Spor i ørkensandet – arkæologiske spor efter israelitternes vandring gennem ørkenen

Da israelitterne havde oplevet Guds uventede frelse ved Sivhavet, drog de ud i Shurs ørken på deres vej mod Sinaj Bjerg (2 Mos 15,22).

Afgørende begivenheder fandt sted under ørkenvandringen: Gud åbenbarede sig og etablerede et eksklusivt pagtsforhold med folket ved Sinaj bjerg.

Gud gav dem en enestående etisk og religiøs instruktion. Men Israel mærkede også på egen krop, hvor nådeløs ubarmhjertig ørkenen er for et folk på vandring. De gik i årevis gennem »den store og frygtelige ørken med slanger, øgler og skorpioner og med vandløse områder« (5 Mos 8,15). De var tæt på at omkomme flere gange. Samtidig blev ørkenvandringen en erfaring af Guds konkrete omsorg, når han sørgede for føde og vand til dem og til deres dyr.

Kan den bibelske arkæologi kaste lys ind over denne langvarige vandring gennem ørkenen? Der findes arkæologiske vidnesbyrd om israelitternes ophold i Egypten og udvandringen, men kan arkæologien også sige noget om de næste afgørende 40 år?

Her skal vi dels se på lokaliseringen af Sinaj Bjerg og den rute, israelitterne fulgte gennem ørkenen. Dels skal vi se på flere autentiske træk ved Bibelens skildring af ørkenvandringen. Og endelig skal vi fokusere på nogle særlige egyptiske spor i denne beretning.

De boede i telte

Allerførst må vi gøre os klart, hvad vi kan forvente at finde arkæologisk.

Både da Israel befandt sig ved Sinaj Bjerg og under vandringen, boede de i teltlejre. Gang på gang hedder det, at Israel »slog lejr« (2 Mos 17,1; 18,5; 19,2; jf. 33,7.11).

De opførte ingen permanente strukturer, men rejste deres telte og pakkede dem senere sammen igen.

Et folk, der lever på teltfod, og som i perioder vandrer omkring i ørkenen, efterlader sig næsten ingen arkæologiske levn. De bruger sække af skind i husholdningen, men har intet lertøj.

Selv når beduiner bor fast på samme sted gennem længere tid, forsvinder alle spor efter ganske få år som følge af blæst og sandfygning. Vi ved, at farao Tutmoses den III belejrede den kana'anæiske by Megiddo i ni måneder i 1479 f.Kr., og at den egyptiske hær boede i teltlejr under hele belejringen. Alligevel har man ikke fundet det mindste spor efter den egyptiske lejr.

Hvis arkæologerne bruger beduiner ved udgravninger, kan disse undertiden med deres skarpe blik ane svage spor efter menneskelig bosættelse, når der graves i sandet. Men solens varme sletter sådanne svage ændringer i sandets farvemønster mindre end en halv time efter, at stedet er blevet frilagt.

Der kan derfor ikke overraske, at arkæologerne ikke har fundet noget, som kan forbindes med et stort folks ophold i Sinajhalvøens ugæstfrie ørkener mellem 1450 og 1400 f.Kr.

Ruten gennem ørkenen

4 Mos 33 giver en omfattende liste over de steder, hvor israelitterne slog lejr, fra de forlod Sivhavet, kom til Sinaj Bjerg, hvor de fik pagten, og fortsatte til Kana'an.

Yderst få af disse mange steder kan lokaliseres i dag. Kun et par af stednavnene i fortegnelsen over lejrsteder, før israelitterne når området øst for Det Døde Hav, finder omtale i resten af Det Gamle Testamente eller i andre antikke kilder. Israels folk vandrede virkelig ad en rute, som lå langt fra de normale veje fra Egypten til Kana’an.

Den eneste lokalitet på ruten efter Sivhavet, som kan stedfæstes med sikkerhed, er Kadesh.

Herfra sendte Moses tolv spejdere ind i Kana’ans land (4 Mos 13,26). Og her opholdt Israel sig i lang tid (5 Mos 1,46). De allerfleste forskere er enige om, at Kadesh må være den store oase Kadesh Barnea (5 Mos 1,2.19), som formentlig er identisk med oasen Ain Qudeirat lige syd for den nuværende egyptisk-israelske grænse.

Denne oase er meget vandrig og har mange kilder. Ti kilometer fra denne oase ligger en anden oase, Ain Qadis, som også er blevet foreslået som det bibelske Kadesh.

Hvor lå Sinaj bjerg?

Ikke mindre end 13 forskellige bjergtoppe på Sinajhalvøen, i Negev, i Edom eller i Arabien er blevet udpeget som Sinaj bjerg!

En gammel tradition placerer Sinajbjerget i den sydlige del af halvøen, som er domineret af massive granitbjerge og få dale. Jebel Musa (2265 meter højt) bliver ofte udpeget som det bjerg, hvor Moses modtog lovens tavler.

Ved foden af dette bjerg ligger det berømte Skt. Katharinakloster med de mange værdifulde ikoner og gamle bibelhåndskrifter.

Traditionen omkring Jebel Musa kan dog ikke føres længere tilbage end til begyndelsen af det 4. århundrede e.Kr. Cirka 330 berettes det, at munke havde bygget et kapel for jomfru Maria på stedet for den brændende tornebusk.

Mange munke slog sig efterhånden ned i området, og cirka 550 e.Kr. blev det nuværende kloster opført. Tidligere end det 4. århundrede kan traditionen ikke spores tilbage.

Det er dog svært at forbinde Sinaj Bjerg med Jebel Musa, fordi den bibelske beskrivelse af bjergets omgivelser ikke stemmer med Jebel Musa. I 2 Mos 19,2 hedder det, at Israels folk slog lejr »over for bjerget«. Der bør således være en slette neden for bjerget, hvor folket kunne slå lejr, og hvorfra de kunne iagttage Guds flammende ild på toppen (2 Mos 24,17).

Klosteret ligger imidlertid i en lille dal, hvor der ikke er plads til, at et helt folk kunne slå lejr. Dertil kommer, at Jebel Musa hverken kan ses fra denne dal eller fra den store er-Rahah slette, som ligger et par kilometer fra klosteret, og som gerne bliver udpeget som stedet, hvor israelitterne boede, mens de modtog pagten og loven.

Jebel Musa er derfor ikke sandsynlig som kandidat for Sinaj Bjerg.

Elleve dagsrejser

I 5 Mos 1,2 finder vi en interessant oplysning. Her siges det, at Kadesh lå 11 dagsrejser fra Horeb – et andet ord for Sinaj Bjerg – når man følger den rute, som går via Se’irs bjerge. En »dagsrejse« var normalt en relativ fast afstandsangivelse for den strækning, som en karavane kunne tilbagelægge i løbet af en dag. Ud fra antikke kilder og ud fra de iagttagelser, som opdagelsesrejsende gjorde i det 18. århundrede, kan »en dagsrejses længde« bestemmes til 24-30 kilometer.

Nu kan et folk, som vandrede med kvæg, kvinder og børn, umuligt have tilbagelagt så lang en strækning per dag. Men de »elleve dagsrejser« fra Horeb til Kadesh betegner den afstand, som Israel tilbagelagde, ikke hvor lang tid de rent faktisk brugte om ruten. Strækningen svarer derfor til cirka 264-330 kilometer.

Næsten alle forslag til lokaliseringen af Sinaj falder i lyset af 5 Mos 1,2.

Afstanden mellem de foreslåede bjergtoppe og Kadesh er meget mindre end de 264-330 km, som afstanden »elleve dagsrejser« angiver.

Derimod ligger den sydlige del af Sinajhalvøen, hvor Jebel Musa ligger, inden for denne distance. Fra Jebel Musa til Kadesh er der cirka 320 kilometer, regnet via Eilat. Dette matcher 5 Mos 1,2.

Hvis Jebel Musa ikke passer med det bibelske billede af det bjerg, hvor Gud åbenbarede sig i frygtelig majestæt og herlighed, har vi da andre muligheder i samme område? Ja, det har vi. Ved enden af den store slette er-Rahah rejser der sig et kæmpestort bjergmassiv.

Det højeste punkt kaldes Ras Safsafeh (2168 meter højt). Sletten foran bjerget dækker et areal på cirka en kvadratkilometer. Lejret på denne store slette kunne israelitterne let iagttage Moses’ klatring op ad Sinaj Bjerg, ligesom Moses og Josva kunne iagttage israelitternes tøjlesløse dans i lejren for foden af bjerget (2 Mos 32,19).

Ras Safsafeh giver god mening i lyset af Anden Mosebog og af informationerne i 5 Mos 1,2.

Autentiske træk i beretningen

Anden Mosebog fortæller, hvordan israelitterne skulle konstruere en transportabel helligdom i ørkenen (tabernaklet), der kunne slås sammen og bæres under vandringen.

Den skulle laves af akacietræ, og vigtige genstande i den skulle overtrækkes med guld, sølv eller bronze (2 Mos 25-30).

Akacietræet er eneste træ i ørkenens wadier, som kan give tømmer og planker, der er lange nok til at konstruere møbler og andre større genstande af.

Det akacietræ, som vokser på Sinajhalvøen i dag, giver imidlertid ikke tømmer, som er langt nok til planker på fem meters længde (2 Mos 26,15-16).

Flere forskere mener derfor, at Anden Mosebogs beskrivelse af ørkenhelligdommen er mere fantasi end historisk virkelighed.

Imidlertid gjorde arkæologer i 2004 et interessant fund i et par huler ved en antik egyptisk havn (1500-1200 f.Kr.) ud til Rødehavet. I hulerne lå store adskilte både af træ, og en af bådene var lavet af akacietræ med planker på over 5 meters længde.

Meget tyder derfor på, at der på Moses' tid voksede højere akacietræer i Sinajhalvøens wadier end dem, man kan se i dag.

Egypterne havde mange hundrede års erfaring i at konstruere transportable boliger af træ, som kunne overspændes med stof.

På Egyptens Museum i Cairo får de besøgende for eksempel vist dronning Hetep-Heres' rejsebolig af træ, som kunne adskilles og klappes sammen. Hun var dronning omkring 2500 f.Kr.

Fundet af farao Tutankhamons mange kostbare gravskatte i 1922 viser os mange eksempler på genstande af træ, som er overtrukket med guld og indlagt med halvædelsten, ganske som beskrevet i Anden Mosebog.

Beskrivelsen af tabernaklet i ørkenen stemmer præcist med egyptisk knowhow og formåen på det tidspunkt, hvor israelitterne forlod Egypten.

Den giver derimod vanskeligt mening, hvis den skulle være formuleret i en langt senere tid og uden nogen erfaring med ørkenens vilkår og begrænsninger.

Delfinskind?

Flere gange hedder det, at israelitterne skal lave et dække af delfinskind til at lægge over boligen (2 Mos 25,5; 26,14; jf. 4 Mos 4,6).

Delfinskind er vel ikke ligefremt det mest indlysende materiale at bruge midt i en ørken?

Imidlertid forekommer delfiner i betydelige mængder i Rødehavet og i Akababugten. Tidligere anvendte beduiner delfinskind som materiale til sandaler (jf. Ez 16,10). Det relativt grove delfinskind er i virkeligheden ganske relevant som det ydre dække over en telthelligdom, der konstrueres i Sinajs ørken.

Mange egyptiske ord

Til disse autentiske træk kan føjes det forhold, at mange af de specielle ord og begreber, som Moses anvender i 2 Mos 25-30 for at beskrive ørkenhelligdommens genstande og ypperstepræstens dragt, har klare paralleller i egyptisk sprog eller er afledet fra egyptisk. Det kan man ikke se af den danske oversættelse.

Men kendere af gammelegyptisk sprog har længe kunne se den tydelige egyptiske baggrund for de hebraiske ord for »akacietræ«, »linned«, »vulst« og »bæger« (på den syvarmede lysestage), »skærf« og andre.

Adskillige af navnene på ædelstenene i ypperstepræstens dragt (2 Mos 28,15-20) er tydeligt egyptiske.

Mange af de personnavne, som optræder særligt i Anden og Fjerde Mosebog, har også tydelige egyptiske paralleller.

Det gælder ikke mindst navne på folk i Levi stamme, så som Moses, Aron, Mirjam og Merari. Disse navne kendes især fra perioden 1500-1200 f.Kr.

Anden Mosebog synes skrevet af en, som var dybt fortrolig med tekniske ord og navne på egyptisk, og som havde et indgående kendskab til egyptisk rutine med at konstruere transportable boliger til brug for rejser i en ørken.

Arkæologiske spor

De arkæologiske spor efter israelitternes ørkenvandring er yderst svage, og der er ikke grund til at tro, at dette vil ændre sig i fremtiden.

På den anden side har arkæologien vist, at en række træk ved skildringen af ørkenvandringen (f.eks. tabernaklet og persongalleriet) er ganske autentisk.

Sinajbjerget kan endnu ikke lokaliseres med sikkerhed, men de bibelske informationer tyder på, at traditionen om bjergets beliggenhed i den sydlige del af Sinajhalvøen, er troværdig, selv om det næppe er det bjerg, der i dag går under navnet »Mosesbjerget«.