske jøder søgte om israelsk statsborgerskab fra januar til november 2022. Antallet af russiske immigranter steg i samme periode til cirka 37.000. Samlet set har Israel modtaget omtrent dobbelt så mange immigranter i 2022 som året før.

Ikke alle er dog lige begejstrede for udsigten til flere jøder i Israel. Både palæstinensiske og venstreorienterede grupper anklager Israel for at tage imod ukrainske flygtninge med åbne arme, udelukkende for at konsolidere Israels greb om »de besatte områder« ved at øge antallet af jøder på »palæstinensisk jord«. Det er dog næppe en kritik, der gør det store indtryk i Israel.

Om krigen kommer til at skabe afgørende ændringer for jødedommen i Ukraine, er svært at forudse. De fleste jøder har valgt at blive i Ukraine, og masser af jødiske og kristne organisationer både i og uden for landet arbejder målrettet på at hjælpe det jødiske samfund i de krigsramte områder.

Indtil videre har den jødiske infrastruktur i landet og hjælpen udefra vist sig ganske effektiv til at håndtere krisen for de ramte, og intet tyder på, at den mere end tusindårige ukrainske jødedom skulle være på randen af et kollaps.

Jødernes historie i Ukraine er lang og sammensat. Der findes både lyspunkter og mørke kapitler. Man mener, at der har været jødisk tilstedeværelse i Ukraine siden i hvert fald 800-tallet, måske helt tilbage til 600-tallet.

Den første dokumentation på jødisk tilstedeværelse i Ukraine er det såkaldte Kyiv-brev, en skattet historisk kilde skrevet på hebraisk, som dokumenterer et jødisk samfund i Kyiv i år 930.

 

De mørke kapitler: Tre udbrud af antisemitisme

Under kosak-opstanden i 1648-1657 oplevede det jødiske samfund i Ukraine det første af tre store antisemitiske udbrud i landet.

Kosak-opstanden var en ukrainsk frihedskamp mod polsk overherredømme. Opstandens leder, Khmelnytsky, anses af mange ukrainere som en helt. Desværre fik jøderne skylden for den polske undertrykkelse. Man mener, at det jødiske samfund på cirka 50.000 personer blev omtrent halveret under opstanden, så Khmelnytsky er det modsatte af en helt for de ukrainske jøder.

Til trods for denne tragedie voksede det jødiske samfund betydeligt og udgjorde i midten af 1700-tallet, det vil sige 100 år senere, cirka 300.000 personer.

Ukraine var nu en del af det russiske imperium (1721-1917), og det fik stor betydning for udviklingen af ukrainsk jødedom. Ukraine kom nemlig til at udgøre en stor del af det såkaldte »Pale of Settlement« eller bosættelsesområde, som den oplysningsvenlige kejserinde Katarina den Store indførte i det vestlige Rusland i 1791. Et enormt område som rummede det meste af Ukraine, hele Hviderusland samt dele af Litauen, Letland, det vestlige Rusland og det østlige Polen. Da området var på sit højeste, rummede det op mod fem millioner jøder, svarende til omkring 40 procent af verdens jøder.

Mens den øvrige russiske befolkning oplevede større frihed under Katarina den Store, blev »Pale of Settlement« en indskrænkning af jøders i forvejen begrænsede frihed. Det blev nemlig samtidig, med få undtagelser, forbudt jøder at bo andre steder i det russiske imperium end i »Pale of Settlement«.

Hele arrangementet gav en stor koncentration af jøder, hvilket igen gav frugtbare vækstbetingelser for den særlige jiddisch-talende, østeuropæiske kultur, som blandt andet skildres i Sholem Aleichems populære stykke »Spillemand på en tagryg«.

Omkring år 1900, altså 110 år efter etableringen af »Pale of Settlement«, rundede den jødiske befolkning alene i Ukraine 2,7 millioner. Dette tal holdt sig nogenlunde stabilt frem til Anden Verdenskrig. Det russiske imperium blev opløst i 1917 og ligeså »Pale of Settlement«.

Dele af den ukrainske jødedom oplevede et usædvanligt opsving i perioden 1917-1921 i den nyudråbte Ukrainske Folkerepublik, som blev etableret som en selvstændig stat i tumulten efter den russiske revolution i 1917. Den kortlivede stat havde tre officielle sprog: ukrainsk, polsk og jiddisch, hvilket for eksempel fremgik af republikkens pengesedler, hvor der blandt andet var påtrykt hebraiske bogstaver. Desuden kunne jøder bestride ministerposter og gjorde det.

Desværre var der tale om en svag stat, som ikke evnede at dæmme op for den bølge af antisemitiske pogromer, der var i området på den tid. Russiske arkiver, som blev åbnet efter murens fald i 1989, anslår, at op mod 100.000 jøder blev dræbt i dette andet store antisemitiske udbrud i Ukraine. Den Ukrainske Folkerepublik forsvandt i 1921, og Ukraine kom til at høre under det kommunistiske Sovjetunionen. Sovjetkommunismen anså al religion for undertrykkende og endte selv med at undertrykke al religion, herunder jødedommen.

Det mørkeste antisemitiske kapitel i de ukrainske jøders historie skrives under Holocaust. Hitlers løsning på »det jødiske problem« var udryddelse. Den systematiske udryddelse begyndte ikke med gaskamrene, men med de tyske »einsatzgruppen«, som fik til opgave at henrette jøder ved nedskydning i Østeuropa. Den største enkeltstående massakre af denne type fandt sted i det tysk besatte Ukraine lidt udenfor Kyiv i et dalstrøg kaldet Babij Jar. Den 29.-30. september 1941 blev i alt 33.771 ukrainske jøder skudt i løbet af et døgn i den såkaldte Babij Jar-massakre.

I alt omkom op mod 1,5 millioner af de cirka 2,7 millioner ukrainske jøder under Anden Verdenskrig.

 

De lyse kapitler: En rabbiner grundlægger en jødisk retning

Et af de mere markante højdepunkter i jødisk liv i Ukraine er skabelsen af den jødiske fromhedsretning hasidismen.

Ligesom andre ultraortodokse jøder kendes hasidismens tilhængere på mændenes sorte tøj og hatte og slangekrøller. Og det er ikke forkert at sige, at hasidismen har sat et varigt aftryk på jødedommen i hele verden op til i dag. Bevægelsen blev grundlagt i det vestlige Ukraine i midten af 1700-tallet af Israel ben Eliezer (1700-1760), bedre kendt som Baal Shem Tov – »det gode navns herre« – også forkortet til »Besht«.

Baal Shem Tov er kendt som en karismatisk person med helbredende evner. Hans lære lagde vægt på kærlighed til Gud, kærlighed til Toraen og kærlighed til medmennesker.

Han havde ofte sin opmærksomhed rettet mod de små i samfundet. Hans budskab om, at nærhed med Gud ikke kun er forbeholdt dem, der kan hengive sig til fuldtidsstudier af Toraen, men kan opnås gennem renhjertet tjeneste for Gud i almindelige hverdagsgøremål, blev voldsomt populært blandt jævne folk. I løbet af 100 år fik hasidismen millioner af følgere i hele Østeuropa med mange forgreninger med hvert sit særpræg.

Én af disse forgreninger er Breslov-hasidismen, grundlagt af rabbi Nachman af Breslov (1772-1810), Baal Shem Tovs oldebarn. Rabbi Nachman forkyndte, at et liv hengivet til Gud skulle være et glædesfyldt liv, og derfor har sang og dans også stor betydning for Breslov-hasidismen i dag. Inderlighed i livet med Gud blev vægtet højt, og bøn til Gud skulle være som at tale med sin bedste ven eller en kærlig forælder. Rabbi Nachman tillagde det jødiske nytår, rosh hashana, ekstraordinært stor betydning. Han lovede før sin død at gå i forbøn for enhver, der besøger hans grav under rosh hashana. Det får den dag i dag titusindvis af Breslov-hasidiske jøder til at tage på pilgrimsrejse under rosh hashana til rabbi Nachmans grav i Uman i Ukraine lidt syd for Kyiv.

Breslov-hasidismen fra Ukraine tæller i dag tusindvis af tilhængere i især Mea Shearim-kvarteret i Jerusalem samt New York.

Den mest iøjnefaldende gren af hasidismen er nok Chabad-Lubavitch-hasidismen. Overalt i områder med hasidiske jøder ser man plakater med bevægelsens sidste leder, rabbi Menachem Schneerson, som nogle tilhængere opfatter som Messias.

Schneerson blev født i det sydlige Ukraine i 1902 i byen Mykolajiv tæt på Kherson. Han flygtede til New York i 1941, hvor han boede resten af sit liv indtil sin død i 1994. Han besøgte aldrig selv Israel, men tæt på Tel Aviv har tilhængerne ladet opføre en tro kopi af Schneersons hus i Brooklyn.

Chabad er et akronym for ordene »visdom«, »forståelse« og »viden«. Det siger noget om, at Chabad-hasidismen vægter torastudier højt. De formulerer det selv sådan, at hvor Breslov-hasidismen ønsker at lære den vise at efterligne den simple, der ønsker Chabad-hasidismen at løfte den simple op på niveau med den vise. Chabad-bevægelsen anslås at tælle omkring 200.000 følgere, primært i New York og Jerusalem. Den er yderst velorganiseret og er også i dag den gren af jødedommen med flest synagoger i Ukraine.

Der findes cirka 220 registrerede hasidiske synagoger i Ukraine, hvoraf Chabad-hasidismen har de 123. Til sammenligning er der 51 registrerede reformjødiske synagoger i Ukraine.

De største jødiske samfund i Ukraine findes i byerne Kyiv, Odessa, Dnipro og Kharkiv. I Dnipro indviede man i 2012 Europas største jødiske menighedscenter, Menorah Centret. Det er et meget stort bygningskompleks med 7 højhuse i op til 22 etager, der rummer synagoge, hoteller, kosher-restauranter og et undervisnings- og forskningscenter. Det vidner om et levedygtigt jødisk samfund i Ukraine.

 

Hvad siger tallene?

Det er lidt vanskeligt at fastslå antallet af jøder i Ukraine, da meget afhænger af optællingsmetoden. Det London-baserede forskningscenter Institute for Jewish Policy Research opererer med fire forskellige optællingskategorier.

1) »Kernejøder«, det vil sige jøder, der selv identificerer sig som jøder. Denne gruppe tæller 43.000 personer i Ukraine.
2) Jøder med mindst én jødisk forælder tæller 90.000 personer.
3) Jøder med mindst én jødisk forælder samt deres ikke-jødiske ægtefæller og børn tæller 140.000 (det anslås, at cirka 70 procent af ukrainske jøder lever i blandede ægteskaber).
4) Personer, der kvalificerer sig som jøder under Israels lov om tilbagevenden (og dermed er berettiget til statsborgerskab i Israel), samt deres familie. Denne gruppe tæller 200.000 ukrainere.

 

Er det få eller mange? I forhold til tidligere er det meget få. Hvis vi ser på den nære historie, er der tale om en reduktion på mere end 90 procent siden 1989, hvor Berlinmuren faldt og Østeuropa forandredes. I 1989 var der 487.000 kernejøder i Ukraine, mens tallet altså i dag er 43.000. Man kan se på figur 1, at tendensen er den samme i Rusland, og man kan sandsynligvis se en lignende tendens i mange andre europæiske lande.

Den jødiske affolkning af Europa har nemlig været enorm. For 150 år siden boede 90 procent af verdens jøder i Europa, mens det i dag er cirka 10 procent.

Destinationen for emigrerende ukrainske jøder har i høj grad været Israel. Man mener, at der er bosat cirka 500.000 jøder med ukrainske rødder i Israel i dag. Mange er også emigreret til USA og andre lande. Kendte navne som Golda Meir, tidligere premierminister i Israel, forfatteren Amos Oz, violinisten Isaac Stern, komponisten Leonard Bernstein, komikeren Mel Brooks, musikeren Bob Dylan, filminstruktøren Steven Spielberg, nazi-jægeren Simon Wiesenthal og mange flere er blandt de verdenskendte jøder, som enten er født i Ukraine eller har rødder i Ukraine.

Den kernejødiske andel af befolkningen er i dag mindre i Ukraine end i Danmark ifølge Institute for Jewish Policy Research. I Danmark er der 6.400 kernejøder ud en befolkning på 5,8 millioner, svarende til 0,11 procent, mens der i Ukraine er 43.000 kernejøder ud af en befolkning på 43,8 millioner, svarende til 0,098 procent. I Frankrig, hvor man finder Europas største jødiske samfund, er der til sammenligning cirka 440.000 jøder, svarende til 0,65 procent af befolkningen.

Til gengæld har Ukraine en noget større andel af befolkningen, som kvalificerer sig som jøder under Israels lov om tilbagevenden, end tilfældet er i Danmark. I Ukraine er tallet 200.000, svarende til 0,46 procent af befolkningen, mod 9.500 i Danmark, svarende til 0,16 procent.

 

Ukrainernes forhold til jøder

Ukraine viser sig gang på gang i spørgeskemaundersøgelser at være det mindst antisemitiske land i Østeuropa. Det stemmer godt overens med, at de mest højreorienterede og antisemitiske partier i landet får meget lille tilslutning – mindre end i for eksempel Frankrig og Tyskland.

Landet havde i en kort periode i 2019 både en jødisk premierminister, Volodymyr Groysman, og den nuværende jødiske præsident, Volodymyr Zelensky.   

Zelensky oplever da heller ikke, at hans jødiske baggrund har været en hindring for ham politisk. »Folk er ligeglade,« siger han. »Ingen spørger mig om det.«

 

Krigens konsekvenser

Krigen i Ukraine har kunnet mærkes i Israel, som i 2022 modtog det største antal immigranter de seneste 20 år – netop på grund af krigen.

Jewish Agencys seneste tal fra december 2022 viser, at cirka 15.000 ukrainske jøder søgte om israelsk statsborgerskab fra januar til november 2022. Antallet af russiske immigranter steg i samme periode til cirka 37.000. Samlet set har Israel modtaget omtrent dobbelt så mange immigranter i 2022 som året før.

Ikke alle er dog lige begejstrede for udsigten til flere jøder i Israel. Både palæstinensiske og venstreorienterede grupper anklager Israel for at tage imod ukrainske flygtninge med åbne arme, udelukkende for at konsolidere Israels greb om »de besatte områder« ved at øge antallet af jøder på »palæstinensisk jord«. Det er dog næppe en kritik, der gør det store indtryk i Israel.

Om krigen kommer til at skabe afgørende ændringer for jødedommen i Ukraine, er svært at forudse. De fleste jøder har valgt at blive i Ukraine, og masser af jødiske og kristne organisationer både i og uden for landet arbejder målrettet på at hjælpe det jødiske samfund i de krigsramte områder.

Indtil videre har den jødiske infrastruktur i landet og hjælpen udefra vist sig ganske effektiv til at håndtere krisen for de ramte, og intet tyder på, at den mere end tusindårige ukrainske jødedom skulle være på randen af et kollaps.